Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 1305 af 10207
Afsender Dato Modtager
Andreas Schram Olsen [+]

Afsendersted

Oslo

1814 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af den bog, hvori teksten er trykt.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette digt er under udarbejdelse.

Se original

Thorvaldsen.
 
–––––––––––

Blandt Nordsøens Vover sig hæver en Øe
Med ildkrandset Top,
Hvor uhyre Hvale blandt Iisbjerge døe
Med blødende Krop;
Og Øen nu Island man kaldet har,
Der under sit Hjerte en Moder bar
En Søn, som paa Havet hun fødte,
Mens grumt Elementerne brøde.

Og Sønnen det var ret en fyrig Aand,
Saa skarp, som en Lee;
Han havde saa herlig en kunstfærdig Haand,
Som Nogen vil see;
Han skar sig de skjønneste Billeder ud,
Smaadrenge og mangen en Bondebrud;
Paa Borde og Bænke og Stole
Stod’ Heste og Hopper og Fole.

Om Aftenen sad han i Arnens Vraa
Med Bog udi Haand,
Og alt som han læste om Kunstnernes Daad,
Da brændte hans Aand;
Paa Bogen rystede hvert et Blad,
Snart var han bedrøvet og snart var han glad;
Han læser, og grubler, og tænker
Sig langt fra Omgivelsens Lænker.

I Aanden han danned sig mangen Gud
Af Oldtidens Nor;
Af Strandens Iisblokke han hugged sig ud
En Odin og Thor;
Af Sneen han formed sig Qvinder og Mænd,
Men alt som han formed, de smeltede hen;
Fortræden til Stenen han springer,
For Hammeren Meiselen klinger.

I Norden falde kun Skyggerne af
Hvad Evigt og Stort,
I Syden den bildende Kunsts Straaler gav
Den studsende Jord;
Og Kunstmønstres Armod er Kunstaandens Grav:
Thi rakte ham Norden en Vandringsstav,
At følge den raabende Stemme,
Og vandre hvor Aanden har hjemme.

Nu staaer han i Kunstens udkaarne Hjem,
Med forskende Aand,
Hvor Oldtidens Mønstre er’ stillede frem
I broderligt Baand;
Der staaer han, som fængslet til Kunsternes Skjød;
Høit luer i Barmen den ulmende Glød;
Han seer paa sit Marmor og sukker,
Han seer paa sin Meisel og hugger.

Paa Serafvinger sig hæver hans Sjæl
Til Himmelen hen,
At flytte olympiske Guders Kapel
Til Jorden igjen;
Og modig i Gudernes Hal han fremstaaer,
Og ej fra Guldhallen forfærdet han gaaer,
Før hen over Skyernes Bølger.
Til Jorden ham Guderne følger.

Hans Verksted søger hver Qvinde og Mand
Med rynkede Bryn,
Men knap de af Stedet sig røre kan,
Som slagne af Lyn;
Og Thorvaldsen hugger og Thorvaldsen slaaer;
De Store kommer, og kjøber, og gaaer;
Den Ene fortæller den Anden,
Praxiteles nu er opstanden.

Ja bryst dig, o Norden, din Roes er stor,
Fra Island han kom;
Ryst flammende Nordlys dit straalende Flor
Dybt ud over Rom!
Ak, under din Iis ligger meer, end een Glød,
Som Evigheds Porte med Lethed opbrød;
Læg Phosphor paa Sneen, som klammer!
Flux staaer den i luende Flammer.

–––––––––

Generel kommentar

Dette digt stammer fra Olsens digtsamling, Vaarblomsten, op. cit.

To vers af digtet gengives også i den antologi af Thorvaldsen-tekster, der blev udgivet kort efter billedhuggerens død, se Barfod, op. cit.
Barfod havde ikke meget til overs for Olsens digt og ledsagede det med ordene:

En A. Olsen — der for Tiden, om vi ikke fejle, skal være Byfoged ensteds i Norge — havde i sin Ungdom en forceret Kjærlighed til Konsten, som han, invita Minerva, paa mange Maader besang. Han besang da ogsaa gjentagne Gange Thorvaldsen, men af hans forskjellige Frembringelser ansee vi det for tilstrækkeligt at meddele… de to taaleligste Vers af et biograficerende dito [i.e. Digt] paa ni saadanne…

Her gengives alle ni vers.

Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Andre referencer

  • Frederik Barfod: Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 18-19.
  • A. Olsen: Vaarblomsten, Kristiania / Oslo 1814, p. 132-136.

Emneord
Digte til Thorvaldsen · Thorvaldsen og Island
Personer
Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 13.08.2014 Print