The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 9484 of 10185
Sender Date Recipient
NN
Caspar Claudius Rosenhoff [+]

Sender’s Location

Kjøbenhavn

Efter 30.3.1844 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original


Den danske Billedhugger
 
Bertel Thorvaldsens
  Levnet,
 
med
 
en udførlig Beskrivelse over Høitideligheden ved
hans Liigprocession og Liigs Bisættelse
i Fruekirke den 30te Marts.d
 
Samlet og udgivet af
 
J. Brandt.
 
 

–––––––––

Kjøbenhavn.
Trykt hos A. Michaelsen, Stormgade 186.
1844 

Vor over hele den dannede Verden berømte Billedhugger Thorvaldsen blev født den 19de November 1770 i Kjøbenhavn, og erholdt i Daaben Navnet Bertel. Hans Fader, Gotskalk Thorvaldsen, Billedskærer ved Holmen, var en Søn af Thorvald Gotskalksen, Provst i Myklabye ved Skagafjord paa Island. Hans Moder var en Præstedatter fra Jylland, ved Navn Karen Grønlund. Hans Slægtregister haves og fører op indtil Kong Harald Hildetand i Norge.

Forældrenes ringe Ævner og den Tids slette Skolevæsen var vel Aarsag i, at vor Thorvaldsen erholdt en meget ringe Skoleunderviisning, dog yttrede han tidlig Anlæg til Tegning og blev derfor, da det intet kostede, indsat i Kunstacademiets Skoler i sit ellevte Aar.

Da han gjorde her hurtig god Fremgang, tænkte Faderen, at han maaskee med Tiden kunde benytte ham som Medhjælper, men han overgik snart Faderen, og listede sig oftere til, naar han havde bragt den Gamle Mad ind paa Holmen, at rette ubemærket paa hans Arbeide.

I Aaret 1787 vandt han den mindre Sølvmedaille, og da han paa samme Tid forberededes til Confirmation hos Provst Høyer ved Holmens Kirke, satte Præsten ham paa Grund af denne hans Udmærkelse øverst blandt Drengene og kaldte ham: Monsieur Thorvaldsen! en Ære, som han bestandig erindrede sig.

Om hans Drengeaar veed man iøvrigt Intet; kun tilføie Alle, som have kjendt ham paa denne Tid, at han var en smuk, lyshaaret Dreng, af et indtagende Væsen. Allerede paa denne Tid viste sig hos ham den rolige og dybsindige Alvor og det skjønne, indre Liv, som siden efter hans Udvikling blev ham saa egent.

To Aar efterat han havde vundet den lille Sølvmedaille vandt han den store. Han var nu ved Fremgang i Kunsten bleven sin Fader en vigtig Medhjælper. Han skar Ornamenter i Træ, modellerede Basreliefer, tegnede Portraiter, huggede i Steen, Alt som Omstændighederne fordrede det. Endnu haves en Uhrkasse, som han omtrent paa denne Tid har udskaaret i Træ, og iblandt de Arbeider i Steen, som Faderen udførte ved hans Hjælp, nævnes det kongelige Vaaben over Indgangen til Hof-Apotheket paa Store Kjøbmagergade og de fire Løver i Runddelen udenfor Frederiksberghave.

Sin forsømte Dannelse søgte han ogsaa paa denne Tid at oprette ved Læsningen af gode Bøger, og da han nu var bleven tyve Aar gammel, tragtede han efter at vinde den lille Guldmedaille i den Kunst, han især havde lagt sig efter, nemlig Billedhuggeriet. I Aaret 1791, da han havde erholdt Opgaven Heliodorus’s Udjagelse af Templet, og var bleven indelukket i et lille Kammer, som han ikke maatte forlade, førend han havde udført Skizzen hertil, blev hans Frygt for, ikke at kunne findes duelig nok, saa stor, at han listede sig bort ad en Bagtrappe. Men til Lykke for Kunsten stødte han paa sin Flugt paa en af Professorerne, Preisler den Ældre, som bevægede ham til at vende tilbage igjen til sit Arbeide. Han vandt nu Medaillen og erholdt tillige ved denne Leilighed en mægtig Beskytter i Statsministeren, Grev Reventlow.

To Aar efter vandt han den store Guldmedaille ved et Basrelief: Petrus, der helbreder en Værkbrudden ved Templets Dør, og skulde nu erholde Reisestipendium paa tre Aar. Dog først i Aaret 1796, den 20de Mai, kunde han begive sig paa Reisen, da man havde fundet, at han først burde berige sig med flere Kundskaber, og dertil forundte ham en aarlig Understøttelse. En Orlogsfregat, der hed Thetis ligesom det Skib, med hvilket han ved sit sidste Ophold i Italien afsendte endeel af sine Kunstskatte, og som udrustedes for at gaae til Middelhavet, skulde føre ham til sidstnævnte Land, da han formedelst Sygdom ikke kunde reise til Lands. Hans Afsked fra hans Forældre var tung, hans Moder var utrøstelig, ja hendes Sorg grændsede næsten til Vanvid, og at han efterlod hende en lille Æske, hvori han havde sammensparet nogle Dukater, var kun en ringe Erstatning for Savnet af den kjære Søn.

Efter en lang, besværlig og farlig Overreise naaede han Neapel og ankom derfra til Rom den 8de Marts 1797. Her begyndte han nu et nyt Liv, og han har selv sagt om denne Tid, at da tøede Sneen bort fra hans Øine. Han arbeidede dygtigt, men var ofte saa lidet tilfreds med sit Arbeide, at naar han havde fuldendt en Billedstøtte, huggede han Hovedet af den og kastede Stumperne bort. Da han nu efter omtrent fire Aars Ophold tænkte paa at vende tilbage til Danmark, og vilde der vise en dygtig Prøve af sin Kunst, besluttede han at fremstille Helten Jason, der i et fremmed Land henter sig det gyldne Skind, efterat have overvundet al Modstand. Men dette Arbeide maatte, da det var færdigt, lide samme Skjæbne som flere af hans tidligere, han slog det i Stykker, og begyndte mismodig at tænke paa Hjemreisen i Efteraaret. Dog Reisen blev udsat til næste Foraar, og i Januar 1793 stod der igjen en Leerskikkelse (en Model) af Jason i hans Værksted, men besynderligt nok af en overnaturlig Størrelse. Den beundredes af Alle, som saae den, Thorvaldsen fik den endog afstøbt i Gips, og tænkte at lade den staae, indtil der engang fandtes Leilighed at faae den bragt til Danmark. Hans Afrejse var allerede fastsat, Vognen, der skulde føre ham fra Rom, holdt endog udenfor Døren, men da en tydsk Kunstner, som skulde følge med ham, ikke havde faaet sit Pas paaskrevet, blev Reisen udsat til næste Dag.

