Arkivet, Thorvaldsens Museum

Thorvaldsens slangering - en drillepind (»Tag den ring og lad den vandre ...«)

  • Torben Melander, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2008
  • Dette er en genudgivelse af artiklen:

    Torben Melander: “Thorvaldsens slangering – en drillepind (»Tag den ring og lad den vandre …«)”, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 2008, p. 104-121.

    Den trykte artikel kan ses her.

Slangeringens historie

I oktober 2006 åbnede Thorvaldsens Museum udstillingen 2 + 1 i museets rumrække til særudstillinger. Sammen med Thorvaldsens samling af romerske terrakottalamper og allehånde antikke masker viste udstillingen også hans samling af antikke smykker.1 Selvom Thorvaldsens antikke slangering af guld (fig. 1) ikke indgår i Thorvaldsens Antiksamling, men er en del af den ganske omfangsrige samling af thorvaldseniana – genstande, som har været Thorvaldsens personlige ejendele eller haft den ene eller den anden relation til Thorvaldsens liv – så var ringen selvfølgelig med på udstillingen.2 Endda som pointe vue sammen med Eckersbergs thorvaldsenportræt fra 1820 (fig. 2)3 straks den besøgende nærmede sig udstillingen gennem tværkorridoren.


Thorvaldsens slangering. Guld. Diam. 2,23 cm. I. årh. e. Kr.? Thorvaldsens Museum. - Copyright tilhører Thorvaldsens Museum
Fig. 1. Thorvaldsens slangering. Guld. Diam. 2,23 cm. I. årh. e. Kr.? Thorvaldsens Museum. N190.


C. W. Eckersberg: B. Thorvaldsen. Brystportræt med udsnit af statue. H. hånd hviler på hammeren; slangering på lillefingeren. København 1820. Olie på lærred. Thorvaldsens Museum. - Copyright tilhører Thorvaldsens Museum
Fig. 2. C. W. Eckersberg, B. Thorvaldsen. Brystportræt med udsnit af statue. H. hånd hviler på hammeren; slangering på lillefingeren. København 1820. Olie på lærred. Thorvaldsens Museum. B454.


Her skal ringens historie fortælles, sådan som de mange thorvaldsenportrætter fortæller den, og sådan som to af Thorvaldsens biografer J. M. Thiele og Baronesse Stampe ved at berette. For ringens herre – Thorvaldsen – har som i så mange andre sammenhænge taget sin version med sig i graven, men dog vedkendt sig ejerskabet ved et par gange i sit sene liv at have portrætteret sig med den nævnte ring.

Som ved så meget andet ved Thorvaldsens slangering er også dens status som antikvitet blevet betvivlet både på grund af dens udformning og på grund af guldets lød.4 At den type slangeringe fandtes i antikken er nu nemt at bevidne. De forekommer ganske talrigt i fundene fra Herculaneum og Pompei fra det 1. årh. e.Kr. og er afledt af en ringtype, som kendes fra de tre foregående århundreders hellenistiske smykkekunst.5 Den gengivne slangeart er antagelig af cobrafamilien bl.a. velkendt i Ægypten og ægyptisk kunst og derfor i sin oprindelse ægyptisk eller ægyptisk inspireret med relation til isiskulten. Som også ved thorvaldsenringen er slangeringenes hoveder altid drejet udefter vinkelret på ringbåndet. Halen kan være drejet i kunstfærdige sløjfer eller som ved Thorvaldsens ring blot løbe ud i en svag bølgeagtig bugtning. På gengivelsen af et udvalg af guldsmykker i de gamle samlinger i Museo Borbonico, nu Museo Archeologico, i Napoli (fig. 3)6 forekommer bl.a. en ring af denne type dog uden at være identisk med thorvaldsenringen.7 I øvrigt dokumenterer planchen, hvor populær slangeformen var, her som arm- og fingerring, hvilket jo umiddelbart er ganske naturligt, når man betænker en slanges evne til at sno sig. En tilsvarende armring, som den der »snor« sig omkring fingerringen gengivet set fra oven og i profil, forekommer i Thorvaldsens Antiksamling8 blot i bronze og med begge ender afsluttet i slange-hoveder, ligesom fingerringen øverst på planchen, en ringtype som ligeledes hyppigt forekommer i fundene fra de to Vesuv-byer. Også denne ringtype findes i Thorvaldsens Antiksamling, denne gang i sølv.9 Slangesmykkernes popularitet har sikkert mere været begrundet i deres formodede apotropæiske (ondtafværgende) virkning, end de har været opfattet som ren smykkefunktion. Sådan bliver fund af slangeringe i mindre lødigt metal end guld og sølv i hvert fald udlagt, jf. fundet af en slangering i bronze i et slaverum i P. Fannius Synistors villa uden for Pompei.10

Hvad angår thorvaldsenringens farve, er en sammenligning med mange af specielt de romerske guldsmykker i Thorvaldsens antikke smykkesamling tilstrækkeligt til at overbevise om, at ringens lød ikke adskiller sig fra meget andet antikt guld.


Museo Borbonico bd. II, 1825, pl. XIV. Thorvaldsens Museum. M48. Guld- og sølvsmykker, overvejende fra Pompei, i. årh. e.Kr. - Copyright tilhører Thorvaldsens Museum
Fig. 3. Museo Borbonico bd. II, 1825, pl. XIV. Thorvaldsens Museum. M48. Guld- og sølvsmykker, overvejende fra Pompei, i. årh. e.Kr.


