Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 10139 af 10197
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Fædrelandet [+]

Afsendersted

København

20.12.1850 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Thorvaldsens Ungdomshistorie
fra 1770 til 1804.
Af J. M. Thiele. Kjøbenhavn 1851. Reitzels Forlag.

–––––––––

Blandt den meget store Masse af Literaturfrembringelser, som betegne Julens Nærmelse, er der neppe nogen, der i og for sig er mærkeligere, eller der bør blive mere taknemmeligt paaskjønnet herhjemme som i Udlandet, end den Bog, hvis Titel er overskrevet; thi den utrættelige Granskerflid og Samlermøie, der er anvendt paa den, har endnu en gunstig Stjerne, et uventet lykkeligt Tilfælde at takke for en stor Del af sit rige Udbytte, og dette er, at den største af vor Tids Konstneres Ungdomsliv træder frem for os af det tykke Mørke, der før indhyllede det, med en høi Grad af objectiv Sandhed og Klarhed, saa at det, uagtet enkelte Oplysninger fattes, der rimeligvis ere gaaede uigjenkaldelig tabte, ikke blot fremstiller os et levende Billede af hans Personlighed med dens store Egenskaber som med dens Skrøbelighed, men ogsaa kaster mærkelige Streiflys over den Tidsalder, hvori han blev til og gjennemgik sin første Udvikling. Vi lade Forfatteren selv berette den høist interessante Opdagelse, han har gjort under sit Ophold i Rom i Sommeren 1844:

Thorvaldsens Bolig i “Palazzo Tomati” havde altid, selv da den stod smykket med hans Samlinger og Konstværker, været lidet hyggelig. Nu, da Alt var borte, med Undtagelse af de gamle Meubler, der neppe taalte at flyttes, var det næsten ikke til at udholde.

Imellem adspredt Halm, Bunker af Saugspaaner, splintrede Brædestumper og andre saadanne Levninger fra Indpakningen stode det gamle, brøstfældige Chatol og de haltende Stole og Borde, som om de selv mistvivlede om, at Nogen skulde ville kjøbe dem paa den forestaaende Auction, uagtet de dog havde tilhørt den store Thorvaldsen. Huset var saagodtsom opgivet, og ingen Laas og intet Tilsyn var længer fornødent.

I saadan Tilstand vare disse Værelser, da jeg saae dem igjen — disse Rum, hvorhen mine Tanker langvejsfra saa lidt vare fløine i de Aar, siden jeg første Gang her besøgte Thorvaldsen.

I en veemodig Stemning gik jeg omkring og sparkede i det Uføre, som bedækkede Stengulvets Fliser, og tog op, hvad der, nu og da, kunde tildrage sig Opmærksomhed.

Hist og her kiggede Papirstumper frem igjennem Halmen. Det var Breve, eller Stykker af Breve, Visitkort og deslige, men paa nogle af dem var Spor af Tegning eller Skrift af Thorvaldsens egen Haand.

Det blev mig snart et Arbeide at samle alle disse vildfarende og lidet paaagtede Stykker, og jo mere jeg samlede sammen, desto mere levende gik det op for mig, at her var Adskilligt at varetage for Thorvaldsens Biograph.

I det gamle Chatols Skuffer var der endnu adskillige Levninger tilbage, Stykker af Redskaber, tømte Æsker og andet Sligt, som bliver aldeles værdiløst, naar Eieren døer. Ved en nærmere Undersøgelse kom ogsaa en gammel, messingbeslaaet, sort, skimlet Brevtaske for en Dag, og dens ærværdige, massive Exterieur førte Tanken til Thorvaldsens Oldefædre paa Island.

Ved at aabne den — hvilken Overraskelse! — fandtes et Par Breve, indsvøbte og omhyggelig bevarede. Disse Breve vare fra Hjemmet, fra hans Fader og Moder.

Nu blev Sagen alvorlig! At der kunde være noget Sligt tilbage fra vor Konstners tidligere Aar, derom havde jeg aldrig vovet at gjøre mig Haab. Begjærligheden efter at finde mere blev nu umættelig.

Jeg havde allerede i Kjøbenhavn, medens Thorvaldsen endnu levede, oftere modtaget Hobe af Breve, som ved Udpakningen af hans hidsendte Arbejder stundom fandtes indstoppede som til Fylding i de gabende Huller. Saa ligegyldig havde han behandlet sine Breve!

