Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 5398 af 10185
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten 24. - 27. juni 1831 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af den avis, hvor teksten blev trykt. Teksten er udgivet over tre datoer i Kjøbenhavnsposten, d. 24., 25. og 27. juni 1831.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Et Brev til Udgiveren

Hr. Udgiver!
Det faldt for noget siden i mit Lod at ledsage en fremmed Reisende, som vilde besee vor Frue Kirke. Den Samtale, som jeg der havde om forskiellige Konstgienstande, var af saadant Indhold, at jeg formener, det kunde interessere Flere at kiende enkelte af de Yttringer, som denne Fremmede lod falde. I Forveien maa jeg undskylde to Ting: deels at jeg som uøvet Forfatter skriver ganske ligefrem, saaledes som jeg vilde have fortalt denne Sag mundtligt, deels at jeg ikke leverer nogen sammenhængende, mindst æsthetisk, Fremstilling, for ikke at indblande mit Subjektive i de Meninger, jeg vil beskrive, men kun fragmentarisk afgiver en Beretning. Jeg ønsker at meddele Stof til en Undersøgelse, ikke at belære. Mindst af Alt ønsker jeg at volde en literair Feide, om nok saa kort, om nok saa ubetydelig ; og jeg formener — for at tage Munden ret fuld —- at jeg i al Fald er ligesaalidt forpligtet til al forsvare en Andens Mening, som Historieskriverne til at forsvare alle de Handlinger, de fortælle, at mærkelige Mænd have udført.

Da vi kom ind i Kirken giennem Hovedindgangen, saae jeg ret vel, at noget forbausede min Ledsager; jeg meente just ikke, at det var Templets store Skiønhed, der umiddelbar traf Følelsen, uagtet han dog kaldte “denne Sal” baade indtagende og opløftende, men jeg troede alligevel, at noget Nyt eller Særegent i hele Karakteren af Bygningsmaaden havde overrasket. Men jeg tog feil. Siden erfoer jeg hvad det havde været. “Har De været her tidligt om Foraaret?” spurgte den Reisende, ligesom for at skjule sine Tanker, “Drypper saa ikke Sneevandet giennem de Vinduer deroppe?” Jeg tilstod, at intet Faktisk derom var kommet til min Kundskab; hvorpaa han bemærkede ganske i Almindelighed, at af de Feil , som de nyere Bygmesters ikke sjelden begaae, var ogsaa den, at de ringeagtede Hensyn til Klimaet. Ingen Konst var saaledes bunden til udvortes Betingelser, til Jordbund og Himmelegn, til Landets Skikke og Folkets Levemaade, som Architecturen. Derfor maatte de unge Architecter ikke engang reise til Italien; de hiembragte kun, saaledes som Studiet nu drives. Nykker, fromme Ønsker, skiønne Luftkasteller. Kunde de endelig ikke lære hiemme hvad de skulde, saa maatte Danmark hellere sende dem til Tydskland, Holland, eller Belgien. I disse Egne havde deres Fædre sikkert hentet Adskilligt, f. Ex. de Gavle, som sees i Københavns ældre Gader. I Engelland var nu den barokkeste Sammenblanding af alle Stiilarter høi Mode; derfor kunde en Fremmed vanskelig studere her, hvorhen ellers Meget syntes at maatte drage den danske Bygmester. Noget ganske andet var en ægte Kunstners Reise til fremmede Lande; en Mands, der kjendte det Lands Historie, hvis Architectur han studerede og som af den forklarede sig Bygningskonstens Udvikling, næsten som vi forklare Sneglehusets Beskaffenhed af Sneglens Natur. En saadan Reise kunde være uendelig lærerig. Men man kunde nutildags ikke nok advare mod Efterligningen af det nyere Italienske. Blandt andet forkastede han aldeles Afdelingen af Vindues-Aabningerne i flere Etager og bad, mig blot engang, under en passende Belysning, f. Ex. naar Solen gik varmt ned efter et Regnveir, at gaae igiennem Krystalgaden hen imod Rundekirke, for at faae en Ahnelse om hvad et langt Kirkevindue betydede. Den fulde Virkning af den saakaldte gothiske Architecturs imposante Stiil kunde man sikkert ikke blive bekjendt med i Danmark). Man havde i Odense viist ham en gothisk Kirke, men han havde forundret sig i høi Grad over en saadan Talebrug heri Landet. “Her i Landet?” afbrød jeg. Men han forsvarede denne Beskyldning ret godt, og forsikkrede, at en “Kunstliebhaber”, som han i et Selskab var bleven præsenteret for, havde opfordret ham. til at besøge et gammelt gothisk Lystslot for de danske Konger nogle Miil her fra Byen, der var opført omtrent 1600. Af den korte Beskrivelse, jeg nu gav over Frederiksborg Slot formodede han, at det maatte være en Blanding af de sædvanlige massive Underlag med nyere, især venetianske Beklædninger, der var temmelig karakteristisk og ret behagelig; men som dog kun sieldnere forekom. Jeg glemte desværre at bringe Børs-Bygningen paa Tale.

