Arkivet, Thorvaldsens Museum

Paradisets Port

Kronborg som fæstning

Det er Kronborgs bestemmelse at fungere som fæstning, og det endda pa et af de mest udsatte punkter i det danske monarki. Det er heldigvis ikke så ofte, fæstningen har været i funktion. Men det skete 1801, da Parker og Nelson førte en engelsk flåde ned gennem Sundet. En kortvarig skudveksling, det var alt, men en engelsk bombe slog dog ned i slottets nordvesthjørne, hvor kommandanten havde sin bolig og til sin ærgrelse matte leve med huller i taget temmelig længe. Den civile administration af slotsbygningen var for træg. Slaget pa Rheden den 2. april afgjorde krigen, og så var der fred, men kun for en tid. Englænderne kom som bekendt igen 1807, passerede Kronborg, landsatte tropper, bombarderede København og sejlede hjem med den danske flåde.

Under den krig, der fulgte, var Kronborg i overhængende fare for at blive angrebet, og det bør ikke kunne overraske nogen, at de militære hensyn i disse år kom til at veje tungere end de civile. Da slotskirken længe havde været ude af brug (garnisonen benyttede Helsingørs Mariekirke), blev det fine kirkerum i krigstiden anvendt som magasin og træningsrum for soldater. Det frembød derfor et sørgeligt skue, da landet endelig fik fred. At staten samtidig var gået bankerot medvirkede til, at der matte gå en rum tid, for kirken blev bragt i orden, sa den kunne genindvies 1843. Da det var sket, udsendte slotspræsten P. E. Fischer en beretning om indvielsen. Han tegnede et rids af kirkens historie og siger, at da misbruget under krigen var blevet “paatalt af Slotspræsterne samt sardeles misbilliget af daværende Hans kongelige højhed Prinds Christian Frederik ved højstsammes nærværelse paa Kronborg, af Conferensraad Thorvaldsen ligesom ogsaa af Biskop Mynster ved hans Visitats i Aaret 1836, blev allerede i de sidste Aar af Kong Frederik den Sjettes Regering en Undersøgelse af den ødelagte Kirke besørget af Architect Bindesbøll samt besluttet, at den skulle restaureres”.

At præsterne og bispen havde varet misfornøjede, kræver ingen nærmere forklaring, og det kan heller ikke undre, at de har faet medhold af den begavede prins. Han kan næppe have været ubekendt med den kritik, som stod at læse i William Rae Wilsons rejsebeskrivelse, der udkom i London 1826.

Wilson fortalte, at slotskirken “is in a state of dilapidation from neglect, and at present appears to be applied to various purposes. For instance in one part of it images, ornaments, decorations, and altar pieces were huddled together in the greatest confusion in a corner, as if they had been reserved for the supply of fuel; in another stood a number of poles and ladders for gymnastic exercises”. Det har ikke huet prinsen.

Hvordan Thorvaldsen og Bindesbøll så kom ind i historien er en sag for sig, som nok engang vil blive belyst i detaillen. Her skal blot nogle særlige omstændigheder derved trækkes frem.

Restaureringen af slotskirken

Nøglefiguren i den del af historien er N. L. Høyen.

Den 24. marts 1829 fik han af kongen bevilget penge til den første af sine berømte rejser i de danske provinser “for at udforske, hvad der maatte forefindes af Konstsager, der kunne fortjene at beskrives, reddes fra Tilintetgjørelse, opbevares eller nøjere undersøges”. Han har nok kendt Wilsons rejsebeskrivelse eller pa anden måde fået nys om, at det ikke stod så godt til på Kronborg, for hans første mål, da han den 18. maj forlod København, var Kronborg. J. L. Ussing fortæller derom i 1872: “Slottets Tilstand var i det hele temmelig forsømt. Saaledes laa det smukke Alabast-Alter fra Kirken hulter til bulter henkastet i en mørk Krog”. Det minder om Wilsons beskrivelse, når bortses fra, at alteret med dets alabaster- og marmordele ikke er egnet som brændsel (fuel). Nar Ussing fortsatter: “Slotsforvalteren lovede at faa det fremdraget og samlet, hvis han vilde komme igjen om nogen Tid”, er der ogsa noget, der halter. Høyen ma have kontaktet Rentekammeret, der vidste, at han arbejdede efter kongens ønske, og som straks sendte en forespørgsel til bygningsadministrationen den 22. august. Men så går sagen i stå. Der rykkes den 28. november og igen den 27. november 1830, men først den 22. november 1831 kommer der et svar fra hofbygmester Chr. B. Hornbech, der blandt andet skriver, at “Alteret er nedtaget, før han fik Tilsyn med Kronborg, at det er hensat pa et sikkert Sted i 3. Etage, og de arkitektoniske Indfatninger derimod i et Aflukke i selve Kirken, så at begge Dele er sikrede for videre Beskadigelse”. Om alabaster- og marmordelene hele tiden har været pa 3. sal, får stå hen. Et og andet kunne tyde på, at Hornbech har brugt tid til at gardere sig imod, at Kronborg mistede alteret. “At bortskænke Samme fra Slottet” kan han ikke tilråde, “da et værdigere end det nuværende Brug af Kirken dog er tænkeligt”.

