Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9685 af 10181
Afsender Dato Modtager
Rasmus Theodor Fenger [+]

Afsendersted

Albano

Afsenderinfo

Poststempel: ALBANO / Imp.
T.T. HAMBURG 29. Juli, 44
Papirdækket segl.

17.7.1844 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Jonas Collin [+]

Modtagersted

København

Modtagerinfo

Udskrift: Monsieur le conseiller des conférences Collin / Amaliegade 155 / Copenhague / en Danemarc.

Resumé

Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.

Se original

Albano d 17 Juli 1844

Høivelbaarne Hr Conferentsraad Collin
Storkors af Dannebroge og Dannebrogsmand. –

Paa en lille Udflugt ned til Rom forefandt jeg d 28 f. M hos Bravo et Brev fra Conferentsraaden, hvori foruden nogle Linier til mig ogsaa var et Creditiv til Fru Paulsen paa 1225 fr. samt endnu et Brev til hende fra en høistbesynderlig Person “Wertner”, der vilde have hende til at giøre Noget for de fordærvede Forældres Børn i Kbhavn med de mange Penge, hun havde arvet efter sin Fader. Da jeg íkke kunde have Fru Paulsens Quittering fra Albano den Dag og ikke kunde oppebie Contoirets Aabning efter de 2 paafølgende Helligdage, saa maatte jeg overlade Buti at besørge disse Penge hævede. Angaaende den rigtige Modtagelse af dette Brev haaber jeg iøvrigt at Bravo efter min Anmodning har været saa god at underrette Dem.
Mandag aften d. 8 dennes modtog jeg her i Albano Conferentsraadens Brev af 22 Juni, som jeg ikke længere vil opsætte at besvare, thi uag[t]et Confs Brev til Fru Paulsen paa Grund af en forsømmelighed fra Butis Side ikke endnu er ankommet, saa troer jeg med temmelig Sikkerhed at kunne sige, at Sagerne for Øieblikket staae paa et Standpunkt, hvorfra de ikke saa let ville kunne rykkes. Skulde det mod Formodning skee, enten ved det Brev, vi endnu forvente, eller ved Andre, saa vil jeg derom strax sende Dem den fornødne Underretning. – Den samme Aften, jeg modtog Brevet af 22 Juni, havde jeg en lang og meget alvorlig Samtale med Fru Paulsen. Jeg søgte først at stemme hende for at sende Albert med mig til Kbhavn, medens hun selv gjerne kunde blive nogen Tid i Rom, dette anseer jeg nemlig, oprigtig talt, som det Allervigtigste for Drengen. Men jeg mødte en afgjort Modstand, hun kunde umulig bære den Sorg, efter saa mange Tab, nu atter at skulle berøves sin Søn. Jeg viste hende, hvor galt det var fat med Albert, og at en Hovedforandring var nødvendig; At det vel var tungt for en Moder af afsee sin Søn, men den største Sorg var dog at see sit Barn mislykkes for sine Øine. Hun svarede, at dertil haabede hun ikke det skulde komme, hun havde til Hensigt at tage Albert paa en mere alvorlig Fod næste Vinter, og ikke lade ham gaae saa meget om sig som hidtil; men jeg svarede hende ligefrem, at jeg var bange for, at det vilde mangle hende paa Kraft til behørig at gjennemføre dette. Dog da jeg mærkede, at dette Forslag saaledes blev forkastet, gik jeg over til at foreslaae hende, at hun i dette Efteraar skulde tage til Danmark med mig og begge Børnene. Men derpaa vilde hun ligesaalidt gaae ind, hun talte først om sit svare Helbred, for hvilket Lægerne havde meent, at et længere Ophold i Italien vilde være gunstigt, men da jeg gjorde hende opmærksom paa, at hendes Helbred i Danmark havde været fuldkommen saa godt som i Rom den forløbne Vinter, sagde hun mig, at der var ogsaa en anden mere vægtig Grund, som gjorde det umuligt for Øjeblikket at drage til Danmark. Hvad hun nu sagde