Iøvrigt beklagede min Telemach , der med fuldeste Ret forfremmede sig selv til Mentor, at vor fortiente Hansen, der havde opført en saa “velforstaaet” Raadstuebygning, kun havde restaureret Slot og Kirke og der misforstaaet adskilligt. Kolonnaden mod Nørregade uden paa Taarnmuren, laae der næsten som hidskyllet ved en Oversvømmelse; de runde Vinduer i Gangen bag Choret bleve forkastede under en anden Sammenligning. Mindst af Alt behagede ham Frontespice og Altan paa Slottet. En Facade kunde enten, ligesom en Magnet, have to modsatte Poler, i hvis Midte Indifferentsen laae, eller ogsaa, som et fremadmarscherende Regiment, have sin Fane i Midten, hvorhen Alle saae. Men her fandtes begge Dels, og i den overlæssede Muur fandt Øiet ingen jevn Bane at glide hen af. Han indsaae nok, at Kolonnaden paa Slottet selv skulde ballancere Forziringen af den hosliggende Slotskirkes Indgang. Men denne Forziring var selv temmelig uklimatisk og conventionel. Desuden er den gamle Slotsfacade det Givne , hvorefter Slotskirken maatte have været indrettet. De haarde og vrede Ord, som nu faldt om Architecternes Pyntelyst, vil jeg forbigaae. Jeg kan ikke giengive dem i deres sande Karakteer. I denne Henseende gjorde Frue Kirke tildeels en glædelig Undtagelse og Mesterens Smag og Sparsomhed maatte prises, i det Hele taget. Overalt maatte vi Kiøbenhavnere takke Hansen for at have forskiønnet Byen ved tre saa store og mærkværdige Værker. De tre Torve, som disse laae paa, gave tildeels Byen et bestemt Præg. Jeg maatte ikke glemme, sagde han, i Maaneskin at betragte Frue Kirke; det bedste Standpunkt var udenfor Hyrekudsken (i Skindergaden). Han var den foregaaende Aften kommen her forbi og var bleven overrasket ved dette uventede skiønne Syn. Fremdeles: skiøndt denne Architectur langt mere var lærd og laant end naturlig og af sig selv udviklet, saa udtalte dog en Aand sig deri, som kiendte høiere Formaal end Tilfredsstillelsen af forfængelig Pragtsyge, og som forsmaaede det fornuftløse Coquetterie (jeg husker ikke feil af dette Ord), der i forrige Aarhundrede gik for Smag og fiin Takt. — Da vi siden gik bort, og betragtede den skiønne latinske Skole, sagde han: “Man maa bedømme en Kunstner som Hansen forsigtig; han tænker ved sit Arbeide. Jeg seer nu vel, at Etagerne i Kirken, svare til dem i Skolebygningen. Men alligevel er dog Hovedloven for al Architectur den, at Bygningens Bestemmelse iblandt Menneskene, i Forening med alle nationale Fordringer, hvortil unægtelig hører en rigtig forstaaet Tradition, maa afgiøre hvilke Grundtræk der skulle drages til dens architektoniske Karakteer. I det mørke Norden bør derfor udentvivl Alt giøres for at faae lange Kirkevinduer. Det var ellers at ønske, at Hansen kunde fuldføre dette lærde Forum med Opførelsen af en Universitetsbygning, og at Bispens Residents saa idetmindste maatte faae samme Farve som de andre Bygninger.” Saa vilde han komme igien og gratulere os. Endvidere var det den nærværende Architecturs Hovedkarakter at famle efter et Princip, og de Danske maatte derfor ikke forlange bedre Vilkaar end andre Folk, hos hvilke Konsterne dog havde blomstret meget længere og slaaet ganske andre Rødder i hele Folkelivet end skeet var i Danmark. Architecturen stod nu omtrent paa det samme Trin, som Poesien stod paa i det hele cultiverede Europa for et halvt Aarhundrede siden, det vil sige man følte, at et nyt Princip for Konsten nødvendigen maatte søges, da Antikens tomme Efterligning havde fort paa faa vildledende Afveie. Poesien fandt en Lessing til at advare, en Goethe til at vise Veien. Malerkonsten søgte siden at regenerere sig paa en lignende Maade; den fandt vel ikke, som Skulpturen, en Thorvaldsen, der af alle Nationer strax erkiendtes; den giorde et uhyre Misgreb, idet Davids Skole malte Billedstøtter, ligesom Canova havde med Meiselen villet fremlokke en malerisk Sentimentalitet af Stenen: men den tydske Skole, som med Tiden vel faaer Navn efter München, havde dog i Cornelius, Schnorr og disses Staldbrødre saa dygtige Formand, at Gienfødelsen ingenlunde kunde benægtes som skeet. Architekturen, som mindst af alle Konster er fælleds for Folkene, kunde vanskeligere regenereres paa en lignende Maade ved et enkelt stort Ingeniums Optræden. Bygningskonsten er mere den hele Tidsalders Sag. Mueligen tør man nævne Schinkel i Berlin som den første, der har brudt en ny Vei. Klenze i München har dog. med al sin Fortjeneste, ikke kunnet forlade den samlende, efterlignende, anvendende Fremgangsmaade. Hansens Værker betegne et Trin, og det et nødvendigt Trin, som vor Tidsalder maa overstige, inden den faaer en videre, klarere Udsigt længer oppe paa Konstens Trappe; saameget mere maa man i Danmark glæde sig over, at de nu her færdige til Betragtning, til Belærelse og til Advarsel.

