Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9499 af 10185
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Fædrelandet 30.3.1844 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af den avis, hvor teksten blev trykt.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Til Danmark!
Den 30te Marts 1844.

Danmark! hører Du Klokkernes Klang?
Din bedste Søn har Du mistet.
For ham nu lyder ved Graven Sang,
Som stolteste Rune Dig risted!
Dyb Sorg der er i Danmarks Lund
Og aldrig vist skal glemmes
Den, Døden tog i denne Stund,
Hvad siden end fornemmes.

Dannemark! føler Du ret Dit Saar?
Og veed Du, hvad Du forliste?
Og veed Du, at i tusinde Aar
Ei større Navn Du priste?
Med Dig nu sørger Romas Stad,
En Nerven Sorgen tynger,
Og største Digters Kæmpeqvad
Din Sorg vel ei bortsynger.

En Konge har Du til Hvile stædt
Og Konge i Konstens Rige
Har Thronen aldrig bedre beklædt,
Det hele Verden skal sige!
Fra Øresund til Tiberflod
Det Sørgebud skal ile;
Og aldrig gik et Kongeblod
Med større Sorg til Hvile.

Dannemark elsked’ Du Sønnen saa,
At Verdens Sorg Du kan rumme?
Thi kan ei den Dig til Hjerte gaae,
Maa Hjertet heller forstumme.
Besidder er kun Kjærlighed,
Kun Hjertet ta’er i Eie
Og den, som ei at elske veed,
Kan Sorgen ikke veie.
Al Storhed har en varslende Klang
Om Nornens de dunkle Gaader,
Som Milesten for Tidernes Gang
Den Fremtidsrunerne raader.
Til Danmarks Liv hin Storheds Aand
Saa inderligt var klynget,
Og ikke et tilfældigt Baand
Dem havde sammenslynget.

Danmark! var det Din Alderdoms Søn,
Som nu saa dybt Du begræder?
Det sidste Glimt af en Fortid skjøn,
Hvorom nu Digteren qvæder?
Skal Thorvalds Navn som Minde staae
Om Dannemark, som døde!
Og skal Din Sol med ham nedgaae,
Var han Din Aftenrøde?


Nei Danmark, om Du Dit Tab forstod,
Og vidste det ret at tyde,
Da vidste Du ogsaa, hvilken Bod
Du snarest nu maa yde.
Din Daad skal reise Bautasten
For ham, som gik til Hvile,
Som Morgenrøde klar og ren
Hans Navn skal til Dig smile.
X

— Kjøbenhavns hele Udseende frembød fra imorges tidlig af den Blanding af Alvor og Travlhed, som stedse bebuder, at der er noget Overordenligt i Vente. Alle Haandværkere holdt Hviledag, Børsen var lukket, Collegier og Skoler ferierede, — kort Alt antydede, at denne Dag var af sær Betydning for Byen, ja for hele Landet. I Charlottenborg, der i mere end een Forstand var Sørgehuset, var Alt indrettet med den Smag, som man kunde vente af et Konstnersamfund, — med den noble Simpelhed og dog i den store Stil, der saa ganske svarede til Thorvaldsens Sind.

Alt Kl. 9 1/2 begyndte Haandværkerne at samle sig i Exercerhuset i Gothersgaden, som dertil var blevet overladt dem; naturligvis var Indledningen til et saa ualmindeligt og uforberedt Foretagende ikke gaaet af uden al Slags smaalige Betænkeligheder, men det glæder os ikke lidet at kunne tilføie, at den ærlige Følelse baade for Thorvaldsens store nationale Betydning og af det dybe Sammenhæng mellem Konsten og enhver høiere industriel Stræben, — hvilken navnlig ved Thorvaldsens Ankomst en Adresse til ham fra Industriforeningen saa smukt har udtalt paa hele Haandværksstandens Vegne, — let og fuldstændigen feirede, og de Industridrivendes hele Forhold paa denne Dag er et smukt Bevis paa den Følelse baade for Fædrelandet og Standen, der besjæler samme.