Ja, mon ikke!

Rentekammeret får en ordning med militæret, som i foråret 1834 rømmer slotskirken, men hverken kommandanten eller overhofmarskal Hauch synes at vide noget om, at kirken skal istandsattes, for et rygte derom når dem i november samme år.

Høyen, der året forinden havde offentliggjort sin oversættelse af Victor Hugos manifest “Til Vaaben mod Vandalerne”, havde gjort sit til at få gang i sagen, og alt, hvad der hørte til alteret, blev samlet i kirken. Her så H. C. Andersen det i juli 1837. “Alteret laa hen ad Gulvet” noterede han i sin dagbog. Forinden havde Høyen gjort de notater, han ønskede sig, og i en notesbog fra 1835-36 har han med en tegning vist, hvordan han mente, det hele skulle sammenstykkes . Trærelieffet med Abraham og Isak anbragte han til højre for hovedfeltet, ikke blot fordi det kompositionelt forekom rigtigst, men vel også fordi en sådan placering svarede til et fjernt forbilledes anbringelse. Høyen, der havde været i Firenze 1825, kendte naturligvis historien om, hvordan byens kunstnere i 1401 konkurrerede om en ny port til baptisteriet. Og han har — som andre unge kunsthistorikere — efterset, hvordan konkurrencens vinder, Lorenzo Ghiberti siden brugte motivet ude i højre side af et relief på den port, Michelangelo kaldte Porta del Paradiso .

Da Høyen året efter i kredsen, der dannede Kunstforeningen, forelæste om Ghiberti og hans Broncedøre i Florents ledsaget af nogle kritiske bemærkninger om Basrelieffet i Almindelighed, har han nok beskæftiget sig med Abraham-motivet. Han må have genkendt det, straks han sa Kronborg-reliefferne.

Kronborg og Thorvaldsen

Skulle alteret genopbygges i kirken, måtte det være rigtigt også at få det øvrige gamle kirkeinventar retableret, som det havde været, og alt dette skulle af Rentekammeret lægges i den kongelige bygningsadministrations hænder. Den blev styret af etatsråd Buch og de to hofarkitekter J. H. Koch og Chr. B. Hornbech. Sidstnævnte ville utvivlsomt blive bedt om at udfore arbejdet. Og det var han sikkert parat til, men skulle det gores efter de nye principper. Hoyen havde lært at kende i Italien, og som han havde doceret i noterne til sin oversættelse af Victor Hugo, matte der først gennemføres en omhyggelig historisk undersøgelse. Det hele har efter Høyens opfattelse næppe kunnet overlades bygningsadministrationens ældre arkitekter.

Her kommer Bindesbøll ind i billedet. Han var allerede i begyndelsen af 1833 blevet ansat som konduktør hos Hornbech og har nok set slotskirken, før han rejste sydpå året efter. At han forinden havde faet forbindelse med Høyen, er klart, og vi ved, at den unge arkitekt på rejsen med iver har studeret ældre arkitektur og i Athen ligefrem udarbejdet et restaureringsprojekt.

Her havde den tyrkiske har 150 år tidligere revet det lille Niketempel ned, men i juli 1835 lå næsten alle dele deraf samlet. De blev indgående studeret med templets genrejsning for øje, og der skulle nu blive tale om et af de første eksempler pa den særlige restaureringsform (anastylosis), hvor målet er at få spredte bygningselementer samlet korrekt uden mere eller mindre smagfulde tilføjelser. Før Niketemplet blev genrejst hen på året 1836, havde Bindesbøll tegnet et forslag, som han nævner i et brev af 26. maj 1836. Da han den 26. august 1838 kom hjem fra sin store udenlandsrejse, blev han straks kapret til Kronborg-opgaven og med delikatesse genanbragt som medarbejder hos Hornbech med den specielle opgave at foretage en grundig undersøgelse af slotskirken. Resultatet kender vi i form af en serie fremragende tegninger, som savner sidestykke i samtiden . Det skal jeg ikke komme nærmere ind på her, men blot anføre, at tegningerne rent praktisk har varet velegnede til at overbevise rette vedkommende om, at kirken skulle istandsættes med sit gamle inventar, hvilket bestemt ikke var en selvfølge. Dyrt ville det blive.

