Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9345 af 10111
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Den Frisindede
Caspar Claudius Rosenhoff
28.3.1844 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original


THORVALDSEN

Triumph! Triumph! – Triumph! midt i Din
Kummer,
Fædreland, som har Din stolthed tabt!
Den sorg, som ei Dit Moderhjerte rummer,
Blev ei for Dig, men for en Verden skabt.
Du sukker smertelig: Han er ei mere!
Han, som har prydet Kirken, smykket Borg; –
Men arme Moder! Du kan triumfere;
Thi fjernt som nær man dele vil Din Sorg.
 
Ja, overalt, hvor Funke blev tilbage
Af Det, som hæver Støvet over Jord,
Der vil man Deel i Danmarks Smerte tage
Og sørge med den lille Plet i Nord.
Var Drotten død – (Gud lad os seent det friste!) –
Da skulde Hoffer klæde sig i Flor;
Men Kunstner-Kongen maatte her vi miste,
Og da blev sorgen almeen, dyb og stor.
 
See, den Triumph er Tørst! – Vi Savnet kunde
Ud i det vide kunstnerrige strøe,
Og selv hans Grav skal Verden os misunde –
Hvo saa har levet, kan dog aldrig døe!
Triumph! Triumph! – – «Ak! Han er ikke
mere!»
Gjenlyder det fra Danmarks Moderbryst – :
«Er det en Trøst at kunne triumphere,
Naar blege Død min bedste Søn har kyst?» . . .
 
Nei! – Græd Dig mæt! Værd var han Dine Taarer,
Han, som gav Smiil den kolde Marmorsteen; –
Saa sjeldent Himlen sig en Udvalgt kaarer;
Som Han Aartusinder kun føde Een. – –
kom, Musa! Lad Hans Priis – vort Tab – mig
qvæde . . .
Hvi mon i denne Stund jeg Dig ei seer? –
Du hjælper Dine Søstre med at græde – –
Ja, Eders Yndling han er ikke meer! ! !


(Da vi ikke have noget Smukkere, Sandere og Hjerteligere at byde vore Læsere ved Meddelelsen af Sorgens Budskabet: „Thorvaldsen er død,” tillade vi os at lade aftrykke „Fædrelandets” Ord i denne Anledning.)

–––––––––
 

Thorvaldsen er død! Skjønhedens Ypperstepræst er ikke mere!

I disse faa Ord, der snart skulle gaae fra Mund til Mund, fra By til By, fra Rige til Rige, ligger der for os Danske et Nattionaltab, der er større end noget af dem, vi i lang Tid have maattet friste! Midt under Nutidens Tryk, midt i vor Armod, midt under al vor politiske Elende stod han endnu som en Colos for vore Øine, og den Ære, der omstraalede hans Pande, kastede ligesom en Afglands paa Alt, hvad der omgav ham, og bragte Trøst og Forsoning for Meget, som vi helst vilde hylle i Glemsel.
 

Thorvaldsen er død! Skjønhedens Ypperstepræst er ikke mere!

Men for ham var Døden ophøiet og salig, uden Angst eller Smerte, uforstyrret af jordiske Længsler eller af de Omstaaendes Klageraab! Skjøn og kraftig som hine Oldtidens Heroer, hans Haand har foreviget, traadte han ind i Musernes Tempel, og allerede under Orchestrets første Buestrøg aabnedes hans Øre for Evighedens Harmonier, og inden endnu Teppet rullede op, brast Forhænget for hin store Scene, hvor hans Sjæl allerede hernede havde hjemme, hvorfra han hentede sine skjønneste Gestalter, og hvor han nu stuer Alt, hvad der er stort og guddommeligt, Ansigt til Ansigt.
 

Thorvaldsen er død! Skjønhedens Ypperstepræst er ikke mere!

Og for os, som i stille Vemod staae sørgende omkring dette uhyre Savn, er dette Alvorsbudskab en hellig Opfordring til ikke blot i Ærefrygt at frede om hans herlige Minde, men at fortjene den store Arv, som han har betroet til os, ved den Kjærlighed, hvormed vi tilegne os, og i al vor Væren og Idræt frugtbargjøre den Fylde af Aand og Skjønhed, som gjennem hans Værker lever et evigt Liv. For os, der forsagte stirre ind i det store Øde, en saa mægtig Aands Bortgang har efterladt iblandt os, er dette et opløftende Kald til ved forenede Kræfter, saavidt det staaer til os, at erstatte, hvad vi i ham have tabt, og det ikke blot ved i Konsten at fortsatte, hvad han saa herligen har begyndt, men ved hver paa sin Viis at virke for det Lands Ære og Velfærd, hvis Stolthed han var, – til Nordens Gjenfødelse i Bedrift og Seiersglands. Naar vi saaledes opfatte Thorvaldsens Død, da tør vi trøstende tilraabe hinanden:
 

Thorvaldsen er død!
Men han lever i sine Værker og i sit Folk!

