Arkivet, Thorvaldsens Museum

En strid om Thorvaldsen og hans eftermæle set gennem to kvinder

  • Kira Kofoed, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2019
  • Artiklen tager udgangspunkt i to kvinders syn på og brug af Thorvaldsen. Både maleren Bolette Puggaard og baronesse Christine Stampe var borgerligt fødte og gennem deres ægteskaber økonomisk velstillede. De kom begge tæt på Thorvaldsen og forsøgte på hver sin måde at understøtte og fremhæve sider hos billedhuggeren, som de anså som de væsentligste værdier i samtiden. Artiklen indskriver derfor overordnet Thorvaldsen i hans egen politiske samtid som hhv. frihedshelt og elskeligt geni.

Thorvaldsen som centrum for historieskrivning

Det er velkendt, at Thorvaldsen var en superstjerne i sin samtid, og at adskillige mennesker flokkedes om ham. Dyrkelsen spændte over motiver, der varierede fra almindelig nysgerrighed og generel stjernedyrkelse til oprigtig kunstinteresse og venskab – af og til kombineret med behovet for en indflydelsesrig fakkelbærer i en personlig, politisk eller national sag. Samtidens avispolemik, hyldestsange, private breve og senere erindringer vidner om, at der var rift om Thorvaldsen og mange opfattelser af ham og hans museum.

Denne artikel undersøger to retninger ift. samtidens dyrkelse og brug af Thorvaldsen. Den tager udgangspunkt i to kvinder – den borgerligt fødte baronesse Christine Stampe og maleren og grossererfruen Bolette Puggaard, der hver i sær, bevidst eller ubevidst, forsøgte at påvirke sam- og eftertidens opfattelse af Thorvaldsen som national samlingsfigur. De to kvinder kan nemlig ses som billeder på to markante og delvist modsatrettede vogne, som samtiden søgte at spænde Thorvaldsen for – frivilligt eller ufrivilligt – og de kan fungere som endnu et eksempel til belysning af Thorvaldsens egen navigeren i en politisk sprængfarlig tid, hvor enevældens kongedømmer stod for fald.

Sonnes frise, felt 1, udsnit

Sonnes frise med fremstillingen af Thorvaldsens i-land-stigning 1838; udsnit af felt nummer 1 på museets nordvestlige facade.

En satirisk artikel i Corsaren 1847, der kritiserer maleren Jørgen Sonnes store billedfrise på Thorvaldsens Museums ydermure, fremhæver især tre skikkelser, der af Sonne er tildelt særligt tydelige roller ift. Thorvaldsen. Det drejer sig om akademisekretæren, justitsråden og forfatteren Just Mathias Thiele, der skrev de første to og til dato mest omfattende trykte biografier om Thorvaldsen og hans værker; om føromtalte baronesse Christine Stampe, der blev Thorvaldsens ihærdige beskytter og værtinde efter hjemkomsten fra Rom 1838; og endelig om den danske, selvgjorte grosserer Hans Puggaard, ovennævnte Bolette Puggaards mand.

Under gennemgangen af den første scene i frisen, der viser Thorvaldsens i-land-stigning og kunstakademiets modtagelse af billedhuggeren, lyder det i Corsaren:

[...] Ingen af Alle strækker dog Armene ud i en saa ‒ vi kunne meget godt sige upassende Længde, som Justitsraad Thiele, hvorved Kunstneren udentvivl symbolisk har villet fremstille, at den nævnte Justitsraad har været heldigst i at tage Noget af Thorvaldsens Berømmelse til Indtægt for sig og derved sikkret sig selv Udødelighed. Han gjør, for at bruge et vulgært Udtryk, ligesom lange Fingre efter Thorvaldsen. [...]

Herefter kommer turen til tidens kunstnere og kendisser placeret i små joller som en del af modtagelsen:

Efter disse [kunstnere] følge forskellige berømte Mænd og Qvinder i Baade; først og fremmest Baronesse Stampe med tilhørende Baron, der i ædel Kunstbegeistring svinger sin Hat. Derefter følger Familien Puggaard. Vi ville ærligt tilstaae, at vi ikke kunne sympathisere med Kunstneren i Henseende til Valget af Hr. Puggaards Personlighed til Fremstilling paa dette Sted; thi vel er Puggaard paa en Maade en berømt Mand, men Kornhandlen har dog nok ikke directe Noget med Kunsten at bestille.

Felt 05

Hans, Marie, Bolette og Signe Puggaard; femte felt på facaden mod kanalen.

Felt 04

En bådsmand fra Puggaards båd, der på det nærmeste holdes tilbage af den siddende baronesse Christine Stampe. Desuden baron Henrik Stampe samt døtrene Elise og Jeanina; fjerde felt.

