Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9516 af 10185
Afsender Dato Modtager
NN 2.4.1844 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

NN
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

− (Brudstykke af et Brev til en Ven paa Landet.)

Du gjør Dig ingen Forestilling om det grandiose Indtryk, det gjorde, da vi ud af Dagens ved tusinde krydsende Reflexer forvirrede Lys, ud af den myldrende Menneskemasses bølgende Hav traadte ind i den store, sorte Kirkes ærværdige Nat, hvis høitidelige Taushed kun afbrødes af Orgelets mægtige Toner og Basunernes alvorsfulde Røst. Det var, som om al Creaturen stevnedes til Dommens store Dag, men den Christus, som her i en Afstand, der syntes umaalelig, og dog i en saa vidunderlig klar og trøsterig Nærværelse, fra det dunkle Alter lyste os imøde i Lysenes zittrende Stjerneskin, løftede ikke sin straffende Haand for at udslynge Fordømmelsens Banstraale over den syndige Verden, men i høi og himmelsk Ro aabnede han sin kjærlige Favn for i den evige Naades salige Fred at optage Alle, der vilde søge Frelsen hos ham. Dette Indtryk var saa mægtigt, at det ikke kunde forstyrres af Oehlenschlägers magre Cantate og Glasers spædlemmede Theatermusik, og denne Stemning var ikke den flygtige Illusion, som et konstigt Blændværk havde fremtryllet, det var den ægte konstneriske Helliggjørelse af en Følelse, der havde sin sunde Rod i et halvt Aarhundredes dybe, i Klarhed og Styrke med hver Dag voxende Bevidsthed, og som Alt, hvad der ved denne betydningsfulde Høitid var gaaet forud, havde luttret til en Renhed og Inderlighed, hvori den kun lever i Menneskelivets gode, gudbeaandede Momenter. Nu fremstod Tryde. Aldrig har nogen Taler i simplere og dog i større Ord betegnet sin Situation: „Midt imellem Danmarks Folk, ved Baaren af Danmarks største Søn” − Og i Sandhed, hvis nogen enkelt Forsamling skal kunne kaldes „Danmarks Folk”, saa var det denne, og hvis nogen Mand fortjener Navn af „Danmarks største Søn”, saa var det ham! Og Tryde følte det, at aldrig kan Danmark skjænke nogen Taler et større og rigere Emne, aldrig kan det byde ham en bedre Kreds af Tilhørere. Men –

Da formørkedes hans Blik. Danmarks Folks og Danmarks største Søn forsvandt for hans Øie, og der blev kun tvende Skikkelser tilbage: − en Hegelianer og en Pharisæer. Og Hegelianeren kroede sig i sin vindtørre Hoffærdighed og tog til Orde: Den speculative Tænkning i hegelrette, logiske Former er det eneste, der har ægte Værd og ideel Realitet, − alt Andet er ubevidst Naivetet og dum Umiddelbarhed − selv en Bondepige kan jo komme for Skade at sige noget Godt. Hvi hædrer Du da ham, som i Grunden dog har sovet sig til sin drømte Storhed, som ikke tænkte paa Hegelsk? Og han taug. Men Pharisæeren opløftede sin søde Røst og spurgte: Hedenske Guder − er det ikke Djævelens Værk? Dandsende Qvinder − er det ikke Kjødets syndige Lyst? Profane Helte − er det ikke denne Verdens gudsbespottelige Formastelse? Har han ikke endog apotheoseret Gudsfornegteren Byron, som, hvis ikke den Guds Mand, Decanten til Westminster, havde hindret det, til Christendommens store Forargelse vilde have faaet Plads i Guds Hus? Og selv, hvad var han stort andet end en syndig Hedning? Hvad skal han her i Kirken? Og han korsede sig og taug. Og Tryde? Han jog ikke Hegelianeren og Pharisæeren ud af Kirken, han stevnede dem ikke hjem til sig paa sit enlige Værelse, for der at afgjøre denne Privattvist − men han indlod sig med dem, − her, − paa dette Sted, − i disse Omgivelser, − for denne Forsamling; han førte et Indiciebevis for, at Thorvaldsen var en høitbegavet og from Sjæl, − han forsvarede ham! Som Forsvar betragtet var det talentfuldt, fortræffeligt, mesterligt, om Du vil; men − det var et Forsvar. Mon da Tvivl om Thorvaldsens Adkomst til national og kirkelig Hæder var den Følelse, der besjælede den Forsamling, hvori Taleren med Rette saae et Udtryk af „Danmarks Folk”? Mon det var saadanne hegelske og pharisæiske Skrupler, hvis om end nok saa lykkelige Løsning Folket trængte til? Var det her Stedet til at gjøre „Danmarks største Søn” til en Anklaget ved at gjøre sig selv til hans Defensor? Og var det ikke noget ganske Andet, end selv den eclatanteste Frifindelse, hvorom her var Tale? Tryde er en brav og talentfuld Mand, desuden en oprigtig Ven af Thorvaldsen og varm Beundrer af hans Konst; psychologisk kan jeg nok forklare mig, hvorledes han kunde komme til et saadant Misgreb; men et Misgreb bliver det ligefuldt, at stille som Problem, hvad der for Alle var den Visseste Vished, og saaledes at lade upaaagtede og ubenyttede alle de store Forudsætninger, hvorpaa en Taler, der var sin Opgave voxen, kunde have reist et Mindesmærke, der ganske anderledes vilde have været den store Hedengangne værdigt, ganske anderledes have sparet til de Følelser, hvis Tolk Taleren var kaldet til at være. Forresten er selv dette ikke uden Betydning, at Ordet her viste sig forholdsvist saa fattigt, saa afmægtigt (Andersens Sang var nemlig ikke stort bedre end Oehlenschlägers), medens Konsten derimod og navnlig Thorvaldsens egne Værker talte i saa store, mægtigt gribende Toner. Lad dette være os et Motiv mere til at faae Øinene op for den Side af Livet, som vi i Ordets ensidige Forgudelse hidtil saa ynkeligen have forsømt. − − −”

Generel kommentar

Denne tekst blev trykt i Fædrelandet, 5te Aarg. Nr. 1544.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844, Fædrelandet 2.4.
Emneord
Thorvaldsens bisættelse · Thorvaldsens død
Personer
H.C. Andersen · George Gordon Byron · Adam Oehlenschläger · Bertel Thorvaldsen · E.C. Tryde
Sidst opdateret 22.05.2015 Print