Proveniensoplysningen på Thorvaldsens slangering er da også umiddelbart ganske tilforladelig, så tilforladelig en oplysning nu kan være, når den udelukkende hviler på erindring. Kilden er de nedenfor omtalte erindringer af Thorvaldsens biograf Just Mathias Thiele,11 om hvem det gode bl.a. kan siges, at han var særdeles omhyggelig med sine oplysninger. Thiele, som må have overleveringen direkte fra Thorvaldsen, ved at berette, at Thorvaldsen har fået ringen af Madame Murat, Napoleons yngste søster Maria Annunziata, siden kaldet Caroline, som i 1800 som 18-årig blev gift med Joachim Murat, succesrig anfører af Napoleons rytteri og i 1808-1815 Joachim I, konge af Begge Sicilier (Syditalien og Sicilien). Joachim efterfulgte Napoleons ældre broder Joseph, ved hvis indsættelse i 1806 Ferdinando 4, af huset Bourbon, og Maria Carolina – Maria Theresias datter og Marie Antoinetts søster – samt deres hof havde søgt tilflugt i Palermo på Sicilien godt beskyttet af den engelske flåde. Faktisk lykkedes det aldrig Murat at indtage Sicilien, hvorfor titlen, konge af Begge Sicilier, var en titel mere af navn end af gavn.

Som bourbonerne før og efter napoleonintermezzoet foranstaltede også Murat-familien udgravninger i Pompei, så der var rig lejlighed til at gøre fund også af den her nævnte art enten i begravelsesgaden uden for Herculanerporten eller i byens huse. Nogle af udgravningernes resultater er fremlagt i et to-binds pragtværk i folie udgivet af arkitekten François Mazois og dediceret a Sa Majesté la Reine des Deux-Siciles.12 Skulle det være, havde Caroline vel også rig lejlighed til at tage for sig af det, som tidligere var hentet hjem af bourbonerne fra Pompei og ikke medtaget på flugten til Palermo. Joachim Murats kongetid fik en brat ende på grund af Napoleons abdikation og egne højtflyvende drømme om at blive konge over et samlet Italien. Under opgøret med revolutionen og den efterfølgende napoleonstid ud fra det såkaldte legitimitetsprincip, hvilket vil sige, at magten blev givet tilbage til de tidligere kongelige ejere, blev der gjort kort proces med Joachim Murat, der under endnu et eventyrligt kupforsøg blev taget til fange i Pizzo i Calabrien og umiddelbart efter henrettet ved skydning d. 13. oktober 1815.

Inden da var Caroline, nu atter Madame Murat, sammen med sine børn på den engelske fregat Tremendous blev sejlet til Triest. Under navn af Grevinde af Lipona (anagram for Napoli) og under streng observation af det østrigske politi boede hun dels i Triest, dels på slotte i den sydlige del af Østrig, indtil hun i 1832 på grund af mulighed for udbrud af kolera i Triest fik lov til at slå sig ned i Firenze, dengang byen for Europas mange expatrierede.13

Så, har Thorvaldsen fået slangeringen af Madame Murat, og det har vi ingen grund til at betvivle, må han efter al sandsynlighed have fået den før Murat-familiens deroute fra og med foråret 1814. Få måneder tidligere, i januar/februar 1814, havde Thorvaldsen fået tildelt Den Kongelige Orden af Begge Sicilier etc.14 Årsagen til denne udmærkelse fremgår ikke, men er da udtryk for en forbindelse, som tidligere eller samtidigt kan have givet anledning til foræringen af slangeringen.15 Hvis billedoverleveringen er i overensstemmelse med den faktiske brug, er Thorvaldsen først begyndt at gå med ringen 1819/20. Måske Thorvaldsen indtil da har haft ringen indlemmet i sin Antiksamling og først med henblik på den forestående rejse til Danmark, for at forhandle kontrakter om de kommende udsmykningsopgaver til København, taget ringen fra til eget brug for at være under dens beskyttelse. Når Thorvaldsen, som det vil fremgå af det følgende, ganske ofte kunne forære ringe bort, kunne han vel også give sig selv en ring. Måske den nyligt overståede forlovelse med Miss Mackenzie også skulle manes i jorden. Forlovelsesring udskiftet med slangering?16


Thorvaldsens andre ringe

At hverken forlovelsesringen eller slangeringen var Thorvaldsens første ring fremgår af portrætterne af Thorvaldsen i Italien fra før rejsen i 1819/20. Således det vel betydeligste thorvaldsenportræt overhovedet, C. W. Eckersbergs portræt af Thorvaldsen i San Luca Akademiets professordragt fra 1815.17 Thorvaldsen sidder mod h. med den v. hånd med ring på ringfingeren lagt frem over h. arm, hvorved ringen med en oval, indfattet sten eksponeres kraftigst muligt (fig. 4). Samme ring ses på Vogel von Vogelsteins samtidige og stort set enslignende thorvaldsenportræt. Og ikke så underligt da Thorvaldsen må have siddet for begge malere på én og samme tid. Ringens lysblålige skær gengiver skæret af en safir. Thorvaldsens forærede, kort efter portrættet var færdigt, ringen til Eckersberg. Her om se længere fremme (s. 109).

Af andre portrætter med ring før eckersberg-portrættet fra 1820 har vi R. Suhrlandts portræt eller rettere portrætter fra 1810, for portrættet eksisterer i to versioner (katalogen nedenfor s. 110). I begge gengivelser er Thorvaldsen vist indtil neden for brystet med den højre hånd med ring på ringfingeren anbragt på hovedet af Thorvaldsens statue Adonis fra 1808, bestilt af kronprins Ludwig af Bayern. Den relevante detalje af det tidligste af de to portrætter er gengivet fig. 5. I forhold til ringen på Eckersbergs og Vogel von Vogelsteins portrætter er ringbåndet hos Suhrlandt lidt anderledes udformet, idet båndet op til indfatningen afsluttes i to små runde sidestøtter. Indfatningen er her helt tydeligt udfyldt med en rød sten, antagelig en karneol, som har en pendant i brochen, der lukker skjorten i halsen.

Samme ring er antagelig vist på Wilhelm Schadows treenighedsportræt med de to shadowbrødre og Thorvaldsen fra 1815/16 (katalogen nedenfor s. 110). Tv. billedhuggerbroderen Ridolfo, i midten Thorvaldsen med ring på h. hånds ringfinger og endelig Wilhelm som selvtredie. De to brødre giver hinanden håndslag, mens Thorvaldsen lægger sin v. hånd på Wilhelms skulder. Brødrene er vist med hhv. hammer og tandmejsel og malerpalet, Thorvaldsen med modellerstok og en laurbærgren i den h. hånd med ring på ringfingeren.


