Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 3279 af 10012
Afsender Dato Modtager
Peder Horrebow Haste
J.C. Riise [+]

Afsendersted

Svendborg

1824 Omnes
Resumé

Haste supplerer og korrigerer Nicolay Fürsts biografi om Thorvaldsen. Haste fortæller om billedhuggerens ungdom i København og giver en karakteristik af ham.

Se original

Bidrag til Thorwaldsens Levnet og Characteristik.

I Decemberheftet f. A. af dette Tidsskrift er meddeelt Læserne nogle biographiske Noticer om vor berømte Landsmand Thorwaldsen, efter Nicolay Fürst. Følgende interessante Bidrag dertil har Udgiveren nylig modtaget fra Hr. Justitsraad og Toldindspecteur Haste i Svendborg, en Mand, som indtager en hæderlig Plads i vor skjønne Litteratur, som “i fem Aar var een af Thorwaldsens nøieste Omgangsvenner, og som i 32 Aar har bevaret lige saa sandt Venskab for hans sjeldne Hjerte, som dyb Ærbødighed for hans nu i Verden enestaaende Genie.

Berthel Thorwaldsen er ikke, som Hr. N. Fürst i Archivets sidste Decemberhefte S. 351 siger, fød i Aaret 1771 eller 1772, men den 19de November 1770; han var altsaa ikke i sit 24de Aar, men langt hen i det 27de, da han 1797 tiltraadte sin Rejse til Italien. Ikke heller er det ganske rigtigt, hvad der staaer S. 351: “at han var fremmed i ethvert andet Sprog, end sit Modersmaal;” thi Tydsk forstod han, og kunde deri gjøre sig forstaaelig, skjønt han ingenlunde talede det correct. Ogsaa var det hans Plan, at rejse til Rom tillands over Tydskland, hvor han først vilde nyde de da end uforstyrrede Kunstskatte i Dresden, og naar han kom sydligere, maaskee til Wien, lade sig lære Italiensk. Men just i Vaaren 1797 voldte en Sygdom, som da gjorde ham Kjørsel smertende, idelige Opsættelser i hans Afrejse, indtil jeg, som fra 1792 havde søgt og nydt hans jevnlige, elskelige Omgang, tilraadte ham et Forsøg paa, at komme med den kongelige Fregat, som dengang skulde gaae til Middelhavet, og hvis første Bestemmelse, om jeg mindes ret, var Livorno: derved kunde han smertefriere, hurtigere og sparsommeligere naae sin Rejses egentlige Maal. Men hans overvættes Beskedenhed, Hypochondrie og svækket Sundhed gjorde ham saa modløs til dette Forsøg, om hvis Udfald han mistvivlede, at jeg, saa at sige, maatte drive ham dertil, og halvt gjøre det for ham. Forsøget mødtes af ædel Velvillie, og lykkedes strax; ogsaa skal han paa den hele besværlige Rejse have nydt enhver opmuntrende Forekommenhed af de brave Søeofficierer og Mandskabet paa Skibet.”

“Foruden de egentlige Kunstværker, som den vordende classiske Kunstner udstyrede i sit Fædreneland, modellerede han mange Portraiter en basrelief; ogsaa tegnede han slige en crayon og var særdeles heldig i at træffe. Allerede dengang beundrede Kjendere, hvorlunde han forstod, at give end det Trivielleste nogen Idealitet, uden derved at forvandske Portraitets characteristiske Lighed. Disse Arbejder maatte han, for yderst ringe Betaling, paatage sig, deels for selv at leve, deels for at understøtte sine Forældre med Hjelp til Huusholdningen; thi Faderens Erhverv forslog ikke; og Moderen, hvem han udentvivl elskede højest, var ofte i Trang for det Nødvendigste til det meget tarvelige Bord. Hans sidste større Kunstværk her hjemme var den da afdøde Grev Andreas Petrus Bernstorfs Buste. Han havde aldrig seet den hedenfarne Ædling, mindre havde han Maske af hans Liig, og modellerede Busten alene efter et Oliemaleri af Juel. Abildgaard, hvem han ærede højt, hjalp ham derved noget af sin Hukommelse, ja, tog endog engang selv Pousseerstokken, for at rette et Træk ved Munden, hvilket, han meente, Thorwaldsen havde forfejlet. Jeg var da just tilstede i Dennes Attelier, og saae hans Skræk, da Velynderen rørte ved hans kjære Blaaleer, men ogsaa hans Glæde, da han, ved at dele Blikket imellem Busten og Maleriet, fandt, at Abildgaard havde Ret; og i et Nu var samme Træk anbragt paa Ansigtets anden Side. Busten, der, som man kunde vente sig, blev anstændigt betalt, fandt saa udeelt Bifald, at Familien bestilte Modellen udført i Marmor. Thorwaldsen pakkede da Hovedet i sin Kuffert, og udførte Arbejdet i Rom.”