Kl. 11 1/2 drog de, smukt ordnede efter de forskjellige Haandværk, med florbehængte Faner og Sørgeemblemer i stille og tætsluttede Rækker til Charlottenborg, fra hvis Port de opstillede sig i to Rader over Kongens Nytorv, Østergade, Amagertorv til Helliggeistes Kirke. Deres Antal har udgjort mellem 4 og 5000, dels Mestere og Borgere her i Staden, dels Svende.

Kl. 12 1/4 drog 800 Studenter, med Fane (den samme, som var malet af afdøde Adam Müller til og kun brugt ved Thorvaldsens Ankomst i 1838) og deres Sangforening foran, fra Studigaarden ad Gothersgaden til Charlottenborg, hvor de opstillede sig geledvis fra Sørgehusets Port henimod Østergade. Imidlertid samledes det egenlige Følge fra alle Kanter i Sørgehuset, — for en stor Deel havde de i Forveien forenet sig corporationsvis, — og udfyldte den store Bygnings rummelige Sale, der alle vare decorerede paa en Maade, som var vel skikket til at forhøie den Stemning, hvori Alle mødtes. Saaledes vare i alle de forreste Værelser Loft og Vægge behængte med Sørgegardiner (i et af dem var den for nylig fra Hr. Dahlhoffs Broncestøberi fuldendte herlige Statue af Christian den 4de, som Thorvaldsen har udført for Roeskilde Domkirke, opstillet), i alle Maleriudstillingens Sale vare Paneler og Rækværker beklædte med sort Klæde.

Kl. 12 1/2 tog den egenlige Ceremoni sin Begyndelse. Sørgemarschallen, Prof. Ursin, førte Konstacademiets Medlemmer, Kjøbenhavns Magistrat og Borgerrepræsentanter, som Bestyrelse af den Commune, der af Thorvaldsen er indsat til Universalarving, Testamentets Executorer, de herværende diplomatiske Corps, Geistligbeden, de kgl. Collegier, Retterne, Universitetets Professorer og Kongehusets Medlemmer og Repræsentanter ind i den store Antiksal, der var oplyst med matslebne Lamper og Blus. Omringet af mange af Oldtidens herligste Mindesmærker og flere af hans egne Arbeider, som saa værdigen slutte sig til disse, laa her den store Mesters afsjælede Legeme med en frisk Laurbærkrands om det skjønne Hoveds Sølverhaar, og Ingen har kunnet været Vidne til denne rørende Afskedsscene, uden dybt at være greben af den himmelske Fred og vidunderlige Klarhed, der lyste frem af disse ædle Former, over hvis høie Skjønhed selv Døden syntes ikke at have nogen Magt. Ved hans Hoved stod de tvende colossale Statuer, den christelige Visdom og den christelige Kraft, og ved disses Fødder de tvende siddende Genier, der alle høre til Thorvaldsens store Monument i Peterskirken over Pave Pius, og ligeoverfor den gigantiske Hercules, han kort for sin Død har fuldendt, og hvis sprudlende Ungdomskraft vil være et uforgængeligt Minde om den Livsfriskhed og Sjælsstyrke, denne Olding bevarede til sit Livs sidste Øieblikke. I den mystiske Belysning fremtraadte alle disse hvide og skjønne Gestalter med en Aandeverdens høie Ro og tause Majestæt, der vel maatte fylde ethvert Sind med ydmygt Alvor og dog med trøsterig Fred. Den høitidelige Stilhed blev omsider afbrudt ved følgende Chor, som til Ord af H. P. Holst og Melodi as Rung blev
sunget af Konstnerne.

Med tunge, tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
Her, hvor vi lytted til hans Vink og Raad,
Her flokkes atter vi omkring vor Mester:
Men faderløse staae vi nu med Graad
Og stirre paa hans Jordlivs sidste Rester.
Hans Ry, hans Hæder og hans Værkers Glands,
See! det er Arven fra vor store Fader —
Men hvo af os tør beile til hans Krands?
Hvo hæver Arven, som han efterlader?