Men een Ting kunde denne strenge Dommer ikke nok forundre sig over, og han slog oftere derpaa under Udviklingen af de nys fremsatte Meninger. Dette var den hertillands oftere hørte Klage over, at Hansen byggede med Træ, saaledes fremsat Nemlig, som han havde opfattet den. “Hvoraf bygger man i hver Bye, hver Provinds, hvert Land?” spurgte han med et ironisk Smiil. “Af de Materialier, man har; høist af alle dem, man kan faae”, svarede han selv. “Da altsaa Danmark, saavidt jeg kiender til Landet, ikke kan have Raad til at hente Steen fra fremmede Lande, saalænge ikke den hele nationale Retning tydelig erklærer sig for Udførelsen af store Monumenter, saa maa man ikke dadle den Mester, der veed at behielpe sig med det Materiale, der kan haves. Uden Middelalderens Enthusiasme for Christendom og Kirke havde selv hiin Tids Murere Intet kunnet udrette. Derfor staae de fleste store Kirker nu ufuldendte, fordi de uhyre Omvæltninger, som Reformationen og Amerikas Opdagelse m. m., frembragte, gave Menneskenes Tanker andre Retninger og deres Bestræbelser ganske nye Formaal. I et Land, hvor der bygges med Troe, bliver der oftere bygget om, saaledes som i de ældste christelige Tider, og hos de ældste Græker ; derved vinder Konst og Haandværk ikke blot timelig Fordeel; naar saa engang den nationale Begeistring bliver Bygherren, som vil sige noget andet end naar blot personlig Lyst og det daglige Livs Fordringer styre Udførelsen, saa er der en Capital af Indsigt og Erfaring samlet, med hvilken det Største kan Udrettes. Men om Europa, om Danmark vil blomstre i saa mange Tidsalders, som der udfordres inden det almindelige Folkeliv kan naae denne Udvikling, det veed kun hiin Ældste og dygtigste af alle Bygmestere.”
(Fortsættes).

Et Brev til Udgiveren

(Fortsat).
Under denne Samtale vare vi gaaede op og ned ad den midterste Gang. Den Reisende havde øiensynligen trukket den lidt ud for i Forbigaaende at giøre Bekiendtskab med de sex Statuer paa hver Side, ja, jeg tør næsten sige, for i Forveien at undersøge om han kunde skiænke dem alle sit Bifald. I det mindste traadte han nu pludseligen, ligesom En, der har havt et Arbeide, hvis Udfald var ubestemt, mm hvis heldige Tilendebringelse fyldte ham med Glæde, eller ligesom En, der faaer en behagelig Efterretning, hen for den hellige Andreas og begyndte omtrent saaledes:

“Har Danmark længe maattet vente inden det af sin første Genius kunde fremvise noget betydeligt Værk, saa har det ogsaa nu faaet en Samling af de beundringsværdigste Arbeider. Som eet heelt Samfund betragtet er vel disse tretten hellige Helte det Fortrinligste, som Thorvaldsen har frembragt, hvor meget ogsaa den guddommelige Ungdom, den klare Sandhed og Friskhed, i Alexanders Triumphtog henriver til Beundring. Man føler, med hvormegen Ret de Danske ere stolte af en saadan Landsmand og af saadanne Værker; og dog vil man i Tidens Længde maaskee lære at kiende mange flere fortrinlige Egenskaber hos dem end det nu synes, at man seer. Da den nuværende Konge af Bayern forlangte af Cornelius, at han skulde male en sammenhængende Fremstilling af den græske Mythologie i Glyptothekets Sale og derimod bestemte, at den nye Kirke i München skulde smykkes med Basrelieffer af Thorvaldsen, der i en Frise forestillede Christi Historie; holdt de Fleste dette for et stort Misgreb, og man har endogsaa paastaaet, at flere Skridt ere giorte for at hindre denne Plans Udførelse. Et Forsøg af Thorvaldsen, Qvinderne ved Graven, bestyrkede hos Mange denne Mening. Det faaer derfor et ret plausibelt Udseende, naar man, som jeg andensteds har hørt, deducerer hvorledes Danmark egentlig skylder Konstnerens Reise hiem til Fædrelandet den uvurdeerlige Lykke at besidde disse Konstværker. Dette skal nemlig saaledes forstaaes. Paa Reisen giennem Tyskland saae Thorvaldsen hvad Florents maaskee havde ladet ham ahne, men hvad han dog ikke havde seet i Italien: en i sit Inderste ægte christelig Konst, som ikke havde udfoldet sig af gamle traditionelle Typer til en friere, bestandig mere ideal Skjønhed, men som tvertimod var bleven den naturlige Efterligning indtil Ubegribelighed troe, og som i denne dybe Sandhed naaede sin høieste Skiønhed. Det er vist, hedder det fremdeles, at Thorvaldsen næsten som Barn faldt i Forundring over den Boisseree’ske Samling; det er ligesaa vist, at han med dyb og tavs Opmærksomhed siden stod for disse Billeder, at han ikke blot i Erindringen, men selv paa Papiret, søgte at afpræge det Indtryk som enkelte giorde, og det kan altsaa med Grund antages, at saavel disse uforlignelige Konstværker, som mange andre, der betragtedes paa denne Reise, f. Ex. Afstøbninger af Peter Fischers Apostle paa Sebaldusgraven i Nürnberg (thi i Nürnberg selv var Thorvaldsen ikke denne Gang) have havt en meget betydelig Indflydelse paa de christelige Værker, som han siden frembragte.“ — Jeg: Finder De da virkelig. Spoer i disse Statuer af saadanne Studier? — Den Reisende: “Ja, men i en ganske anden Forstand end den nysnævnte. Jeg skal øieblikkelig sige Dem min Mening, og beder Dem blot først at bemærke, hvor let hiin Deduction kan anvendes unyttigt, naar man med den vil begrunde en Paastand om noget Ensidigt eller Mangelfuldt i Konstnerens Talent, eller paa anden Maade vil kaste et skiult Sideblik. Lad ogsaa hiin Betragtning være bygget paa den strengeste historiske Sandhed, hvor skiønt og hvor betydningsfuldt er det da ikke, at en moden Konstner, der har frembragt Værker som Merkur, eller som Triumphtoget, endnu vil være Lærling hos andre Mestere; at han ikke forsmaaer Konstens Vejvisning, uagtet han meer og meer lærer at see hvad der kan sindes ved Naturens Studium; at han ikke, som saa mangen Billedhugger, helst vil sinde sin egen Konst igien i Maleriet uden Farvespil, eller ogsaa dette Farvespil uden den dybere Følelse, som beslår det sande Malerie?” “Skal jeg selv yttre en Mening om denne Reises Virkning paa Thorvaldsens Konst, eller besvare det Spørgsmaal, hvorledes vel disse her staaende Statuer ere blevne til det, som de ere , da har jeg to Ting at sige derom. Det er for det første sandsynligt, at Thorvaldsen saavel i Florents som i Tydskland, klarere end hidtil i Rom , har seet hvorledes et gemytligt Element havde giennemtrængt al ældre christelig Konst uden at den strengeste Sandhed havde lidt derunder. Han kom til Italien til Søes, og til Rom over Neapel. Han kiendte altsaa slet ikke de mellemliggende Lande og kun ufuldkomment den Konst, som havde blomstret i disse. En tidligere Reise til Florents gjorde ingen Epoche i hans Konstnerliv. Men paa denne store Reise saae han nu i Sammenhæng den hele Overflod af classiske Værker, som endnu ere blevne tilovers af hiin Tidsalders uendelige Rigdom; han saae disse Værker med et ligesaa aabent som øvet Øie og giennemskuede deres hele Eiendommelighed. Som ægte Konstner, der grunder Alt paa den levende Anskuelse, udførte han siden sine christelige Heltestatuer ved samme Kraft som de hedenske vare udførte, d.v.s., at ligesom Antiken i Rom aabnede ynglingens Øie for Naturen, saaledes bidrog ogsaa Synet af de christelige Mesterværker til, at Manden opfattede Christendommens, eller rettere den christelige Histories Aand paa en Maade , som betydelig fremmede Udførelsen af de herlige Statuer, vi have for os. Men denne Forklaring, der forresten ikke udgiver sig for at træffe det Faktiske selv, men kun vil oplyse det Urigtige i Det, som vil gielde for factisk, maa jeg meget bede, at man adskiller fra dette Nysnævnte, som den just modsættes. For det Andet vil det vel meer og meer erkiendes, at den Aand, eller om man vil Stiil, hvori disse Apostle ere udførte, ingenlunde nærmest kan sammenlignes med Florentinerne eller med Albrecht Dürer, endsige med de ældre rhinske Skoler. Skal den hedde andet end thorvaldsensk, saa maa den kaldes rafaelsk. Men dette vil igien sige, at ligesaa meget et inderligt Aandsslægtskab, en fælleds Sands for den rene Natur, den milde Alvor, den fyldige Kraft, de store Forhold, som et blot Studium af Rafael, har avlet denne Overeensstemmelse. Især minde vel Petrus og Johannes om Rafael; overhovedet flere karakteristiske Motiver i adskillige andre Apostlers Statuer. Men de minde ogsaa om Antiken og om Naturen. Om den vandrende Jacob kunde man mene, at han mindede om Florentinernes og Tydskernes Naivitet. Den fornemme Strenghed, om jeg tor sige saa, i den hellige Paulus kan vække Erindringen om den store Leonardo; og saaledes kunde en bevandret Konstynder blive ved en Tid endnu. Men han vilde mere giøre sin egen Forfængelighed end Sandheden derved indlysende. Saaledes vækker Synet af eet Menneske Tanker om det andet; — dette staaer at læse i alle Logiker og Psychologier, kunde man i alt Fald svare ham. Alt Stort og Skiønt er i sit Væsen beslægtet, og jo inderligere Folkene forbindes, jo mindre Dannelsen og Studiet lader sig indskrænke af Floder, Bierge og politiske Grændser, desmere vil det ogsaa i sin Form vise dette Slægtskab. For Eenshed og Monotonie vil Naturen nok frelse os saalænge et høiere Liv besiæler de enkelte fremragende Individuer. Derpaa ere disse Statuer just et slaaende Exempel. De ere i Sandhed noget Nyt , Originalt; de ere en sand Berigelse af den europæiske Konst, uagtet vi føle os saa fortrolige med dem som med et Yndlingsdigt, man kan udenad. Men Uudtømmelighed er alle ægte Konstværkers Særkiende. Der er det rene Menneskelige i dem, vilde Schiller have sagt, der bevirker dette. I gamle Dage forholdt det sig ganske anderledes. Mangen en Konstner saae ikke andre Arbeider end dem, som hans Fædrenebye indesluttede. Derfor kan man saa nøiagtig paapege de Virkninger, som et Besøg eller et længere Ophold i en fremmed Stad havde paa Konstnerens senere Arbeider. Det er intet mindre end Indbildning, naar man f. Ex. hos A. Dürer saae Følgerne af hans Reiser til Nederlandene som til Venedig; eller af Rafaels florentinske Reiser, især af det andet Ophold, eller af de senere Rhinlænderes italienske Reiser, i disse Konstneres Værker, o.s. fr. i hundredeviis. Nu derimod have de Fleste en let Adgang til det Meste. Det beroer blot paa at kunne see; Lejligheden er der. Men den store Konstner kan i et Nu see Meget, som mange Andre aldrig saae Øie paa, og derfor kan man saameget des vanskeligere nutildags angive hvad der hos en saadan har fremkaldt dette eller hiint.”