“Jeg har allerede antydet Noget om Thorwaldsens ungdommelige Personlighed: her lidt nærmere Udvikling. Han er vel omtrent 66 á 67 Tommer høj, er mager, med bleg Ansigtsfarve, men har en skjøn, Harmonisk Lemmebygning, og stille Livlighed i enhver Bevægelse. I hans blege Aasyn stod tidligere dyb, fortiet Kummer, der vel meest hidrørte fra smertende huuslige Forhold. Paa hans herligt formede Pande aabenbaredes med Guddommens læseligste Skrivt hans Slægtskab med det Højere, − det Højeste; og i hans ikke store, men meget levende, lyseblaae Øine udtalede sig idel Kjærlighed. Han var meget indsluttet i sig selv, ikke mistroisk, men forsigtig i sine Yttringer. Han talede Lidet, men hørte gjerne: begge Dele hidrørte saavel fra hans faa Forkundskaber, som fra hans Videbegjerlighed. Hans ovenfor nævnte sjeldne Beskedenhed forlod ham aldrig, men heller aldrig hans Følelse af Selvstændighed. Egentlig Levemaade var ham fremmed; dertil var ikke hans Kreds; men en rigtig Tact besad han i højeste Grad. Han var blid, kunde ogsaa i godt Laug være munter, men var aldrig overgiven. “Jeg kan ikke begribe,” sagde han, “hvor et voxent Menneske kan lee.” Dette, svaredes der, var sørgeligt; en uskyldig Latter var dog saa velgjørende for Legem og Sjel. “Ja smile, det kan jeg begribe,” svarede han; “men lee!” − Han var ærlig Ven med Liv og Sjel, fordrede Lidet, ventede Intet, men ydede Alt, hvad han evnede. Saadan var Thorwaldsen, da han rejste. Han er ingen Ven af Brevvexling; og næsten i 22½ Aar hørte jeg umiddelbart Intet fra ham. Jeg var just paa er Besøg i Kjøbenhavn, da han i Efteraaret 1819 besøgte Danmark. Jeg ledte ham op paa Charlottenborg Dagen efter hans Komme; jeg traf ham, ærbødigen omgiven af Kunstnere og Mæcenater; men han blev mig strax vaer, og styrtede mig om Halsen. Saadan er Thorwaldsen endnu. Jeg saae ham dagligen i tre Dage derefter. Han har naturligviis mere Verdens- og Menneskekundskab; Italien, hans senere Forhold og Omgivelser der, have afslebet hans Yderside finere; det Genialske i ham er blevet forædlet; ogsaa er han bleven mere meddelende, mindre tungsindig, eller idetmindste synes det mindre; han kan være munter, sige træffende, endog sarcastisk, Spøg, hvoraf dog Godmodighed skinner. Men han har endnu den Egenskab, som allerede hos ynglingen spaaede den sande store Kunstner: en næsten jomfruelig Beskedenhed i Ligevægt med mandig Selvstændighed.”

Generel kommentar

Denne tekst blev trykt i Archiv for Historie og Geographie XVI, 1824, p. 369-373.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1824, Haste
Thiele
Omtalt og delvis citeret Thiele I, p. 6, 37, 42.
Emneord
Alberto eller Bertel? · Frihedsidealer · Karakteristikker af Thorvaldsens person · Portrætter, forestillende Thorvaldsen · Thorvaldsen som portrætkunstner · Thorvaldsens beskedenhed · Thorvaldsens dannelse · Thorvaldsens humor · Thorvaldsens ringe skrivelyst · Ungdomsvenner
Personer
Nicolai Abildgaard · A.P. Bernstorff · Nicolay Fürst · Jens Juel · Bertel Thorvaldsen · Gotskalk Thorvaldsen · Karen Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 01.10.2018 Print