Arkivet, Thorvaldsens Museum

Christian 8.s lån hos Thorvaldsen

  • Nanna Kronberg Frederiksen, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2014
  • I 1821 var Thorvaldsen så velhavende, at han kunne yde den danske prins Christian (8.) Frederik et større pengelån. Christian Frederik fik sidenhen problemer med at betale lånet tilbage, hvilket afstedkom, at Thorvaldsen generøst eftergav ham en del af gælden.

En velbevaret hemmelighed

Der har, så vidt vides, ikke tidligere været gjort forsøg på at beskrive forholdene omkring det store pengelån, som den danske prins Christian (8.) Frederik i 1821 optog hos Thorvaldsen, og som han sidenhen fik problemer med at tilbagebetale. Det kan skyldes, at sagens parter og andre “pårørende” omgærdede lånesagen med så meget diskretion, ja, måske ligefrem hemmeligholdelse, at eftertiden har haft svært ved at få øje på den.

Christian Frederik udelod enhver antydning af sagen i sine normalt meget detaljerede dagbøger og rejseoptegnelser. Just Mathias Thiele omtalte heller ikke lånet i sin biografi om Thorvaldsen, hvilket er bemærkelsesværdigt, fordi han ellers ivrigt citerede breve og redegjorde for sagsforhold, der belyste Thorvaldsens relationer med højtstående personer.

Medvirkende til, at lånesagen nu er kommet for en dag, er, at gældsbeviset samt 27 relaterede breve og brevudkast er blevet publicerede og gjort søgbare i Arkivet, Thorvaldsens Museum. De 28 dokumenter er udvekslet mellem tre personer: Thorvaldsen, Christian Frederik og dennes privatsekretær Johan Gunder Adler. Denne snævre kreds af indviede indikerer, at ingen udenforstående var involverede i sagen; Thorvaldsen “sladrede” ikke, i hvert fald ikke på skrift, og lånesagen har kunnet synke ned på historiens bund som en velbevaret hemmelighed – indtil nu.

Lånet og dets betingelser

Under Christian Frederiks store udenlandsrejse 1818-1822 til Tyskland, Italien, Schweiz, Frankrig og England optog han med gældsbeviset af 1.4.1821 et pengelån hos Thorvaldsen på 9000 romerske scudi med en årlig rente på fem procent, det vil sige 450 scudi. De 9000 scudi svarede til ca. 238 kg rent sølv.

Ifølge gældsbeviset skulle Christian Frederik betale renter, men ikke løbende afdrage på gælden. Det var med andre ord en form for “afdragsfrit lån”, hvor hovedstolen skulle tilbagebetales fuldt og helt ved gældsaftalens opsigelse ved én af parterne.

Renten blev udbetalt halvårligt i alt 11 gange og beløb sig til 2475 scudi, frem til 9.12.1826, hvor Thorvaldsen opsagde gældsaftalen og bad om, at det fulde beløb måtte blive stillet til rådighed for ham via bankierfirmaet Torlonia. Grunden – som han anførte til prinsens privatsekretær Johan Gunder Adler – var, at han for egen regning skulle udfærdige en kolossal, bronzestøbt sejrsgudinde i en hestetrukken vogn og derfor så sig nødsaget til at inddrive sine udeståender.

Kontraktbrud

Trods gældsbevisets §1, der stadfæster, at lånet “uvægerligt” skulle udbetales til Thorvaldsen senest tre måneder efter gældsaftalens opsigelse, måtte Christian Frederik vægre sig mod at udbetale det fulde beløb til tiden, da han af forskellige årsager var i pengebekneb. Gennem Adler blev det foreslået, at Thorvaldsen kunne modtage pengene gradvist, og der blev udtrykt ønske om, at Thorvaldsen indløste så lidt som muligt i 1827 og de resterende penge først i 1828 og 1829. Til den tid ville det blive “Prinsen mindre vanskeligt” at afdrage på sin gæld.

Thorvaldsen reagerede ikke med vrede på dette kontraktbrud, men skrev venligt – og en smule ironisk – til prinsen:

“Jeg takker Deres Kongelige Høihed underdanigst for at De en Tid lang har bebyrdet Dem med Bestyrelsen af den mig tilhørende Summa Penge, jeg har sikkert ikke kunde finde noget bedre Sted at placere dem.”

Herefter gentog han i brevet sit ønske om at inddrive gælden, men nu med en dybere begrundelse. Pengene skulle han bruge til sejrsgudinden, men også til betaling for marmorhugning af sine værker. Han planlagde nemlig “i stedet for Penge at efterlade en temmelig udvalgt Samling.” Dette er første gang, at Thorvaldsen skriftligt formulerer sin idé om et “Thorvaldsens Museum”, og den fulde ordlyd skal derfor gengives her:

“Min Hensigt er nemlig at lade støbe et Monument i Bronze, forestillende Seiersgudinden i naturlig Størrelse paa en Triumphvogn trukken af to eller fire Heste. Jeg har desuden mange andre Arbeider, som jeg har udført eller vil udføre i Marmor paa egen Bekostning. Naar jeg hertil lægger min Samling af antike og moderne Kunstsager, der daglig formerer sig, saa haaber jeg istedetfor Penge at efterlade en temmelig udvalgt Samling”.