C. W. Eckersberg: Bertel Thorvaldsen, 1814 (Detalje) - Public domain
Fig. 4. C. W. Eckersberg, B. Thorvaldsen, siddende, knæstykke. Detalje, v. hånd med guldring med safir på ringfingeren. Rom 1815. Olie på lærred. Det kgl. danske Akademi, København.


R. Suhrlandt: B. Thorvaldsen, 1810 (Detalje) - Copyright tilhører Thorvaldsens Museum
Fig. 5. R. Suhrlandt, B. Thorvaldsen. Detalje, h. hånd på hovedet af Adonis. Guldring med karneol ? på h. hånds ringfinger. Rom 1810. Olie på lærred. Thorvaldsens Museum. B422.


Fig. 6. F. L. Catel, Kronprins Ludwig af Bayern og Thorvaldsen m.fl. på vinstuen »Raffaels Stanzer«. Detalje, Thorvaldsens v. hånd med ring (uspecificeret) på lillefingeren. Rom 1824. Olie på lærred. Neue Pinakothek, München.


H. vernet: B. Thorvaldsen (Detalje) - Copyright tilhører Thorvaldsens Museum
Fig. 7. H. Vernet, B. Thorvaldsen med modellerstok ved kavaletten, hvorpå Vernet’s buste står. Detalje, slangering på v. hånds ringfinger. Rom 1835. Olie på lærred. Thorvaldsens Museum. B95.


D. C. Blunck: Danske kunstnere i osteriet La Gensola (Detalje) - Copyright tilhører Thorvaldsens Museum
Fig. 8. D. C. Blunck, Danske kunstnere i osteriet La Gensola. Detalje, Thorvaldsen siddende, helfigur, slangering på v. hånds ringfinger. Rom 1837. Olie på lærred. Thorvaldsens Museum. B199.


At Thorvaldsen ejede andre ringe ud over de her nævnte fire ringe (inklusive forlovelsesringen) fremgår af auktionskatalogen over de genstande, som i 1849 var sat på auktion på Thorvaldsens Museum. Her anføres under rubrikken »Kostbarheder« fem guldringe, numrene 521-525, som er ringe med bnllianter, diamanter, ametyst og onyks samt en enkelt uden sten.18 Desuden ved vi, at Thorvaldsen ofte kunne forære en fingerring som vennegave. F.eks. beretter Eckersberg i et brev til vennen J. F. Clemens d. 2. nov. 1815, at Thorvaldsen »… har for en Maanedstid siden giordt mig en overmaade kostbar Foræring af en Guldring med en Saphir af meegen Værdi, Steenen er Antik der gaaer et lidet Hul tvers igienem den men dens Værdi ophoyes dobbelt derved, at et af Hr. Thorwaldsens skjøne Basreliefer forestillende Bachus og Amor Mesterligen er udgraveret i den, af een af de dueligste Konstnere her, dette, som og den Haand, jeg har faaet den af, giver denne Preciosa for mig en uska- teerlig Værdie.«19 J. M. Thiele og digteren Carsten Hauch fortæller, at de som afskedsgave ved deres bortrejse i hhv. 1825 og 1827 hver fik en ring; Hauch med den tilføjelse at stenen var antik.20 Ligeledes kunne de gemmer (signetstene af halvædelsten) fra Thorvaldsens samling af antikke gemmer, som Thorvaldsen udsatte som præmier til lotterispillet eller gav i julegave ved de skandinaviske julefester, være indfattede i ringe. Det fremgår af H. C. Andersens dagbog d. 24 og d. 26. dec., 1833, hvor det meddeles, at Hertz i julegave fik »en Ring med en Antik« og videre – og det med dårlig skjult tilfredshed – at Hertz den følgende dag havde tabt ringen på grund af sin vane med at gnide hænderne mod hinanden.21 I øvrigt er en mindre del af Thorvaldsens ca. 2000 gemmer monteret i guldringe, hovedsagelig dog i meget spinkle ringe. Endelig fortæller Baronesse Stampe i sine Erindringer (nedenfor note 29) s. 58, at Thorvaldsen til hendes fødselsdag i 1840 blandt andre ting gav hende en ring, som hun siden forærede bort »da jeg selv fik saa mange, baade antike og ikke antike, 11 ialt«. Men ingen af alle disse ringe, bortset fra forlovelsesringen må man tro, har Thorvaldsen gået med, i hvert fald hvis man skal dømme efter gengivelserne, som før 1820 viser Thorvaldsen med ringe, som ses på suhrlandt/eckersbergportrætterne fra 1810 og 1815, mens portrætterne fra 1820 og videre frem udelukkende viser ham med slangeringen.

Liste over Thorvaldsens portrætter

En samlet fremstilling af thorvaldsenportrætter er endnu ikke skrevet, men med listen over thorvaldsenfremstillinger i Dansk Biografisk Leksikon ved Poul Eller under opslaget Thorvaldsen fra 1983 og det fotografiske materiale i Fotoarkivet i Thorvaldsens Museum under »Thorvaldsen-portrætter« skulle der være nogenlunde pålidelig dækning i nedenstående liste. Kun portrætter, hvor ringen eller mangel på samme tydeligt fremgår, er medtaget. Anvendte forkortelser for de ringbærende fingre er: langf. = langfinger, lf. = lillefinger, pf. = pegefinger, rf. = ringfinger. Da en meget stor del af thorvaldsenpor- trætterne er gengivet i udstillingskatalogen Künstlerleben in Rom. Bertel Thorvaldsen (1770 – 1844) Germamsches Nationalmuseum, Nürnberg/Schleswig- Holsteinisches Landesmuseum Schloss Gottorf, Nürnberg 1991, er dette værk benyttet som generelt referenceværk og forkortet Nürnberg.

1810-1819

1810 R. Suhrlandt, B. Thorvaldsen, brystbillede, med h. hånd på skulpturen Adonis’ hoved. Ring med karneol? i oval indfatning med sidestøtter på h. hånds rf. Thorvaldsens Museum. B422. Nürnberg, s. 510 (fig. 5); T. Melander, Thorvaldsens Antikker, 1993, frontispice.