“Men”, vedblev han, “De bragte mig ved Deres Spørgsmaal længer ind i denne Materie end jeg næsten ønskede, da saadanne omfattende Gienstande kun burde afhandles i Skrifter, hvor man kan være betænkt paa at møde Indvendinger og forebygge Misforstaaelser, der næsten ligesaa nødvendig følge enhver Meningsyttring som Skyggen følger sin Gjenstand. Lad os derfor afbryde. Jeg vilde spørge Dem Noget om denne Statue (d. h. Andreas). Hvorfor mener De, at den ikke, som de andre Elever, Har en Kiortel indenfor Gevandtet ?” — Jeg: I Begyndelsen troede jeg, at det skulde sigte til Korsfæstelsen, da de, som korsfæstedes formodentlig afklædtes, men dette siger dog i Grunden intet. Jeg har senere derfor antaget, at Konstneren, som ansaae det for aldeles nødvendigt at fremstille Christus uden Kiortel, har meent, at denne Figur ikke ganske skarpt skulde adskille sig fra Apostlerne heri, med hvilke den udgjør et Heelt, og at han derfor lod Andreas være uden Kiortel, for at danne en Forbindelse ogsaa ad denne Wei mellem Hovedfiguren og de tolv Andre. — Den Fremmede: “Jeg finder denne Grund ret antagelig, om den ogsaa i Gierningen ikke just har giort Udslaget. Den forklarer iøvrigt ikke hvorfor Andreas valgtes fremfor de andre ril at danne denne Overgang. Men søger man Svar herpaa, saa kommer man maaskee til den virkende Aarsag. Konstneren vilde fremstille Apostelen hvilende paa Korset, som er hans Emblem. Men den herved foranledigede Stilling med Benene overkors havde frembragt mange uskiønne Kastninger i den lange, nedhængende Kiortel hvorimod det mere conventionelle, annke Overgevandt lettere kunde kastes og bøies efter Legemets Stilling, spørge vi endelig, hvorfor han ikke, som de gamle Malere, enten gav Apostelen Korset i Haanden, eller under Armen saa at sige, med Tværstykker, der skare hinanden under en meget spids Vinkel, da kan forskiellige Svar gives. Enten vilde Konstneren, der stedse maatte tænke paa Udførelsen i Steen, maaskee lette og forskiønne denne ved en Composition, hvor det store Kors spillede en betydelig Rolle, da han ikke kunde vente, at alle Emblemer, saaledes som naar Statuerne støbtes i Jern, kunde udføres i levende Forbindelse med Figuren; eller maaskee ønskede han, for hvem Fremstillingen af det Nøgne dog stedse bliver Hovedsag, idet mindste i een af Apostlene at tilfredsstille denne Lyst; eller — han havde en anden Grund. Jeg mener, vi kunne opgive denne Sag. Iøvrigt vil jeg ikke skiule, at jeg endnu hælder stærkt til den Ensidighed, som foretrækker beklædte christelige Figurer for halvklædte, end sige for nøgne, den korsfæstede Frelser undtagen, der af mange Grunde ikke kan fremstilles anderledes.”