Vel vare alle disse allerede af mig tagne til Indlægt; men de henhørte til de senest afvigte Aar og vare saaledes maaskee kun blevne reddede, fordi de havde ligget ham nærmest forhaanden, da han indpakkede sine Arbejder og trængte til Noget at fylde ud med.

Men hvormeget var altsaa ikke gaaet tilgrunde paa denne og andre Maader!

Jeg mindedes — og Enhver, der stadig er kommen til i Thorvaldsen i “Palazzo Tomati”, vil mindes — et lille Kammer ud imod Gaarden, hvor man altid fandt Overflødighed af Papirer i en henstillet Fyrrekasse, hvor man ikke alene tillod sig stundom at læse i de lidet bevogtede Breve, men hvor man ogsaa kunde finde Haandtegninger af Thorvaldsen, som den lykkelige Finder uden Samvittighedsskrupler kunde tilegne sig for sin Portefeuille. Meget maatte Aar for Aar være adspredt og ødelagt her, og jeg havde ofte tænkt derpaa med Beklagelse.

Men naar man betænker, hvilken Mængde Breve, Thorvaldsen i Aarenes Løb maa have modtaget, saa var det dog for Lidet at regne, som saaledes kunde være gaaet tabt; dog — der var Intet mere at see; alle Rum vare tømte.

Under saadanne Overvejelser og Betragtninger blev det anført som et særegent Træk hos vor Konstner, at han aldrig forsætligt ødelagde Papir, og at de Breve, han modtog, derfor pleiede at opdynges omkring ham, indtil han omsider blev nødt til at rydde op, for at skaffe sig dem fra Haanden.

Men hvor gjorde han saa af dem, naar han dog ikke brændte dem?

Paa engang faldt det som Skjæl fra vore Øine!

Fra Thorvaldsens Værelser førte en Trappe forbi en næsten altid lukket Gadedør, ned i en dyb Kjælder. Denne Kjælders Tilværelse var mig bekjendt fra mit tidligere Ophold i Rom, da jeg engang tilfældigvis havde været dernede med Freund, som dengang boede hos Thorvaldsen. Nu syntes denne Nedgang ufremkommelig; i de senere Aar havde den været benyttet til Opbevaringssted for afbrugte Gibsforme og deslige. Den maatte altsaa undersøges!

En Lygte blev hentet, Nedgangen gjort noget ryddelig, og kun en Grusdynge holdt den gamle Fjæledør lukket.

Det første, vi stødte paa, var en Bunke Ler, som i sine tørre Klumper bar Præg af Konstnerens Haand. Opdynget, skjulte dette Ler næsten ganske et, plat paa det fugtige Gulv liggende Marmorbasrelief, et bozzeret Exemplar af Musernes Dands paa Helikon, som Thorvaldsen vel engang har sat tilside her og siden ganske glemt.

Dybere inde i den raa, mørke Kjælder, som syntes at dølge Slanger og Skorpioner, skimtede vi ved Hjælp af Lygten et Par store Foustager, nogle Brædekasser og andre Skramlerier, og i det næste Øjeblik havde vi Forvisningen om, at vi her stode ved Afløbsstedet for al den Papiroverflødighed, Thorvaldsen i en Række af Aar havde vidst at skaffe sig fra Haanden.

Her laa altsaa en vid Mark for Undersøgelser og Opdagelser. Men Begjærligheden efter at komme i Besiddelse af denne Skat mødte, som sædvanligt, endel Modstand af Mørkets Magter, der her, i Skikkelser af Mursten, Glas og deslige, protesterede mod hvert Indgreb.

Maaskee for at tvinge de uregerlige Papirer ned i disse aabne Gjemmesteder, eller maaskee for at ikke Uvedkommende eller Nysgjerrige — til hvis Classer jeg naturligvis ikke henregnede mig — saa let skulde gjøre Undersøgelser, synes den Gamle, efterhaanden som han her deponerede sine Papirer, at have kastet Mursten, Glas, Lerklumper og andet Sligt ovenpaa, og var det ogsaa unegtelig lykkedes ham, at gjøre Udpakningen besværlig og vanskelig, især da det her kom an paa, ikke al sønderrive de temmelig fugtige og muldnede Papirer.

