Arkivet, Thorvaldsens Museum

Thorvaldsens bolig, værksted og museum på Kunstakademiet

  • Nanna Kronberg Frederiksen, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2014
  • Denne artikel handler om Thorvaldsens professorbolig på Charlottenborg, som Thorvaldsen sammenlagt beboede få år af sit liv, men som i realiteten stod til rådighed for billedhuggeren i 39 år. I 1833 blev der indrettet et offentligt tilgængeligt “atelier-museum” for Thorvaldsens kunstværker i dele af professorboligen, hvilket hidtil har været et ubeskrevet blad i Thorvaldsen-litteraturen.

    Artiklen er under udarbejdelse.

Professorboligen står klar 1805-1819 og 1820-1838

Da Thorvaldsen blev udnævnt til professor i billedhuggerkunst ved Kunstakademiet i København den 7.6.1805, blev han samtidigt tildelt en fri professorbolig på Charlottenborg, hvor Kunstakademiet havde og stadig har til huse (jf. fig. 1).

Thorvaldsen befandt sig imidlertid i Rom og fik først glæde af professorboligen under sit Danmarksophold 3.10.1819-11.8.1820 og igen ved hjemkomsten til Danmark 17.9.1838.

I de mellemliggende, lange perioder var professorboligen lånt ud til andre af Kunstakademiets ansatte, ligesom man også sidenhen benyttede dele af boligen til opbevaring og fremvisning af Thorvaldsens kunstværker; dvs. som en slags museum.

“man kan ej giøre nok”

Forud for det første Danmarksophold havde Thorvaldsen modtaget utallige opfordringer til at besøge hjemlandet med løfter om store bestillingsopgaver for blandt andre Christiansborg Slot, Vor Frue Kirke, Råd- og Domhuset, samt den danske kongefamilie.

Da det lykkedes at overtale Thorvaldsen til at forlade Rom for en kortere periode, lod Christian (8.) Frederik og C.F. Hansen, henholdsvis præses og direktør for Kunstakademiet, professorboligen nyistandsætte og indrette ved arkitekt Christian Hornbech. Thorvaldsens “værelser på Charlottenborg”, skrev Christian (8.) Frederik, skal:

“aldeles indrettes til Vinterbolig for ham saaledes at han kan beboe dem uden Ubehagelighed og uden Skade for Helbreden. Den maatte da prøves om Kakkelovnene ryge og denne Mangel afhielpes. Hvor der mangle Kakkelovne burde de opsættes særdeles hans lille Attelier om muligt en. Værelserne der næst meubleres med lejede eller kiøbte Meubler [...] Mig synes man kan ej giøre nok for en saadan Kunstners Behagelighed i Fædrelandet.”

Boligen stod således færdigindrettet og klar til Thorvaldsen fra januar 1819 med lune kakkelovne, fine møbler samt nye gulve, alt i øvrigt betalt af Akademiforsamlingen.

Nord Grundplan over Charlottenborgs stueetage, © Danmarks Kunstbibliotek Syd
Fig. 1. Grundplan over Charlottenborgs stueetage, © Danmarks Kunstbibliotek.
Thorvaldsens professorbolig på Charlottenborg var placeret i stueetagen (S) i sydøstfløjen ud mod daværende Botanisk Have og omfattede i perioden 1805-1833 en lejlighed og et værksted (Sg, markeret med gråt).

Atelier-museum på Charlottenborg 1833-1847

Professorboligen udvides

I 1828 formulerede Thorvaldsen ønsket om at testamentere sine kunstværker til fødebyen København under forudsætning af, at der blev oprettet et museum til formålet. Med den præmis for øje, begyndte han at sende sine værker hjem til Danmark. Korvetten Galathea var det første af en række skibe, der i de følgende år anløb Københavns havn med Thorvaldsens egne kunstværker og samlinger.

Problemet blev snart, hvor man skulle placere alle disse kunstværker, og en udvidelse af professorboligen lå lige for. I forlængelse af Thorvaldsens værksted lå Botanisk Haves læsesal (i den nuværende gennemgang Portikken under Kuppelsalen). Læsesalen, samt det påfølgende, nordre rum, blev i 1833 efter kongelig resolution inddraget og ombygget til at rumme alle de hjemsendte kunstværker (jf. fig. 5):

“Til Opbevarelsen af disse Gjenstande [dvs. Thorvaldsens værker] har Akademiet valgt et Locale i Charlottenborgslot, som staar i umiddelbar Forbindelse med Deres herværende Atelier og Bolig, nemlig den botaniske Haves forrige Læsesal tilligemed et andet hosliggende Værelse af samme Størrelse, som Deres Atelier, og som tidligere udgjorde en Deel af Professor Clemens’s Bolig”.