Artiklen langer altså ud efter Thieles solen sig i og udnyttelse af Thorvaldsens berømmelse, den stiller ikke umiddelbart spørgsmålstegn ved Christine Stampes tilstedeværelse og berettigelse, selvom familien slet ikke deltog i modtagelsen, men skoser indirekte baron Henrik Stampes naive og måske tilmed hanrej-agtige hyldest af Thorvaldsen, der blev hans hustrus ven i en grad, der i hvert fald til tider vakte hans jalousi. Endelig udråber artiklen det som en fejl at lade Hans Puggaard som, må man forstå, nyrig opkomling på kornmarkedet indtage plads nummer to ift. Thorvaldsen, dvs. lige efter Stampe.

I samme artikel bebrejdes Sonne for at fremstille den kongelige embedsmand Jonas Collin “stedmoderligt”. Nogle har kort sagt ifølge skribenten fået uberettiget meget fokus, andre for lidt. Allerede i samtiden var det bekendt, at frisen ikke var et øjebliksbillede, der reelt dokumenterede modtagelsen, men en nøje sammensat historisk og – kunne man tilføje – politisk konstruktion. Udlægningen og cementeringen af forskellige menneskers forhold til og mulige egennyttige brug af Thorvaldsen var allerede yderst aktuel og omdiskuteret i datiden, og netop Sonnes frise er, som det også ses af citatet, et markant eksempel på dette.

Stampe og Puggaard – monopolisering og delvis glemsel

Ikke blot på Sonnes frise, men også i eftertiden mere generelt, har Thorvaldsens forbindelse med familien Stampe på Nysø Gods ved Præstø domineret fortællingen om billedhuggerens sene år, og her menes i høj grad Christine Stampe, eftersom baron Henrik Stampe kort efter giftermålet blev psykisk syg, jf. både hans og hendes biografier. Hun lærte først for alvor Thorvaldsen at kende sommeren 1839, dvs. efter hans genetablering i Danmark, men havde mødt ham før under mindst én rejse i Italien.

Christine Stampe

Thorvaldsens portrætbuste af Christine Stampe, 1842, afstøbning, gips. 57,4 cm, A217.

Christine Stampes efterfølgende dominans ift. Thorvaldsen skyldes i høj grad, den posthumt udgivne erindringsbog om hendes og Thorvaldsens fælles tid. Det skyldes selvsagt også, at Stampe allerede i datiden i vid udstrækning vandt kampen om Thorvaldsens tid og gunst ved at tilbyde ham et ligefremt sindelag, uendelig beundring samt gode vilkår og nogenlunde arbejdsro på Nysø. Her kunne han slappe af og arbejde, langt væk fra hovedstadens evindelige atelierbesøg, middage og anden mere eller mindre påtvungen festivitas. Samlingen af Thorvaldsen-værker udført og efterladt på Nysø har også medvirket til at fastholde Stampe som den centrale person i Thorvaldsens sene historie. At denne monopolisering af billedhuggeren langt fra foregik uden sværdslag, fremgår af talrige beretninger, og således også af baronessens barnebarn, Rigmor Stampes kommentarer til den redigerede udgivelse af bedstemoderens erindringer:

Enhver af hans [Thorvaldsens] bekendte ansaa sig for at være hans ven; både hvem han havde set i Rom og de ny omgangsfæller. Og enhver af disse venner mente at have et personligt krav på ham. Man kan da nok forstå deres fortørnelse, når han efter et halvt års forløb pludselig sluttede sig så overvejende til et enkelt hjem. Nysø, og til en enkelt ven. Baronesse Stampe. Skuffelsen og forargelsen var almindelig og gav sig bestandig samme udtryk. Liebenberg skriver, at Thorvaldsen kom meget i deres hjem, „før Baronesse Stampe rigtig havde faaet Tag i ham“. Hos Fru Hohlenberg, f. Malling, kom han meget „inden Baronesse Stampe fik magt over ham“; Fru Hohlenberg „kunde ikke lide Baronesse Stampe“, og man ser, der har været stadige rivninger imellem dem over ingen verdens ting. — Og så fremdeles. Der var altså imellem de udelukkede en stærk stemning — naturligvis ikke mod Thorvaldsen, men imod Baronesse Stampe [...]

Den tyske maler og kunstagent Johan Bravo, der holdt opsyn med Thorvaldsens lejlighed og studier efter billedhuggerens sidste ophold i Rom 1841-42, frabad sig ligefrem at blive bedt om at udføre noget som helst, der havde med baronessen at gøre:

Auch mich erboten, wenn er Befehle hätte, ich sie gerne für ihn ausführen werde nur soll er mich, wie ich beim Abschied bat, mich mit der sauberen Frau Baronessin verschonen.

Man fornemmer også ironien hos den danske forfatter H.C. Andersen, når han mere mildt kritisk i et brev til embedsmanden og protektoren Jonas Collin beskriver, hvordan hans Nysø-værtinde monopoliserede billedhuggeren:

Jeg leverede ham [Thorvaldsen] Deres Brev og sagde at dersom han, med Hensyn til dette eller i noget andet Anliggende, behøvede en Secretair, var jeg aldeles til hans Tjeneste, men Baronessen afbrød mig strax, at det var hendes Embede at bestyre hele Correspondensen. [...] Hun synes ganske at leve for ham, og siger at han, saa længe han lever, hver Sommer skal boe hos hende og arbeide i dette Atellier. [...] Det var moersomt at see iaftes ved Spisebordet, hvorledes Baronessen og hendes Søster Fru Skou sad og gjorte af ham, han havde Plads imellem dem begge og – – ja det var nydeligt. [...]

