Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 7533 af 10046
Afsender Dato Modtager
C.J. Boye
J.L. Heiberg
NN
Christian Winther
21.9.1838 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Khvn., den 17de Septbr. Kbhvnsposten meddeler følgende Beretning om Thorvaldsens Ankomst og Modtagelse: „Den store nationale Fest, som blev feiret ved Thorvaldsens Ankomst, var i Sandhed et af de yndigste og betydningsfuldeste Optrin, hvortil Staden Kjøbenhavn nogensinde har været Vidne. Uagtet Kjøbenhavnerne i den glade Forventning om Thorvaldsens Hjemkomst i flere Dage havde været i længselfuld Bevægelse og navnligen iforgaars, da man fra Time til Time imødesaae hans Komme, vi kunne næsten sige havde boet paa Veien fra og til Toldboden, og uagtet Budskabet om at Rota var i Opseiling, indtraf samtidig med en øsende Regn, strømmede Folk dog i store Hobe den Kommende imøde. Man tilgive os dette lidt prosaiske „Uagtet”; men saasandt der ikke gives noget mere prosaisk end at vente og at blive vaad, saavist ligger der et stærkt Argument deri, at en trættende Venten og øsende Regn ikke i fjerneste Maade havde lunknet den Begejstring, med hvilken Kjøbenhavnerne ilede ud for at bringe den høitfortjente Konstner, den hæderkronede Landsmand et jublende Velkommen. Fregatten Rota gik til Ankers paa Rheden mellem Trekroner og Toldboden noget over Kl. 4 og omtrent paa samme Tid satte de forskjellige Tog af Baade sig i Bevægelse. Lige i det den første Musikbaad, der med en Vulkan i Flaget anførte Industriforeningens Tog, passerede Toldbodbommen, ophørte Regnen, og en smuk Regnbue, hiin Pagtens ældgamle Symbol, kom tilsyne. I en næsten uoverseelig Række fulgte nu Baad paa Baad, flere smykkede med Løv og Blomsterguirlander, og næsten alle med festlige Flag, der førte Emblemer sigtende til Dagens Høitid. Ved deres fortræffelige Udførelse udmærkede sig især: en Neptun, som førtes af en lille Baad, hvorpaa en Søofficier saavidt muligt ledede den hele Flotille; en Minerva der med Farver paa hvid Grund og indrettet som en romersk Processionsfane tjente Studenterforeningen som Hovedbanner; af Konstnernes Flag især Thorvaldsens Morgen, omgivet af brillante Decorationer Broget paa Hvidt, tre Gratier, den lyraspillende Amor begge hvidt i Rødt og en Bellona, farvet paa hvid Grund; fremdeles Industriforeningens Hovedflag en qvindelig Figur med Attributer, hvidt i Rødt og paa Chirurgernes Baad en Efterligning af Thorvaldsens Æsculap og saa fremdeles. Næsten alle de Baade, der ikke havde et større Flag, havde røde Standere med Emblemer. Da disse Tog, omringede af en stor Mængde Privatbaade, under vedvarende Spil af de forskjellige Musikchor, havde samlet sig om Fregatten, gik Freund og Thiele, med en paa pompeiansk Maade decoreret Baad ombord, og da derpaa Thorvaldsen kom frem, blev han modtagen med enthusiastisk Jubel. Under fuldtonigt Musikaccompagnement blev dernæst følgende, af J.L. Heiberg forfattet Velkomstsang afsungen og udbragt for Thorvaldsen et Hurra, der ideligt og atter istemtes fra alle Sider.

Paa Danskes Vei til Ros og magt
Vi hilse Dig, hvis Hæder
Har Fædrelandets Hæder bragt
Til Verdens fjerne Stæder.
Da Hjertet under Nordens Pol
Dig sendte Længsels-Sukke,
Da drog Du fra Din varme Sol
Hid til Din kolde Vugge.

Fregatten heiser Kongeflag,
Den stolt vor Stolthed bringer,
Den gynger sig med Velbehag,
Den slaaer med sine Vinger;
Og Nereus Døttre titte frem
Af Søens dybe Vande,
For Ham at see, som skjult for dem,
Kan deres Billed danne.

Hiin gamle, gyldne Morgenstund
De drage sig til Minde,
Da Skiønhed steg fra Havets Bund
Og fødtes som Gudinde.
Og see! paa Havets hvide Skum
Idag med Ham de mødes.
Hvis Tanke har for Skjønhed Rum,
Og lod den atter fødes.

Og Bølger jubler anden Gang
Og høit mod Skibet stormer,
Og om dets Concha toner Sang
For Ham, den Gudeformer;
Og. Danskes Vei til Ros og Magt
Nu fører Danskes Vrimmel
Mod Ham, som Danmarks Navn har bragt
Til Glands paa Konstens Himmel.