mig, vil jeg ganske uforbeholdent meddele Conferentsraaden, i den Overbevisning, at om det endog ikke er rigtigt af hende at tænke og tale paa den Maade, saa vil dette dog alligevel ikke kunne bevare hende Confs Deeltagelse og Venskab. Hun sagde mig altsaa, at hun for Øieblikket befandt sig i en vis irriteret Stemning mod Danmark, fordi hun fandt, man havde været ubillig mod hende og hendes Mand. Hun henviste til den Modtagelse, Kongen havde givet Obersten ved hans Hjemkomst og gjorde opmærksom paa den Ubillighed, hun saae i, at Kongen havde givet sit Minde til en Forandring i Faderens Testament, hvorefter han berøvede sin Datter, hvad med Rette burde tilfalde hende, hun paastod, at det var mod alle Love, og at det var alene Kongens Villie, at det skulle saa være, som havde kunnet bøie Retten fra hende. Jeg svarede dertil, at efter min Overbeviisning var der ingenlunde skeet Brud paa Loven med dette Testament; men derom, sagde hun, kunde hun let overbeviise mig ved at hente mig et Brev, som Buti en Uges Tid iforveien havde modtaget fra Justitsraad Nygaard. Af dette Brev saae jeg da rigtignok, at han kalder Forandringen i Testamentet en Uretfærdighed, dog tilføiende, at derved var Intet at giøre efter de danske Love, saasom Kongen havde Magt til at forandre og stedfæste, hvad hannem behagede. Men til min Forundring saae jeg endvidere, at Just. Nygaard opmuntrede Buti til at giøre Sagen anhængig for de romerske Domstole, giøre Paastand om Rom som Thorvaldsens andet Domicil, protestere mod at Datteren Intet havde faaet causa mortis, thi de 40000r var alene en donum inter vivos, og sluttede med det Forslag, at naar alle de i Rom efterladte Sager saaledes vare tagne i Besiddelse, kunde man mod behørig Godtgørelse udlevere dem til Museet. Alt dette, maa jeg dog tilføie, var skrevet under den Forudsætning, at det var skeet, hvad han havde hørt, at Buti paa Fruens Vegne havde lagt Beslag paa den romerske Deel af Boet. Hun spurgte mig, hvad jeg nu meente, og da jeg sagde, at jeg, i Tillid til de Mænd, der havde haft med en Sag at giøre, var vis paa, at Justitsraaden feilede, saa var hun nær ved at blive stærkt opbragt paa mig, idet jeg nemlig fremsatte min Mening derom i skarpere Udtryk, end maaske nødvendig gjordes. Dog blev det atter godt, da jeg fik Leilighed til at forklare mig behørigt; ligesom hun bad mig erindre, at hun ikke havde talt saaledes, fordi det i nogen Maade fortrød hende intet Skridt at have giort mod sin Faders sidste Villie, men kun fordi hun vilde vise mig, at hun ved denne Leilighed havde viist megen Eftergivenhed. –
Med denne Samtale udrettedes altsaa, som det synes ikke betydeligt; men jeg skulde ogsaa iforveien næsten anseet det for umuligt, at hendes Beslutning kunde forandres: for den forestaaende Vinter og Foraar at forblive i Rom; thi alt i flere Uger har hun ladet see paa Værelser i Byen, og netop nu staaer hun i Begreb med at fæste sig en Leilighed til 200 scudi aarlig. Sin Villa vil hun leie bort meubleret til Thygessons for samme Pris 200 scudi, denne Familie vil nemlig bosætte sig i Rom, og den yngste Datter, der skal være en særdeles udmærket Claverspillerinde, har til dette Formaal opgivet sine Informationer i Paris, for at vedblive denne Beskæftigelse i Rom, hvor den i pecuniær Henseende synes at turde blive end mere indbringende. Huusleien for den nye Leilighed, der skal betales forud, og de enkelte Meubler, hun har nødig at anskaffe, vil giøre hende det