–––––––––

Skjønt det er naturligt, at det Slag, der med Lynets Hurtighed har bortrevet vort Nordens største Heros, nærmest maa vække det Folk, hvis Stolthed han var, til alvorsfuld og andægtig Beskuen af det rige Liv, der nu er afsluttet, stode vi dog alle i et saa nært, – vi kunde næsten sige Familieforhold til den ædle Hedengangne, at det vil være vore Læsere kjært at erholde nogle nærmere Details om hans Bortgang. Som bekjendt, har Thorvaldsen i Løbet af denne Vinter liidt af en Svaghed i Benene, som ældre Mand ofte hjemsøges af. Hans Læge var Etatsraad Bang, der tillige var knyttet til ham ved et nøie Venskabsforhold; men Hds. M. Dronningen sendte ham Regimentschirurg Jacobsen, som skulde curere ham, og som paatog sig det Vovestykke, at lukke en Fontenelle, Thorvaldsen i en lang Række af Aar havde havt i Benet. Det kan ikke tilkomme os at have nogen Dom om en Foranstaltning, som vi vide, at i det mindste Bang har erklæret for høist betænkelig. Skjøndt Benet i den seneste Tid var brudt op igjen, bevarede Thorvaldsen dog den Rørighed, Livlighed og Friskhed, der stedse havde udmærket ham; han bivaanede saaledes i Fredags Studenternes Concert for de Bissenske Statuer, og afslog en Indbydelse til det skandinaviske Samfunds Møde i Løverdags, ikkun fordi han alt havde lovet sig bort til et privat Selskab, hvori han deeltog med sin sædvanlige Munterhed. Med aldeles usvækket Kraft, med en vidunderligen ungdommelig Friskhed og Kjækhed, arbeidede han i sit store Kald næsten indtil sit Livs sidste Øieblik. Saaledes er det deilige Basrelief, han udførte i Juleugen, Himlens Juleglæde, alt udbredt over hele Landet i mangfoldige Afstøbninger; han har senere udført en colossal Statue af Hercules for den mod Byen vendende Facade af Christiansborg Slot, der ligesom hans store Portrait-Statue af Christian IV. (for Roeskilde Domkirke) bliver udført i Bronce; han havde begyndt paa en Æsculap, som Pendant til den unge, herlige Hercules; – Hercules blev færdig, men Æsculap ikke! Endnu igaar arbeidede han hele Formiddagen paa en Buste af Luther, der tillige skulde være et Forarbeide for den store Statue, han vilde udføre for Vestibulen af Frue Kirke; paa nogle smaa Uvæsenligheder nær blev den færdig, og denne med Thorvaldsen saa aandsbeslægtede, freidige Helt er saaledes det sidste Arbeide fra den Mand, der midt i Catholicismens sygnende Midtpunct stedse bevarede den ærlige, gediegne Aandssundhed, der er den protestantiske Nordboes bedste Arvelod. Efter saaledes at have arbeidet i Konstens og Kirkens Tjeneste endnu paa sit Livs sidste Dag, tilbragte han Middagen i en Vennekreds, der var bleven ham et andet Hjem, og gik derefter, saa rask og oprømt som nogensinde, til Theatret. Det var den udmærkede Konstner, der har knyttet sin Virksomheds seierrige Begyndelse til Thorvaldsens store Konstnerliv, for hvis værdige Ihukommelse hans geniale Værk ikke er uden stor, navnlig ogsaa af Thorvaldsen levende paaskjønnet, Betydning, der ledsagede ham paa denne hans sidste Gang; ved Theatrets Indgang skildtes Bindesbøll fra Thorvaldsen, og denne traadte ind i Forsamlingen, kjæk og skjøn, som sædvanligt, hilste nogle Omkringstaaende, og indtog sin Plads. Faa Øieblikke efter, endnu forinden Teppet gik op, sank han tilbage, uden at udstøde nogen Lyd, uden at noget Smertenstræk forstyrrede den milde, høie Ro, der altid thronede paa hans herlige Aasyn, og da han faa Minutter efter blev baaren ind i sin nærliggende Bolig, havde Dødens Bleghed og Fred for evigt lukket hans Læber. Da hans Ungdomsven, Collin, efter Slutningen af første Act erholdt dette uventede Sorgens Budskab, ilede han bestyrtet hen til Thorvaldsens Dødsleie; de tvende tilbageblivende Theaterdirecteurer havde naturligviis ikke Takt og Resoluthed nok til at slutte Forestillingen; Hofmands Begreber om den rette Etikette ere sædvanligviis kun uddannede i en ganske særskilt Retning. Collin, Schouw, Clausen og Thiele, der tilligemed Bissen ere hans Testamentes Executorer, forseglede endnu samme Aften alle hans Gjemmer.