Sarkastiske tunger lod tilmed Christine Stampe omtale under samme navn som en samtidig domptør, Madam Klatt, som førte sin elefant frem på egne betingelser og for egen vindings skyld. I sammenligningen med Stampe, udgjordes elefanten dermed af Thorvaldsen som den prestigefyldte publikumsmagnet.

En i eftertiden til gengæld ikke nær så uddybet eller velkendt forbindelse med Thorvaldsen er familien Puggaards. De lærte Thorvaldsen at kende under et seks måneders ophold i Rom fra efteråret 1835 til foråret 1836 og var blandt dem, der efter billedhuggerens tilbagevenden til Danmark måtte se sig overvundet af baronessens tilnærmelsesvise monopol. Især Bolette Puggaard lader til at have fået et nært forhold til Thorvaldsen under opholdet i Rom, hvor hun i en periode dagligt modtog hans besøg, dansede med ham og lod ham klæde sig ud i sit eget tøj. Thorvaldsen ejede på et tidspunkt også to malerier med italienske motiver udført af Bolette Puggaard under opholdet i Italien, men ingen af disse er, af endnu uvisse årsager, bevaret i hans malerisamling i dag. Hans Puggaard blev efter opholdet en af initiativtagerne til og hoveddonatorer ved indsamlingen til Thorvaldsens Museums oprettelse. På trods af ægteparrets ganske prominente placering på museumsfrisen er deres betydning i en Thorvaldsen-sammenhæng endnu kun delvist belyst. Det var imidlertid ikke kun familiens følelsesmæssige og sociale side, der led under Thorvaldsens Nysø-præferencer, men i høj grad også en politisk sag, der dermed fik en lidt blegere foregangsmand.

C.A. Jensen, Portræt af Hans Puggaard C.A. Jensen, Portræt af Bolette Puggaard

Portrætter af Hans og Bolette Puggaard malet af C.A. Jensen, hhv. 1828 og 1838, olie på lærred, 23,3×18,5 cm og 23,5×18,7 cm. Aros – Aarhus Kunstmuseum


Noget er dog kendt i forvejen. Kunsthistoriker Marianne Saabyes artikel fra 1978 beskriver familien Puggaards Rom-ophold ud fra den dengang 14-årige datter Marie Puggaards dagbogsoptegnelser fra rejsen. Arkitekturhistoriker Kirsten Nørregaard Pedersens omfangsrige værk fra 2011 om pompejansk-inspirerede rumudsmykninger i Danmark omtaler udførligt freskoudsmykningen af Puggaard-familiens to residenser – lejligheden i Store Kongensgade 62 i København og landstedet Skovgaarden i Ordrup. I denne udgivelse er også Hans Puggaards politiske ståsted og indenrigspolitiske indflydelse mere indgående belyst, så det står klart, at han og hans endnu i dag berømte svigersøn Orla Lehmann, var nogle af de væsentligste faktorer i arbejdet frem mod enevældens afskaffelse i Danmark. Cand.mag. og tidligere folketingspolitiker Hanne Engberg behandler den særegne og komplicerede relation mellem mor, datter og svigersøn i bogen En Kærlighedshistorie. Maria og Orla Lehmann 1843-49 fra 1991, og tegner her et billede af nogle intellektuelt højt begavede, men strukturelt begrænsede Puggaard-kvinder. Især i Saabyes artikel fremstår Bolette Puggaard primært som den lidt Maud-agtige grossererfrue med æstetisk sans og som den kronisk syge amatørmaler med lidt for høje tanker om eget kunstneriske værd. Først med Nørregaard Pedersens og Engbergs omtaler, op. cit., er Bolette Puggaard trukket tydeligere frem med en betydning, der afspejler den liberale teolog og ven af både Puggaards og Thorvaldsen, H.N. Clausens mindeord ved hendes forholdsvis tidlige død i 1847:

[…] der er Mere i dette Farvel end den blotte Tak for det kjærlige, vennehulde Sind. Der er en Tak deri for det Bedste, Mennesket kan efterlade ved sin Bortgang: for et Billede, et Minde, vi kunne glædes og opbygges ved at komme ihu. Det er det ædle Minde om en quindelig Sjel, stille og bramfri, men kjek og fri, oprigtig og sandru i sin Tale og sin hele Færd, varm og stærk i sin Følen, Medfølen og Virken for alt Sundt og Sandt og Godt; […]

“Omtrent samme Relation som Fru Stampe”