nødvendigt at optage et Laan, som hun dog har Udsigt til med Lethed at kunne tilbagebetale, da hun af Thygesons faaer 100 scudi til Octbr og atter 100 til 1 April, desuden sælger hun en gammel Landauer for 120 scudi, hvilken Sum hun faar betalt i 6 Maaneder med 20 scudi om Maaneden. Naar hun ikke vilde giøre de fornødne Skridt til at faae Villaen solgt, var det ogsaa vist det bedste hun kunde giøre, at leie den ud til en Familie der ikke vilde mishandle den. – Afgjort kan det altsaa ansees for at være, at hun bliver i Rom et Aar endnu, og hvad Albert angaar, da søger hun ved Hjælp af en Østerrigsk Studerende, der tidligere har læst med ham at skaffe ham en dygtig Lærer mellem de herværende unge Tyskere; Noget hvortil jeg selv tilraadte, da jeg for 2 Maaneder siden bad hende om at antage en dansk Huuslærer efter mig, og jeg mærkede at hun ikke kunde komme til nogen Bestemmelse i saa Henseende, saa det saae ud, som om Albert slet ingen Lærer skulde have, eller hvad der er omtrent det Samme, nøies med en slet og ret romersk Abbate. Sandt at sige ønsker jeg heller ikke gjerne Nogen af mine Landsmænd denne Post. Albert er aldeles uoplagt til alt hvad der hedder boglig Beskæftigelse, og med Magt at ville imponere ham dertil, kom til at blive et uhyre Taalmodighedsarbeide, hvorved man neppe udrettede Andet end at forkue Drengen, og det var Synd, thi der er meget Godt i ham. Derimod mener jeg, han skulde anføres til mere praktisk Beskæftigelse af hvilken som helst Art, for at faae ham vænt af med den utaalelige Lediggang og Træghed, hvortil han nu kun er alt for meget hengiven. Uagtet jeg, efter hvad jeg nu har fortalt, følgelig ikke har stort at vente af hvad jeg i denne Henseende maatte forestille Moderen, skal jeg dog ikke lade det blive ved denne ene Gang, men see at holde an med hende om at skikke Albert til Danmark, Noget jeg forøvrigt kunde gjøre med større Overbeviisning, naar jeg vidste hvem der vilde tage imod ham, og hvad de vilde gjøre med ham og for ham.
Justitsraad Nygaards Brev mindede mig om hvad jeg alt iforveien vidste, at Kolb har Fuldmagt af Skifteretten i Kbhavn til at ordne Oberst Paulsens Stervbo. Dermed er nu maaske intet Videre at gjøre, men jeg vilde dog gjerne ved denne Leilighed gjøre opmærksom paa, at Kolb og Buti ere nøie Allierede, Buti er hans Advokat og har som saadan i disse Dage vundet en Proces for ham, men derhos er han ham saa overlegen i Forstand, at han efter hvad jeg kan see, i slige Anliggender saa temmelig kan bevæge ham efter Ønske. At Fru Ps Anliggender ikke hvile paa en for hende og hendes Børn betryggende Maade mellem Butis Hænder, er rigtignok min Mening; maaske er jeg for mistænkelig mod ham, men den Maade, hvorpaa han flere Gange har forebragt mig Usandheder, og den Ængstelighed, hvormed han hidtil har stræbt at udelukke mig fra Kendskab til Fruens Anliggender, begge Dele maae i saa Fald undskylde mig. Jeg vil imidlertid, saa Conferentsraaden kan faae en Forestilling om hvordan han og Andre tee sig, give mig til at fortælle, hvorledes Sagerne er gaaaede i den senere Tid. Da jeg sidst skrev, var Fru Paulsen meget opsat og bestemt paa at tage til Neapel, og det uagtet der var kun lidt i hendes Kasse, men hun stolede paa, at Valentini en Maaned i forveien havde sagt Buti, at naar Fruen trængte til Penge, var han altid parat; ham skrev hun nu til, og hans Svar skulde oppebies i Albano; men ligesom vi staae parate til at stige i Vognen, kommer der