Under disse Ord nærmede vi os Choret, og idet den medfølgende Kirkebetjent slog begge Dørene op, vilde jeg gjøre en Indvending mod det Sidste, hentet fra den Figur, vi nu nærmede os til; men den Reisende dreiede med et Buk af til Venstre, og begyndte hastig at tale om Paulus, næsten som om han skyede at komme i Choret. Jeg vil ikke søge at gientage de Bemærkninger, som faldt over de enkelte Statuer, over enkelte Motiver i Stilling og Gevandt, da jeg ikke er vis paa at giengive dem aldeles nøiagtigt og da de fleste ikke kunne fremsættes i passende Korthed, maaskee ikke engang forstaaes uden naar man har Figuren for sig. Han spurgte, da vi anden Gang gik langs op med den søndre Side, om ikke Kjøbenhavns Indbyggere havde klaget over den hellige Johannes’s tykke Hals; han blev mod Slutning staaende ved Choret, med Ryggen mod Alteret, og talte endeel om, at det glædede ham, at Thorvaldsen ikke paafaldende havde stræbt efter at give Apostlenes Physiognomie et nationalt Præg. Især i Skulpturen var den rette Middelvei uden tvivl vanskelig at træffe ved en saadan Opgave. De betydeligste Konstnere, f. Ex. den store Leonardo i Nadveren, havde ladet sig føre paa Vildspor under denne Strochen. Endelig fik jeg ham op i Choret.
(Sluttes i næste No.)

Et Brev til Udgiveren.

(Sluttet).
Herligt! Herligt! Man glemmer gierne Alt over et saadant Syn”, udbrød den Fremmede. Derpaa sagde han, efter en taus og ufravendt Betragtning af den paa Alteret staaende Figur: “Jeg læste for et Aarstid siden eller to i den Biographie af Deres Oehlenschlager, som Digteren selv har udgivet, at den gamle Voß, dengang Ø. havde forelæst ham sin Correggio, sagde: “jeg vilde ønske, at Lessing havde været her i Aften”; saaledes kunde jeg fristes til at sige, at jeg ønskede inderlig, at Rafael havde været med os i dette Øieblik. Faa vilde maaskee saa fuldkommen have indseet og udtydet os dette colossale Mesterværks Fortjenester som denne Fyrste blandt Christenhedens Konstnere, og han vilde maaskee have fundet her en Gienfødelse af den Aand, hvori han arbeidede, en Aand, som ikke altid frem lyser af de nyere Værker, der siges at skylde den sin Tilværelse. Rafael har ikke malt nogen for os evangeliske Christne hellig Person, deri Høihed og Alvor, i Skiønhed og Rolighed staaer ved Siden af denne Christus-Statue; det Dramatisk – Menneskelige var Hovedgienstanden for hans Historiemalerie. I Leo den Tiendes Portrait derimod, foruden andre Steder, som i Tapeterne, har han viist en Dybde i at opfatte det Personlige og en Styrke i at gjengive det Karakteristiske med al den rene Almindelighed, som Konsten fordrer, der levende maa rinde Enhver i Tankerne, som kjender disse Værker, og saa seer denne Statue. Men jeg vil dog tilføie ligesom ovenfor at denne Christus tillige forekommer mig høist original for Thorvaldsen. Det er unægtelig en ny Fremstilling af det saa utallige Gange Fremstillede; man kunde maaskee, med faa Ord, sætte dens Ejendommelighed deri, at den af den aldre christne Konsts grandiose Strenghed har beholdt lige saa Meget som den optog i sig af den seneres Mildhed og af dennes Tragten efter at naae de fuldere, klarere Former, der fremfor Alt udmærke Antiken. Saaledes kunde selv Rafael maaskee have lært af den Stiil, hvori her Haarbedækningen er behandlet.”’
Jeg vilde just giort adskillige Spørgsmaal, nemlig, om den Forbavselse, som han ved Indtrædelsen havde søgt at skiule, da maaskee var kommen af denne Figurs siældne Skiønhed; fremdeles, om han dog ikke ved denne Billedstøtte i det mindste glemte det Frastødende, han ellers fandt deri, at noget Andet end Hænder og Hoved vare nøgne paa christelige Personers Statuer, eller hvad han dømte om den Bemærkning, som man jo har giort, at det ved denne Figur var en Feil, at Hovedets Stilling var saaledes, at det kun i Nærheden saaes uden Forkortning, hvorimod de Fleste, som fra Kirkegulvet saae Støtten, stode i saadan Frastand, at Halsen maatte synes forkortet som i et Malerie, samt endelig om Intet var at bemærke angaaende et eget Forhold mellem Extremiteterne: men i der samme tog den alvorlige Mand mig næsten ængstelig ved Haanden, nærmede sig Alterer og spurgde, i det han med et Blik, som fordrede hastigt Svar, pegede opad: “min Søn — mein Sohn?” Jeg bekræftede hans Formodning og maatte strax oversætte ham fuldstændig de tre Indskrifter paa Alteret. Han indførte dem i sin Tegnebog og bad mig vedføie den danske Original med tydelige latinske Bogstaver. Medens jeg opfyldte denne Begiering forekom det mig, at han ligesom samlede sig eller undertrykte Noget. Han bemærkede nu, som ogsaa var Tilfældet, at det ikke længere var rigtig lyst, og foreslog at gaae en Tour i det Frie, hvorpaa vi temmelig hastig forlods Kirken.

