Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9566 af 10181
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Ny Portefeuille
J.C. Schythe [+]

Afsendersted

København

26.5.1844 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af det tidsskrift, hvor teksten blev trykt.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

THEATER, MUSIK, LITERATUR OG KUNST.

— Fredagen den 24de Mai afholdt den nye Studenterforening sin Mindefest for Thorvaldsen i Universitetets Solennitetssal, der til denne Anledning var decoreret med en Smag, som gjorde Arrangeurerne Ære. Foruden Studenter var der til denne Fest indbudet Universitetets samtlige Professorer og Lectorer, Kunstacademiets Lærere og Medlemmer samt Alt, hvad der forresten i Kunstens Rige har Navn eller Betydning. Klokken 12 samledes man i de forskellige Auditorier, og et Qvarteerstid derefter traadte man, under en musikalsk Introduction af Hartmann, ind i den festligt belyste Sal, hvor Thorvaldsens laurbærkrandsede Büste fra den sortbetrukne Baggrund af Salen ligesom alvorlig hilste de Indtrædende og mindede dem om det Betydningsfulde i Festen. Under Büsten saae man Basreliefferne “Dagen” og “Natten”, og paa det sortbetrukne Orchester, ligeledes i Baggrunden af Salen, var anbragt hans Basrelief af “Seiersgudinden” mellem de tvende mindre Basrelieffer: “de musicerende Engle”. Hele den øvrige Deel af Salen var ikke mindre sindrigt udsmykket med saadanne Basrelieffer, der for selve Festen havde en særegen Betydning, endvidere med friske Krandse, Tepper o. s. v., og ligeover Indgangen, vis â vis altsaa for Thorvaldsens Büste, thronede, ligeledes paa sort Grund, et antikt Minervahoved i eensom og majestætisk Storhed. Vi troe ikke, at Nogen er traadt ind i denne Sal uden at sole sig henreven og imponeret af denne ædle Skjønhed i Decorationen, hvis Alvor og Simplicitet ligesom strax gjengav det Hovedcharakteriske hos ham, for hvem Festen blev afholdt. Ogsaa troe vi, at Muserne maae have dvælet med et særligt Velbehag mellem den aandelige Elite, der paa denne Fest havde samlet sig i deres Haller, og noget mere er det jo ikke muligt at sige med Hensyn til de ydre Betingelser for Festen. Men ogsaa Festen selv, den indre og egentlige Deel, stod i den skjønneste Harmoni hermed, og det var maaskee her, meer end ved nogen anden Fest, der er seiret efter Thorvaldsens Bortgang, synligt for Alle, at det var en Høitid for Musernes og Gratiernes Yndling, at den var undfangen under deres Auspicier og venligt ledsagedes af dem. En Prolog af Oehlenschlæger, bestemt for denne Fest, blev paa Grund af Digterens Fraværelse reciteret af Cand. Molbech og derefter udførtes nedenstaaende smukke Cantate af H. Hertz, hvortil Hartmann havde componeret en gribende Musik, der fortrinligt udførtes af Studenter-Sangforeningens Personale og Medlemmerne af det kongelige Capel.

Chor.
Der drog et Bud gjennem Landet,
Et Suk med Vindene foer hen;
Fra Østresalt det klang, og end
Ved Vesterhav fra Flyvesandet.
Og over fjerne Lande lød
Den samme Klage: Thorvaldsen er død!

Sang med Chor.
Saa fattig er ei nogen Vraa,
Og Ingen saa forladt,
At dette Bud ei skulde naae
Ham smerteligt og brat.
I Bondens Hytte, Fyrstens Borg,
Ved Strandens Fiskernet,
Enhver fik Part i denne Sorg,
Og har vort Tab begrædt.

Thi over Alle stod han her,
Kun Døden, Alles Lod,
Har atter bragt ham Alle nær,
Og Alle traf dens Braad.
Derfor man strømmer til hans Grav
Fra Hytte som fra Borg,
Og Rig og Fattig, Høi og Lav
Sig nærmed med sin Sorg.

Qvintet med Chor.
Som fra en Menighed i een og samme Kirke
Fra Alles Læber foer
Høitideligt i Chor:
En mægtig Aand har nu Hørt op at virke.