Men netop paa denne Dag indtraadte en rig, engelsk Kjøbmand, Thomas Hope, i hans Værksted, for at see hans Jason, der omtaltes saa meget. Han fandt denne Statue udmærket og spurgte Thorvaldsen, hvad han vilde have for at udføre den i Marmor. “Sex hundrede Zechiner! ” svarede den beskedne Kunstner, som ansaae det allerede for en stor Lykke, at der blot gaves Leilighed til, at han kunde faae den udført. “Det er for lidt! ” svarede den kunstelskende Englænder, “jeg vil give Dem 800, og strax sætte Dem istand til at begynde Arbeidet!”

Thorvaldsen forblev nu ved denne besynderlige Tilskikkelse i Rom, og frelstes saaledes for Kunsten. Hans Kunstnernavn udbredte sig nu snart trindtom, og gav ham Leilighed til at udmærke sig mere og mere.

Den første Bestilling fra Danmark erholdt han først i Aaret 1807, nemlig en Døbefont, som Grevinde Schimmelmann vilde forære til Brahe-Trolleborgs Kirke i Fyen. Fra den danske Regjering erholdt han kort efter Bestilling paa flere og større Arbeider, især til Christiansborgslots Prydelse. Hans Navnkundighed steg nu, Bestillinger fra udenlandske Fyrster strømmede ind til ham, ligesom der ogsaa nu sendtes ham Ordener, Ærestegn og Titler fra den ene Regent og det ene Academi efter det andet. Han havde
formaaet det, som var næsten anseet for umuligt, nemlig, at naae de gamle Grækeres Arbeider, Antikerne.

Under en bestandig Længsel efter Danmark henrandt det ene Aar efter det andet. Han tænkte endog alvorlig paa at gjøre et Besøg i sit elskede Fædreland, da han uventet fik en Bestilling paa et af sine meest berømte Værker: Alexander den Store, som holder sit Triumphindtog i Babylon, en Frise paa omtrent 29 Alen, hvilket Værk han fik færdigt paa en forbausende kort Tid, og som siden ansaaes af Kunstkjendere for ikke at have sin Lige blandt alle de Værker, der siden Grækernes Tid ere blevne til. Begeistringen for dette hans Mesterværk naaede endog Danmark, og man begyndte her at indsamle Penge, for at Kongeslottet Christiansborg, der nu reiste sig af sin Aske, kunde blive smykket med denne kostelige Prydelse, da Regjeringen selv gjorde Kunstneren en Bestilling herpaa.

I flere Aar havde man allerede ventet hans Komme til Danmark, men da der nu i Aaret 1819 blev overdraget ham fra Schweitz at udføre et Mindesmærke over de Schweitzere, som vare faldne i Aaret 1792, under Forsvaret af den franske Konges Slot, Tuillerierne, og dette, en Løve, som døer af sine Saar, var færdigt og afsendt, besluttede han at reise til Danmark og underveis besee det Sted, hvor dette Monument skulde opreises.

Han forlod Rom den 14de Juli 1819, og blev paa hele Reisen til Danmark overalt modtaget med saa mange Æresbeviisninger, som maaskee aldrig tilforn er bleven en Kunstner til Deel. En Søndag Eftermiddag, den 3die October, saae han førstegang sin Fødebye efter 23 Aars Fraværelse. Uagtet hans Kaar og Stilling havde forandret sig siden hans Afreise fra denne, nærede han dog de samme Følelser for sine Venner og Landsmand som dengang; thi den Ære og Navnkundighed, han havde erhværvet sig i Udlandet, havde ikke gjort ham stolt eller hovmodig. Da han steg af Vognen uden for Charlottenborgslot, hvor der var anviist ham en Bolig, blev hans Hjerte inderligt bevæget ved Synet af det Huus, hvor han havde nydt den første Underviisning i Kunsten. Han trykkede den gamle Portner, som var den første der traadte ham imøde, og som han gjenkjendte fra hin Tid, til sit Bryst og kyssede ham.

Han indrettede sig nu et Værksted, hvor hans første Arbeide var den da levende Kong Frederik den Sjettes og høie Gemalindes Buster. Regjeringen overdrog ham endeel Arbeider til Prydelse for Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn, nemlig de i denne Kirke nu opstilte Statuer af Christus og de tolv Apostler, samt en Fremstilling af Johannes den Døber, der prædiker i Ørkenen, hvilken nu pryder Kirkens Fronton. Efter eet Aars Ophold i Kjøbenhavn drog han igjen tilbage til Rom, tildeels for at udføre de ovennævnte Kunstarbeider. Overalt paa Reisen til sidstnævnte Bye viste man ham den største Hæder og Ære, og omgikkes han med Keisere og Konger, som om det havde varet hans Ligemand. Mange Bestillinger erholdt han ogsaa underveis.

Thorvaldsen begyndte nu igjen det stille, tarvelige og virksomme Liv, som han var vant til at føre i Rom. Ved Hjælp af flere unge, dygtige Medhjælpere, der arbeidede under hans Veiledning, bleve nu Tid efter anden de bestilte Arbeider saavel til hans Fødeland som til andre Steder færdige fra hans Haand.

I Aaret 1823 var vor Thorvaldsen nær falden for et Barns Vaadegjerning. Det er nemlig en gammel Skik i Rom, at Catholikkerne, naar den lange og trange Fastetid er til Ende, hilse Paaskefesten med om Løverdag Middag at affyre Geværer og Pistoler, saavel i Gaderne som ud af Døre og Vinduer. Denne Lystighed havde nær foraarsaget Thorvaldsens Død. Hans Værtindes lille Dreng havde nemlig seet, at Kunstneren havde et Par Pistoler Hængende paa Væggen, og, da han bad Thorvaldsen om at maatte laane dem til Festen, tog vor Kunstner den ene ned, for at prøve den ud ad Vinduet, om den ikke skulde være ladt fra Reisen af. Men imidlertid tog Drengen den anden ubemærket fra Væggen, holdt den imod Vinduet, og et Skud kaster Thorvaldsen omkuld. Til al Lykke var Saaret ubetydeligt.

Den ene Bestilling efter den anden indløb til vor Kunstner, iblandt hvilke i Særdeleshed bør nævnes et stort Monument over den sidst afdøde Pave, Pius den 7de, hvilket skulde opstilles i St. Pederskirken i Rom, den catholske Christenheds Hovedkirke. Hans store Anseelse som Kunstner var ene Skyld i, at man overdrog ham, der var en Lutheraner, at udføre et saadant Gravminde over den catholske Menigheds Overhoved.