Vi maalte altsaa vælte disse Foustager om paa Siden, og nu begyndte et Arbeide med at samle, udlufte og tørre de udpillede Papirer, som varede i flere Dage, men som syntes rigeligt at lønne sig. Vel var der mellem disse Masser af Breve ogsaa en Overflødighed af Stykker af Breve, som vanskeligt nok efter en saadan Forvirring vilde finde de tilsvarende, vidtadspredte Fragmenter, men saa meget mere vigtigt blev det, at selv ikke den ubetydeligste Lap blev upaaagtet, men Alt tilhobe indsnøret i Bundter og nedlagt i Kasser til Forsendelse.

Med disse Sagers Ankomst til Kjøbenhavn begyndte, som man kan tænke sig, det interessanteste, men tillige det møjsommeligste Arbeide ved disse Undersøgelser”.
 

–––––––––

“Udbyttet af dette Fund var ikke alene, at en betydelig Del af den store Konstners Brevvexlinger saaledes ufrivilligt af ham selv var bleven reddet for Efterverdenen, i Stedet for at han med omtrent den samme Uleilighed kunde have kastet disse Bunker af Breve paa Kaminen. Men ved disse Papirer fandtes endnu det Særegne, at de, for en meget stor Del vare blevne benyttede anden Gang af Konstneren selv baade som Skrivepapir og som Tegnepapir.

Da de modtagne Breve med deres blanke Convoluter, Convocationsbilletter, luxuriøse Indbydelser til Baller og Dineer, ja endogsaa Visitkort, altid, som sagt, vare blevne henliggende paa hans Bord en god Tid, efterat han havde modtaget dem, var det ogsaa daglig skeet, naar en Konstnertanke indfandt sig — og hvor frugtbar var ikke hans Jupiterspande! — at han, næsten iblinde, greb det nærmestliggende Stykke Papir, som frembød en ubeskreven Side, og gjorde det til Tumleplads for hans Tankers olympiske Lege.

Skulde han omsider til at skrive et Brev, gik han til dette besværlige Arbeide med mindre Sikkerhed. Han maatte først skrive et Par Concepter, og med sin Blyant gjorde han da ogsaa disse Udkast paa det Papir, han havde nærmest, altsaa som oftest paa Bagsiden af det Brev, han skulde besvare.

Da denne Erfaring snart var gjort, blev det endmere indlysende, at ethvert noksaa ubetydeligt Blad nøie maatte undersøges, og paa mangen tom Convocationsbillet fra Academiet St. Lucca, eller parfumeret Indbydelse fra en reisende Dame er saaledes en kostelig Tegning af Thorvaldsen, eller et Brev fra hans Haand blevet bevaret.

Naar nu et saadant Stykke Papir ovenikjøbet havde en Datum, eller Convoluten sit daterede Poststempel, saa var altsaa den flygtige Konstnertanke ogsaa paa en Maade dateret, og dette var ikke uden Interesse, naar mangen Gang den lette, i faa Streger fastholdte, Skizze var som et Embryo til et af hans mest navnkundige Værker.

Det første Udbytle af den foreløbige Ordning var et Antal af flere hundrede, fuldstændige Breve i forskjellige Sprog, deriblandt mange fra mærkelige Samtidige, med hvem vor Konstner til forskjellige Tider havde staaet i Forbindelse, endel Contracter, afsluttede i Anledning af bestilte Arbeider, en Mængde Concepter fra Kunstnerens egen Haand, tildels skrevne paa de tilhørende Breve, en Mængde Tegninger, for en stor Del paa Bagsiderne af Breve og ikke sjeldent iturevne af Konstneren, der selv havde forkastet dem.

Endelig forekom ogsaa under denne Gjennemsøgning, nu og da, enkelte løse, med Pen eller Blyant beskrevne Octavblade, som ved Format og Skrifttræk viste, at de hørte sammen som Stykker af en itureven Lommebog. Ved at studere disse Blades utydelige, tildels forviskede, Indhold, blev det strax klart, at her var Levninger af en Dagbog, at denne Dagbog var nedskreven af Thorvaldsen selv, og at den var ført paa en Tid, som hidtil havde været skjult i et uigennemtrængeligt Mørke, nemlig paa hans ensomme Reise fra Malta til Rom i 1797.