Recitativ.
Strophe.
En mægtig Aand! Thi Magten blev ham givet,
Den aandelige Magt,
Der kalder Skikkelsen til Livet,
Hvor med det Skjønne Høihed er i Pagt,
Mod tvende Verdener han strakte
Sin hvileløse Skaberhaand
Fra Hellas’ Gudeverden bragte
Hans Marmor det Forsvundnes Aand.
Han greb af den forgængelige Verden
Dens uforgængelige Sjæl;
Dens Skjønhed i dens Liv og Færden
Han løfte fra den faldne Capitæl.

Antistrophe.
Dog, mens han mellem ædle Rester triner,
Han standser med det tankefulde Blik,
Og dvæler henrykt ved det Lys, der gik´
Med Seier frem fra Latiums Ruiner.
Blandt sjunkne Templer gjenlød Orgeltoner,
Et Hosiana fra Rotunden klang!
Da greb han Meislen under Psalmesang
Han formede med Andagt sin Forsoner.

Chor.
Nu er den store Mester død,
Hans Haand er kold og stiv.
En uhørt Klage rundtom lød,
Saa uhørt som hans Liv.
Hiint Chor af Muser, han har skabt,
Fra Marmoret sig vandt,
Og tolked os hvad vi har tabt.
Og hvad med ham forsvandt.

Men fra det Tempel, hvor Hans Lig
Med Taarer blev sat ned,
En Engleskare hæved sig
Og sang om salig Fred.
Og Christus bredte Armen ud —
Et Hosiana lød:
Gak ind, o Mester, til Din Gud!
Stat op til Liv fra Død!

Digteren H. P. Holst besteg derpaa Talerstolen og skildrede i antike Vers Grækenlands glimrende Kunstperiode, Musernes Flugt fra de Steder, de før havde elsket fremfor alle, Kunstens Forfald og dens senere Gjenfødsel. Vi meddele som en Prøve efterfølgende Fragment, der skildrer os Thorvaldsen selv som en Heros, hans Liv som en Mythe og hans Død som en Opfart til Olympen.

Hvo har ei tidt beundrende seet hiint Mesterens
Billed:
Ung og i seirende Glands svæver den dæmrende
Dag,
Yppigt hun Blomster udstrøer, fra Fingrene
Roserne falde,
Lucifer Fakkelens Glands svinger fra Skulderen
kjækt —
Saaledes var just hans Liv, en klar, en straalende
Soldag,
I triumferende Glands traadte for Verden han
frem,
Aandens Blomster han gav — som Roser de faldt
fra hans Fingre,
Ligesaa skjønne i Ovel, som i den tidlige
Gry;
Over den vidtstrakte Jord beskrev han sin lysende
Bane,
Qvægende mildt med sin Glands, hvorhen end
Straalerne faldt;
Med ham hans Genius fløi, med Faklen den viste
ham Veien,
Og for dens luende Skjær blegned de jordiske
Lys!

Aandens Blomster han gav — som Roser de faldt
fra hans Fingre,
Ligesaa skjønne i Ovel, som i den tidlige
Gry, —
Ingen af Dødelig født, der saae ham saaledes
virke
Herlig i Middagskraft, aned, at Natten var
nær!
Ak, hvo tænkte, at han, der nys betvang selv Herakles
Og hans gigantiske Krop fængsled til Marmorets
Blok,
Ak, hvo tænkte, at han, der Døden fravristed sit
Bytte,
Selv alt var kaaret til Rov af den ubønlige
Død!