De 9000 scudi skulle altså bruges til at igangsætte Thorvaldsens Museum. Det er bemærkelsesværdigt, at Thorvaldsens idé om museet og dets indhold så overensstemmende blev realiseret i det færdige museum, der åbnede godt 21 år efter: Thorvaldsens Museum rummer Thorvaldsens egne kunstværker såvel som hans samlinger af antik og moderne kunst, og kronen på værket er en triumferende sejrsgudinde i en kvadriga, der står placeret på museets tag.

Men Thorvaldsen måtte altså vente med at hæve de penge, der skulle kickstarte museumsprojektet. Thorvaldsen imødekom Adlers anmodning om udsættelse. Ikke blot hævede han pengene lidt ad gangen, han ventede helt frem til 1831 med at inddrive det fulde beløb. Om dette skyldtes en særlig hensyntagen til Christian Frederik og hans økonomiske situation, eller om Thorvaldsens egne planer af andre grunde var forsinkede, kan man endnu kun gætte på.

Det fremgår af påskrifter på gældsbeviset, at Thorvaldsen hævede de 9000 scudi hos Torlonia gradvist over tre gange:

  • 2000 scudi den 26.6.1829 (1. afdrag)
  • 2000 scudi den 8.10.1829 (2. afdrag)
  • 5000 scudi den 20.10.1831 (3. afdrag)

Gældseftergivelse

Den 12.8.1828 bemærkede Adler samvittighedsfuldt, at Thorvaldsen endnu ikke var begyndt at hæve sine penge hos Torlonia, og at han derfor var berettiget til to halvårsrenter, som han ville sørge for at udbetale, så snart Thorvaldsen ønskede det.

Der kendes pt. ingen dokumenter, hvori Thorvaldsen svarer på dette. Den 9.5.1829 varslede Thorvaldsen Adler om, at han nu måtte hæve en delsum, men han nævnte ikke med ét ord de renter, som han havde været berettiget til at få i den forgange periode (fra 9.12.1826 til 9.5.1829), ej heller eventuelle renter af restgælden. Dette kan tolkes på flere måder, og i det følgende opstilles forskellige hypoteser for, hvorfor Thorvaldsen ikke opkrævede de berettigede renter af Christian Frederik, men i stedet valgte at eftergive ham denne del af gælden.

Generøsitet og powerplay – mulige grunde til gældseftergivelsen

Det rentebeløb, som Thorvaldsen eftergav Christian Frederik, beløb sig til 1800 romerske scudi. Det svarede til ca. 47,5 kg sølv eller 1881 rigsdaler / 3762 rigsbankdaler, som var den danske møntenhed henholdsvis før og efter 1813.

For bedre at forstå beløbets størrelse, kan det nævnes, at en professor på Kunstakademiet i København i 1805 fik 400 rigsdaler i årsløn. Og i 1829, efter statsbankerotten og deflationen, var der i nygifte prinsesse Caroline og arveprins Ferdinands husholdningsbudget afsat et beløb på 17000 rigsbankdaler til at aflønne de 55 personer, der udgjorde hofstaben og tjenerskabet. Det var altså en betydelig sum, svarende til fire og en halv professorers eller tolv hoftjeneres årslønninger, som Thorvaldsen gik glip af ved ikke at gøre krav på de sidste rentepenge fra Christian Frederik.

Hvad var mon Thorvaldsens grunde til denne gældseftergivelse?

1) Gældseftergivelsen kunne skyldes, at Thorvaldsen havde ringe økonomisk sans og ikke tænkte så meget over tabt indtjening. Dette virker dog ikke plausibelt, når man ser, hvor præcist og dygtigt Thorvaldsen i øvrigt har håndteret sagen. Ud fra brevvekslingen at dømme har han fuldt ud styr på gældsbevis, rentepåskrivninger, datoer, underskrifter og anden formalia.

2) Gældseftergivelsen kunne være et udtryk for Thorvaldsens karakter og generøse indstilling. Det forekom ham måske penibelt, at prinsen var nødsaget til at låne penge og velsagtens decideret pinligt, at han ikke kunne betale sit lån tilbage rettidigt. Måske Thorvaldsen har syntes, det var at føje spot til skade at ville opkræve “smårenter”.

3) Gældseftergivelsen kunne være et udtryk for, at Thorvaldsen har villet vise sin taknemmelighed overfor Christian Frederik, der, både som privatperson og gennem sit virke som præses for Kunstakademiet i København, støttede billedhuggeren direkte og indirekte gennem flere bestillingsopgaver.