En af vor Thorvaldsens varmeste Beundrere havde den nu regjerende kunstelskende Konge af Bayern allerede været som Kronprinds. Ikke alene at Kongen lod Thorvaldsen udføre en stor Mængde Arbeider for sig, og opfordrede ham til at komme til Bayern og opslaae sin Bolig hos ham, men han besøgte ham endog paa en Reise i Italien daglig i Rom, og hang ham en Dag i hans Værksted en Ordenskjæde om Halsen med de Ord: “Paa Valpladsen belønner man Soldaten, men Kunstneren i Midten af hans Værker!”

Efterat have besøgt Kongen af Bayern i Aaret 1830, hos hvem han opholdt sig nogle Maaneder, og efter at have Aar for Aar leveret det ene Mesterstykke efter det andet efter Bestilling, begyndte Thorvaldsen mere at henvende sine Tanker til, endnu medens han var i fuld Kraft, at slutte sin Løbebane som Kunstner, i det mindste ikke paatage sig Udførelsen af flere Værker. Han havde nu levet i over fyrgetyve Aar i Rom, og længtes efter at vende tilbage til Danmark, hvor han vilde ende sine Dage. Da han i den senere Tid udførte flere Arbeider uden Hensyn til at finde nogen Kjøber til dem og han tillige havde taget Afstøbninger i Gips af alle dem, som vare bestilte hos ham, hvilke tilsammen beløb sig til et Antal af 200, foruden et langt større Antal af Büster, saa vil man indsee, at han i sine Arbeider alene havde et Bohave, som han itide maatte være betænkt paa at flytte til sit Hjem, førend han selv kunde opslaae sin faste Bopæl blandt os. Saa ofte derfor den danske Regjering i de senere Aar afsendte Krigsskibe til Middelhavet for at afhente de færdige Arbeider, som han havde udført til Fruekirke eller til Christiansborgslot, benyttede han bestandigt denne Leilighed, til at lade medfølge et større Antal af sine egne Sager. Han yttrede ogsaa skriftligen og mundtligen, at han tænkte stærkt paa Afreisen, indtil han endeligen i Aaret 1838 gjorde Alvor af Tingen.

I Aaret 1837 lode en Forening af Thorvaldsens Beundrere og Venner udgaae en Opfordring til det hele danske Folk, om at yde Bidrag til Opførelsen af en Bygning til Thorvaldsens Mesterværker. En betydelig Subskription fandt Sted og beløb sig i Aaret 1838 til 63,500 Rbd.

Da Thorvaldsen blev underrettet om den Iver, hvormed man i hans Fødeland imødekom hans Yndlingsønske, beredte han sig endelig til at gjæste Kjøbenhavn, hvor hans Nærværelse nu var meget nødvendig, og begav sig i August 1838 over Livorno ombord i den kongelige Fregat Rota, der havde indtaget en stor Mængde af hans Kunstskatte. Han ankom den 17de September om Eftermiddagen paa Kjøbenhavns Ryed, hvor en Modtagelse og Hyldest, hvis Lige sjeldent er bragt nogen Kunstner, ventede ham. Allerede i flere Dage havde man her længselsfuldt imødeseet hans Komme. I det samme Fregatten kastede Anker ophørte et i flere Timer vedvarende Regnveir, og en smuk Regnbue viste sig paa Himlen. En næsten uoverskuelig Række af smykkede Baade, næsten alle med festlige Flag, der førte Emblemer sigtende til Dagens Høitid, omringede Skibet under jublende Musik, et enthusiastisk Jubelraab lød for Thorvaldsen, og en Velkomstsang blev afsunget. Et tordnende Hurra modtog ham, da han traadte i Land paa Toldboden, hvor Conferentsraad Hansen i Spidsen for Kunstacademiets øvrige Professorer ventede paa hans Komme. Neppe var han stegen i den Vogn, som stod bered til ham, førend det jublende Folk spændte Hestene i et Øieblik fra, og trak ham til hans Bolig, Charlottenborg. Da han, ankommen her, traadte ud paa Altanen, bragtes ham endnu engang en Hyldest. Samme Aften bragte en Deel unge Kunstnere deres Mester en særlig Velkomst med Fakler og Musikcorps, og flere Festiviteter i denne Anledning fandt Sted de følgende Dage.

Efter eet og ethalvt Aars Ophold, tildeels i Kjøbenhavn, tildeels paa Nysøe hos Baronesse Stampe, hvor han uforstyrret kunde hellige sig sin Kunst, forlod Thorvaldsen Danmark, som man haabede, for at vende tilbage for bestandigt. Hvad der havde ligget ham meget paa Hjerte, et Gjemmested til hans Arbeider, var nu bragt i Orden. Frederik den Sjette havde skjænket en Sidefløi af Christiansborgslot hertil. Selv skjænkede Thorvaldsen til sit Museum en Sum af 25,009 Rbd., saa at der nu næsten fandtes en Capital af 190,000 Rbd. til dets Bygning, der overdroges den talentfulde Kunstner, Architect Bindesbøll.

Dennegang var hans Ophold i Rom kun kort. Allerede i det følgende Aar 1842 i September indskibede han atter et stort Antal Kasser med Kunstværker i Livorno. Selv tog han dennegang til Lands, og kom over Frankfurt og Hamborg til Kjøbenhavn den 24de October 1842. Hans Beslutning var nu at forblive for bestandig i sin Fødebye blandt sine kjære Landsmænd. Han indrettede sig et Værksted, og endnu, i Oldingsalderen var hans Genie ligesaa kraftigt, frisk og skabende, som i hans Ungdoms og Manddoms bedste Dage. Allerede under sit forrige Ophold i sin Fødebye havde han gjort en herlig Model til en Statue af Christian den Fjerde, der, senere støbt i Bronce af Dalhoff, skulle opstilles i det efter denne Konge opkaldte Capel i Roeskildedomkirke. Nu arbeidede han ligeledes, men afbrødes ofte heri i Løbet af denne Vinter ved en Svaghed i Benene. I den sidste Juul udførte han et yndigt Basrelief: Himlens Juleglæde, senere ligeledes en colossal Statue af Hercules til Christiansborgslot, og havde begyndt at arbeide paa en Buste af Luther, der tillige skulde være et Forarbeide for den store Statue, han vilde udføre for Vestibulen af Fruekirke, da denne Kunstner-Heroe pludselig og uventet ved Døden blev kaldet herfra. Han havde den næstforegaaende Aften bivaanet Studenternes Concert for de Bissenske Statuer, og den foregaaende Aften deeltaget i et privat Selskabs Munterhed. Efter at have arbeidet om Formiddagen paa Luthers Büste, tilbragt Middagen i en Vennekreds, gik han, saa rask og oprømt som nogensinde, til Theatret. Faa Øieblik efter, ved Ouverturens Slutning, forinden Tæppet gik op, sank han tilbage, uden at udstøde nogen Lyd, uden at noget Smertenstræk forstyrrede den milde, høie Ro, der altid thronede paa hans herlige Aasyn, og da han faa Minutter efter blev baaren ind i sin nærliggende Bolig, havde Dødens Bleghed og Fred for evigt lukket hans Læber.