Derfor med tunge Taarer
Vi bære Danmark Stolthed nu til Graven.

Derpaa gav Academiets Præses, Hs. kgl. Høihed Kronprindsen, Ordre til at lukke Kisten, hvilket saaledes skete i Overværelse af en Forsamling, der ikke blot indeholdt de fleste af Danmarks Notabiliteter, men tillige Statens og Udlandets officielle Repræsentanter. Paa Kistens Laag hævede sig den af Thorvaldsen udførte Portraitstatuetta af ham selv, — hvorledes han med Meislen i Haanden støtter sig til Haabets Guddom, —ud af en rig Fylde af Blomster; een af Krandsene var bunden af Landets Dronning, en anden af Sølvblomster var bleven overbragt af flere Skolers Elever. Rundt om Kisten lod malet i streng architectonisk Stil sort i sort en Egekrands, ved Hovedet en Seiersgudinde, og ved Fødderne Skjebnens tre Parcer; ovenpaa laa mellem en levende Palme- og en Laurbærgren den Meisel, der i Thorvaldsens Haand var bleven saa mægtigt et Scepter.

Professor Clausen fremtraadte derpaa og mindede i nogle skjønne Afskedsord om det dybe Sammenhæng, der var mellem Thorvaldsens Konstnerliv og det Sted, hvorfra han nu skulde bringes hen, for i Herrens Tempel at erholde Kirkens Indvielse til Gravens Fred, om den høie begejstrende Betydning, hans herlige Liv og rige Virken havde for Danmarks Ære og Danmarks Fremtid. Under Konstnernes Afskedssang blev Kisten baaren ned i Gaarden, hvor de herværende italienske Sangere i følgende Linier af H. P. Holst udtalte deres Fædrelands Smerte over hans Tab.

Solo.
Piangi, Italia! piangi di dolore!
Cadde quel eroe, cadde moribondo
Di cui l’ingegno, chiaro e profondo,
Ti fece fiorire l’antico onore!

Quartetto.
Sta qui dolente,
Mesta ed afflitta
Di marmor splendente
La prola inclita
Ma della beltade divini esempj
Faran le delizie di tutti i tempi.

(Græd Italien! græd kun af Smerte! Døende sank han, denne Heros, hvis klare og dybe Geni lod din Oldtids Hæder opblomstre paany.)

(I straalende Marmor staaer hans berømmelige Afkom sørgende, nedslaaet og bedrøvet; men som guddommelige Skjønhedsmønstre skulle de leve til Glæde for de kommende Tider.)

Konstnernes Farvel lod endnu een Gang fra den Altan, hvor for nogle Aar siden Thorvaldsen strax efter sin Hjemkomst traadte frem for at modtage mange tusinde Danskes jublende Velkomstraab, medens Toget satte sig i Bevægelse i følgende Orden: tvende Secondmarschaller (Medailleur Krohn og Maleren Roed); Deputationer fra samtlige Søetatens Compagnier (hans Fader var Billedskærer ved Holmen); Studenterne; de herværende Islændere (han nedstammede fra en ældgammel islandsk Æt); de Deputerede fra Haandværkslaugene; Konstnerne og Lærerne ved Academiets Skoler, to Premiermarschaller (Architekt Bindesbøll og Theatermaler Christensen); Kisten baaren af 40 Konstnere, paa høire Side Thorvaldsens tro Tjener Wilckens; Hs. kgl. Høihed Kronprindsen som Hs. Majestät Kongens Repræsentant og Prof. Eckersberg; Hds. Majestæts Enkedronningens Repräsentant og Prof. Lund; Hs. kgl. Høihed Prinds Ferdinand og Prof. Hetsch; Hds kgl. Høihed Prindsesse Julianes Repräsentant og Etatsraad Koch; Landgreve Wilhelm af Hessen og Prof. Høyen; Prinds Christian af Glücksborg og Prof. Stein; Academiets øvrige Medlemmer (deriblandt Statsminister Moltke); Executores testamenti; Communalbestyrelsen; corps diplomatique; Universitetet; Gejstligheden; Høiesteret; Cancelleet; Rentekammeret; Generaltoldkammeret; Hof- og Stads- samt Politiretten; Søetaten; Landetaten; Kongens Livcorps; Borgervæbningen; Haandværkernes Oldermænd og Bisiddere; Industriforeningens Repræsentanter; Studenterforeningens Seniorat og det øvrige Følge, hvortil de forskjellige Haandværkscorporationer sluttede sig efterhaanden, som Toget gik dem forbi.