Billedhuggeren Hermann Ernst Freund, der tidligere havde ført tilsyn med Thorvaldsens værksted i Rom, samt fungeret som kurer på mange hjemtransporter, stod i øvrigt for udpakningen og opstillingen af Thorvaldsens kunstværker i den nu udvidede professorbolig.

N Udsnit af Grundplan over Charlottenborgs stueetage, © Danmarks Kunstbibliotek S
Fig. 5. Udsnit af Grundplan over Charlottenborgs stueetage, © Danmarks Kunstbibliotek.
Thorvaldsens professorbolig på Charlottenborg efter inddragelsen i 1833 af Botanisk Haves læsesal og en del af J.F. Clemens’ bolig (Sg, Sh og del af Si).

Udstillingstid

Med udvidelsen af Thorvaldsens professorbolig på Charlottenborg, var der ikke kun tale om at skabe plads for opbevaring af Thorvaldsens kunstværker, men også – og måske overraskende – for fremvisning af dem. Flere breve dokumenterer det faktum, at man iværksatte “udstillingstid” i rummene, ikke blot for en snæver kreds af kunstnere og akademi-studerende, men for et bredt publikum:

“Deres Arbeider i Gips, ere opstillede i Deres tilkommende Attelier og Folk strømmer dagligt derhen for at see dem.”

“Publicum længes efter at see dem [Thorvaldsens marmor-værker, der endnu ikke var pakket ud af kasserne].

“Pa Charlottenborg ere GibsFigurene henhøre[n]de til Frongtg, Figuren af Carlotte Amalia og Deres smaa Basrileves udpakke og opstillet for Publikumet i Deres dertil indrettede Atilgeerne.”

“Hele Kiøbenhavn strømmer daglig til Charlottenborg for at glæde sig ved Synet af dem [dvs. Thorvaldsens skulpturer] i Udstillingstiden, og den største Deel er smagfuldt opstillet i det for Hr Etatsraaden bestemte Attellie, nemlig den botaniske Haves forrige Læsesahl med tilhørende Sideværelse. [...] Jeg behøver vistnok ikke at afmale Dem den Entousiasme hvormed man her omtaler Dem og Deres herlige Kunst: [...] Begeistringen gaar ligefra Kongen til den simple Mand af nogenlunde Dannelse”.

Med den “smagfulde” opstilling af kunstværker, samt et “overstrømmende” publikum, kom Thorvaldsens udvidede professorbolig til at fungere som et provisorisk museum i den periode, hvor det endnu var uafklaret, hvor og hvordan det egentlige Thorvaldsens Museum skulle placeres, finansieres, designes og bygges.

At datiden rent faktisk tænkte på stedet som et museum, bekræftes i et brev til Thorvaldsen fra den danske arkitekt Peder Malling, der formulerede sig således:

“vi [vil] søge at reallisere den omtalte Plan at udvide Academiets Locale ved at indtage den botaniske Have for at indrette et Museum af deres Konstværker og give Haven et mere passende og større Terrain”.

J.V. Gertner: Thorvaldsens atelier på Charlottenborg, 1836, © Statens Museum for Kunst
Fig. 6. J.V. Gertner: Thorvaldsens atelier på Charlottenborg, 1836,
Statens Museum for Kunst.
På maleriet kan man se, hvordan Botanisk Haves forrige læsesal (Sh) med Thorvaldsens hjemsendte værker tog sig ud. Det har karakter af et museum, hvilket understreges i billedet af de besøgende, der har fået adgang til at studere værkerne
.


Peter Julius Larsen, Interiør fra Kunstakademiet i København med værker af Thorvaldsen, 1837, Thorvaldsens Museum
Fig. 7. Peter Julius Larsen: Interiør fra Kunstakademiet i København med værker af Thorvaldsen, 1837, B452.
Et blik ind i Thorvaldsens “atelier-museum” på Charlottenborg set gennem nordre siderum (Sh set fra Si).


Thorvaldsen i sit atelier på Charlottenborg
Fig. 8. Ferdinand Richardt: Thorvaldsen i sit atelier på Charlottenborg, 1840, B285.
Thorvaldsens oprindelige atelier i det søndre siderum (Sg). Trappen i baggrunden førte op til Thorvaldsens private lejlighed.