Som et Udbrud af Nationens Følelser ved Efterretningen om den store Kunstners Død have vi her aftrykt Bladet Fædrelandets Ord i denne Anledning:


Thorvaldsen er død!
Skjønhedens Ypperstepræst er ikke mere!

I disse faa Ord, der snart skulle gaae fra Mund til Mund, fra By til By, fra Rige til Rige, ligger der for os Danske et Nationaltab, der er større end noget af dem, vi i lang Tid have maattet friste! Midt under Nutidens Tryk, midt i vor Armod, midt under al vor politiske Elende stod han endnu som en Colos for vore Øine, og den Ære, der omstraalede hans Pande, kastede ligesom en Afglands paa Alt, hvad der omgav ham, og bragte Trøst og Forsoning for Meget, som vi helst vilde hylle i Glemsel.

Thorvaldsen er død!
Skjønhedens Ypperstepræst er ikke mere!

Men for ham var Døden ophøiet og salig, uden Angst eller Smerte, uforstyrret af jordiske Længsler eller af de Omstaaendes Klageraab! Skjøn og kraftig som hine Oldtidens Heroer, hans Haand har foreviget, traadte han ind i Musernes Tempel, og allerede under Orchestrets første Buestrøg aabnedes hans Øre for Evighedens Harmonier, og inden endnu Teppet rullede op, brast Forhænget for hin store Scene, hvor hans Sjæl allerede hernede havde hjemme, hvorfra han hentede sine skjønneste Gestalter, og hvor han nu skuer Alt, hvad der er stort og guddommeligt, Ansigt til Ansigt.

Thorvaldsen er død!
Skjønhedens Ypperstepræst er ikke mere!

Og for os, som i stille Vemod staae sørgende omkring dette uhyre Savn, er dette Alvorsbudskab en hellig Opfordring til ikke blot i Ærefrygt at frede om hans herlige Minde, men at fortjene den store Arv, som han har betroet til os, ved den Kjærlighed, hvormed vi tilegne os, og i al vor Væren og Idræt frugtbargøre den Fylde af Aand og Skjønhed, som gjennem hans Værker lever et evigt Liv. For os, der forsagte stirre ind i det store Øde, en saa mægtig Aands Bortgang har efterladt iblandt os, er dette et opløftende Kald til ved forenede Kræfter, saavidt det staaer til os, at erstatte, hvad vi i ham have tabt, og det ikke blot ved i Konsten at fortsætte, hvad han saa herligen har begyndt, men ved hver paa sin Vis at virke for det Lands Ære og Velfærd, hvis Stolthed han var, ‒ til Nordens Gjenfødelse i Bedrift og Seiersglands. Naar vi saaledes opfatte Thorvaldsens Død, da tør vi trøstende tilraabe hinanden:

Thorvaldsen er død!
Men han lever i sine Værker og i sit Folk!


De Læger, som obducerede den Afdøde, for at opdage Aarsagen til hans pludselige Død, gave følgende Beretning:

“Ved den over Thorvaldsens Liig foretagne Obduction fandtes følgende: Hjernen var i det Hele taget sund; Hjertet noget forstørret, og Klapperne fra Hjertet til den store Pulsaare (Aorta) fortyndede og paa flere Steder gjennembrudte. Hjertets Hovedpulsaare (Arteria coronaria) paa enkelte Steder forbenet, og en sygelig (atheromatos) Masse udtraadt i dens Hulhed. Den store Pulsaare (Aorta) paa flere Steder forbenet, og dens indvendige Hinde hist og her gjennembrudt af de afsatte Beenlameller. Den nederste Deel af høire Lunge forandret til en blød, miltlignende Masse. Mellem den tilsvarende (nederste, yderste) Deel af samme Lunges Lungesæk og den nedenunder værende Deel af Mellemgulvet fandtes en lukket Sæk af en lille Haands Størrelse, indeholdende endeel halvindtørret og af Forbeninger omgiven purulent Masse. Underlivets Organer vare i det Hele taget sunde. En rigelig Fedtafsætning beklædte de fleste indvendige Organer, navnligen ogsaa Hjertet og Hjerteposen. Fontanellerne paa Benene saaes tørre; Saaret paa høire Skinnebeen omgivet af forhærdet Cellevæv. Døden synes altsaa at være udgaaet fra Brystet, navnligen fra Hjertet, hvis organiske Sygdomme ofte medføre en, som i dette Tilfælde, pludselig Standsning af Livet.”

Da det sikkert interesserer flere, at læse den Clausul af hans Testament, hvori han saa rigelig har betænkt sin kjære Fødebye Kjøbenhavn, have vi her aftrykt den.

Første Paragraph af Thorvaldsens under 5te Decbr. 1838 oprettede, og under 8de næstefter allernaadigst confirmerede, Testament og Gavebrev, lyder saaledes:

“Til min Fødebye Kjøbenhavn skjænker jeg alle mig tilhørende Kunstgjenstande, saavel de, der allerede ere her i Hovedstaden, som den langt større Deel deraf, der endnu er i Rom, tilligemed den Tilvæxt, de endvidere indtil min Død maatte erholde, det Hele bestaaende af Statuer og Basreliefer i Marmor og Gibs, antike Vaser, udskaarne Stene, Paster, Bronzer, Terracotter, Medailler, Malerier, Pragtværker, stukne Kobberplader, løse Kobbere og Lithographier, Haand-tegninger, Bøger og hvilkesomhelst andre antike og moderne Gjenstande, der henhøre til Videnskaberne og de skjønne Kunster.

Formeldte min urokkelige og uigjenkaldelige Gave er underkastet følgende Betingelser:


a) at alle ovenfor anførte Gjenstande skulle udgjøre et eneste og særskilt Museum, der skal bære mit Navn, saaledes at det aldrig skal kunne blandes med hvilkesomhelst andre Samlinger, og følgeligen heller ikke formindskes, deles eller forandres under nogetsomhelst Paaskud eller af nogensomhelst Aarsag;
b) at Staden Kjøbenhavn skal lade indrette et passende, særskilt og for Ildsvaade sikkert Locale for dette Museum.”