1815 C. W. Eckersberg, B. Thorvaldsen, siddende, knæstykke. Ring med sten i firkantet indfatning på v. hånds rf. Kunstakademiet, København. Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1973 – Thorvaldsens Museum 1973, frontispice. (Fig. 4).

Vogel von Vogelstein, B. Thorvaldsen, som ovenst. Thorvaldsens Museum. B425.
 

1815/1816 W. Shadow, B. Thorvaldsen og brødrene Shadow. Thorvaldsen med modellerpind og laurbærgren i h. hånd, på hvis rf. ring med karneol? I oval indfatning. Berlin, Nationalgalerie. Nürnberg, s. 523.

1817 A. Senff, B. Thorvaldsen, livstykke, med hyrdedreng (bozetto) og relieffet Nessos og Deianeira, i baggrunden landskab. Ingen ring. Halle, Galerie Moritzburg. Nürnberg, s. 514.

1820-1829

1820 C. W. Eckersberg, B. Thorvaldsen, brystbillede med hammer ved statueudsnit. Slangering på h. hånds lf. Thorvaldsens Museum. B454. Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1997, s. 180. (Fig. 2).

1823 J. K. Begas, B. Thorvaldsen, livstykke med Håbet, laurbærgren i v. hånd. Slangering på v. hånds lf. St. Petersborg, Eremitagemuseet, forstudie til ændret portræt 1 Berlin, Nationalgalerie.Nürnberg, s. 515.

H. M. Hess, B. Thorvaldsen, livstykke, udsigt mod Roma-Venustemplet, Rom. Slange? ring på v. hånds lf. München, Neue Pinakothek. Nürnberg, s. 192.
 

1824 F. L. Catel, Kronprins Ludwig af Bayern og B. Thorvaldsen m.fl. på det spanske vinsted, kaldet »Raffaels Stanzer« med udsigt til Tiberen. Ring, ikke specificeret, på v. hånds lf. München, Neue Pinakothek. Nürnberg, s. 164. (Fig. 6).

1826 J. Ph. »Pope« Davis, B. Thorvaldsen, livstykke. Ingen ring. Udstillet London, Royal Academy. Nuværende mus.? Thorvaldsens Museums Fotoarkiv.

1827 D. W. Lindau, B. Thorvaldsen med bl.a. H. E. Freund og H. W. Bissen på osteri. Ingen ring. Privat og Kupferstichkabinett Dresden. Charlotte Christensen m.fl., Billedhuggeren og Balletmesteren, Thorvaldsens Museum 1992, s. 50 (privat). Nürnberg, s. 426 (Dresden).

1829 E. Grünler, B. Thorvaldsen, livstykke. Ring, ikke specificeret, på v. hånds rf. Privateje. Thorvaldsens Museums Fotoarkiv.

1830-1839

1833 F. Woltreck, Bronzestatuette, Thorvaldsen stående ved Adonis-statuette på høj sokkel. Ingen ring. Ny Carlsberg Glyptotek. Dep. på Thorvaldsens Museum. Nürnberg s. 624.

1834 E. v. Heuss, B. Thorvaldsen, helfigur siddende i sit atelier: Gutenberg, Conradin, Maximilian og Alexanderfrisen. Slangering på v. hånds rf. Mainz, Fandesmuseum Mainz. Nürnberg s. 535.

1835 H. Vernet, B. Thorvaldsen ved kavaletten med Vernets buste. Slangering på v. hånds rf. Thorvaldsens Museum. B95. Nürnberg s. 517. (Fig. 7).

1837 D. C. Blunck, Thorvaldsen m.fl. i osteriet La Gensola. Siddende, helfigur. Ingen ring. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Nürnberg, s. 524.

D. C. Blunck, ændret gentagelse af ovenstående. Slangering på v. hånds rf. Thorvaldsens Museum. B199. H. E. Nørregaard-Nielsen, Christen Købke 3, 1996, s. 43, fig. 29. (Fig. 8).
 

1838 D. C. Blunck, B. Thorvaldsen, helfigur, siddende i sit atelier med den modellerede Schwarzenbergløve. Slangering på v. hånds rf. Privateje. Nürnberg, s. 581.

W. Matthiä, Gipsstatuette, B. Thorvaldsen stående med modellerpind i h. hånd. Ingen ring. Thorvaldsens Museum. G118. Nürnberg, s. 625.
 

1839 J. V. Gertner, B. Thorvaldsen på Nysø, siddende helfigur: Minerva-skitse og Kristus’ indtog i Jerusalem på skiferplade. Slangering på h. hånds rf. (en variation har Thorvaldsens Selvportrætstatue i stedet for Minerva). Begge i privateje. Thorvaldsens Museums Fotoarkiv.

C. A. Jensen, B. Thorvaldsen, siddende, halvfigur. Slangering på v. hånds rf. Thorvaldsens Museum. B433. Nürnberg, s. 519.
 

B. Thorvaldsen, Selvportrætstatue, helfigur lænet til Håbet. Slangering på v. hånds rf. Nysø, original-model. Nürnberg 525. (Fig. 9).


Bertel Thorvaldsen: Selvportrætstatue, 1839 - Copyright tilhører Thorvaldsens museum
Fig. 9. B. Thorvaldsen, Selvportrætstatue. Slangering på v. hånds ringfinger. Nysø 1839. Gips. H. 198,5 cm. Thorvaldsen Samlingen på Nysø.


1840-1844

1840 J. F. Richardt, B. Thorvaldsen, helfigur, siddende i sit atelier på Charlottenborg. Snoet ring på v. hånds langf. Thorvaldsens Museum. B285. Nürnberg, s. 699.

B. Thorvaldsen, Relief, B. Thorvaldsen med en del af familien Stampe på Nysø. Slangering på v. hånds rf. Thorvaldsens Museum. A636. Baronesse Stampes Erindringer, 1912, s. 77.
 

A. C. T. Neubourg, B. Thorvaldsen i Den Botaniske Have (daguerreotypi). Slangering på v. hånds rf. Thorvaldsens Museum. N267. Nürnberg, s. 574. Da daguerreotypi er en negativ gengivelse, synes ringen at sidde på h. hånd. Nogle gengivelser retvendes af samme grund. M. L. Berner, Bertel Thorvaldsen. A Daguerreotype Portrait from 1840. 2005. (Fig. 10).
 