Atelier og museum

Transformationen af Thorvaldsens professorbolig til museum er interessant. Som atelier har stedet manglet noget væsentligt, nemlig kunstneren selv og skabelsen af kunst. Som museum – i en tid, hvor selve museumstanken blot var i sin vorden – har der endnu været en del at udvikle. Men som “atelier-museum” har stedet været enestående som den første, formaliserede præsentation af en enkelt kunstners værk for et bredt publikum. Og trods manglerne har det danske publikum givetvis mærket noget af samme “aura”, som rejsende i Rom har følt, når de af Thorvaldsen blev budt indenfor i værkstedet ved Piazza Barberini.

Den udvidede professorbolig fungerede med andre ord som en mellemstation i overgangen fra Thorvaldsens værksted i Rom til Thorvaldsens Museum i København; et sted, der både rummede atelierets “ånd” og “kimen” til museet. At stedet blev betragtet som et både-og underbygges af Thorvaldsens senere kammertjener C.F. Wilckens, der, med en skrivefejl i brev af 1.9.1841, kom til at afsløre stedets hybride karakter: “Alt er i godt stand i Conferensraaden[s] Muceom Ataleet og Bliver Besøgt meget”.

Wilckens’ citat røber desuden, at Thorvaldsens atelier-museum på Charlottenborg stadig blev besøgt af publikum i 1841. Man må formode, at atelier-museet eksisterede frem til Thorvaldsens død 24.3.1844 og måske et stykke tid derefter frem til, at kunstværkerne skulle flyttes til deres endelige bestemmelsessted på Thorvaldsens Museum.

Ditlev Martens, Pave Leo 12. aflægger besøg i Thorvaldsens værksteder ved Piazza Barberini, 18. oktober 1826, Statens Museum for Kunst
Fig. 9. Ditlev Martens: Pave Leo 12. aflægger besøg i Thorvaldsens værksteder ved Piazza Barberini, 18. oktober 1826, 1830, Statens Museum for Kunst.
Thorvaldsen viser paven rundt i sit store værksted ved Piazza Barberini i Rom. Flere andre kunstelskere er tilstede.

De tolv rum på Christiansborg 1836-1847

I takt med flere hjemsendelser af Thorvaldsens værker, og deraf følgende større pladsproblemer, fik man i 1835 tilladelse til at benytte en suite af syv, snart tolv rum på Christiansborg Slot. Her skabte man ligeledes adgang for publikum på samme måde som på Charlottenborg i perioden antagelig 1836-47:

“en Række af Værelser paa Christiansborg Slot [er] allernaadigst indrømmet … , saa at der vil kunne blive Leilighed for Konstens Dyrkere og Venner til paa hensigtsmæssig Maade at tage [Thorvaldsens værker] i Øiesyn indtil Museumsbygningens Fuldførelse”.

Flytningen af Thorvaldsens kunstværker fra Charlottenborg til Christiansborg var i øvrigt en begivenhed, der blev omtalt i lokalavisen Kjöbenhavnsposten på følgende måde:

“De Gibsafstøbninger af Thorvaldsens Arbeider, som hidtil tildeels have været opstillede i det af det kongelige konstakademie til Atelier for Thorvaldsen bestemte lokale paa Charlottenborg, ville nu, som man erfarer, blive flyttede herfra til Christiansborg Slot, hvor der vil blive dem indrømmet lokaler i Stue-Etagen i de til det oldnordiske Museum stødende Værelser. Man vil de[r]ved paa Charlottenborg vinde plads til at opstille endeel af de sidst hidkomne Thorvaldsenske Arbeider, og navnligen ville de ham selv tilhørende Marmor-Skulpturer, af hvilke endeel, som bekjendt, endnu ere ufuldendte, vorde opstillede i hans Atelier, saaledes at Konstneren ved sin hidkomst der vil kunne finde disse Arbeider samlede”.

Man opmagasinerede desuden værker i Proviantgården på Slotsholmen.

Sikkerhed, registrering – og museumsbutik

Thorvaldsen forholdt sig pragmatisk og forudseende til de mange kunstværker, der stod snart her, snart der i forskellige, ledige lokaler rundt om i København. Han bad den nydannede Comitteen for Oprettelsen af Thorvaldsens Museum om dels at sikre opbevaringen, dels at skabe en fortegnelse over “Statuer og Basrelieffer i Marmor og i Gips, antike Vaser, Bronzer, Malerier, Pragtværker, løse Kobbere, Haandtegninger og Bøger”, således “at samtlige Gienstande i Tid maatte kunne overleveres til Museet i god behold”.