Ved den under 25de Januar 1843 oprettede, under 16de Februar s. A. allernaadigst confirmerede Codicil bestemte den Afdøde dernæst, “efterat det for hans Arbeider og de øvrige ham tilhørende Kunstgjenstande bestemte Museum, ved de af den oprindelige Comitee for dets Oprettelse indsamlede Bidrag af over 60,000 Rbd., og ved hans kjære Fødestads betydelige Tilskud, var opført paa en til hans Ønsker svarende Maade,” at Alt hvad han ved sin Død maatte efterlade sig, uden derover at have fastsat nogen speciel Bestemmelse, skulde tilfalde Museet, med hvis Indretning Codicillen derefter væsenlig beskæftiger sig. De herhenhørende Dele af Codicillen lyde saaledes:

“Alle Kunstsager skulle optages i Museet, og Alt det Øvrige skal gjøres i Penge og henlægges til Museets Fond, hvis Renter skulle anvendes til Bestillinger til Fordeel for danske Kunstnere i det Øiemed, at befordre de skjønne Kunster i Danmark og at berige mit Museum med de saaledes af dem udførte Arbeider, hvorhos jeg indskærper og udtrykkelig bestemmer, at Capitalerne stedse skulle være uafhændelige, og at de af ingensomhelst Aarsag eller under intet Paaskud skulle nogensinde kunne formindskes eller forbruges.

Begyndelsen til det i forrige § omtalte Fond er gjort med den Capital af omtrent 25,009 Rbd., som jeg allerede har skænket til Museet og afleveret til Testaments-Executorerne, og hvis Renter maae af disse anvendes til Anskaffelsen af hvad der hører til Kunstsagernes hensigtsmæssige Opstilling, og til Museets indvendige Forskjønnelse.

Som Følge af de i de 2de næstforegaaende §§ indeholdte Bestemmelser, vil den umiddelbare og udelukkende Bestyrelse af Museet tilkomme og paaligge meerbemeldte Executorer, som jeg herved ydermere bemyndiger til at anvende de til deres Disposition satte Midler, for at vedligeholde og forøge Museets Kunstsager og at forskjønne dets Indre, saa at det altid kan blive et hæderligt Monument for dansk Kunst og danske Kunstneres Præstationer.

Over alle til Museet hørende Kunstsager, af hvad Navn nævnes kan, skal et, nøiagtigt Catalog forfattes og ved Trykken bekjendtgjøres.

Ligesom Alt, hvad der hører til Vedligeholdelse og Forøgelse af Museet (ɔ: Kunstværkerne), skal som meldt udføres ved de Pengemidler, som af mig dertil ere skænkede, saaledes haaber jeg, at Communalbestyrelsen, som saa velvilligen har sørget for, at den af Architekten Bindesbøll udkastede, smukke Plan er ved ham bleven heldigen udført, vil ogsaa for Fremtiden sørge for, at denne kostbare Bygning paa Communens Bekostning stedse forsvarligt vedligeholdes, og paalideligt Tilsyn dermed stedse føres, saa at den altid kan blive et sikkert og et anstændigt Opbevaringssted for de kostbare Kunstsager, jeg har skænket Staden Kjøbenhavn.

Executores testamenti ere for nærværende Tid Dyrr. Conferensr. Collin, Justitsraad Thiele, Prof. Clausen, Schouw og Bissen, samt et Medlem af Kjøbenhavns Magistrat. De bemyndiges til at udnævne Eftermænd i de Fratrædendes Sted, hvilken Bemyndigelse skal tilkomme deres eventuelle Eftermænd.

Ligesom de nuværende Executorer af Venskab for mig og af Kjærlighed til Kunsten have paataget sig dette Arbeide uden noget Vederlag, saaledes antager jeg ogsaa, at deres Eftermænd ville gjøre det.

Naar Nogen af de Nuværende fratræder, indskrænkes deres Tal til fem; og skal det ved Afgang og ved ny Executors Udnævnelse være en Regel, at der imellem Executorerne altid ere tvende Professorer af Academiet for de skjønne Kunster, et Medlem af Kjøbenhavns Magistrat og i det mindste een Lovkyndig, som vælges enten mellem de Tilforordnede i Høiesteret eller i Landsover- samt Hof- og Stadsretten. Forsædet imellem dem har bestandig den, som længst har været i denne Function; i Tilfælde af Meningsforskjellighed skeer Afgjørelsen ved de fleste Stemmer.”

Den Afdøde har derhos i Codicillen bestemt, at Fuldførelsen af hans ufuldendte Værker, mod Godtgjørelse af Museumsfonden, stal anbetroes Professor Bissen, til hvem det specielt kunstneriske Tilsyn med Museet i det Hele er overdraget.

Som var at vente fandt hans Begravelse Sted med al den Høitidelighed og Høiagtelse, som den store Kunstner fortjente. Følgende Uddrag af Dagbladenes Beskrivelse derover synes passende at slutte denne Skizze af hans Levnet og Død.

“Kjøbenhavns hele Udseende frembød fra imorges tidlig af den Blanding af Alvor og Travlhed, som stedse bebuder, at der er noget Overordenligt i Vente. Alle Haandværkere holdt Hviledag, Børsen var lukket, Collegier og Skoler ferierede, – kort Alt antydede, at denne Dag var af sær Betydning for Byen, ja for hele Landet. I Charlottenborg, der i mere end een Forstand var Sørgehuset, var Alt indrettet med den Smag, som man kunde vente af et Kunstnersamfund, – med den noble Simpelhed og dog i den store Stil, der saa ganske svarede til Thorvaldsens Sind.

Alt Kl. 9½ begyndte Haandværkerne at samle sig i Exerceerhuset i Gothersgaden, som dertil var blevet overladt dem; naturligviis var Indledningen til et saa ualmindeligt og uforberedt Foretagende ikke gaaet af uden al Slags smaalige Betænkeligheder, men det glæder os ikke lidet at kunne tilføie, at den ærlige Følelse baade for Thorvaldsens store nationale Betydning og af det dybe Sammenhæng mellem Kunsten og enhver høiere industriel Stræben, – hvilken navnlig ved Thorvaldsens Ankomst en Adresse til ham fra Industriforeningen saa smukt har udtalt paa hele Haandværksstandens Vegne, – let og fuldstændigen seirede, og de Industridrivendes hele Forhold paa denne Dag er et smukt Bevis paa den Følelse baade for Fædrelandet og Standen, der besjæler samme.

Kl. 11 1/2 drog de, smukt ordnede efter de forskjellige Haandværk, med florbehængte Faner og Sørgeemblemer i stille og tætsluttede Rækker til Charlottenborg, fra hvis Port de opstillede sig i to Rader over Kongens Nytorv, Østergade, Amagertorv til Helliggeistes Kirke. Deres Antal har udgjort mellem 4 og 5000, dels Mestere og Borgere her i Staden, dels Svende.