Alle Gader og tilstødende Huse, hvor Toget passerede, vare tæt bedækkede med for største Delen sortklædte Mennesker; paa mange Steder vare endogsaa Tagene fulde af Tilskuere. Veien var bestrøet med Sand og Granqviste, og fra flere Huse strøedes Blomster paa Kisten; et smukt Indtryk gjorde Opstillingen af Thorvaldsen laurbærkrandste Buste og flere af hans Arbeider florbehængte i Gibsboutiquen paa Østergade. Idet Toget bevægede sig frem mellem Haandværkernes Geledder sænkedes Fanerne og paa flere Steder modtoges det med Sørgemarcher af opstillede Musikchor, ligesom Choraler løde fra Kirketaarnene med Basuner.

Kl. 2 1/2 ankom Toget til Frue Kirke, udenfor hvilken Studenterne dannede Espalier. Kirken var oplyst med Lysekroner og Candelabrer og behængt med sort Klæde, fra hvilken Baggrund de hvide Statuer udtraadte med en imposant Klarhed; og denne høitidelige alvorsfulde Decoration i Forening med den gribende Sørgemarsch, hvormed Hartmanns Orgel, understøttet af Basuner, modtog Processionen, gjorde et Indtryk i saa stor Stil, at Ingen af de Tilstedeværende nogensinde vil glemme det. Ved Kirkens Indgang sluttede Hs. Majestæt sig til Toget og indtog derpaa sin Plads i Menighedens Midte ved Siden af Dronningen, Kronprindsessen og flere andre Damer, henhørende til Kongehuset og Hoffet. Kisten sattes ned ved Foden af Choret, og det varede kun kort Tid, inden den store Kirke var fuld; naturligvis var den langtfra at kunne rumme det hele Følge, navnlig ikke Haandværkscorporationerne og en Deel af Studenterne.

Da Hartmanns herlige Sørgemarsch forstummede, udførtes af det kgl. Theaters Sangere og Sangerinder til Musik af Capelmester Gläser nedenstaaende Cantate af Oehlenschlæger:

Chor.
Folket samler sig i store Rækker
Om en Kiste, hen i Kirken sat;
Rige Hæderstegn dens Laag bedækker.
Har en Helt. en Fyrste, dig forladt,
Fædreland? — Ak, gjennem Taaren sukker
Danmark: Nei! det var en Billedhugger!’
Men ei Helten, over trætte Been,
Reiste selv sig større Mindesten.

Recitativ.
Da Frost og Blæsten med Iis og Snee
Fløi hid, for Vinterens Fest at hædre,
Da lod i Snefoget granet sig see
Fra Islands Ø Dine Heltefædre.
Som Engle kom de fra Himlens Hal,
De siunge: Vi bringe dig til din Skaber!
Dit Fædreland ei Dig miste skal,
Din Genius aldrig Danmark taber.
Da smilte Du, da henslumred Du,
Og fulgte gjerne de gamle Helte;
Thi dine Værker — de staae endnu
I Marmorsne, som kan ikke smelte.

Choral.
Friskt i din Krands var sidste Blad
I Vennekreds tilfreds Du sad;
Da hen i Konstens Hal Du gik,
Og der, i Dødens Øieblik,,
Udbredte Tonens Vinger sig
Og bragte Dig til Himmerig.

Saa redte de den Døde Seng
I Skolen, hvor som lille Dreng
Han gik, paa Anlæg, Tanke rig.
Der stod den store Mesters Lig.
Der, Thorvald! længe skal din Aand
Veilede mangen Ynglings Haand.