Thorvaldsen arbejdede derudover på at sikre økonomien for det kommende museum, blandt andet ved, at han gav tilladelse til produktion og salg af gipsafstøbninger af hans skulpturer og relieffer:

“Efter Overlæg med Thorvaldsen har Comiteen foretaget de fornødne Skridt til at erhverve Eneret paa at lade forfærdige og udsælge Afstøbninger i Gibs af de Thorvaldsenske Arbeider, Statuer og Basreliefs, hvoraf Indtægten vil paa en eller anden Maade blive sat i Forbindelse med Museets Tarv”.

Gipsafstøbningerne blev antagelig solgt fra en dertil indrettet museumsbutik på Børsen i København.

Thorvaldsen på Charlottenborg 1838-1844

Thorvaldsen boede officielt i sin udvidede professorbolig på Charlottenborg fra sin hjemkomst til Danmark 17.9.1838 og indtil sin død 24.3.1844. I realiteten opholdt han sig i lange perioder væk fra København, dels på kortere ture, dels på Nysø og dels på en længere rejse til Rom i 1841-1842. Årsagen til dette fravær var blandt andet, at Thorvaldsen var ved at drukne i atelier-museets succes: “Daglig var hans atelier besøgt, derfor følte han sig mere hyggelig paa Nysø”, skrev H.C. Andersen.

Christian (8.) Frederik havde ellers forsøgt at indrette Thorvaldsens “Værelser ret hyggelige”. Dette bekræftes af “Specification over Meubler e.t.c. leveret til vlb: Herr ConferenceRaad Thorvaldsens Boelig paa Charlottenborg”, men de “hyggelige” mahogniborde, damaskgardinerne, bronzelysekronerne, himmelsengen og de ægte forgyldte taffellysestager var altså ikke nok til at skaffe Thorvaldsen arbejdsro.

Se en oversigt over Thorvaldsens tilstedeværelse i København i årene 1838-1844 her.


Antagelig Ferdinand Richardt: Botanisk Have med Thorvaldsen, omkring 1840, privateje.
Fig. 10. Antagelig Ferdinand Richardt: Botanisk Have med Thorvaldsen, omkring 1840, privateje.
Charlottenborgs østfløj med det såkaldte “Thorvaldsens hus” for enden. Thorvaldsen, iført grå frakke, går tur i Botanisk Have, der på det tidspunkt var indrettet i Charlottenborgs slotshave. En ung mand er ved at pakke en transportkasse ud, og bærer nu Amor med lyren, jf. A786, ind i atelier-museet.

Levende formidling

C.F. Wilckens har nedfældet en del erindringsglimt fra Thorvaldsens sidste år i København. To af disse er relevante at drage frem i forbindelse med belysningen af Thorvaldsens atelier-museum. De befæster, at atelier-museet var overrendt af besøgende. De belyser desuden, at det tidlige Thorvaldsen-publikum ikke alene bestod af “hele Kiøbenhavn”, men også af “turister” (svenskere), og at disse kunne være heldige at få kunstværkerne at se, men sågar også kunstneren selv i arbejde:

“I atelieret udførte han de større værker. Under arbejdet ønskede han altid, at jeg [dvs. Wilckens] var tilstede, til dels for at de besøgende ikke skulle genere ham under det; thi han kunne ikke finde sig i at nægte nogen adgang til sit atelier; men det var ikke altid han holdt af at tale med dem. Jeg måtte derfor ofte bede de besøgende om ikke at tale til Thorvaldsen, når han arbejdede. Uagtet jeg mange gange bad dem derom, gjorde de det dog alligevel, især svenskerne. Hændte det en dag, når han havde givet mig et sådant forbud, besvarede han imidlertid kun deres spørgsmål med et stumt nik, men hilste altid venligt, når de kom eller gik.”