Efterat Thorvaldsen med mangfoldige venlige Hilsener havde takket for al den Kjærlighed og Hyldest der fra alle Sider tonede ham imøde, var paa et givet Signal hele Relingen som ved et Trylleslag besaaet med Matroser, der istemmede et tre Gange gjentaget Hurra. Fra Baadene blev endnu Fregatten Rota og dettes Chef, den fuldendte gentleman Capitain Dahlerup, becomplimenterede paa samme Maade, hvilket atter besvaredes af Besætningen og af Dahlerup, hvorpaa, efter skeet Indbydelse, største Delen af Flotillens Befolkning gik ombord paa Fregatten og saaledes tildeels havde Leilighed til personligen at hilse paa Thorvaldsen. Da denne steg ned i Chefens Slup, fornyedes Jubelraabene, der idelig gientoges fra hver Baad, han i næsten forbavsende Hurtighed foer forbi. Thorvaldsens Affart fra Skibet satte naturligviis hele den Klynge af Baade, der omringede samme, i Bevægelse, og der opstod nu en Regatta, der gav hele Scenen en høist interessant Livlighed. Havde de smykkede Baade, Flagene, Musikken, Sangen og den hjertelige Jubel frembudt et meget tiltrækkende, og vi kunne uden Overdrivelse tilføie, rørende Optrin, saa laae derimod noget i høieste Grad Imponerende i det malmfulde Hurra, der tordnede Thorvaldsen imøde, da hans Baad nærmede sig den med Mennesker bedækkede Toldbod, Pynten af Esplanaden og Langelinie. Paa Toldboden modtog Conferentsraad Hansen i Spidsen for Kunstacademiets øvrige Professorer deres store Mester, som tillige af Vagten saluteredes med militair Honneur, og da han var stegen i den Vogn, som der ventede ham, vare i et Nu Hestene spændte fra og i den største Orden og Regelmæssighed bevægede Vognen sig gjennem Amaliegaden, over Amalienborg til Charlottenborg, ledsaget af uophørlige Vivats, der især hævede sig til stormende Jubel, i det Toget passerede forbi Kongens Palais. Ikke blot Vinduerne i de Huse, forbi hvilke Triumphtoget gik, vare opfyldte med Mennesker, men Vogne, Trapper og deslige vare bedækkede med Pyramider af Tilskuere. Paa Kongens Nytorv forblev Massen, indtil Thorvaldsen kom frem paa Altanen paa Charlottenborg, og vi kunne ikke tænke os andet, end at det maa have været et af de stolteste Øieblikke i hans Liv, da han derfra hilsede den uhyre Mængde af Landsmand, hvis Jubel her beseglede en Hyldest saa energisk og saa hjertelig, som vel neppe nogensinde er bragt nogen dansk Mand af hans Folk, der netop fordi dette ikke lettelig lader sig henrive af en lustig Enthousiasme, er ærligt, dybt og trofast i sin Begejstring. Saaledes modtoges Bertel Thorvaldsen, da han i Aaret 1838 vendte hjem til sin Fødeby Kjøbenhavn.” ‒ Endnu samme Aften bragte de unge Konstnere, hvem Thorvaldsen dog nærmest tilhører og som nærmest tilhøre ham, en særlig Velkomst. I den botaniske Have nemlig, imod hvilken Thorvaldsens Værelser ikke blot vende ud, men hvortil han fra sit Attelier har en Udgang, havde nemlig omtrent 150 Konstnere forsamlet sig og med Fakler og Musikcorps i Spidsen fra Havens yderste Ende begivet sig hen for hans Vinduer, hvor de afsang nedenstaaende af Christian Winther forfattede Sang.

Velkommen, o! Mester, tilbage til Nord
Fra Sydens sødtblomstrende Høie,
Fra Byen, hvor Floden, den gule, sig snoer,
Hvor Solen nedsender sit Øie
Til Rankernes Frugt, mens Orangernes Duft
Omsvæver Cypressen i mørkeblaae Luft.

Vidt førte din Hæder, den vældige Ørn,
Dit Navn paa de mægtige Vinger,
At høit det blev nævnet for Jorderigs Børn,
Hvor Kunsten sin Tryllestav svinger.
Nu Danmark, saa stolt af sin Søn og hans Navn,
Dig aabner huldsaligt sin Moderfavn.

Fra Høie og Sletter, fra grønnende Eng,
Fra Byer og duftende Skove,
Fra jublende Læber, fra klingende Streng,
Fra Havets høitbrusende Vove,
Fra Landboens Hytte, fra Herskerens Slot
Dig toner: Velkommen, o! Kunstens Drot!

Og vi, som endnu kun i Forgaarden staae
Til Musernes straalende Tempel,
Og færdes, saa flittigt og godt, vi formaae,
Med Pensel og Meisel og Stempel, ‒
Vi kunne ei tæmme Begeistringens Lyst,
Nei, ud maa den strømme af fulde Bryst!