At Puggaard-familien i en periode var yderst tæt på Thorvaldsen, fremgår også af en samtidig kommentar fra den føromtalte embedsmand Jonas Collin, der i et internt bestyrelsesnotat skrev, at Hans Puggaard “staaer omtrent i samme Relation til Thorvaldsen, som Fru Stampe”. Dette stemmer fint overens med Stampes og Puggaards prominente placering på Sonnes frise. Det skal måske her tilføjes, at Hans Puggaard, som Thorvaldsen, var vokset op som fattig dreng i København og selv havde arbejdet sig til sin rigdom og deraf følgende indflydelse. Han var også, som Thorvaldsen, kendt for at bevare sin beskedne tøjstil, sin ukrukkede og ligefremme facon og for at nægte at følge hierarkiske spilleregler, ikke mindst ift. kongen. De to mænd kan derfor meget vel på dette punkt helt konkret have spejlet sig i hinanden, mens relationen til Bolette Puggaard snarere har handlet om gensidig sympati, om kunst og om opfattelsen af kunstens rolle i samfundet.

Thorvaldsens værdsættelse af familien fremgår også af, at billedhuggeren ikke ville have betaling for andet end materiale- og transportomkostninger ifm. marmorrelieffet Gratierne lytter til Amors sang, A601, som det fortælles efterfølgende i brev af 10.4.1844 fra Hans Puggaard:

[...] han [Thorvaldsen] forsikkrede i de venskabeligste Utryk, at han ej vilde have en Skilling mere og at det var ham kiært at vide sine Gratier hos en Familie for hvilken han nærede saa megen Velvillie og hvor han vidste hans Arbeide baade for dets eget og for hans Skyld vilde blive paaskiønnet; [...]

Der er derfor ingen tvivl om, at familien, inkl. Marie, har stået Thorvaldsen nær, og at samværet i Rom har været frit og lystigt – det var f.eks. hos familien Puggaard i Rom, at Thorvaldsen under en fest endte med at danse rundt med en skinke.

Baggrund, fællestræk og grundlæggende forskelle

Der er flere fællestræk Christine Stampe og Bolette Puggaard i mellem. Både Stampe og Puggaard dannede midtpunkt for kulturelle sammenkomster for tidens kunstnere og intellektuelle og beskrives begge som kvinder, der sagde deres mening ligeud uden at frygte andres dom eller modsatte holdninger. Begge var de økonomisk velstillede, gennem deres ægtemænd, og knap 30 år yngre end Thorvaldsen, og begge var de gift og havde børn, men de var samtidig forholdsvist frie kvinder, hvis ægtemænd lader til at have givet dem lov til at følge deres ideer i en for samtiden ganske vid udstrækning, selvom begrænsningerne ift. i dag selvsagt synes meget store. For Stampes vedkommende skyldes dette i høj grad baronens aparte personlighed, jf. også hans biografi, for Bolette Puggaards vedkommende antyder senere kilder, at Hans Puggaards forelskelse i hende ikke var gengældt og hendes ægteskab ikke frivilligt. På den baggrund, bl.a, har hun formentlig haft et stærkt behov for på anden vis at påvirke sin skæbne.

At Hans Puggaard har understøttet sin hustrus optagelse af Thorvaldsen ses bl.a. af, at han til hendes fødselsdag 7.2.1838 forærede hende en replik af maleren C.W. Eckersbergs allerede i samtiden berømte portræt af Thorvaldsen. Hun skrev glædestrålende om gaven til den portrætterede:

[...] Skulde det være nødvændigt at tilføie, jeg er glad ved at kunne see Dem hver Dag! vel er De langt yngere paa Portraittet end jeg nogensinde har seet Dem; – men jeg finder dog Alt hvad jeg lærte at kjende, da jeg saae Dem i det herlige Rom. [...]

C.W. Eckersberg: Bertel Thorvaldsen i San Luca Akademiets dragt, 1814

Til sin fødselsdag 1838 fik Bolette Puggaard af sin mand en replik af maleren C.W. Eckersbergs portræt af Thorvaldsen: Bertel Thorvaldsen i San Luca Akademiets dragt, 1814, olie på lærred, højde 90 cm, bredde 74 cm. Akademiraadet, Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, København, inv.nr. KS 38.

Det er formentlig ikke forkert at antage, at i hvert fald Christine Stampe var mere end almindeligt indtaget i Thorvaldsen.

Man fristes, for at drage en parallel til de to ægteskabers rummelighed og kvindernes Thorvaldsen-dyrkelse, til at citere nogle centrale linjer fra den canadiske digter og musiker Leonard Cohens sangtekst Famous Blue Raincoat fra 1971, hvori en ægtemand i et brev til sin kones i øvrigt svigtende flirt takker ham for at have fået hende til at blomstre op:

[...] and thanks, for the trouble you took from her eyes
I thought it was there for good so I never tried
[...]