Brev fra Val:, som lader Fruen vide, at hun hos ham alt stod i nogen Underbalance, og at det i saa Fald altid var “mod hans Banks System” at udsætte sig for større Risici. Sagen var, at nu vidste Val: hun ingen Ting fik efter Faderen, derfor dette Svar, der gav Neapel-Touren sin Rest. Buti fik imidlertid Ordre at henvende sig til Kolb, om hvem det stod til at troe, at han for gammelt Venskabs Skyld vilde vise hende en saadan Tjeneste. Fra ham kom imidlertid det Svar, at han nok vilde laane Fruen de forlangte par hundrede Sc: men kun paa 2 ell. 3 Maaneder, og saa maatte hun undskylde, at han for sine Compagnoners skyld var nødt til at tage Renter. Kort efter kom Buti ud til os for første Gang. Han har ved denne Leilighed givet Fru P: en mørk Skildring af hendes Finantsers Tilstand, hvad han oftere pleier at gjøre; sagde, at hun maatte sælge adskilligt af hvad hun havde; at hun havde taget saaledes op hos Valentini, at hun først til Juli 1845 kunde vente at faae sine Rentepenge. Jeg yttrede siden min Tvivl om Rigtigheden heraf, hvorfor Fruen bad mig da jeg 27 Juni paa 3 Dage tog til Rom at faae Buti til at give mig Oplysning derom, og medgav mig i den Anledning en skriftlig Anmodning til ham, i den Hensigt, at jeg, naar Sagerne stode saa slet, kunde tale med Thiele om hvad derved maatte være at gjøre. Buti svarede mig imidlertid, at det maatte være en Misforstaaelse, det at der ingen Rentepenge skulde kunne ventes før Juli 1845, da Val: havde sagt ham, at Fruen vilde faae et Overskud alt ved Udbetalingen i Juli 1844; for resten vidste han ikke, hvor meget Fruen havde taget op hos Val: Da jeg kom tilbage til Albano, var Fru Paulsen meget utilfreds med den Besked, jeg saaledes havde bragt hende, hun sagde, at Buti maatte dog vide, hvor meget hun skyldte Val:, da ingen Anden end han havde taget disse Penge op til hende. Hun viste mig Dagen efter 2 Regninger, hun i Marts Maaned havde faaet fra Kolb, disse Afregninger gav mig Anledning til at forelægge hende nogle Spørgsmaal, hvoraf jeg saae, hvor total uvidende hun er om hendes egne Anliggender. Jeg saae saaledes at under 9 Marts 1844 var udbetalt til hende fra Val: 1218 fr 92 c = 224 sc. 28 bj. Jeg spurgte hende nu, om Marts Maaned ogsaa var Forfaldstermin for de franske Penge, og om de 224 sc. skulde betragtes som mindre Halvpant af det hele aarlige Beløb 500 sc.; Til begge Delene svarede hun, at det vidste hun ikke. Jeg saae endvidere at Val: i Aug. Maaned 1842 havde udbetalt 300 fr til Kolb af Oberstens Penge, men for 1843 stod Intet anført; jeg spurgte da, om Pengene for det Aar vare sendte til Danmark. Hun svarede, at det troede hun ikke, men at Buti nok havde hævet dem for deraf at afholde adskillige indløbne Udgifter; jeg spurgte om der dog ikke var blevet Adskilligt tilovers, da B: jo og havde solgt et Par Heste og endnu noget mere for Dem; det, svarede hun, vidste hun ikke, men hun vilde forlange et Regnskab derover for ikke mere saaledes at gaae iblinde ; dertil opmuntrede jeg hende da ogsaa meget. Men paa hendes Anmodning om at tale med Buti om disse Anliggender, svarede jeg benægtende, da jeg alt havde noksom Prøver paa, at hun ingen Tillid havde til mig. Heri meente hun nu vel at jeg storlig feilede, men da Hr Buti nogle Dage efter kom ud til Albano, talte hun ganske rigtig ikke et Ord til mig om Noget som helst af alt dette; derimod erfarer jeg i disse Dage, at han havde vidtløftig beskrevet Fruen, hvorledes der var stor Fare