4) Gældseftergivelsen kunne være en del af et powerplay, der handlede om, at Thorvaldsen gerne ville have en “klemme” på Danmarks kommende monark. Ved generøst og diskret at eftergive rentepengene, stod prinsen ikke blot i pengegæld, men også i taknemmelighedsgæld til Thorvaldsen. Men hvad ville Thorvaldsen opnå med det? Thorvaldsen arbejdede for at realisere sit museum i Danmark, og måske passede det ham godt, at Christian Frederik på denne måde havde et særligt incitament til at tale hans sag for kongen, hvis accept af museet var nødvendig. Det var trods alt “museumspengene”, som Christian Frederik havde forsinket.

5) Gældseftergivelsen kunne være et udslag af Thorvaldsens politiske standpunkt, der var liberalt. Christian Frederik rejste fra et land i stagnation og med stærke prisfald. Han tog på en lang og dyr rejse med sin unge hustru og søn, foruden et stort følge af hofdamer og lakajer. Han indkøbte i stor stil både kunst, gaver og ting til hjemmet, men det store pengelån hos Thorvaldsen og dets forsinkede tilbagebetaling vidnede om en prins, der levede over evne. Måske har Thorvaldsen i sit stille sind moret sig over at se en pyntet prins i lånte fjer. Med pengelånet og gældseftergivelsen har han – på en spidsfindig og ganske uangribelig måde – afsløret, at fundamentet (i al fald det økonomiske) for den enevældige magt ikke lå hos Gud, men hos en helt almindelig mand – Thorvaldsen.

Liberal understøtter helstatskonservativ

Det viser sig, at Christian Frederiks gæld til Thorvaldsen kun var en lille del af et større økonomisk uføre. Den danske historiker og nationalbankdirektør Marcus Rubin har studeret “Den kongelige Familjes ekstraordinære Forbrug” og beskrevet, hvordan man fra statskassen måtte udbetale store ekstrabeløb til Christian Frederik for at dække hullerne i hans økonomi. Rubin skriver:

“Mærkeligere vare de Ekstrabeløb, der udbetaltes. I 1822 fik Prins Christian Frederik dels 3,000 £ til at rejse til England for, dels 130,000 Rbdl. for at dække en Gæld, der var fremkommen ved Misligheder i hans Hofstyrelse. I 1831 maatte Finanserne dække en ny Gæld for ham paa 100,000 Mk. Banco til Donner og desuden laane ham 20,000 Rbdl. Men da paalagde Kongen Møsting at konferere med Prinsens Kabinetssekretær, Etatsraad Adler, om Midler til at undgaa sligt for Fremtiden, ‘da Vore Finanser ikke ville være i Stand til at bære saadanne ekstraordinære Udgifter’.”

Af Christian Frederiks egne dagbøger og optegnelser fremgår det, at han i 1826 desuden havde en gæld på 141.000 mark banco til den, i citatet ovenfor omtalte, danske bankdirektør og købmand Conrad Hinrich Donner. Denne gæld blev også overtaget af statskassen, dog med Christian Frederiks forpligtigelse til årligt af forrente og afdrage på gælden.

Disse forskellige gældsforhold, der fremkom ved, at Christian Frederik levede et aristokratisk liv over evne, var altså grunden til, at han ikke straks kunne tilbagebetale de 9000 scudi, da Thorvaldsen bad om dem i 1826.

Thorvaldsens lån og delvise gældseftergivelse til Christian Frederik var en overlegen gestus. Det må have været en ydmygende affære for Christian Frederik at modtage “almisse” fra en mand, der ved egen flid havde opnået total økonomisk frihed. På den måde var lånesagen også en politisk sag, omend det er udokumenteret, hvorvidt Thorvaldsen var sig det bevidst eller ej: Den helstatskonservative Christian Frederik blev i en periode på ti år støttet økonomisk af en liberal (stor)sindet kunstner; og det hierarkiske magtforhold mellem prins og undersåt var vendt om. Thorvaldsen bidrog dermed indirekte til sprækkedannelse i det enevældige system, et system som han givetvis ikke tilsluttede sig, men som han heller aldrig kritiserede højt. Sagen er på mange måder paradoksal og interessant.

Referencer

  • Albert Fabritius, Finn Friis & Else Kornerup (ed.): Kong Christian VIII.s dagbøger og optegnelser, 1815-1821, II, 1. halvbind, København 1973.
  • Albert Fabritius, Finn Friis & Else Kornerup (ed.): Kong Christian VIII.s dagbøger og optegnelser, 1821-1822, II, 2. halvbind, København 1976.
  • Marcus Rubin: Frederik VI’s tid. Fra Kielerfreden til Kongens Død. Økonomiske og historiske Studier, København 1895, p. 283. Læs digital udgave her.
  • Viggo Sjøqvist (ed.): Kong Christian VIII.s dagbøger og optegnelser 1823-1839, III, regester, København 1983.
  • Just Mathias Thiele III: Thorvaldsen i Rom. 1819-1839, København 1854.

Omtalte værker

A48 A49

Sidst opdateret 20.12.2016