Efterat have beseet Pladsen udenfor gik vi over Nørregade og Volden, hvor ikke faa Spadserende mødte os og adspredte Tankerne, til Indgangen af Kongen Have. Det var een af de varme Dage, vi. havde i Foraaret; et fiint grønt Skiær af de frembrydende Blade gik hen over Træerne oq jeg foreslog at gaae derned, da jeg ønskedse at ende den Samtale, som afbrødes i Kirken. Eensomheden giør ofte veltalende, tænkte jeg, og mir Haab fløg ind. I den gamle Allee tog min Ledsager saaledes til Orde: “Jeg tilstaaer, at den første Indtrædelse i Kirken forbausede mig. Jeg erindrer ingensinde paa mine Reiser at have truffet en saadan fritstaaende Billedstøtte paa Kirkens Hovedalter, endsige en colossal Christusfigur! Den imponerer — og det er vel Hensigten. Men hos mig var det ingen velgiørende Følelse, hvori det første Slag opløste sig. Jeg veed ikke om jeg ret kan forklare mig. De tolv Apostle staae hver udenfor sin Pille som en betydningsfuld Prydelse for Kirken, som et Billede paa hvad der var den ældste Christendoms sande Grundpiller. Disse Figurer smelte harmonisk sammen med Bygningens hele Skikkelse og ere ganske, hvad Billedhuggerens og Malerens Værker hos os efter deres Natur og Oprindelse fornemmelig maae være, det er, en Forskønnelse af Bygmesterens Arbeide. Men hiin Statue derimod, paa hiint Sted, var i mine Dine noget ganske Andet; den var ingen Prydelse paa Alteret, saaledes som en malet Altertavle er det; dette Alter var meget mere en Ramme eller Omgivelse for Statuen, der syntes for sin egen Skyld eller for hele Kirkens, i al Fald ikke blor for Alterets, at staae paa dette Sted. Saaledes forekom det mig ved første Øiekast. Jeg syntes at see ligesom Guden, til hvem der skulde offres, og denne Fornemmelse, der ikke vilde vige, generede mig. Jeg beder Dem at undskylde mig for det abrupte Væsen, som jeg maaskee viste. Der gives visse Arter Indtryk, som jeg aldrig bliver rigtig Herre over.”

Jeg: Jeg vil tilstaae Dem, at et aandrigt Fruentimmer har giort mig netop den samme Bemærkning, men at jeg uden Forbeholdenhed svarede, at man gjorde Uret, naar man tilregnede Andre enhver Idee-Association, som en letbevægelig Phantasie bragte istand og at Konstens Værker maatte betragtes med en forstandig Rolighed, i og for sig selv. — — Den Fremmede: “Maaskee havde jeg svaret det samme. Et Svar maa gives i samme Sprog, som det, hvori der bliver spurgt, og jeg har oftere af en qvindelig Mund Hørt en sand Bemærkning, der dog maatte besvares som om den var en Vildfarelse, fordi den var udsprungen af en overspændt Vittighedsjagt. Men jeg — jeg har ikke tilregnet Nogen Noget, og jeg taler ikke om Konstværket, ikke om denne herlige Statue selv, men om dens Plads; desuden forklarer jeg blot hvad der er skeet. Min personlige Følelse har det stedse været mig magtpåliggende at skiælne fra min Eftertankes Dom. Endskiøndt jeg derfor ikke har naaet, og ikke vil naae, den ideelle Betragtningsmaade, hvorved man i vore Dage saa let abstraherer fra alt Individuelt og alt Symbolsk, saa respecterer jeg gierne den Mængdens Frihed, der kan overfare Et og Andet, som volder mig stor Betænkelighed.