Thorvaldsen er saaledes bortreven midt i hans fuldeste Arbeidskraft, og de, der stode ham nær, ville kunne bevidne, at han maaskee aldrig før har været saa fuld af store, vidtudseende Planer og herlige Ideer. Og dog er der noget saa Trøstende og Opløftende i, at see ham, ligesom bortreven af Skyerne, smerteløs og klageløs, i sit Genies fulde Glands, at vandre ind
i den evige Fred – til den himmelske Juleglæde, hvis Glorie alt her paa Jorden omstraalede hans hæderkronede Tinding, at vi ikke kunde føle nogen stor Sorg over, at han ikke fik udført, hvad der endnu spirede i hans evigunge Sind. Han har i Sandhed gjort nok, og det burde sig ham at ende sit Livs stolte Seiersgang med opløftet Pande og uudtømt Sjælerigdom. Kun i een Henseende synes hans Død os – hvis man ikke vil optage dette Ord i nogen formastelig Betydning – for tidlig. Alt i det tilstundende Efteraar vil hans Museum være saa vidt fuldendt, at det vil kunne indvies; der ventede ham en Fest, saa uudsigelig rig og yndig, at al Verdens Triumphtog maatte have blegnet ved Siden af denne Dags rene herlige Glands. Det blev ikke hans Lod at skulle opleve denne Dag. De Konstnere, der længtes efter Vaarens første Svale, for med den at drage ind i Museet og fuldføre denne paa saa aandfuld Maade begyndte Decoration, hvor der ventede dem – ikke nogen vissen Historiograph, ikke nogen anmassende Hofmand, ikke nogen karrig Kassemester, men den sjeldne Lykke af en virkelig konstnerisk Frihed under en ægte konstnerisk og kammeratlig Ledelse, – de ville ogsaa nu kunne gjøre deres Gjerning; men den bedste Glæde, Thorvaldsens kjerlige og deltagende Øie, hans Raad og hans Roes – den ville de komme til at savne. Og naar Værket bliver færdigt, naar Christus og Apostlene, naar det hele corte celeste af Guder og Heroer skulle holde deres Indtog i dette smukke, livslyse Tempel, da vil hele Danmark bitterligen savne ham – den store, eviguforglemmelige Mester. Men bliver det end ingen glædestraalende Seiersfest: uden dyb og skjøn Betydning vil den ikke blive.

Det er nemlig Thorvaldsens bestemte og oftudtalte Ønske, at hans jordiske Rester skulle hvile midt imellem de rige Mindesmærker af hans Virken her paa Jorden; det er midt i Museets Gaard, ved Foden af Christussalen, at Bindesbøll dertil har udseet en Plads, som skulde betegnes ved den store colossale Løve, der i Marmor findes i Thorvaldsens Attelier. Ideen er saa smuk, og den Afdødes Ønske maa være Enhver saa helligt, at vi ansee det for ufornødent, her imod de præstelige Skrupler, der muligen et og andet Sted kunde søge at gjøre sig gjældende, at opregne de talrige Præcedenter, at særskilte Pladser ere kirkeligen blevne indviede til Gravsted for Afdøde. Vi forudsætte altsaa, at de dyrebare Rester, efter den Sørgehøitid, som naturligvis vil foregaae i Landets Kathedral, i den ved hans Haand saa herligt smykkede Fruekirke, ville vorde bisatte i et Capel – rimeligviis i Holmens Kirke, hvor han er døbt og confirmeret – indtil de kunne flyttes derhen, hvor hans Livs Bedrifter i stor og evig Marmorskrift ville blive opbevarede for alle kommende Tider.