1842 J. V. Gertner, B. Thorvaldsen, stående, halvfigur, ved kavaletten med Oehlenschlägers buste. Slangering på v. hånds rf. Thorvaldsens Museum. Ch. Christensen m.fl. op.cit. (listen ovenf. s. no: 1827 Lindau) s. 12 (en variation har minervastatuetten i stedet for oehlenschlägerbusten).

1843 Fr. v. Amerling, B. Thorvaldsen, siddende, halvfigur. Ingen ring? Vaduz, Sammlungen des Fürsten von Liechtenstein. Nürnberg, s. 530.

1844 S. P. L. Schack, B. Thorvaldsen, siddende, halvfigur. Ingen ring. Det National historiske Museum på Frederiksborg. Thorvaldsens Museums Fotoarkiv.


Portrætoversigten viser Thorvaldsen i seks forskellige »ring-situationer«, som omfatter såvel ringtypen som måden at bære ring, herunder ingen ring. Endvidere viser oversigten, at »situationerne« kan inddeles i tre skarpt adskilte perioder. Den tidlige periode, 1810-1817, viser brug af i hvert fald to forskellige ringe, en ring med safir (1815, fig. 4), en måske to ringe med karneol (1810, fig. 5 og 1816). På Schadows gruppeportræt lader en tilsvarende ringbåndsafslutning som vist på suhrlandtsportrætterne sig ikke konstatere, men den indfattede karneol(?) sandsynliggør, at det er den samme ring som på suhrlandtportrætterne. Endelig viser gruppens senffportræt (1817) endnu et portræt, hvor Thorvaldsen er uden ring.

Fra 1819 og videre frem bærer Thorvaldsen udelukkende slangering, når han er gengivet med ring. Her er det måden ringen bæres på, som fører til en inddeling i to perioder. Den første periode er kort, 1820-1824, hvor ringen bæres på lillefingeren (fig. 2 og 6). På Eckerbergs portræt fra 1820 på h. hånd, ellers på v. hånd. Siden er ringen anbragt på v. hånds ringfinger (fig. 7-10). Første gang, så vidt vi ved, på Grünlers portræt fra 1829 og derefter frem til 1842. Undtagelsen er her J. F. Richardts atelierbillede, hvor ringen synes båret på v. hånds langf.

I perioden forekommer fem tilfælde, hvor Thorvaldsen er vist uden ring, hvoraf dog de to statuetter af henholdsvis Woltrech (1833) og Matthiä (1838) som skitser ikke skal tillægges den store betydning. Lidt besynderligt er det, at Thorvaldsen på Bluncks tidlige La Gensola-billede (1837, Frederiksborg-museet) optræder uden ring, mens ringen er »på plads« i varianten på Thorvaldsens Museum (fig. 8). Besynderligt, fordi hånden i begge tilfælde er eksponeret på en måde, så man skulle tro, at hensigten netop var at demonstrere ringen. Er ringen simpelthen glemt i det første tilfælde, eller har Thorvaldsen ønsket at få ringen med på billedet til Thorvaldsens egen samling?


A. C. T. Neubourg, B. Thorvaldsen i Den gl. botaniske Have (Detalje) - Copyright tilhører Thorvaldsens Museum
Fig. 10. A. C. T. Neubourg, B. Thorvaldsen i Den gl. botaniske Have. Detalje, slangering på den spejlvendte v. hånds ringfinger. København 1840. Daguerreotypi. Thorvaldsens Museum. N267.


Den seneste periode, 1843-1844, har to portrætter begge uden ring. Deri skal dog næppe lægges andet, end at kunstnerne ikke har lagt særlig vægt på den side af portrættet. Som det vil fremgå nedenfor, bar Thorvaldsen sin slangering på dødslejet, hvilket kun kan udlægges som et udtryk for daglig brug i hvert fald i den sene periode, da dagen, hvis hændelser vi er fortrolige med, ikke gav nogen speciel anledning til at have slangeringen på.

Andre, danske mandsportrætter

Sammenlignet med de samtidige, i første række danske, mandsportrætter med ring falder Thorvaldsens måde at bære ring uden for det gængse. Uden at have været samtlige danske mandsportrætter igennem tillader jeg mig ud fra monografierne over C. A. Jensen 1932 (S. Schultz) og Chr. Købke 1996 (H. E. Nørregaard-Nielsen 1-3) samt besøg på Statens Museum for Kunst, Ny Carlsberg Glyptotek og Den Hirschsprungske Samling at konkludere, at den mest almindelige brug af ring for mænds vedkommende, hvis der overhovedet blev båret ring, var vielsesringen, som oftest blev båret på h. hånds ringfinger. Undtagelserne hos C. A. Jensen er:


1830 Toldkasserer L. F. Muus, glat ring på v. hånds langf. Tidligere Johan Hansens Samling. Nuværende samling? S. Schultz, s. 241.

1835 H. V. Bissen, foruden glat ring på h. hånds rf, ring med indfattet oval sten på v. hånds pf. Ny Carlsberg Glyptotek. S. Schultz, s. 295. (Fig. 11).

- H. E. Freund, glat ring på v. hånds lf. Ny Carlsberg Glyptotek. S. Schultz, s. 295.
 

1836 L. Bødtcher, glat ring på v. hånds langf. Thorvaldsens Museum. S. Schultz, s. 317.
 

- H. C. Andersen, ring med indsat sten på v. hånds rf. H. C. Andersens Hus. S. Schultz (signetring), s. 313.
 

- Selvportræt, ring med indfattet oval sten på v. hånds langf.; glat ring på h. hånds langf.; ring med indfattet oval sten på h. hånds lf. Statens Museum for Kunst. S. Schultz, s. 61. (Fig. 12).
 

1839 B. Thorvaldsen, se Thorvaldsen-serien, ovenfor s. 112.

- P. O. Brøndsted, ring med karneol på h. hånds lf. Frederiksborgmuseet, S. Schultz, s. 331.
 