Kl. 12 1/4 drog 800 Studenter, med Fane (den samme, som var malet af afdøde Adam Müller til og kun brugt ved Thorvaldsens Ankomst i 1838) og deres Sangforening foran, fra Studigaarden ad Gothersgaden til Charlottenborg, hvor de opstillede sig geledvis fra Sørgehusets Port henimod Østergade. Imidlertid samledes det egenlige Følge fra alle Kanter i Sørgehuset, – for en stor Deel havde de i Forveien forenet sig corporationsvis, – og udfyldte den store Bygnings rummelige Sale, der alle vare decorerede paa en Maade, som var vel skikket til at forhøie den Stemning, hvori Alle mødtes. Saaledes vare i alle de forreste Værelser Loft og Vægge behængte med Sørgegardiner (i et af dem var den for nylig fra Hr. Dahlhoffs Broncestøberi fuldendte herlige Statue af Christian den 4de, som Thorvaldsen har udført for Roeskilde Domkirke, opstillet), i alle Maleriudstillingens Sale vare Paneler og Rækværker beklædte med sort Klæde.

Kl. 12 1/2 tog den egenlige Ceremoni sin Begyndelse. Sørgemarschallen, Prof. Ursin, førte Konstacademiets Medlemmer, Kjøbenhavns Magistrat og Borgerrepræsentanter, som Bestyrelse af den Commune, der af Thorvaldsen er indsat til Universalarving, Testamentets Executorer, de herværende diplomatiske Corps, Geistligbeden, de kgl. Collegier, Retterne, Universitetets Professorer og Kongehusets Medlemmer og Repræsentanter ind i den store Antiksal, der var oplyst med matslebne Lamper og Blus. Omringet af mange af Oldtidens herligste Mindesmærker og flere af hans egne Arbeider, som saa værdigen slutte sig til disse, laa her den store Mesters afsjælede Legeme med en frisk Laurbærkrands om det skjønne Hoveds Sølverhaar, og Ingen har kunnet været Vidne til denne rørende Afskedsscene, uden dybt at være greben af den himmelske Fred og vidunderlige Klarhed, der lyste frem af disse ædle Former, over hvis høie Skjønhed selv Døden syntes ikke at have nogen Magt. Ved hans Hoved stod de tvende colossale Statuer, den christelige Visdom og den christelige Kraft, og ved disses Fødder de tvende siddende Genier, der alle høre til Thorvaldsens store Monument i Peterskirken over Pave Pius, og ligeoverfor den gigantiske Hercules, han kort for sin Død har fuldendt, og hvis sprudlende Ungdomskraft vil være et uforgængeligt Minde om den Livsfriskhed og Sjælsstyrke, denne Olding bevarede til sit Livs sidste Øieblikke. I den mystiske Belysning fremtraadte alle disse hvide og skjønne Gestalter med en Aandeverdens høie Ro og tause Majestæt, der vel maatte fylde ethvert Sind med ydmygt Alvor og dog med trøsterig Fred. Den høitidelige Stilhed blev omsider afbrudt ved følgende Chor, som til Ord af H. P. Holst og Melodi as Rung blev
sunget af Konstnerne.
 

Med tunge, tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
Her, hvor vi lytted til hans Vink og Raad,
Her flokkes atter vi omkring vor Mester:
Men faderløse staae vi nu med Graad
Og stirre paa hans Jordlivs sidste Rester.
Hans Ry, hans Hæder og hans Værkers Glands,
See! det er Arven fra vor store Fader –
Men hvo af os tør beile til hans Krands?
Hvo hæver Arven, som han efterlader?
Derfor med tunge Taarer
Vi bære Danmark Stolthed nu til Graven.


Derpaa gav Academiets Præses, Hs. kgl. Høihed Kronprindsen, Ordre til at lukke Kisten, hvilket saaledes skete i Overværelse af en Forsamling, der ikke blot indeholdt de fleste af Danmarks Notabiliteter, men tillige Statens og Udlandets officielle Repræsentanter. Paa Kistens Laag hævede sig den af Thorvaldsen udførte Portraitstatuetta af ham selv, – hvorledes han med Meislen i Haanden støtter sig til Haabets Guddom, – ud af en rig Fylde af Blomster; een af Krandsene var bunden af Landets Dronning, en anden af Sølvblomster var bleven overbragt af flere Skolers Elever. Kisten var prydet med Basreliefs af Constantin Hansen, ved Hovedet “Victoria” og ved Fødderme “Parcerne”; ovenpaa laa mellem en levende Palme- og en Laurbærgren den Meisel, der i Thorvaldsens Haand var bleven saa mægtigt et Scepter. Inscriptionen paa Laaget var: “Albert Thorvaldsen”, født den 19de Novbr. 1770, død den 24de Marts 1844 i Kjøbenhavn.

Professor Clausen fremtraadte derpaa og mindede i nogle skjønne Afskedsord om det dybe Sammenhæng, der var mellem Thorvaldsens Konstnerliv og det Sted, hvorfra han nu skulde bringes hen, for i Herrens Tempel at erholde Kirkens Indvielse til Gravens Fred, om den høie begejstrende Betydning, hans herlige Liv og rige Virken havde for Danmarks Ære og Danmarks Fremtid. Under Konstnernes Afskedssang blev Kisten baaren ned i Gaarden, hvor de herværende italienske Sangere i følgende Linier af H. P. Holst udtalte deres Fædrelands Smerte over hans Tab.
 

Solo.
Piangi, Italia! piangi di dolore!
Cadde quel eroe, cadde moribondo
Di cui l’ingegno, chiaro e profondo,
Ti fece fiorire l’antico onore!
 
  Quartetto.
Sta qui dolente,
Mesta ed afflitta
Di marmor splendente
La prola inclita
Ma della beltade divini esempj
Faran le delizie di tutti i tempi.

  (Græd Italien! græd kun af Smerte! Døende sank han, denne Heros, hvis klare og dybe Geni lod din Oldtids Hæder opblomstre paany.)
  (I straalende Marmor staaer hans berømmelige Afkom sørgende, nedslaaet og bedrøvet; men som guddommelige Skjønhedsmønstre skulle de leve til Glæde for de kommende Tider.)


Kunstnernes Farvel lød endnu een Gang fra den Altan, hvor for nogle Aar siden Thorvaldsen strax efter sin Hjemkomst traadte frem for at modtage mange tusinde Danskes jublende Velkomstraab, medens Toget satte sig i Bevægelse i følgende Orden: tvende Secondmarschaller (Medailleur Krohn og Maleren Roed); Deputationer fra samtlige Søetatens Compagnier (hans Fader var Billedskærer ved Holmen); Studenterne; de herværende Islændere (han nedstammede fra en ældgammel islandsk Æt); de Deputerede fra Haandværkslaugene; Konstnerne og Lærerne ved Academiets Skoler, to Premiermarschaller (Architekt Bindesbøll og Theatermaler Christensen); Kisten baaren af 40 Konstnere, paa høire Side Thorvaldsens tro Tjener Wilckens; Hs. kgl. Høihed Kronprindsen som Hs. Majestät Kongens Repræsentant og Prof. Eckersberg; Hds. Majestæts Enkedronningens Repräsentant og Prof. Lund; Hs. kgl. Høihed Prinds Ferdinand og Prof. Hetsch; Hds kgl. Høihed Prindsesse Julianes Repräsentant og Etatsraad Koch; Landgreve Wilhelm af Hessen og Prof. Høyen; Prinds Christian af Glücksborg og Prof. Stein; Academiets øvrige Medlemmer (deriblandt Statsminister Moltke); Executores testamenti; Communalbestyrelsen; corps diplomatique; Universitetet; Gejstligheden; Høiesteret; Cancelleet; Rentekammeret; Generaltoldkammeret; Hof- og Stads- samt Politiretten; Søetaten; Landetaten; Kongens Livcorps; Borgervæbningen; Haandværkernes Oldermænd og Bisiddere; Industriforeningens Repræsentanter; Studenterforeningens Seniorat og det øvrige Følge, hvortil de forskjellige Haandværkscorporationer sluttede sig efterhaanden, som Toget gik dem forbi.