Sang.
Til Syden han drog, hvor Sletterne, staae;
De herligste Minder af Hellas Bedrifter.
Det var den Bog og de Visdomsskrifter,
Som Thorvalds Aand kunde bedst forstaae
I deres Aand han sin egen faae;
Og deres Betydning han os forklared
I Værker, som selv Ham aabenbared.
Antiken var ei Antike meer;
Den levende blev; — han dybt den fatter.
Og Phidias og Praxiteles atter
I Ham forbavset Europa seer.

Tre Stemmer.
Men ei blot Konst fra Korinth, Athen,
Ham danned og blev hans Aand tilgode;
Hvor Rafael, hvor Michel-Angelo stode,
Der klang ved Hammeren Thorvalds Sten.
Og Medicæernes Laurbærgren Sig frodigt ind i hans Værksted bøied.
Og styrked ham og forfrisked ham Øiet.
I Basrelieffet Correggios Ord
Han gjentog, — Naturen det selv befaler:
“O Rafael! jeg er ogsaa Maler”.
Og hvo er Den. som ei Thorvald troer?

Flere Stemmer med Chor.
Og stort som Aanden sig udvikled Hjertet,
En Røst fra Himlen han fornam:
Han følte: hvad der Christus havde smertet,
Og hvad der havde glædet ham.
Da med Disciplene vor Frelser fra det Høie Nedfoer paa Sky, ved milde Lyn,
Og rørte ved et jordiskt Øie,
Da Thorvald faae et himmelskt Syn.
Og hvad han faae, han Danmark viste:
De store Billeder de staae nu om hans Kiste;
Og Christus strækker — salig skjøn —
Sin Haand mod ham og siger: Kom, min Søn!

Slutningschor.
Farvel, Du store Thorvald! Hør Fædrelandets Røst!
Hør hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryst!
Hør Hver, hvis Aand forstod dig, hvis Hjerte aned Konst!
Tak, Thorvald! Du har adspredt den tykke Taagedunst.
Dig signe Mand og Gubber, og Qvinder, Børn saa smaa!
De i modne Fremtid Din Herlighed forstaae.
Du skjænkte Danmark Ære! — hvad kan vi skjænke Dig?
Vor Kjærlighed! Du seer den hist fra Dit Himmerig!

Derpaa holdt Stiftsprovst Tryde en Tale. Til Slutning sang Studenternes Sangforening til en overordenlig charakteristisk og effektfuld Melodi af Hartmann nedenstånde Sang af H. C. Andersen:

Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand,
I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Mands han kasted’ over Danmarks Rige!
Ja, her var Rigdom, Adel, Alt fra Gud,
I Snillet hos ham Gud sig for os viste;
Hans Død vil lyde vidt i Verden ud,
Man priser den, der dog faaer see hans Kiste!
Sin Sendelse paa Jorden har han endt —
Vi har ham seet og kjendt!

Hans Liv var lykkeligt, hans Død var smuk,
Han virked’ stort og herligt uden Lige!
I Folkets Kreds og uden Smertens Suk
Saa sjælesund han svang sig til Guds Rige.
Vi rysted’ staae, et Blink fra Gud det var!
Fra fattigt Hus det gik ud over Jorden,
Et Blink, der glemmes ei! See Stenen har
Et Præg deraf, et Storheds Præg for Norden!
Opløs dig Sorg i Sang ved Kistens Fjel!
I Jesu Navn, sov vel!