Du aabned vort Øie, Du vakte vor Sands
For Skjønhed og Sandhed, den rene;
Du bærer med Rette den evige Krands
Af Laurens gudviede Grene!
Høit lyde vor Velkomst i jublende Chor:
Hil være vor Mester! vor Stolthed i Nord!

‒ Om Maaden, hvorpaa Thorvaldsen blev modtagen af en Forsamling fra Helsingborg og Helsingøer, inden Fregatten Rota var passeret Kronborg, meddeler Helsingøers Avis under 17de Septbr. følgende Beretning: Med den almene Glæde overat erfare Thorvaldsens tiltraadte Reise til Fødelandet maatte heelt let forene sig det almene Ønske at hilse høitideligen paa dansk Grund den Mand, hvis Genie har tiltrukket sig Verdens Beundring og hvis Værker bære Udødelighedens Stempel. Det var Helsingøers Indvaanere forbeholden, om ikke først at nære dog først at realisere et saadant Ønske, og denne Velkomst-Hilsen blev tillige en Fest, som, idet den havde noget ualmindeligt ved sig, vil længe bevare kjærlige Minder hos dens Deeltagere. ‒ Underrettet om, at Orlogsfregatten Rota var i Løverdags Aftes kommen til Ankers i Hornbeksbugten, men ved Modvind hindredes i saasnart at komme Helsingøers Rhed nærmere, begav et Selskab paa circa 120 Personer af forskjellige Samfundsklasser sig didhen med Dampskibet Dronning Maria, efter forinden at have givet Helsingborgs Indvaanere, som man vidste besjæledes af lignende Attraa, Leilighed til at indlemmes i denne National-Høitidelighed. Ved Nærmelse til Fregatten udbragtes gjensidigen et tregange gjentaget Hurrah, hvorpaa en Deputation gik ombord i samme for at complimentere Thorvaldsen og meddele ham Selskabets Ønske. Under Ledsagelse af Harmoniemusik blev dernæst til Melodie: „Vi Sømænd gjør ei mange Ord” afsjungen fra Dampskibet følgende, af Pastor Boye forfattede Sang:

Velkommen hjem til Danmarks Kyst!
Du vil den aldrig glemme;
I Kunstner-Barm, og Digter- Bryst
Har Kjærligheden hjemme.
Din Ungdoms-Lund staaer Breden nær,
Og Dig velkommen byder;
O Hjertet har dog Bægen kjær,
Endskjøndt Dig Lauren pryder!

Vær hilset paa det favre Sund,
Som Hav med Hav trolover!
Du elsker dog af Hjertens Grund
De kjære, sølvblaae Vover
Ad Danskes Vei til Roes og Magt
Dig Bølgen maatte bære;
Og Seier har Dig Toget bragt;
Det bragte Danmark Ære.

Velkommen mellem Havn og Havn
Dig hilse to Nationer.
Hvert Folk Du har jo lært Dit Navn,
Og Alle bød Dig Kroner.
De skinne med samdrægtig Glands.
Lad Verdens Fyrster krige!
En lukket Ring er Kunstens Krands,
Og eet er Aandens Rige!

hvorefter et: Længe leve Thorvaldsen! enthusiastisk istemtes. ‒ Ligesom den hæderkronede Konstner viste sig under Sangens sidste Vers ved Faldrebslugen og hilste Forsamlingen paa Dampskibet, saaledes gik han derefter ombord i samme, for personlig at tolke, kjendeligen bevæget, sin Tak for den ham viste Hylding. Uden at ville referere de flere Glædesyttringer, som hele denne skjønne Scene fremkaldte, kunne vi ikke lade uberørt, at Fregattens Chef, Capitain Dahlerup, havde den Forekommenhed at invitere gjentagende selskabet til at komme ombord i Fregatten, en Indbydelse, som Tidens Korthed og Dampskibets anden Bestemmelse imidlertid forbød at benytte. Ikke heller bør vi forbigaae at udhæve, at Interessen hos vore Naboer hiinsides Sundet for denne af Veiret iøvrigt fortrinligen begunstigede Fest bidrog ikke lidet til at forhøie den kjendelige Enthusiasme for samme og til at fornye Erindringen om de seneste gjensidigen udvexlede Venskabs- og Agtelsestegn.

Generel kommentar

Denne tekst blev trykt i Aarhus Stifts-Tidende, No. 154. Sangene af kan også læses i andre udgivelser i arkivet, af hhv. J.L. Heiberg 17.9.1838, Christian Winther 17.9.1838 og C.J. Boye 16.9.1838.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1838, Aarhus Stifts-Tidende 21.9.
Emneord
Idolisering af Thorvaldsen · Thorvaldsen som dansk nationalsymbol · Thorvaldsens hjemkomst 1838
Personer
C.J. Boye · Hermann Ernst Freund · J.L. Heiberg · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 03.10.2014 Print