Alle Gader og tilstødende Huse, hvor Toget passerede, vare tæt bedækkede med for største Delen sortklædte Mennesker; paa mange Steder vare endogsaa Tagene fulde af Tilskuere. Veien var bestrøet med Sand og Granqviste, og fra flere Huse strøedes Blomster paa Kisten; et smukt Indtryk gjorde Opstillingen af Thorvaldsen laurbærkrandste Buste og flere af hans Arbeider florbehængte i Gibsboutiquen paa Østergade. Idet Toget bevægede sig frem mellem Haandværkernes Geledder sænkedes Fanerne og paa flere Steder modtoges det med Sørgemarcher af opstillede Musikchor, ligesom Choraler løde fra Kirketaarnene med Basuner.

Kl. 2 1/2 ankom Toget til Frue Kirke, udenfor hvilken Studenterne dannede Espalier. Kirken var oplyst med Lysekroner og Candelabrer og behængt med sort Klæde, fra hvilken Baggrund de hvide Statuer udtraadte med en imposant Klarhed; og denne høitidelige alvorsfulde Decoration i Forening med den gribende Sørgemarsch, hvormed Hartmanns Orgel, understøttet af Basuner, modtog Processionen, gjorde et Indtryk i saa stor Stil, at Ingen af de Tilstedeværende nogensinde vil glemme det. Ved Kirkens Indgang sluttede Hs. Majestæt sig til Toget og indtog derpaa sin Plads i Menighedens Midte ved Siden af Dronningen, Kronprindsessen og flere andre Damer, henhørende til Kongehuset og Hoffet. Kisten sattes ned ved Foden af Choret, og det varede kun kort Tid, inden den store Kirke var fuld; naturligvis var den langtfra at kunne rumme det hele Følge, navnlig ikke Haandværkscorporationerne og en Deel af Studenterne.

Da Hartmanns herlige Sørgemarsch forstummede, udførtes af det kgl. Theaters Sangere og Sangerinder til Musik af Capelmester Gläser nedenstaaende Cantate af Oehlenschlæger:


Chor.
Folket samler sig i store Rækker
Om en Kiste, hen i Kirken sat;
Rige Hæderstegn dens Laag bedækker.
Har en Helt, en Fyrste, dig forladt,
Fædreland? – Ak, gjennem Taaren sukker
Danmark: Nei! det var en Billedhugger!
Men ei Helten, over trætte Been,
Reiste selv sig større Mindesten.
 
  Recitativ.
Da Frost og Blæsten med Iis og Snee
Fløi hid, for Vinterens Fest at hædre,
Da lod i Snefoget grandt sig see
Fra Islands Ø Dine Heltefædre.
Som Engle kom de fra Himlens Hal,
De siunge: Vi bringe dig til din Skaber!
Dit Fædreland ei Dig miste skal,
Din Genius aldrig Danmark taber.
Da smilte Du, da henslumred Du,
Og fulgte gjerne de gamle Helte;
Thi dine Værker – de staae endnu
I Marmorsne, som kan ikke smelte.
 
  Choral.
Friskt i din Krands var sidste Blad
I Vennekreds tilfreds Du sad;
Da hen i Konstens Hal Du gik,
Og der, i Dødens Øieblik,
Udbredte Tonens Vinger sig
Og bragte Dig til Himmerig.
 
Saa redte de den Døde Seng
I Skolen, hvor som lille Dreng
Han gik, paa Anlæg, Tanke rig.
Der stod den store Mesters Lig.
Der, Thorvald! længe skal din Aand
Veilede mangen Ynglings Haand.
 
  Sang.
Til Syden han drog, hvor Støtterne staae;
De herligste Minder af Hellas Bedrifter.
Det var den Bog og de Visdomsskrifter,
Som Thorvalds Aand kunde bedst forstaae
I deres Aand han sin egen faae;
Og deres Betydning han os forklared
I Værker, som selv Ham aabenbared.
Antiken var ei Antike meer;
Den levende blev; – han dybt den fatter.
Og Phidias og Praxiteles atter
I Ham forbavset Europa seer.
 
  Tre Stemmer.
Men ei blot Konst fra Korinth, Athen,
Ham danned og blev hans Aand tilgode;
Hvor Rafael, hvor Michel-Angelo stode,
Der klang ved Hammeren Thorvalds Sten.
Og Medicæernes Laurbærgren
Sig frodigt ind i hans Værksted bøied.
Og styrked ham og forfrisked ham Øiet.
I Basrelieffet Correggios Ord
Han gjentog, – Naturen det selv befaler:
“O Rafael! jeg er ogsaa Maler”.
Og hvo er Den. som ei Thorvald troer?
 
  Flere Stemmer med Chor.
Og stort som Aanden sig udvikled Hjertet,
En Røst fra Himlen han fornam:
Han følte: hvad der Christus havde smertet,
Og hvad der havde glædet ham.
Da med Disciplene vor Frelser fra det Høie
Nedfoer paa Sky, ved milde Lyn,
Og rørte ved et jordiskt Øie,
Da Thorvald faae et himmelskt Syn.
Og hvad han faae, han Danmark viste:
De store Billeder de staae nu om hans Kiste;
Og Christus strækker – salig skjøn –
Sin Haand mod ham og siger: Kom, min Søn!
 
  Slutningschor.
Farvel, Du store Thorvald! Hør Fædrelandets Røst!
Hør hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryst!
Hør Hver, hvis Aand forstod dig, hvis Hjerte aned Kunst!
Tak, Thorvald! Du har adspredt den tykke Taagedunst.
Dig signe Mænd og Gubber, og Qvinder, Børn saa smaa!
De i modne Fremtid Din Herlighed forstaae.
Du skjænkte Danmark Ære! – hvad kan vi skjænke Dig?
Vor Kjærlighed! Du seer den hist fra Dit Himmerig!