Vi finde det saa meget mindre nødvendigt—maaskee det ikke engang vilde være ret passende — til denne simple factiske Beretning at knytte nogen Slags Betragtning, som der er faa i det mindste af
vore kjøbenhavnste Læsere, der ikke selv personlig have været Vidne til denne rørende, men dog saa opløftende Sørgefest. Naar vi for faa Dage siden ved at meddele et Brudstykke af Prof. Høyens Foredrag have maattet drage det danske Folk til Minde, hvor forholdsvis en underordnet Deel det egenligen har i Thorvaldsens Konstnerstorhed, saa falder dette væsenligen en Generation til Last, som vel har frembragt ikke faa fremragende Personligheder, men hvis Liv og Virken i det Hele og Store dog hører til et af de mørkeste Partier i Danmarks Historie. Retfærdighed byder derfor at tilføie, at Nutiden ved den Maade, hvorpaa den har tilegnet sig Thorvaldsen, har fortjent at besidde ham, og i den Række af Kjendsgjerninger, der vise, at vi have vidst at paaskjønne ham, blandt hvilke naturligvis hans Museum og Frue Kirke ere de betydningsfuldeste og varigste Vidnesbyrd, var hans Modtagelse i 1838 og hans Jordefærd idag en vel mere ephemer, men dog ingenlunde betydningsløs Plads; thi en mere folkelig og navnligen i Sammenligning med vore iøvrigt saa smaa og indpint Forhold storartet Hyldest er sjeldent bragt nogen enkelt Mand og endnu sjeldnere nogen Konstner, hvis Indvirkning paa Folket visseliig ikke er mindre, men dog mindre haandgribelig, end navnligen Statsmandens eller Hærførerens. Dermed være det ikke paastaaet, at nogen meget klart bevidst eller meget dybt følt Erkjendelse af hans konstneriske Værd og nationale Betydning ligger til Grund hos Alle, eller endog kun hos Flertallet af dem, der med saa stor Redebonhed have sluttet sig til hans velerhvervede Triumph; men ligesom Saadant vel altid og paa alle Steder indtil en vis Grad er de mere Opvaktes og mere Dannedes særlige Eie, saaledes ligger der alt et stort Fremskridt — ja man kunde vel sige en stor Velsignelse i den Grebethed, hvorfor næsten Alle have viist sig modtagelige. Og hertil have Alle bidraget hver paa sin Vis lige fra den kgl. Familie, som paa en tillige værdig og beskeden Maade har sluttet sig til Nationens Følelse, og til den ringeste Almueclasse, hvis tause Ærbødighed og smukke sømmelige Forhold viste, at den i det mindste havde en Anelse om, at det var store Bedrifter der vare udførte af en Mand, fremgaaet af dens egen Midte.

Og saaledes vil det heller ikke blive uden velsignelsesrig Virkning, at hele Folket paa en Maade er bleven berørt af et høiere Livs Vingeslag. Det vil begejstre vor yngre Konstnerslægt til modig og kjærlig Stræben; det vil opmuntre hver Konstens Ven til virksomt at bidrage til det herlige Maal, at Thorvaldsens glorværdige Liv maa vorde det lysende Udgangspunct for en rig af hans Aand besjælet Konstepoche her i vort Norden; det vil styrke og nære Ærbødigheden for Aandens Liv og Geniets Idræt; det vil opflamme hvert ædelt Sind til daadfuld Virken for Fædrelandets Ære og Glands. Og derfor er denne Jordefærd ikke Dødens men Livets Triumph. Hvo der saae det rolige Smil, der omsvævede den Hedengangnes Læber, hvo der blev greben ved Synet af hans herlige Livs stolte Mindesmærker, hvo der i sin egen Barm følte den livsalige styrkende Varme, hvormed al Stordaad og Berømmelse fylder hvert høihjertet Sind, han vil idag ikke blot have følt, hvad vi i Thorvaldsen have mistet, men fremfor Alt hvad vi i ham besidde; han vil have forladt hans Baare med den Følelse “Død, hvor er din Braad, Helvede, hvor er din Seier”.

Generel kommentar

Dette er en trykt omtale af Thorvaldsens begravelse, der blev bragt i avisen Fædrelandet.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844, Fædrelandet 30.3.
Emneord
Digte til Thorvaldsen · Idolisering af Thorvaldsen · Thorvaldsen som dansk nationalsymbol · Thorvaldsens bisættelse · Thorvaldsens død
Personer
Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 14.08.2015 Print