Thorvaldsen ‒ som nu har indskibet sig i Præstøe paa det kgl. Dampskib, der vil bringe ham til Rostock, hvorfra Reisen gaaer didhen „wo die Citronen blühn”, hvor „ein sanfter Wind vom blauen Himmel weht” og hvor “die Myrthe still, und hoch der Lorbeer steht”, ‒ har med følgende smukke Linier sagt Levvel til sine Landsmænd:
“I Begreb med at tiltræde min Afreise til Rom, for der at ordne mine Anliggender, beder jeg mine kjære og høitærede Landsmænd, ved disse Linier at modtage, hvad jeg ikke kan bringe paa anden Maade, min dybtfølte Tak for det Hjertelag, som hilste mig ved min Ankomst, og som senere er uforandret kommet mig fra saamange Sider imøde. Det er mit Ønske og mit Haab, til næste Aar, naar Museums-Bygningen tør ventes at være sin Fuldendelse nær, atter at vende tilbage til mit Fædreland med mine tilbagestaaende Samlinger, for at søge blivende Sted for mig og for dem i mine Landsmænds Midte. Indtil da være jeg anbefalet til Deres kjærlige Erindring.”
Da hiint Museums Fuldendelse vistnok er den Magnet, der bedst er istand til at drage Thorvaldsen mod Nord ‒ til det Land, hvor Citronen ikke blomstrer, men hvor mangen ærlig Mand dog maa bide i den; hvor den blaae Himmels milde Vinde kun synes at fremlokke Aandens Blomster, for at en raa, plump Haand, som en kold Høststorm, grusomt kan sprede dens Blade, og hvor Kindens Roser falme medens Lauren grønnes: ‒ saa tør man vel haabe, at det vil skride raskt fremad med en Bygning, hvis Forhaling allerede har forvoldt Kunstneren saa megen Ærgrelse; ligesom de smaalige Stridigheder, som derover have været førte, maae have været ham høist ubehagelige.