Pluton, Skyggernes Drot, der hader det skinnende
Dagslys
Og hvad der glædes derved, skued fortørnet hans
Færd!
Jordens Rigdom og Glands, hvad den eier af
skjønnest og herligst,
Griber hans dristige Haand, drager til Hades det
ned;
Længe han tøvede dog, før mod ham han vovede
Kampen,
Frygtende selv for den Kraft, der endog Guder
betvang;
Heller ei lyktes det nu: thi det var just hiin
mystiske Time,
Da den omslørende Nat stiger paa Himmelen
frem,
Langsomt svæved hun ned, af Guder og
Mennesker elsket,
Hun, ved hvis rolige Bryst Døden selv er en
Søvn:
Kjærligt hun kyssed hans Mund paa Tærsklen til
Musernes Tempel,
Der, hvor den stygiske Drot aldrig har vovet sig
ind,
Fløi saa langsomt derfra, og snart forsvandt hun
i Rummet,
Mens han med seirende Blik træder i Tempelet
ind:
Stærkt da i Hallen det klang! fra Strengene
Tonerne bruste,
Og under Hymnernes Lyd sank han i Musernes
Favn!
Men de pieriske Møer i Armene greb deres
Yndling,
Svang sig saa søsterligt smukt høit over Skyernes Flod,
Høit over Stjernernes Gang med ham til det
fjerne Olympos,
Hvor i udødelig Glands straaler de Saliges
Chor.
Phoibos sin Lyra da slog, fra Læben flød
himmelske Rhythmer,
Saadan en Velkomstsang hørte Olympen ei
før!
Hebe, undseelig og bly, som dengang hun stod
for Herakles,
Rakte sin Patera ham, krandset med Nektarens
Saft;
Gratierne smilte saa skjelmsk, imens Aphrodite,
den gyldne,
Lagde en Evighedskrands om hans ærværdige
Lok;
Zeus selv, den Himmelske, rysted saa stærkt de
ambrosiske Lokker,
At det hele Olymp skjælved af Glæde derved!

Efter Talen reiste samtlige Tilhørere sig op og istemte følgende smukke Slutningssang af C. Ploug, der i Tone og Indhold heldigt sluttede sig til Talen:

Favete lingvis, Musers Æt!
De høie Mødres Chor nu kalder,
Og hilser ham vi har begrædt,
Velkommen i Olympens Haller:

En ny Herakles har fuldendt
Sin Daad og er til Hjemmet vendt,
Den Priis at naae, han har fortjent.
Med evig Ungdoms Brud formælet.

Hans Liv det var en Seiersflugt,
Et Heltedigt i Marmor prentet:
Han Hesperiders gyldne Frugt
Til Nordens dunkle Lund har hentet;
De døde Stoffer han betvang,
De leved, naar hans Meisel klang;
Som Maalet for sin egen Gang
Han Kunstens nye Meta satte.

Og ingen Gravluft vifter der.
Hvor snart hans smuldne Støv stal gjemmes:
Men af hans egne Værkers Hær
Et evigt Qvad skal der istemmes;
Derfor skal Kunstens Liv udgaae
Og høit i Offerflammer slaae;
Der skal de Memnonsstøtter staae
Som varsle Danmarks Morgenrøde!

Hvad der vil give denne Fest en blivende Betydning var den rette Maade, hvorpaa den var bleven opfattet af alle dem, der bidroge til at forskjønne den. Det var ikke en Sørgefest i Ordets almindelige Forstand, thi som en berømt Theolog har sagt: hvorledes kunne vi klage over at vi have havt Thorvaldsen, naar vi med Stolthed maae erindre, at vi have havt ham? Der gik derfor ogsaa ligesom en Seierstone gjennem Festen, og det Indtryk, den efterlod, var ikke et veemodigt og smerteligt, men snarere et glad og begeistret, der pegede henimod hiin “Opstandelsens Fest”, som Talen forjættede, da Museets Sale skulle fyldes, og den forevigede Mesters herlige Værker hilses med Jubel af et Folk, for hvis Hæder han har virket meer end nogen Anden.

Generel kommentar

Dette er en trykt tekst i tidsskriftet Ny Portefeuille, op. cit.
Teksten omtaler Studenterforeningens mindefest for Thorvaldsen d. 24.5.1844.

Arkivplacering
M17,84 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844)
Andre referencer

  • J.C. Schythe (ed.): Ny Portefeuille, 2. Bind, Nr. 8, 26.5.1844, p. 185-191.

Emneord
Digte til Thorvaldsen · Thorvaldsens død · Thorvaldsens udnævnelser
Personer
J.P.E. Hartmann · H.P. Holst · Adam Oehlenschläger · Carl Ploug · Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 10.04.2017 Print