Derpaa holdt Stiftsprovst Tryde en Tale. Til Slutning sang Studenternes Sangforening til en overordenlig charakteristisk og effektfuld Melodi af Hartmann nedenstånde Sang af H. C. Andersen:

Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand,
I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted’ over Danmarks Rige!
Ja, her var Rigdom, Adel, Alt fra Gud,
I Snillet hos ham Gud sig for os viste;
Hans Død vil lyde vidt i Verden ud,
Man priser den, der dog faaer see hans Kiste!
Sin Sendelse paa Jorden har han endt –
Vi har ham seet og kjendt!
 
Hans Liv var lykkeligt, hans Død var smuk,
Han virked’ stort og herligt uden Lige!
I Folkets Kreds og uden Smertens Suk
Saa sjælesund han svang sig til Guds Rige.
Vi rysted’ staae, et Blink fra Gud det var!
Fra fattigt Hus det gik ud over Jorden,
Et Blink, der glemmes ei! See Stenen har
Et Præg deraf, et Storheds Præg for Norden!
Opløs dig Sorg i Sang ved Kistens Fjel!
I Jesu Navn, sov vel!

Samme Aften, hans høitidelige Bisættelse i Frue Kirke havde fundet Sted, henbares hans Kiste af Kunstnere, der havde staaet den Afdøde nær, bag Alteret i samme Kirke, hvorfra den vil blive hensat i Holmens Capel, for senere at føres til dens endelige Hvilested, en Gaard, der er midt i Museet, ved Foden af Christussolen, og hvor Thorvaldsen har forlangt, at hans jordiske Rester skulde hvile. Den store colossale Løve, der i Marmor findes i Thorvaldsens Attelier, stal smykke Graven.

Vi slutte dette lille Skrift med nedenstaaende i Anledning af Thorvaldsens Død udkomne tvende smukke Digte:

Thorvaldsen.
Triumph! Triumph! – Triumph midt i Din Kummer,
O Fædreland, som har Din Stolthed tabt!
Den Sorg, som ei Dit Moderhjerte rummer,
Blev ei for Dig, men for en Verden skabt.
Du sukker smertelig: Han er ei mere!
Han, som har prydet Kirken, smykket Borg; –
Men, arme Moder! Du kan triumphere;
Thi fjernt som nær man dele vil Din Sorg.
 
Ja, overalt, hvor Funke blev tilbage
Af Det, som hæver Støvet over Jord,
Der vil man Deel i Danmarks Smerte tage
Og sørge med den lille Plet i Nord.
Var Drotten død – (Gud lad os seent det friste!) –
Da skulde Hoffer klæde sig i Flor;
Men Kunstner-Kongen maatte her vi miste,
Og da blev Sorgen almeen, dyb og stor.
 
See, den Triumph er Trøst! – Vi Savnet kunde
Ud i det vide Kunstnerrige strøe,
Og selv hans Grav skal Verden os misunde –
Hvo saa har levet, kan dog aldrig døe!
Triumph! Triumph! – – “Ak! Han er ikke mere!”
Gjenlyder det fra Danmarks Moderbryst –:
“Er det en Trøst at kunne triumphere,
Naar blege Død min bedste Søn har kyst? ” . . .
 
Nei! Græd Dig mæt! Værd var han Dine Taarer,
Han, som gav Smiil den kolde Marmorsteen; –
Saa sjeldent Himlen sig en Udvalgt kaarer;
Som Ham Aartusinder kun føde Een. – –
Kom, Musa! Lad hans Priis – vort Tab – mig qvæde…
Hvi mon i denne Stund jeg Dig ei seer? –
Du hjælper Dine Søstre med at græde – –
Ja, Eders Yndling han er ikke meer!!!

Claudius Rosenhoff.

–––––––––

Til Danmark!
Den 30te Marts 1844.
 
Danmark! hører Du Klokkernes Klang?
Din bedste søn har Du mistet.
For ham nu lyder ved Graven Sang,
Som stolteste Rune Dig risted!
Dyb Sorg der er i Danmarks Lund
Og aldrig vist skal glemmes Den,
Døden tog i denne Stund,
Hvad siden end fornemmes.
 
Dannemark! føler Du ret Dit Saar?
Og veed Du, hvad Du forliste?
Og veed Du, at i tusinde Aar
Ei større Navn Du priste?
Med Dig nu sørger Romas Stad,
En Verden Sorgen tynger,
Og største Digters Kæmpeqvad
Din Sorg vel ei bortsynger.
 
En Konge har Du til Hvile stædt,
Og Konge i Kunstens Rige
Har Thronen aldrig bedre beklædt,
Det hele Verden skal sige!
Fra Øresund til Tiberflod
Det Sørgebud skal ile;
Og aldrig gik et Kongeblod
Med større Sorg til Hvile. 
 
Dannemark elsked’ Du Sønnen saa,
At Verdens Sorg Du kan rumme?
Thi kan ei den Dig til Hjerte gaae,
Maa Hjertet heller forstumme.
Besidder er kun Kjærlighed,
Kun Hjertet ta’er i Eie
Og den, som ei at elske veed,
Kan Sorgen ikke veie.
 
Al Storhed har en varslende Klang
Om Nornens de dunkle Gaader,
Som Milesteen for Tidernes Gang
Den Fremtidsrunerne raader.
Til Danmarks Liv hiin Storheds Aand
Saa inderligt var klynget,
Og ikke et tilfældigt Baand
Dem havde sammenslynget.
 
Danmark! var det Din Alderdoms Søn,
Som nu saa dybt Du begræder?
Det sidste Glimt af en Fortid skjøn,
Hvorom nu Digteren qvæder?
Skal Thorvalds Navn som Minde staae
Om Dannemark, som døde!
Og skal Din Sol med ham nedgaae,
Var han Din Aftenrøde?
 
Nei Danemark, om Du Dit Tab forstod,
Og vidste det ret at tyde,
Da vidste Du ogsaa, hvilken Bod
Du snarest nu maa yde.
Din Daad skal reise Bautasteen
For ham, som gik til Hvile,
Som Morgenrøde klar og reen
Hans Navn skal til Dig smile.

X.

–––––––––


General Comment

Dette er et trykt hæfte, som blev udgivet i København, 1844 og trykt hos A. Michaelsen.

Archival Reference
Småtryk 1844, J. Brandt
Subjects
Thorvaldsen's biography, comtemporary
Persons
Gottlieb Bindesbøll · H.W. Bissen · H.N. Clausen · Jonas Collin · Jørgen Dalhoff · Frederik 6. · C.F. Hansen · Thomas Hope · Ludwig 1. · Marie Sophie Frederikke · Pius 7. · J.M. Preisler · Christian Ditlev Reventlow · Charlotte Schimmelmann · J.F. Schouw · Christine Stampe · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen
Works
Last updated 04.02.2016 Print