Raden var nu egentlig til mig at giøre Undskyldning, men han vedblev uden mindste Ophør: “Som sagt, saaledes forekom det mig eengang. Da vi nu kom ind i Choret selv, da betragtede jeg i Sandhed dette Konstværk i og for sig selv, aldeles i og for sig selv, og det var min inderligste Overbeviisning om dets store Skiønhed, som bragte mig til at tale om Rafael. Om Billedstøtten selv sagde jeg maaskee, efter Deres Følelse, for lidet; men jeg tier, hvor jeg ikke formaaer at tale. Selv de største Digtere blive ofte kolde naar de ville udmale Konstværkers Fortrinlighed og tale da meer om alt Andet, der hænger sammen med Værket, end om det selv og dets Egenskaber. Noget heelt andet er igien en konstforstandig Forelæsning over et Mesterværk; en saadan har sin store Nytte til passende Tider, men De vil indrømme mig, at en ti Minutters Betragtning er vel liden Forberedelse dertil. Dog, hvorom Alting er, saa vil jeg ikke tilbageholde, at jeg nok en Gang forstyrredes i en fri Betragtning af denne Figur. Lige nedenfor Billedstøtten glemmer man vist let hvorledes den tager sig ud i sit Forhold til hele Kirken, men her seer man derimod Inskriptionerne. Det Hedenske, jeg var bleven mindet om, derved at Figuren i Baggrunden stod paa sit Alter, fortrængtes her af et andet Extrem, det Hyperkatholske. Ovenover staaer skrevet: Denne er min Søn, den elskelige, hører ham! Men denne Navngivelse behøves ikke af den Grund, af hvilken flere Apostle kunne trænge til at have deres Navn paa Fodstykket. Og dog hvortil ellers? Paa Fodstykket læses: Kommer til mig! Ere disse Ord lagte Billedstøtten i Munden? Umueligt. Men hvortil da? Endelig læses nederst: See jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende! Jeg spørger atter i hvad Anledning, i hvad Betydning disse Ord her ere anbragte med lueforgyldt Skrift, og finder aldeles Intet, som kan svares; thi det Eneste, som tilbyder sig, er det forkasteligste af Alt.“Her holdt han inde. — Hvad tilbyder sig da? spurgte jeg. — Den Fremmede: ”Den eneste naturlige Forbindelse, hvori en Billedstøtte og en Inscription kunne tænkes at staae med hinanden, er vel den, at den sidste skal nærmere betegne den første. Men det kan ikke her være Hensigten, og derfor saare disse Ord min religiöse, ikke blot min æsthetiske Følelse. Disse Ord bringe — for mig — Billedstøtten i en dramatisk, eller om man vil ceremoniel Forbindelse med Alteret og Allergangen. Men Alteret er, under Gudstjenesten, meer end et Steenbord; det er de Christnes helligste Forsamlingssted. De komme her til Christus, men ikke til denne Christus. Vor Religion forbyder os at giøre et Billede af den Gud, vi tiene. Det er nu heller ikke her skeet. Men det er — for mig — just det Stødende, at Indskriftens Ord alligevel betegne den døde Steen som et Billede af Forløseren. Dette Alter frembyder saaledes med Ord og Billede et Symbol paa det, som efter vor Religion ikke kan og ikke bor symboliseres. — “Dette er min Søn”, gientog han paa Dansk med en besværlig Udtale; “Nei, Gud være lovet, han sidder i Himlen ved sin Faders høire Haand, han staaer ikke her, og den hielperige Arm, som han udstrækker til de svage Dødelige, den kan intet Øie see. Forstaaer De nu min Følelse? Jeg taler om hvad man ubetænksom har giort, ikke om det, man vilde giøre. Jeg veed altfor vel, at den herlige Konstner allermindst har tænkt paa at give sin Statue denne Betydning. For ham var den konstfærdige Udførelse af Figuren Et og Alt. Jeg indseer naturligvis, at din kiøbenhavnske Geistlighed lige- saa lidt vil begynde Afgudsdyrkelse i sin Metropolitankirke; men jeg troer at indsee, at de Prydelser, som man har anbragt paa denne Kirkes Alter, eller egentlig Indskrifterne paa samme, i Forbindelse med Billedstøtten, endogsaa for den Fordomsfrie og Unbefangene (var hans Ord) maae tage sig ud som om de vilde være meer end blotte Prydelser og at de derved maae saare baade den religiøse og den æsthetiske Følelse. Jeg taler kun om et Misgreb, som Smagløshed har forledet til, og om en Forstyrrelse af Andagten just paa det Sted, hvor alt Synligt burde tabe sin Magt over os.”

Jeg vilde giort en Indvending, men min ivrige Taler bad mig godhiertet om at tie, da han var troet af at tale. Det var nu blevet Aften og maanelyst. “Skulptur og Christendom”, sagde han, idet vi toge Afsked med hinanden, “Billedstøtter og Gudstjeneste maae de evangeliske Christne holde i tilbørlig Afstand indbyrdes. Konsten er kun Menneskeværk, og jeg forsikkrer Dem, at det selvklare Lys, som der skiælver imellem Grenene, har vakt helligere Ahnelser i mit Bryst end nogensinde de skiønneste Konstværker have kunnet indgyde mig. Jeg elsker Konsten, men den Ærefrygt, som jeg undertiden kan føle for Naturen, den, haaber jeg, at Konsten aldrig skal indgyde mig.”
Th.

Generel kommentar

Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i Kjøbenhavnsposten 24.-27. juni 1831.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1831, Kjøbenhavns-Posten 24.6.
Emneord
Kritik af Thorvaldsens værker, positiv
Personer
Adam Oehlenschläger · Bertel Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 12.08.2015 Print