Omsorg og beundring

På det nære, konkrete niveau har begge kvinder tydeligvis opfyldt et, i hvert fald periodevist, ønske hos Thorvaldsen om kærlig omsorg i familiære omgivelser. I Marie Puggaards dagbogsoptegnelser fra det første Rom-ophold citeres Thorvaldsen for at fortryde, at han har levet så længe på feltfod og aldrig stiftet familie. Derudaf slutter hun på egen hånd og ud fra egne konventioner, at det må være, fordi “der (det sagde han ikke) aldrig er nogen som gjør det lidt godt for ham, og han maae gaae og spise hos en Familie, og aldrig have i Kakkelovnen, det er rigtignok ynkeligt;”

Ift. at forkæle og imødekomme Thorvaldsen på dette punkt synes Puggaard-kvinderne at have været blandt de førende under Rom-opholdet. At han selv har medvirket til at starte personkulten, kan måske læses ud af følgende beskrivelse af familiens første længerevarende møder med Thorvaldsen i Rom. Hans og Marie Puggaard har, forud for nedenstående citat, været på sightseeing om formiddagen og henter derefter Bolette Puggaard for sammen med hende at besøge Thorvaldsen i hans hjem i Via Sistina for første gang:

[...] [vi] gik hen til den henrivende Thorvaldsen; han kom selv og lukkede os ind, og var saa rar, han er meget rarere og bedre og smukkere end nogen af de Portraiter man seer, der er rigtignok ingen der skulde mærke, at det er den store Mand, som har skabt alle de uendelige Deiligheder. [...] Da vi havde været der noget gik vi fra den Engel af en Mand; […] ‒ I Dag Mandag gik vi Moder og jeg og Fader hen til Thorvaldsen i hans Ateillie ; vi kom ind i et Vognskur med Papirsvinduer, hvor den store Mand hang oppe paa Hovedet af en colossale Hest, paa hvis Ryg Keiser Maximilian sad, som skulde til München, han kom ned til os, og da Fader gik forklarede og fortalte han om alle sine Arbeider, [...] Da vi havde seet dette Værksted, gik han selv hen med os til et andet hvor der blev arbeidet meest Gjentagelser af det andet [...] han plukkede selv nogle Roser i sin Hauge, som han gav os og som blive gjemte som Riliqvier. Alle Moder og jeg er nærved at blive tossede over ham og hans Arbeider […]

Bemærk overstregningen af ordet “Alle” til sidst, der erstattes af “Moder og jeg” – Hans Puggaard var åbenbart i begyndelsen ikke helt så betaget, men fik heller ikke hverken personlig omvisning eller roser. Hans forhold til Thorvaldsen og hans kunst ændrede sig dog senere – se hertil hans brev af 10.4.1844.

Albert Küchler: Marie Lehmann, f. Puggaard, som italienerinde med tamburin, u.å.

Albert Küchler: Marie Lehmann, f. Puggaard, som italienerinde med tamburin, u.å. Nivaagaards malerisamling.

Det er således ikke sært, at Bolette Puggaard efter samværet med Thorvaldsen i Rom under sit fornavn sender en kortfattet, men tydeligt længselsfuld hilsen efter afrejsen fra byen:

Bolette sender en venlig Hilsen, hun savner Rom og Thorwaldsen!

Hjemme fra Danmark fortsatte Bolette Puggaard omsorgen for Thorvaldsen i brev af 20.2.1838, der til sidst hentyder til en episode under Rom-opholdet, hvis indhold ikke kendes præcist, men som tydeligvis handler om, at Thorvaldsen ifølge hende har været for let påklædt ift. vejret :

[...] De kan troe jeg var bekymret, og lidt vred paa Dem, fordi De blev i Rom da Choleraen var der – Gud skee Lov at De holdt dem rask! – hvorledes gaaer det med Brystet ? er der Ærmer i de Flonels ? jeg skal ikke glemme Deres Uforsigtighed [...]

Samme omsorgsgen har tydeligvis påvirket baronesse Stampe, der bekymret skriver i “du”-form til Thorvaldsen efter selv nødtvunget at være rejst fra Rom før billedhuggeren i 1842:

[...] lad mig vide om du har taget et Bad, og faaet Benene i Orden? og om du i det heele har det godt, nu har du da lagt uldtrøierne da det vist er meget varm i Rom – men saa maae du for Gudskyld tage de Bomulds paae, de passer dog godt ? alle siger at man med linned Skiorter paa den bare Krop uhyre let kan forkiøles her hvor man sveder saa meget [...]

Kampen om Thorvaldsens nærvær

At både Puggaards og Stampe har følt store afsavn, når Thorvaldsen ikke var en del af deres hverdag, fremgår af flere breve. I ovenfor citerede brev fra Stampe til Thorvaldsen holdt hun ham i det hele taget til ilden ift. at meddele hende sin gøren og laden:

[...] Holbeck lovede mig at holde mig en Dagbog over hvad De giorde, og hvordan De havde det, Gudhielpe mig om jeg ingen bedre havde, huusk ham dog paa at skrive men du selv ak er du da ganske kold og ligegyldig skriv dog for Gudskyld, skriv, og langt, hvad giør det dog dig, om du et par timer om Aftenen anvender til at skrive[.] Bild dig ind det er Visitter som du dog altid har Tid til at gaae omkring med; [...]