Et glædeligere Fund kunde der ikke let være gjort med Hensyn til Thorvaldsens Biographi.”

Disse Samlinger med tilhørende Forarbeider ville tillige med Brevene blive nedlagte i Thorvaldsens Museum og derved tilgængelige for Enhver, der maatte ville undersøge dem. Den forefundne Masse af Tegninger og første Udkast, der beløber henved 500, har Forf. ogsaa ordnet og cartonneret, og de ere ligeledes henlagte i Museet, hvor de slutte sig til Kunstnerens der opbevarede plastiske Udkast og Skizzer.

Det er ikke vor Hensigt her at følge Thorvaldsen paa hans Vandring fra det usle Loft i Dronningens Tvergade, hvor en sygelig, vranten og forkuet Moder daglig skændtes med en lunefuld og letsindig Fader; gjennem hans dunkle Barndom, da han maatte slæbe sin Faders Værktøj og gaae ham tilhaande med at hugge Puddelhunde, der skulde forestille Løver, paa Larsens Plads; gjennem Academiets Skoler, hvor hans Geni snart aabenbarede sig og skaffede ham Abildgaards Beskyttelse og Venskab, men hvor ogsaa, saavel Arbejdet for de daglige Brød, som den indolente Ligegyldighed, der ofte er Geniets Følgesvend, en Tidlang synes at have standset ham; gjennem hans Ungdoms første spirende Berømmelse, dens Glæder og Adspredelser, dens Venskab og Kjærlighed, og endelig med Fregatten “Thetis” øver Malta, Sicilien og Neapel til Rom, hvor han strax fandt nye Venner og Beskyttere, men hvor ogsaa nye Kampe og nye Prøvelser ventede ham; indtil han omsider, efterat have fuldført sin Jason og vundet et europæisk Navn, mod Bogens Slutning befinder sig paa Villaen Montenero ved Florens, som Kjæledægge hos Datidens forfængelige Aristokrati, der gjennem ham søgte sin egen Forherligelse, men hvis Blaserthed Gudskelov ikke kunde fordærve hans kjernesunde Natur; — vi ville ikke, sige vi, give noget Udtog af en Bog, der for Enhver, som har Sands for Thorvaldsens Konstnerstorhed og Kjærlighed til hans Minde, maa være indbydende nok; thi dels vilde et saadant Udtog blive tørt og fragmentarisk, dels ønske vi at henvise Læserne til Bogen selv, som vi ere overbeviste om de ville finde ligesaa underholdende og tiltrækkende, som den i historisk Henseende er interessant og værdifuld. Vi ønske endnu kun at henlede Opmærksomheden paa, i hvor høi Grad dette skyldes Forfatterens rolige, simple, uforbeholdne og sanddrue Fremstilling. Thorvaldsens Biograph har opfattet sit Forhold til den Person, han vilde skildre, aldeles rigtigt og udført sit Hverv med stor Selvbeherskelse. Han har aldrig ladet sig friste til at indblande Betragtninger og Formodninger, der ikke med umiddelbar Nødvendighed fremsprang af det givne Stof, og ligesaa lidt til at fortie, fordølge og tilsløre Noget, der kunde synes mindre fordelagtigt; han har medtaget Alt, hvad der kunde tjene til at oplyse Thorvaldsens Charakter, i den Forvisning, at denne var saa stor og saa gediegen, at den vel kan taale at sees ogsaa i sine mørke Folder, og at Historieskriverens Fortjeneste netop bestaaer i at bringe Gjenstandene selv til at tale tydeligt og sammenhængende, ved at samle og ordne dem med samvittighedsfuld Omhu. Derved er denne Fremstilling af den store Konstners Liv selv bleven et Konstværk i sin Art, og dette bør ikke oversees eller glemmes over den Fremstilledes Storhed og Berømmelse.

–––––––––

Generel kommentar

Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i Fædrelandet 20.12.1850.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1850, Fædrelandet 20.12.
Emneord
Thorvaldsen og Island · Thorvaldsen som Jupiter
Personer
Nicolai Abildgaard · Hermann Ernst Freund · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 10.08.2018 Print