De venlige, men stumme nik, der blev svenskerne og andre ihærdige til del, gjaldt dog ikke Thorvaldsens kvindelige publikum. De var tværtimod heldige at få værker udlagt og fortolket af Thorvaldsen selv. Wilckens skrev:

Oehlenschläger besøgte ofte Thorvaldsen i hans atelier; det morede ham både at se Thorvaldsen arbejde og at høre ham forklare sine arbejder for de besøgende.
Især havde Thorvaldsen fornøjelse af at forklare damerne Kærlighedens aldre, og da i en spøgende tone at drille de unge damer med at vise dem, hvor begærligt ungdommen rækker hånden efter de små amoriner. Når han så kom til “alderdommen”, sagde han gerne: ”Her ser De mig! Kærligheden bliver mig for tung.” Ved den sidste figur sagde han: ”Ser De, nu flyver den fra mig.” Som oftest blev han modsagt af damerne, som forsikrede ham om, at han altid ville blive elsket. Han trak da gerne på skuldrene, trykkede deres hånd og sagde: ”Gid De sagde sandt!

Oehlenschläger skrev på baggrund af disse optrin et digt, hvori Kærlighedens aldre blev beskrevet og fortolket. Teksten blev (på bedste museums-manér) klæbet op på pap og hængt op ved relieffet. På den måde, mente Oehlenschläger, kunne publikum selv læse om værket, og Thorvaldsen dermed spare lidt på sin ellers fremragende, levende formidling af stoffet.


Aymard Charles Théodore Neubourg: Portræt af Bertel Thorvaldsen, juli 1840, Thorvaldsens Museum
Fig. 11. Aymard Charles Théodore Neubourg: Portræt af Bertel Thorvaldsen, juli 1840, N267.
Thorvaldsen ses med relieffet Diana og Jupiter, jf. A345, foran Charlottenborgs østfløj.

Efter Thorvaldsens død

Dette afsnit er endnu under udarbejdelse.

Georg Emil Libert: Thorvaldsen på lit de parade i Kunstakademiets Antiksal, 29.03.1844
Fig. 12. Georg Emil Libert: Thorvaldsen på lit de parade i Kunstakademiets Antiksal, 29.03.1844, D1748.

Konkluderende bemærkninger

Denne referenceartikel er skrevet på baggrund af en fornyet indsamling og gennemlæsning af dokumenter vedrørende Thorvaldsens professorbolig på Charlottenborg. Dokumenterne har vist, at professorboligen ikke blot dannede en fysisk ramme om Thorvaldsen i de få år, han opholdt sig i Danmark, men at stedet – overraskende – spillede en vigtig rolle som provisorisk museum i den helt tidlige fase af dannelsen af Thorvaldsens Museum.

Professorboligen fungerede fra 1833 som opbevaringssted for Thorvaldsens hjemsendte kunstværker, men også som et atelier-museum med mange besøgende. De besøgende var “Kongen” såvel som “den simple Mand af nogenlunde Dannelse”, og konklusionen må være, at man i atelier-museet praktiserede dét, der siden kom til fuld udfoldelse, nemlig at Thorvaldsens Museum, på demokratisk vis, var et museum for hele folket.

Det har i øvrigt vist sig, at Thorvaldsen, og mange gode kræfter omkring ham, arbejdede seriøst med de elementer, der, den dag i dag, udgør kernen i professionel museumsdrift; indsamling, sikkerhed og bevaring, registrering, skriftlig og mundtlig formidling. Selv så nutidig en sag som en museumsbutik var indkalkuleret.

Publikums møde med Thorvaldsens kunstværker, samt hele det museumsfaglige arbejde knyttet til Thorvaldsens samlinger, fandt altså sted i professorboligen på Charlottenborg og senere i gemakkerne på Christiansborg. Thorvaldsens Museum var dermed på sin vis en realitet lang tid før den officielle åbning af museet den 17.9.1848.

Referencer

  • Christian Bruun & L.P. Fenger: Thorvaldsens Musæums historie, København 1892.
  • Anneli Fuchs og Emma Salling (red.): Kunstakademiet, 1754-2004, Bind III, 2004.
  • A.P. Liunge: Kjöbenhavnsposten, 9. årgang, nr. 233, 2.10.1835.
  • Claus M. Smidt: ‘Et blad af Charlottenborgs bygningshistorie’, in: Pontus Kjerrman, Bjørn Nørgaard, Jan Zahle, Jens Bertelsen (red.): Spejlinger i gips, København 2004.
  • Jan Zahle: ‘Antiksalen, Figursalen, Museet’, in: Pontus Kjerrman, Bjørn Nørgaard, Jan Zahle, Jens Bertelsen (red.): Spejlinger i gips, København 2004.
  • C.F. Wilckens: Thorvaldsens sidste år, Optegnelser af hans fordums kammertjener, København 1973 (1874).

Sidst opdateret 14.02.2017