Mens Stampe altså krævede og fik rapporter af billedhuggeren C.F. Holbech vedrørende Thorvaldsens romerske aktiviteter, rejste familien Puggaard igen mod Rom, dels af hensyn til Bolettes skrantende helbred, dels formentlig i håbet om at gense og måske ligefrem hjembringe Thorvaldsen. Marie Puggaard skrev nemlig i et brev til Thorvaldsen fra sommeren 1842, at han vovede på at rejse hjem, før de ankom:

[...] Det har forekommet mig saa uhyggeligt at vi reent vare afskaarne fra al Samqvem med Dem, at jeg har anmodet Alle hvem der reiste til Rom, om at bede Dem, forholde Dem smukt roligt der til vi kom og hentede Dem; thi det vil de rigtignok være et slemt Puds af Skjæbnen om De drog til Kjøbenhavn naar vi kom til Rom; jeg troer ikke jeg fandt mig i det; thi De hører saa nødvendigen til, og er saa uundværlig i mine Erindringer fra de lykkelige rommerske Dage, at det ikke vilde være den samme Bye, hvis vi kom og ei fandt Alt ved det Gamle. [...]

Men Thorvaldsen ventede ikke, og deres veje må have krydset hinanden. Thorvaldsen kom hjem længe før familien Puggaard, og Marie Puggaard vendte hjem som Orla Lehmanns forlovede.

Pragmatiker eller revolutionær?

Forskellighederne Stampe og Puggaard springer imidlertid også i øjnene – helt konkret i deres skriftsprog: Stampe skrev med de for den tid traditionelle gotiske bogstaver, Puggaard med de moderne latinske. På sæt og vis er dette et meget sigende billede på deres respektive agendaer ift. Thorvaldsen og samtidens politiske navigeren. Bolette Puggaard var, som sin mand, en tydelig modstander af enevælden, som det også senere vil fremgå af denne artikel. Stampe på sin side gjorde sig store anstrengelser i anledning af kongeparrets besøg på Nysø; sørgede for, at Thorvaldsen bidrog med et relief til en sølvbryllupsgave til parret 1840 og begræd, at han ikke deltog i hverken kronings-/salvingsceremonien eller ville udføre en tegning til et fælles kunstneralbum i samme anledning. Alt dette indikerer umiddelbart, at Thorvaldsen ifølge sit personlige politiske sindelag, som efterhånden er veldokumenteret ad kringlede omveje, burde have holdt sig særdeles tæt til Puggaard-familien og deres højlydte insisteren på individets frie og lige ret. Men det gjorde han ikke.

Efter Thorvaldsens tilbagevenden til Danmark i 1838 blev det, som indledningsvist nævnt, hovedsageligt Christine Stampe, der vandt kampen om Thorvaldsens tid, nærvær og prestigefyldte kunst.

Ud over al hendes opvartning, pressen på ift. værkproduktion og det personlige og ligefremme venskabs betydning påtog Christine Stampe sig også frivilligt en rolle som den, der skulle sørge for og vogte over Thorvaldsens ry før og efter hans død. H.C. Andersens indledende citat lader også denne form for censur ift. brevskrivningen skinne igennem. Vi ved desuden fra hendes erindringer, at hun gentagne gange opfordrede til og gennemførte afbrændinger af dele af hans personlige papirer. Dvs. papirer, som hun – og formentlig også Thorvaldsen selv – mente var bedst af skaffe af vejen, før eftertiden fik indblik i dem. Hvad disse papirer af diverse art reelt indeholdt, vides ikke. Men sikkert er det, at kun få i samtidens øjne ”skæmmende” tekster eller tegninger har overlevet. Selv brændte hun til gengæld, på Thorvaldsens opfordring, de i alt 97 breve, hun havde modtaget fra ham. Således kunne hans eftermæle forblive stort set uplettet og dermed i hendes øjne mere opbyggeligt for eftertiden.

Christine Stampe tildelte altså sig selv rollen som den kongetro og småborgerlige vogter ift. Thorvaldsens eftermæle – han skulle fremstå som det gode, beskedne, ligefremme og kærlige, ja næsten barnligt geniale eksempel til efterfølgelse. Men på samme tid var baronessen paradoksalt nok – og heldigvis, kunne man tilføje – selv så fri af datidens jantelov og moralske åg, at hun kunne optræde om ikke helt, så halvofficielt som Thorvaldsens partner ved adskillige lejligheder under rejsen til Rom 1841-1842. Rammerne var friere i Rom end hjemme.

På tomandshånd har forholdet mellem baronessen og Thorvaldsen tydeligvis været frit og ganske ligeværdigt, men i eftertidens øjne gør hendes afbrændinger af “upassende” papirer og de mange opfordringer til at være kongehuset en god undersåt alligevel, at hendes rolle fremstår mere bagstræberisk end Bolette Puggaards.