Hans kongelige højhed Prins Christian Frederik kunne nok vindes for sagen, men hvad med kongen?

Rentekammeret skulle hvert år forelægge majestaten, hvad bygningsadministrationen fandt det absolut nødvendigt at gøre ved de kongelige bygninger. I april 1839 fremsattes et sadant forslag, som for Kronborgs vedkommende omfattede arbejde for 4936 rigsdaler ialt. Forslaget blev tiltrådt, men resolutionen, som faldt 1. maj, fik en tilføjelse: “I øvrigt ville Vi ved Forslaget til Bygningsarbejderne for næste Aar modtage et Overslag over, hvad det ville koste at restaurere Kronborg Slots Kirke i den Stand, hvori den var for sidste Krig”. Kongen var gjort interesseret, men ville nok se, hvad en sådan restaurering kostede.

Da det — som nævnt — ville blive dyrt, var der brug for gode fortalere.

Her vil det vare rimeligt at tænke pa Thorvaldsen. Han var kommet til København den 17. september 1838 for at vare til rådighed under tilrettelaggelsen af planerne for opforelsen af det museum, der skulle rumme hans værker. Ingen var herhjemme mere optaget af denne sag end vennerne Høyen og Bindesbøll, men det er utænkeligt, at der ikke i samtalerne mellem de tre skulle blive sagt et og andet om slotskirken pa Kronborg. Thorvaldsen kan have udtalt sig positivt om sagen alene pa grundlag af, hvad Bindesbøll kunne vise af tegninger, og hvad Høyen fortalte, men der er også efterretninger om en tur til Helsingør den 10.-12.juli 1839, hvor Thorvaldsen i selskab med familien Stampe havde etatsrad Stenfeldt, Helsingørs borgmester, som den “gæstfri Vært”. Stenfeldt var en af de aktive for slotskirkens istandsættelse, og det skulle vare mærkeligt, om der ikke har varet sat tid af til et Kronborg-besøg ved denne lejlighed. At Thorvaldsen har været pa Kronborg er givet.

At et ord fra Thorvaldsen vejede tungt hos den gamle konge, var en velkendt sag, og der anes en behændig hånd bag den omstændighed, at det blev muligt at få en udtalelse fra den store billedhugger til gunst for Høyens planer på Kronborg. Men Frederik den Sjette døde, og det blev efterfølgeren, som kom til at stå for gennemførelsen af den restaurering, han selv havde vist interesse og 22. april 1840 beordrede iværksat for 1507 rigsdaler. Hornbech kom til at forestå restaureringen sammen med bygningsinspektør Kornerup. Bindesbølls tegninger blev fulgt, men ikke i alle enkeltheder . Det er svært i dag at forklare sig, hvad der har talt for de mindre ændringer, som man foretog, men helheden blev stort set, som Bindesbøll havde tænkt sig, og hans tegninger kan stadig beundres. De må have inspireret til det store opmålingsarbejde, som Martin Nyrop, Hack Kampmann, Martin Borch og Arnold Krog m.fl. gennemførte pa Kronborg 1876-88 . Den sidste — Dyveke Helsteds morfar — har givet os et smukt erindringsbillede derfra i festskriftet fra 1919 til Nyrop. Om man dog blot havde en tilsvarende skildring fra 1834-44!

En lille ændring, foretaget af bygningsadministrationen, skal have et ord med på vejen. Bindesbøll havde pa sin tegning af alteret sat relieffet med Abraham og Isak, hvor Høyen fandt det rigtigt, men man ombyttede de to siderelieffer.

Ændringen kan tankes at vare foranlediget af iagttagelser, gjort under arbejdet med alterdelenes samling, men det er nok mere sandsynligt, at arkitekterne i bygningsadministrationen anlagde et andet skøn end Høyen og Bindesbøll. Efter Høyens opfattelse måtte bevaringen af historiske monumenter ikke overlades til arkitekter af en eller anden bestemt æstetisk observans, men “overgives til den omhyggeligste historiske Varetægt”. Derom måtte der samarbejdes med Videnskaben. For Bindesbølls vedkommende ville det sige med Høyen. Og Høyen havde hjerte for Paradisets Port.

Sidst opdateret 11.05.2017