Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 7655 af 10185
Afsender Dato Modtager
N.F.S. Grundtvig
J.L. Heiberg
Henrik Hertz
H.P. Holst
Thomas Overskou [+]

Afsendersted

København

7.10.1838 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Bertel Thorvaldsen
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

FESTEN
i
Hotel d’Angleterre

den 7de October 1838.

Musiktekster

Kjøbenhavn
Trykt hos Directeur Jens Hostrup Schultz,
Kongelig og Universitets-Bogtrykker.

No 1.

Chor

Fædreneland!
Lysere tindrer Din Stjerne,
Sønnen kom hjem fra det Fjerne,
Fløi over Strand.
Palmerne faure,
Myrthe og Laure,
Fængsle ei Thor;
Nordstjernen blinker,
Bøgholmen vinker,
Yndigst er moderlig Jord.

Fædreneland!
Mød ham med udbredte Arme,
Favn ham med moderlig Varme,
Tryl som Du kan!
Øine, som funkle,
Midt i det Dunkle
Straaleglands tee;
Hjerter, som gløde,
Roserne røde
Yndelig plante paa Snee.

Fædreneland,
Riig kun paa Bøge og Vipper!
Fattes Du Bjerge og Klipper,
Hent dem paa Stand!
Thor dem udhugged,
Rota dem vugged
Mildt over Sø;
Sommer og Vinter
Kridhvide Klinter
Kneise paa Bøgenes Ø!

N.F.S. Grundtvig.



No 2.

At give Sjelen Vinger, som
Den bære til Guds Helligdom,
At aabne Ahnelsernes Væld
Og skjænke Jorden Haab og Held,
At knytte ved et evigt Baand
Hvert Hjerte til den store Aand,
To Engle steg fra Himlen ned:
Den skjønne Kunst og Kjærlighed.

De mildt berørte Støvets Blik,
Og da først Lyset klart fremgik;
Naturens Liv var meer ei Trang
Til Kamp for egen Undergang,
Men Stræben mod den Harmonie,
Som Skjønhed aabenbares i;
Med Ærefrygt sank Støvet ned,
Fandt Gud ved Kunst og Kjærlighed!

Th. Overskou.



No 3.

Romance.

Fædreneland! i fjerne, skjønne Lande,
Hvis Luft er saa mild, hvis Himmel stadig blaa,
Drager mig Savn hen til de Strande,
Hvor jeg som Barn til Himlen sorgløs saae.
Det vinker mildt, det lokker ømt,
Med kjærlig Røst det kalder mig tilbage.
Det vinker mildt, det lokker ømt,
Det vil mig hjemad drage.

Dannemarks Kyst! din Mark, din gyldne Ager,
Havet, der slaaer sin Bølge høit mod Strand,
Det al min Hu kjærligt betager,
Gjør atter til Barn den aldrende Mand.
Det vinker mildt, det lokker ømt,
Det al min Sjæl og al min Hu betager.
Det vinker mildt, det lokker ømt,
Til Hjemmet det mig drager.

O Fædreland! lad fremmed Rige binde
Lauren til Krands og række herlig Løn;
Een er den Løn, helst jeg vil vinde,
Den Kjærlighed, du skjænker til din Søn.
Den vinker mildt, den lokker ømt,
Den hvisker sødt i mine Længsels-Klager.
Den vinker mildt, den lokker ømt,
Til Hjemmet den mig drager.

H. Hertz



No 4.

Musik og Plastik

Dengang Lyset blev, paa Herrens Bud,
Da blev Skjønhed med det Samme,
Thi da Verden modtog Lysets Flamme,
Selv den sendte sine Straaler ud.
Skjønhed synlig stod for hvert et Øie,
Men Forgængeligheds Lod den fik;
Opad drog den Støvets Blik,
Peged mod det Høie,
Mens den selv forgik.

Evig Skjønhed, som ved Tidens Magt
Var til Dødelighed bunden,
Om sin Banemand, før han var svunden,
Vikled sine Rhythmers Blomsterpragt;
Lyrens Kunst lod Tidsforandrings-Kjæden
Dannes om til rhythmisk Tonestrøm;
Tonen dog, af Veemod øm,
Klager midt i Glæden,
At dens Liiv er Drøm.

Høit fra Guders Chor til Hellas kaldt,
Kom en Genius med Vinger,
Som, før Svanesangens Afsked klinger,
Skjænker Skjønhed blivende Gestalt.
Seclers Taage kan den Stærke skjule,
Men hans Lyn gjør klart, hvor Taagen stod;
Stormen lig om Heclas Fod,
Svinger han fra Thule
Sig med gjenfødt Mod.

Atter Skjønhed staaer lig Fjeldets Top,
Som af Evighed blev præget;
Men ved Sangens Magt paany bevæget,
Stenens Ro til Fremgang løses op:
Kunsten, opvakt fra sin Marmorhvile,
Møder Kunstneren i Rhythmers Dands;
Toner sværme ved hans Glands,
Flagre hen og smile
Til hans Laurbærkrands.

J.L. Heilberg.



No 5.

Amor triumphans.

Nu lytter! Min Musa synger
Amors Bedrift.
Du Stakkel, hvem Sorgen tynger,
Tankerne skift!
See, Aftnen er smuk og Guden nær!
Han hilser os hist i Stjerneskjær
Og bringer med sig Klynger
Af straalende Seirs- Trophæer.

Som Hyldest ham Ares rakte
Modløs sin Hjelm;
Og ydmyg sin Thyrsus bragte
Bacchus, den Skjelm;
Poseidon, den gamle Graaskæg god,
Beseiret sin Trefork gav til Bod, —
Selv Phøbus Lyren lagde
Som Offer for Amors Fod.

I Himlen er ei hans Lige —
Daarer! Og I
Tør vove mod ham at krige?
Hylder ham, thi
Hvad tænker I arme Stakler paa!
Skal ikke Jer Hyldest han forsmaae,
Saa offrer ham, den Rige,
Det Bedste, hvad I formaae!

Thi læg for hans Fod, o Maler,
Pensel, Palet!
Og Du , som fra Scenen taler,
Krandsen ham flet!
O Digter, Din Pen Du vie ham!
Hver bringe sit Offer uden Bram!
En gammel Gjeld betaler —
I skylde det Bedste ham!

H.P. Holst.



No 6.

Chor.

Fædreneland!
End, som i Hedenolds Dage,
Skjaldene stamme fra Brage.
Trindt om din Strand;
Morgen og Aften
Daaden og Kraften
Løftes i Sky,
Gamle og Unge
Eenstemmig sjunge:
Vingthor er vaagnet paany.

N.F.S. Grundtvig.

Generel kommentar

Dette er en trykt folder med seks sange, som blev trykt i anledning af en hædersfest for Thorvaldsen på Hotel d’Angleterre 7.10.1838.

Arkivplacering
M18,28 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1838)
Emneord
Digte til Thorvaldsen · Selskabsliv i Danmark
Personer
Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 16.02.2017 Print