for, at hun kom til at gaae Glip ad den Husleie, hun endnu et Aar el: 2 skulde trække af Værelserne, Obersten havde leiet og betalt for 5 Aar. Sagen var nemlig, fortalte Fru Paulsen mig, at Baron Noa[?], der eiede Huset, var død, og hans Bo befandtes i meget forvirret Forfatning, medens Obersten havde forsømt at tage de fornødne Garantier for et saadant indløbende Tilfælde. Paa den Maade at skulle slippe af Hænderne, hvad man lovligt har leiet og betalt, forekom mig i høieste Grad forunderligt, men Fruen sagde, det var i Sandhed saa, og Buti skulde nok forklare mig det, naar han kom næste Gang. Det venter jeg mig naturligvis Intet af; men naar jeg kommer til Neapel, som jeg haaber, tænker jeg, at Advokat Lauria vil forklare mig denne Sag, som han skal kjende fuldkommen nøie.
Jeg har ogsaa spurgt Fru Paulsen, om hun oppebar Renter af de 1940 sc. der henstaae hos Torlonia; det svarede hun, vidste hun heller ikke; hun fortalte mig, at Buti hver Maaned gav hende 100 sc. at leve for; dette tyder paa, at han tidligere maa have lagt Noget op for hende; men at han hidtil aldrig har gjort hende Regnskab herfor, kan jeg slet ikke finde mig i.
En Ulykke, som i disse Dage er arriveret for Fru Ps Moder, og som ogsaa har gjort Datteren meget sørgmodig, vil jeg dog ikke lade uomtalt. Den stakkels Kone er blevet bestjaalet for 50 sc. i Penge, hvoraf hun havde største delen henliggende i Guldmynt fra sin første Mands Tid, for at have Noget, naar uforudseelig Ulykke skulde indtræffe; desuden have Tyvene, der er gaaede ind med falske Nøgler borttaget Ørenringe, Fingerringe, Spiseskeer osv. til et Beløb af 100 sc. Blottet for alle Penge, har hun maattet bede Datteren om Hjælp. Endnu næste Maaned kan hun hæve af den lille Sum, Kongen ved Thiele havde skjænket hende; men kunde der saa ikke gjøres Noget for hende? maaskee vilde Kongen, maaskee Thorvaldsens Universalarving, Kbhavns Commune, tage sig af hende? Søsteren er død for et Par Uger siden i Afsindighed, men dette Dødsfald medfører ingen Lettelse for hende, da denne Søster var som et Slags Pige eller Opvarterinde i Huset.
Jeg bad i Gaar Fruen om Tilladelse til henvende mig til hendes Laugværge om de Penge der ere mig lovede til min Hjemreise, og denne Tilladelse gav hun mig heller end gjerne, da hun selv ikke paa nogen Maade vilde kunne bestride det for nærværende Tid af hvad hun har mellem Hænder. Saa beder jeg Dem derfor, Hr. Conferentsraad, om De vil være af den Godhed at drage Omsorg for, at jeg kunde havde disse penge ved Septbr Maaneds Begyndelse. Dersom jeg faaer dem i et Kreditiv, saa ønskede jeg gjerne dette anviist paa Rom, Mailand og Basel.
Fra Fru Paulsen sender jeg Conferentsraaden mange Hilsener, med Tak for hvad hidtil har virket for hende og med Bøn om fremdeles at bevare hende i velvillig Erindring. Til min Broder ønsker jeg ogsaa at kunne sende en Hilsen, da jeg staaer jeg noget i Restance med Brevene til Familien, ligeledes jeg ogsaa længe har ventet paa Breve fra Hjemmet. I Albano og dens Omegn er der overmaade deiligt; i Neapel skal der være endnu smukkere; men i Hjemmet er der, naar Alt er seet og prøvet, dog bedst. Saaledes tænker idetmindste

Deres ærbødigst hengivne
ThFenger.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Oprettelse, 220
Personer
Johan Bravo · Christian 8. · Karl von Kolb · Angela Magnani · Alberto Paulsen · Elisa Paulsen · Fritz Paulsen · Just Mathias Thiele · Anna Maria Uhden
Sidst opdateret 22.11.2011 Print