Arkivet, Thorvaldsens Museum

Pladsen foran Thorvaldsens Museum

Hvad er en plads?

I klassisk forstand kan en plads defineres som det rum, der opstår imellem bygningsmasserne, et rum hvor væggene er huse og himlen er tag. Den tilbagevendende storsnak i planlægningen af nye byer samler sig om dette, skal byrummet være bestemmende for bygningsmassernes indbyrdes placering, eller er byrummet at betragte som det nødvendige mellemrum mellem huse beregnet for afvikling af til og fra og lidt ophold.

Og hvad er arealet foran Thorvaldsens Museum da så for en tilstand, er det en plads, et byrum eller et hjørne af en kunstig ø?


Thorvaldsens Museum på Slotsholmen
Fig. 1. Slotsholmen i fugleperspektiv fra vest.


Svaret må være, at det er det nok, altså alle dele i ét, et byrum, en plads og et hjørne af den kunstige ø Slotsholmen. Det særlige ved Slotsholmens pladser er, at de ikke definerer byrum, men beskriver rummet fra forskellige bygninger ud til kanten af øen. Fornemmelsen af defineret byrum er stærkest netop ved Thorvaldsens Museum, afgrænset som det er af husrækkerne ved Gammel Strand, Nybrogade, Rådhusstræde, Frederiksholms Kanal og Ridehusets store, rolige facade. Om et planlagt byrum er der vel næppe tale; tidens forskellige forslag og udformninger er skabt på forskellige betingelser og forskellige tiders behov og idealer.

Og således da også nu. Dette forslag søger at understrege det særlige ved stedet, søger at forholde sig til historien og til nuet.

Pladsen foran Thorvaldsens Museum har i mange når befundet sig i en tilstand af venten. Det romantiske haveanlæg, som ses afbildet på Constantin Hansens maleri fra 1858 (se fig. 1, s. 69), bevarede nogenlunde sin udformning til et stykke ind i vort århundrede. Gradvist forandrede anlægget sig herefter til det, vi ser i dag, en hegnet græsplæne med enkeltstående træer. I 1992 bevilgede Statens Kunstfond 1.7 mil. kr. til en skulptur, som skulle udføres af billedhuggeren Svend Wiig Hansen og placeres foran Thorvaldsens Museum. Foranlediget heraf rettede bestyrelsen for Thorvaldsens Museum i 1993 en henvendelse til mig om forslag til udformning af pladsrummet og, i samarbejde med Svend Wiig Hansen, en placering af skulpturen i dette pladsrum.

København er en by, og som sådan sig selv. I byen findes pladser, der tilhører byen, folkelige pladser som Gråbrødre Torv, Amager Torv, Gammel Strand og mange andre. Men samtidig er København Danmarks hovedstad, og på denne måde hele Danmarks by. Og i denne Danmarksby er der særlige steder, vi fornemmer tilhører os alle, steder som Amalienborg Slotsplads, Kongens Nytorv, Christiansborg Slotsplads, Rådhuspladsen og sidst, men ikke mindst, pladsen foran Thorvaldsens Museum.

Slotsholmen er en ø, en ganske særlig ø med ganske særlige huse, Christiansborg, Børsen, Det Kongelige Bibliotek, Slotskirken og Thorvaldsens Museum. Det er min opfattelse, at en planlægning, der har som mål at fremhæve ØEN, må understrege områdets kraft. Dette kan gøres ved at styrke BROERNES udtryk, gøre dem buede og med en særlig belægning. Og ved at højne kvaliteten af øens belægninger, ved udelukkende at bruge granit som øens GULV.


Plan over Slotsholmen
Fig. 2. Plan over Slotsholmen.


M. G. Bindesbølls plan over museets beliggenhed og forslag til næromgivelsernes udformning. Det approberede forslag 1839 - Copyright tilhører Thorvaldsens Museum
Fig. 3. M. G. Bindesbølls plan over museets beliggenhed og forslag til næromgivelsernes udformning. Det approberede forslag 1839.


Hvis vi ser på Bindesbølls oprindelige plan, ser vi en plads, et stort enkelt rum med to rækker akacietræer foran Ridehuset, en vandkunst og en skulptur af Thorvaldsen placeret med Ridehuset/akaciealleen som baggrund. Planen viser tillige et par trin mod Kanalen for at udjævne terrænfaldet fra Ridehuset mod Kanalen. Især skulpturens placering og fornemmelse af plads har været inspiration for det nye forslag.

To billeder har tillige været inspiration i arbejdet, Constantin Hansens tidligere omtalte maleri fra 1858 og et foto optaget ca. 1870 (fig. 4, s. 202). Begge udtrykker enkelhed og ro, tyngde og væren, kvaliteter der er nødvendige modspil til informationssamfundets lyshastigheder.


Thorvaldsens Museum og Kanalen set fra nord-øst, ca. 1870
Fig. 4. Thorvaldsens Museum og Kanalen set fra nord øst. Fotografi ca. 1870.


Forslaget søger at skabe så stor ro og enkelhed i pladsrummet som muligt. Pladsen tænkes som ét stort rum med en sammenhængende belægning bestående af brosten. På denne store rolige flade skulle Svend Wiig Hansens 6 m lange og 3 m høje skulptur placeres med Ridehuset som baggrund, således at skulpturen indgik i dialog med museet og med alle dele af pladsrummet. Fornemmelsen af ø fremhæves ved at udvide det brostensbelagte areal mod Vindebrogade, og lade cyklerne køre på bordurstensrækker nedlagt i brostensfladen og således på afstand af den øvrige trafik. De store gamle træer bevares og omkranses af bænke, og der foreslås en gadebelysning langs begge sider af Vindebrogade i en mere byvenlig udgave end den nuværende. En udformning af et smukkere rækværk mod Kanalen ville ligeledes hæve områdets kvalitet.


Den nye plan for pladsen foran Thorvaldsens Museum
Fig. 5. Den nye plan for pladsen foran Thorvaldsens Museum.

Skitse til Svend Wiig Hansens skulptur tegnet ind foran Thorvaldsens Museum
Fig. 6. Skitse med Svend Wiig Hansens skulptur tegnet ind foran Thorvaldsens Museum.


Ved Svend Wiig Hansens død (1997), var skulpturen ikke så færdiggjort, at den kunne placeres på pladsen. Det er min opfattelse, at det ikke ændrer på det rigtige i forslagets idé om en stor rolig granitflade foran Thorvaldsens Museum. Dette fantastiske hus, der ligger dybt i vor bevidsthed, kunne fortjene en bedre baggrund, et bedre gulv end dette tilfældige virvar, som det i dag må affinde sig med.


Svend Wiig Hansen lille skitse
Fig. 7. Trickfoto. Svend Wiig Hansens lille skitse fotograferet på plænen foran Thorvaldsens Museum. 1996.


Sidst opdateret 11.05.2017