Thorvaldsen og hans kunst som politisk signalflag

Selvom Christine Stampe var født borgerlig, var hun tilsyneladende ikke anti-royal som hovedparten af tidens liberale borgere, der i kølvandet på den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution ønskede enevælden hurtigt afskaffet og erstattet af en fri forfatning. For mange af disse, og for Puggaard-familien i særdeleshed, var idealet en nyfortolkning af det antikke Grækenlands demokrati og en gentagelse af den romerske republiks opgør med kejservælde. Thorvaldsen og hans kunst genfødte for det indviede øje netop disse frihed- og lighedsidealer og kunne derfor bruges som et politisk statement.

Om Hans eller Bolette Puggaard var initiativtageren til den føromtalte, omfattende Thorvaldsen-udsmykning af familiens lejlighed og landsted må stå hen; formentlig har der været tale om et samspil, men sikkert er det, at indretningen og de desværre urealiserede planer om en Thorvaldsen-pavillon har tjent flere formål – som hyggeligt og opbyggeligt rejseminde, som kunstnerisk inspiration for Bolettes Puggaards egne malerier og, ikke mindst, som politisk og kulturel manifestation udadtil.

Som også Nørregaard Pedersen gør opmærksom på, skal hele Puggaard-ægteparrets indkøb af Thorvaldsen-værker og pompejansk-inspirerede rumudsmykninger i såvel bylejlighed som landsted nemlig også ses som et klart udtryk for et liberalt og demokratisk sindelag. At Puggaard-familien tilmed i høj grad lod deres by- og landbolig udsmykke med gipsafstøbninger og ikke marmorværker, kan også opfattes som et tegn på villet folkelighed og en insisteren på, at kunsten og dens indsigter var for alle, ikke kun for overklassen med hang til eksklusive materialer. Som en af de aller rigeste købmænd i København på sin tid, kunne Hans Puggaard have valgt anderledes luksuriøse materialer. Men netop Hans Puggaard optræder også som initiativtager til oprettelsen af et gipsudsalg for Thorvaldsens værker i København i forbindelse med pengeindsamlingen til museets oprettelse, hvilket bekræfter tesen om, at det var en bevidst satsning fra hans side. Thorvaldsens kunst med dertilhørende budskab var i deres øjne for alle og blev det på sin vis også: Salget af afstøbninger boomede fra 1830erne og godt ind i det 20. årh. og ses den dag i dag afspejlet i portindgange, opgange og private hjem over det ganske land. Endnu i dag modtager Thorvaldsens Museum løbende bestillinger på gipsafstøbninger efter Thorvaldsens værker.

Thorvaldsens Museum set fra Nybrogade

Constantin Hansen: Thorvaldsens Museum set fra Nybrogade, 1858. Olie på lærred. 36,3×43,8 cm, B442.

Også H.C. Andersen bidrog til promoveringen af Thorvaldsen som symbol på demokrati og ligeværd. I 1859 udgav han et eventyr, der på en anden måde viser, hvor vigtig en rolle Thorvaldsen, hans værker og hans museum i København spillede som pejlemærke ift. forandringen mod et mere lige samfund. Eventyret Børnesnak foregår under et børneselskab hos en rig grossererfamilie i slutningen af 1700tallet. Her konkurrerer børnene indbyrdes om, hvis far, der er finest, har flest penge eller mest magt – én af disse Blodets, Pengenes og Aands-Hovmodets Børn, som Andersen kalder dem, udtaler som trumf, at ingen med et efternavn der ender på ”-sen” kan blive til noget. Det hører en lille fattig køkkendreng med netop et sådant “lavstatus-navn” og berøves dermed rent modet. År senere viser netop han sig imidlertid at være den, der får det mest imponerende monument i byen: Thorvaldsens Museum. Museet stod dermed også for eftertiden som et konkret bevis på, at alle mennesker, uanset baggrund, havde ret, frihed, ja endog pligt til at udfolde sit potentiale til eget og samfundets bedste. Allerede på Thorvaldsens egen tid, dyrkedes denne “mand af folket”-tankegang og afspejles i talrige kilder, som artiklen senere vil komme med eksempler på. Det er på denne baggrund, at Bolette Puggaards væsentligste bidrag i en Thorvaldsen-sammenhæng skal forstås.

Bolette Puggaards happening og mere om dens kontekst

Hendes rolle i historien var nemlig langt fra blot et stilfærdig og kunstnerisk frue-liv. Det fremgår af alle steder mest tydeligt i et brev fra Marie Puggaard til Thorvaldsen. Brevet er skrevet i anledning af Thorvaldsens føromtalte fravær fra København under hans sidste ophold i Rom 1841-42 – der, som nævnt, netop skete i følgeskab med Stampe. Mens Thorvaldsen opholdt sig i Rom med Stampe, blev der holdt rejsegilde på Thorvaldsens Museum, og det var i denne anledning, Bolette Puggaards politiske overbevisning og trodsige mod tydeligt og dokumenteret kom til udtryk. Her gengivet med datterens ord:

Jeg behøver vel neppe at fortælle Dem at Deres Museum gjør en meget god Figura; det seer næsten grandiost ud, med sin simple Façade, der speiler sig i Canalen; i Vinter da Krandsen skulde sættes paa Bygningen bandt Moder en stor Krands dertil, og havde den Dristighed (i vore oprørte Tider) at hænge en tricolore Fane øverst op paa den; vi andre søgte at afskrække med Hovedvagten og Tiltale, som jo hører til Dagens Orden; men hun lovede nok at skulle forsvare sin Fane, om det saa var for Kongen selv; Frihed i Konsten, mente hun, har Thorvaldsen indført, at den maae bestaae, maae være vor fornemste Atraae, og hans Museum skal staae frit fra enhver Forbindelse med Slottet eller andet deslige.