Undtagelserne hos Købke er endnu færre:

ca. 1832 Toldinspektør M. C. Petersen, på h. hånds pf. og rf. hhv. signet?ring og glat ring. Statens Museum for Kunst. H. E. Nørregaard-Nielsen 1, s. 216.

1834 F. C. Sibbern, ring på v. hånds langf. Den kgl. Kobberstiksamling. H. E. Nørregaard-Nielsen 2, s. 28-29.

ca. 1837 H. E. Freund, glat ring på v. hånds lf. Kunstakademiet. H. E. Nørregaard-Nielsen 2, s. 207. (Fig. 13).


Det skal indledningsvis anføres, at hvor godt et udgangspunkt guldalderens mange malede portrætter umiddelbart synes at være, lider dokumentationen af en i denne sammenhæng væsentlig mangel: de som oftest udeladte hænder. Sigurd Schultz afbilder i sin C. A. Jensen monografi i alt 408 portrætter, heraf 176 mandspersoner. Kun 27 af disse viser hænder og så endda ikke altid begge hænder. Af de 27 tilfælde bærer 9 ringe af anden type end den glatte vielsesring på h. hånds rf., som her kun er medtaget, når der i øvrigt bæres ringe med mere aparte placering, som er dem, der interesserer her.

Wilhelm Bendz to store billeder, Et Tobaksselskab, 1827/28 i Ny Carlsberg Glyptotek og Kunstnere i Finchs Kaffehus i München, 1832 i Thorvaldsens Museum22 korrigerer noget for den tilsyneladende mangel på ringe. Et Tobaksselskab gengiver tre af ti personer med ring på fingeren: h. hånds rf. (antagelig vielsesring), og to gange v. hånds pf. Kunstnere i Finchs Kaffehus i München gengiver ligeledes tre personer med ringe af i alt tyve personer ved kunstnerbordet: landskabsmaleren H. Heinlei med ring med kasseformet ringplade på v. hånds rf, genremaleren J. H. Marr med ring med karneol på v. hånds langf. (ligner en etruskisk signetring med drejelig skarabæ)23 og landskabs-maleren Chr. Morgenstern med ring med firkantet ringplade på h. hånds langf. – I øvrigt har Bendz selv to ringe på hhv. h. hånds rf. og ring med oval ringplade på h. hånds pf. på Wilhelm Kaulbachs tegnede helfigurs portræt af Bendz i München 1831. Herom skriver Bendz til sin kæreste Marie Raffenberg i Danmark »din Ring er ogsaa derpaa,« i dette tilfælde altså forlovelsesringen.24


C.A. Jensen: Herman Wilhelm Bissen, 1835 - Copyright tilhører Ny Carlsberg Glyptotek
Fig. 11. C. A. Jensen, Billedhuggeren H. V Bissen, siddende, livstykke. Glat guldring på højre hånds ringfinger; Guldring med oval sten på v. hånds pegefinger. København 1835. Olie på lærred. Ny Carlsberg Glyptotek.


C.A. Jensen: Selvportræt, 1836 - Copyright tilhører Statens Museum for Kunst
Fig. 12. C. A. Jensen, Selvportræt, siddende, livstykke. Guldring med indfattet sten på venstre hånds langfinger, glat guldring på højre hånds langfinger, guldring med indfattet sten på højre hånds lillefinger. København 1836. Olie på lærred. Statens Museum for Kunst.


Men for nu overhovedet at kunne bruge det forhåndenværende materiale, kan det anføres, at havde ringen haft nogen betydning for den portrætterede, evt. for malerens særlige øje, så ville en af de to selv have bedt om at få ringen med på billedet. Den ofte demonstrative eksponering af ringen, når ringen forekommer, synes at bekræfte dette.

Så, holder vi os til den lille gruppe af mandsportrætter, som er sammenstillet ovenfor s. 113, er det fælles karakteristikum, set fra et ringhjørne, at de bærer ringe på alle andre fingre end den højre hånds ringfinger, dengang kæreste- og vielsesring-fingeren. Alle fingre på nær tommelfingeren for mændenes vedkommende har helt tydeligt kunnet være ringbærende. I den udvalgte gruppe mest ekstravagant på C. A. Jensens selvportræt fra 1836 (fig.12) med hele tre ringe og en af disse på lillefingeren. Lillefingeren er også den finger, vi vil koncentrere os om som parallel til Thorvaldsens brug af lillefingeren som ringbærende finger.
 

Af ovennævnte ringbærere har foruden Thorvaldsen og den netop omtalte C. A. Jensen også P.O. Brøndsted (C. A. Jensen gruppen, 1839) en ring anbragt på lillefingeren. Som den fjerde med ring på lillefingeren figurerer billedhuggeren H. E. Freund og det både i C. A. Jensen gruppen (1835) og i Chr. Købke gruppen (1837). Desuden optræder Freund med ring på lillefingeren på portrættet, som G.J. Feising tegnede, da Freund kom gennem Firenze på vej mod Danmark i 1828. I forbifarten kan vi notere, at på C. W. Eckersbergs portrættegning af Freund, som vedbendkranset åbner en vedbendkranset vindunk i Makaroniklubben på Thorvaldsens romerske fødselsdag den 8. marts (1830), er Freund gengivet uden ring.25