Der er endnu eet Punct, vi alt idag maae berøre, fordi det er paatrængende nødvendigt, at der i saa Henseende strax bliver truffet en afgjørende Foranstaltning. Som bekjendt findes en stor Deel af Thorvaldsens Arbeider endnu i Rom, hvor ogsaa hans Formue er i Banquirhuset Torlonias Hænder. Den saakaldte danske Konstagent i Rom, Hr. Bravo, er en slet og ret Cicerone, og selv om han ikke tillige var Kongen af Würtembergs Commissionair, vil Enhver, der har mindste Kjendskab til Forholdene, med os være enig i, at det Vilde være aldeles uforsvarligt at overdrage ham Ordningen af alle de vanskelige Affairer, der ufeilbarligen ville reise sig som Følge af Thorvaldsens uventede, uforberedte Død. Ogsaa den würtembergske Consul, der tillige besørger de danske Consulatforretninger i Rom, vil efter de alle Vedkommende velbekjendte Omstændigheder ikke kunne egne sig til i dette Tilfælde at erholde nogen Fuldmagt, uanseet at denne Hædersmand var den Afdødes intime Ven. Vi ville derfor haabe, at man uopholdeligen vil give nogle af de i Rom sig opholdende Danske en foreløbig Fuldmagt til at tage alle hans derværende Eiendele under Bevaring, og at man strax vil bestemme sig til at sende en paalidelig Mand derover, for at ordne alt saaledes, at alle hans derværende Efterladenskaber endnu i Sommer kunne af vore Krigsskibe føres hertil.

Det var kun disse Liniers Hensigt, at bringe de Puncter under Omtale, som nærmest paatrænge sig, og hvori en feil Beslutning eller Undladelse kunde have uberegnelige Følger. Lykkeligvis befinder Ledelsen af disse Sager sig i saadanne Hænder, at vi uden ængstelighed kunne see hen til det Ansvar, der paahviler dem. Vi have kun ved Slutningen af et Liv, der er saa stort, at selv det Ubetydelige deri bliver vigtigt,
villet meddele nogle Træk, der netop i dette Øieblik ville møde deltagende Opmærksomhed; – at skildre dette Livs høie Betydning for Verdens Konstudvikling og Nordens Nationalære, dertil føle vi – mindst idag – hverken Sind eller Kald. Himlens salige Fred og en ærefrygtsfuld, taknemmelig Ihukommelse blandt Jordens Børn – det er den Velsignelse, hvortil Thorvaldsen er indgaaet.


–––––––––

– “Københavnsposten” har mere undvigende, som det synes, sigtet til den samme Forandring af Læge, naar det i dette Blads Beretning derom hedder: Thorvaldsen kunde maaskee endnu have lagt nogle Aar til sit rige, hæderkronede Liv, dersom han var forbleven under Sydens mildere Himmel, uforstyrret i sine gamle jevne Vaner eller “uden at blive paatrængt af Raad for sit legemlige Ildebefindende mod Andres bedre Indseende.”

“Naar “Fædrelandet” bebreider de tvende tilbage blevne Theaterdirecteurer, at de “naturligviis” ikke havde “Tact og Resoluthed” nok til at slutte Forestillingen, – saa troe vi det billigt, at anføre, hvad “Kbhvnsposten” i saa Henseende bemærker:

“Det havde maaskee ved Efterretningen om dette sørgelige Tilfælde, der strax udbredte sig i Theatret, været passende at suspendere Forestillingen; men at dette ikke skete, maa vel tilskrives, at de, der nærmest havde at bestemme samme, allerede med den døende Kunstner havde begivet sig bort, og senere i deres Smerte glemte derom at underrette de Spillende og Publicum, der under Forestillingen endnu ikke havde fuldkommen Vished om, at Døden her virkelig havde bortrevet den berømteste af alle Nutidens Danske.”

Thorvaldsen var født d. 19 Novbr. 1770, altsaa 73 Aar 4 Maaneder da han døde.

Den “Berl. Tid.” beretter, at Bisættelsen af Thorvaldsens Liig vil finde Sted paa Løverdag, enten i Frue- eller Holmens Kirke, samt at Oehlenschlæger skriver Sørgecantaten, der vil blive sat i Musik af Gläser.

Bemeldte Blad bemærker, at den Afdødes Formue “Udenfor Kunstsager” ikke stal være saa stor “som man i Almindelighed antog den for”. – End videre vil den B. T. vide. at han selv paa sin Dødsdag arbeidede paa en Buste af Luther, og tilføier, at paa Søndag er det 50 Aar siden, at han beskedent traadte frem i Academiets Forsamling for at modtage den store Guldmedaille.


–––––––––

Generel kommentar

Denne tekst blev udgivet i Den Frisindede 28.4.1844, No. 36 og omhandler Thorvaldsens død. Teskten består dels af et digt, dels et genoptryk af Fædrelandets mindeord og afslutningsvis en kommentar til detaljer i mindeordet.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844, Den Frisindede 28.3.
Emneord
Digte til Thorvaldsen · Thorvaldsens død · Thorvaldsens død, om årsagen til
Personer
Ole Bang · Gottlieb Bindesbøll · H.W. Bissen · Johan Bravo · Caroline Amalie · H.N. Clausen · Jonas Collin · Johan Peter Jacobsen · Adam Oehlenschläger · J.F. Schouw · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 04.08.2015 Print