Ring på lillefingeren

At lade lillefingeren være den ringbærende finger synes således inden for guldalderen at være noget af et særsyn.26 At en ring kunne bæres således både i 1700-tallet27 og helt frem til i dag af kardinaler og andre gejstlige inden for den katolske kirke har næppe været inspirationen. I hvert fald kan man dårligt tænke sig, at klassicismen eller Guldalderen for den sags skyld skulle lade sig påvirke fra klerikal side eller fra 1700-tallets så foragtede paryktid. Så synes en antik kilde i højere grad at kunne have ført til efterligning. Og kilden kunne have været Plinius d. æ., som i sin Naturalis bistoria28 fra omkring midten af det 1. årh. e.Kr. indleder bogen om bronze (bog XXXIII) med en gennemgang af ringens historie i en romersk optik. Om måden at bære ring fortæller han, »At nu om dage er den mellemste finger den eneste, der ikke bærer ring, mens alle de andre fingre prydes. Nogle pryder endog de enkelte fingerled med mindre ringe. Der er også dem, der bærer alle ringene på lillefingeren, og dem der kun bærer én ring på lillefingeren.« Hvorefter han fortæller, at i den ene ring skjulte man til gengæld signetringen, som opbevaredes der som i en helligdom. Vi får også at vide, at nogle angav vægten af deres ringe, mens det … »for andre anses for et arbejde at bære mere end en ring …«. Just her er Freund et vigtigt bindeled, for med sit hjem i Proviantgården i Frederiksholms Kanal, indrettet som et »Pompei i København« var det naturligt også at medtænke såvel klædedragt som alt øvrigt og ikke mindst noget så personligt som et smykke (fig. 13). Det er muligt, at Freund oprindeligt har hentet ideen med at sætte ringen på lillefingeren hos Thorvaldsen og måske konstateret dette allerede ved sin ankomst til Rom i 1819. Og siden holdt han ved. Også lang tid efter at Thorvaldsen havde skiftet til venstre hånds ringfinger.
 

Baronesse Stampe el. Thiele som hovedkilde?

Som allerede omtalt (s. 107) er det fra en af Thorvaldsens tre biografer, Just Mathias Thiele, at vi har oplysning om, gennem hvem Thorvaldsen fik slangeringen foræret. Det er også gennem to af biograferne, den samme Thiele og Baronesse Stampe, vi har beretningen om ringens sene historie helt frem til overdragelsen til Thorvaldsens Museum og indlemmelsen i samlingen af Thorvaldseniana. Selv om Baronesse Stampes Erindringer først blev udgivet i 1912 af et af hendes børnebørn, sønnen Henrik Stampes ældste datter, Rigmor Stampe, er det i virkeligheden det ældste af de tre, i det Baronesse Stampe nedskrev sine erindringer i året 1844, muligvis også i 1845, umiddelbart efter Thorvaldsens død i marts 1844. Baronesse Stampes erindringer, der måtte revideres en del ved udgivelsen, er dog tro over for både indhold og tone i Baronessens manuskript. Rigmor Stampes ganske omfattende »Tillæg« s. 263-321 er, hvad partierne vedrørende slangeringen angår, her læst ind i Baronessens egen beretning, da Rigmor Stampe i alt væsentligt citerer fra breve til og fra Baronesse Stampe beroende i den såkaldte Baronesse Stampes Håndskriftssamling. Baronessens beretning er således ikke blot den tidligste, den er på sin vis også den mest detaillerede. Thiele, hvis erindringer først blev skrevet 30 år efter Thorvaldsens død, er noget mere knap og sammentrængt, hvor Baronessens kommer i den orden, som nu erindringen melder sig. At Thiele har haft orden i sine papirer bekræftes af de langt senere udgivne baronesseerindringer, som på deres side bekræftes af Thieles papirer. Det er altså på et enkelt punkt nær stort set en enslydende beretning, men set gennem to vidt forskellige temperamenter. Kedeligere er historien heller ikke blevet af, at Baronesse Stampe og Thiele begge nærede den største hengivenhed for Thorvaldsen, hvoraf fulgte en rasende jalousi over for hinanden.29)


Christian Købke: Portræt af Hermann Freund, 1838 - Copyright tilhører Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Akademiraadet (Frida Gregersen)
Fig. 13. Chr. Købke, H. E. Freund, i hjemmet i Proviantgården, siddende, helfigur. Glat guldring på venstre hånds lillefinger. København ca. 1837. Olie på lærred. Kunstakademiet, København.


Baronesse Stampe havde allerede set sig varm på Thorvaldsens slangering, længe før hun fik den foræret. Det er Thiele s. 107, der beretter, hvad Baronessen har fortalt ham, at en dag, hvor Thorvaldsen ville forære hende en kostbar ring, svarede hun »Nei, det Skidt vil jeg ikke ha’e – Nei! Giv mig den der.« Det fremgår tydeligt, hvorledes Thiele her har noteret/erindret sig både Baronessens ordvalg og hendes særlige tone. Men til sidst må Thorvaldsen have givet efter, for ifølge Baronessen bar hun Thorvaldsens ring den dag, hun rejste fra Rom, Juni 1842, og havde båret den lige siden.30 Det lyder, som om Thorvaldsen har givet Baronesse Stampe ringen før afrejsen og ikke som et farvel på selve rejsedagen, sådan som vi ellers har set Thorvaldsen gøre ved andre lejligheder. Helt sikre kan vi dog ikke være, Baronessens erindring er springende, og hvorfor skulle hun ikke have båret den så eftertragtede ring fra dag et, hun havde modtaget den?

Også Thiele beretter om slangeringen givet til Baronesse Stampe under romopholdet, men tilføjer at det var en kopi, som Thorvaldsen havde ladet fremstille uden Baronessens vidende. Måske meddelt Thiele den dag, han spurgte Thorvaldsen, om det var den originale ring, Thorvaldsen bar. »Ja vist er det Originalen!« lød svaret. Den sandhedskærlige Thiele tilføjer dog, at udtalelsen fra Thorvaldsen »maaskee er Sandhed, maaskee blot en Afvisning af mit nærgaaende Spørgsmaal.«

Ifølge Baronesse Stampe var det imidlertid på hendes opfordring, at afstøbningen fandt sted, så den kunne bæres af Thorvaldsen med henblik på »at give den Værd for en Anden,« som det lidt kryptisk anføres. Vi får også oplyst stedet for afstøbningen, guldsmed »Henriques på Købmagergade,« og prisen, »24 Rbdr.« Rigmor Stampe angiver 1841 som året, hvor afstøbningen fandt sted. I så tilfælde før afrejsen til Rom. Man ville snarere forvente året 1842, efter at Baronessen havde fået ringen. Det passer så til gengæld dårligt med Thorvaldsens oplysning om, at afstøbningen fandt sted i Rom, hvem der så end har ladet afstøbningen foretage og hvem af de to, der gik med originalen.
 

Næste gang, der er batalje om ringen, er i forbindelse med Thorvaldsens død, marts 1844. Thiele, som mente at være vidende om, at det var Thorvaldsen/evt. var Thorvaldsen, der bar den antikke ring, tog, inden han forlod dødsværelset, selv ringen af Thorvaldsens finger og gav den til kammertjener Wilckens, idet han sagde, at ringen var antik og skulle indlemmes i museet. Det er i den forbindelse, at Rigmor Stampe anfører Baronessens spydige bemærkning om, at »denne Antique er for resten gjort i 1841 hos Henriques paa Købmagergade.« Mærkeligt nok anfører Wilckens intet om denne tildragelse i sin ellers så udførlige beretning om dødsnatten, hvor han ikke synes at være veget fra Thorvaldsen, efter at Thorvaldsen var bragt tilbage til sin lejlighed på Charlottenborg.

Wilckens har antagelig vidst alt for god besked om Baronessens og Thieles forhold og derfor også deres holdning til ringen. Han skulle i hvert fald ikke rodes ind i deres strid, kunne man tro, han har tænkt.

Baronessen ville dog ikke give op, men fordrede stadig at få ringen udleveret med henblik på, som hun angav, at ville give den til museets arkitekt Bindesbøll. Baronessen fik sin vilje om end efter adskillige år. For til sidst udleverede Jonas Collin, en af eksekutorerne i Thorvaldsens bo, ringen til sit barnebarn, Jonna Drewsen, som dengang var forlovet (siden gift) med Stampernes ældste søn Henrik, med opfordring til at give den til sin svigermor.

Men ringen blev aldeles ikke givet til Bindesbøll, men til den, som Baronesse Stampe åbenbart hele tiden havde haft i tankerne, maleren Horace Vernet, gennem mange år direktør for Det franske Akademi i Rom og Thorvaldsens nære ven. De portrætterede hinanden, Vernets portræt viser Thorvaldsen modellerende på busten af Vernet og med slangeringen på sin finger (for henvisning til en afbildning se ovenfor s. 110 under thorvaldsenportrætter 1835). Siden havde Thorvaldsen, forstår man, nærmest lovet Baronesse Stampe, at hun også skulle blive portrætteret af Vernet.
 

Det skete ikke, men i 1850 var Stampes i Paris, hvor Baronessen opsøgte Vernet, en dag denne fra sit atelier i Versailles var på besøg i et galleri inde i Paris. Som om tilfældigt forbipasserende trak Baronessen handsken af hånden og spurgte Vernet, om han kendte ringen, hvortil Vernet svarede »L’illustre main de Thorvaldsen l’a portée.« Med et »den er Deres« trak hun den til lejligheden bårne formodede kopiring af fingeren og rakte den til Vernet, som måtte tro, at Baronessen gav ham Thorvaldsens antikke ring. Hvad hun jo muligvis også gjorde.

Fra Baronesse Stampe gik ringen i arv til Kristine Stampe, Jonna Stampes datter, som siden blev gift med assessor i indenrigsministeriet V. Bardenfleth. Kristine videregav 1884 ringen til sin datter gift med Baron Holger Stampe. Den sidste overdragelse af ringen var sket med den bestemmelse, at ringen ved sidstnævntes død skulle gives til Thorvaldsens Museum. Hvilket var blevet meddelt museet i skrivelse af V. Bardenfleth i 1884 og blev aktuelt i 1890, hvor museet modtog ringen d. 13. december. Den anførte arverække følger oplysningerne i V. Bardenfleths brev, men samme brev var bilagt et notat ved Baron Holger Stampe. Ifølge notatet blev ringen af Baronesse Stampe givet først til Baronesse Kirsten M. Elisabeth Stampe, som videregav den til Lensbaronesse Jonna Stampe født Drewsen og gift med Baron Henrik Stampe, Baronesse Stampes ældste søn. Ved Jonna Stampes død i 1978 gik ringen som testamentarisk gave videre til Jonna Stampes datter baronesse Kristine Stampe, hvorefter rækkefølgen er som i Bardenfleths brev. Da man må tro, at Baron Holger Stampe bedre har været vidende om det tidligere ejerskab i familien, er det vel rimeligt at antage, at Bardenfleths række angiver en forkortet version.

Opsummering

Vejen ad hvilken ringen har vandret er lang – og snoet som ringen selv. En forestilling om, at en samlet fremstilling kunne klargøre sagen, har mildest talt vist sig at være illusorisk. Alt har måttet bygges på sandsynligheder, bortset fra at Thorvaldsen har ejet en efter al sandsynlighed antik ring, som han måske bar til sin død i 1844. Hvornår Thorvaldsen har fået ringen er uvist, men antagelig senest 1814/15 og antagelig af daværende Dronning Caroline af Begge Sicilier 1808-1815. Efter thorvaldsenportrætrækken at dømme er han først begyndt at gå med ringen 1819/20, måske for at være beskyttet på rejsen til Danmark 1819/20, måske for at mane en forlovelse ophørt i 1819 effektivt i jorden. Til en begyndelse bar Thorvaldsen ringen på v. hånds lillefinger, måske under antik inspiration parret med ønsket om, at ingen skulle forveksle den med den umiddelbart forudgående bårne forlovelsesring. Fra en gang i 1820ernes anden halvdel bæres ringen så på samme hånds ringfinger. I 1842 forærer Thorvaldsen en slangering til Baronesse Stampe, men om det er den antagede antikke ring eller en kopi er usikkert. Den ring, Thorvaldsen selv bar ved sin død, var indtil en gang efter 1847 overdraget eksekutorerne i Thorvaldsens bo, som derefter overgav den til Baronesse Stampe. I forbindelse med en rejse til Paris overrakte Baronessen ringen til maleren Horace Vernet, Thorvaldsens ven fra tiden i Rom, i den tro, at det var kopien, hun forærede bort.

Den antagede originale ring gik i en årrække i arv i familien Stampe, indtil den i 1890 blev foræret til Thorvaldsens Museum. Og der er den endnu. Og dét er ganske vist.

Sidst opdateret 19.09.2016