Bolette Puggaard iscenesatte altså en politisk happening ved at sørge for, at en republikansk trikolore, dvs. det franske flag, vajede på museets tag som protest og forsvar mod kongemagten, hvis bolig lå klods op ad museet i form af Christiansborg Slot. Selvom hun næppe selv har sat den op på taget, ser man hende alligevel for sig som en gentagelse af den franske maler Eugène Delacroix’s berømte kvindeskikkelse i maleriet Friheden, der fører folket fra 1830.

Baggrunden for den tydelige manifestation var, at Puggaard-familien som indædte modstandere af enevælden havde været yderst skeptiske overfor, at museet skulle ligge så tæt på kongens slot og tilmed på en grund og et fundament, som var blevet skænket til formålet af Frederik 6. I deres øjne mindskede den kongelige gave effekten af museet som et folkeligt projekt; som en folkegave til folkets kunstner. Først senere, med Sonnes frise udenpå museet, understreges dette folkelige aspekt igen tydeligt: det er borgerne, arbejderne og den kreative klasse, der byder Thorvaldsen velkommen og sørger for, at hans værker kommer under tag. Kongefamilien er ikke repræsenteret på frisen.

At embedsstanden og andre mere konservative eller blot mindre revolutionært indstillede personer derimod var trætte af at høre på Puggaards paroler, fremgår tydeligt af et bevaret brev sendt fra Rom til Thiele. Heri skriver den føromtalte tyske maler mm. Johan Bravo:

Von famosen Landsleuten sind hier gegenwärtig Hr. Puggaard und Orla Lehmann und es freut mich sagen zu können, der gesunde Verstand unser Künstler macht sich ordentlich lustig über die revolutionären Kraftäußerungen dieser Herren. Hier sind wir Gott sei Dank der Politik fremd und auch die Holstein-Schleswig Frage, macht unter den Landsleuten keinen Eindruck oder Störung.

Embedsmanden Jonas Collin delte formentlig denne opfattelse af Hans Puggaard og Orla Lehmann. Ifølge et bevaret brev fra Hans Puggaard til Thorvaldsen blev rejsegildet nemlig afholdt i en langt mindre stille form end ønsket:

– I denne glædelige Anledning vilde [H.N.] Clausen og jeg have foranstaltet en lille Høitidelighed som skulde have bestaaet i at Comittens Medlemmer – Deres Venner og Beundrere havde været samlede ved Museet da Krandsen blev heiset – en Sang passende til den festlige Leilighed afsiunget af den academiske Forening o.s.v. men Collin var ikke for det – og vi have saaledes i al Stilhed feiret Dagen mellem os selv: de danske Kunstnere som have været i Rom spiste hos os til Middag tillige med Clausen og nogle andre – vi erindrede saavel Deres [dvs. Dem] som Deres Museum i Champagner og glædede os ved snart igien at see Dem iblandt os.

Det er tænkeligt, at Collins neddyssen har medvirket til at få Bolette Puggaard til at insistere på, at museets grundtanke skulle vises frem – trods alle advarsler om repressalier.

Hans Puggaard skrev i samme brev, at han havde sørget for, at arbejderne, der opførte museet, fik del i festlighederne, hvad Collin, må man forstå, heller ikke havde ønsket eller tænkt på. Pointeringen afspejler tydeligt Puggaards tankegang om, at alle bør stilles lige uanset stand og jobbeskrivelse, og det virker selvfølgeligt, at han skrev om det til Thorvaldsen, fordi han antog, at billedhuggeren var af samme opfattelse. Af uvisse årsager skrev Hans Puggaard derimod intet om hustruens trikolore på taget. Fra Collins synspunkt og med Bravos tidligere citerede brev in mente virker det på sin side logisk, at den kongelige embedsmand kan have været beklemt ved en fejring forestået af den anti-royale familie.

Desværre kender vi ikke Thorvaldsens svar på hverken Hans’ eller Marie Puggaards brev eller kan være sikre på, at han overhovedet har svaret. Men vi ved, at billedhuggeren, muligvis på Collins opfordring, allerede 1839 lod forfatte et brev til Comitteen for Oprettelsen af Thorvaldsens Museum, hvori han bekendtgjorde, at han takkede ja til Frederik 6.’s tilbud om en ombygning af den kongelige vognremise, samt at tiden for hans vedkommende ikke var til uroligheder og uoverensstemmelser:

Jeg miskjender sandeligen ikke den Iver og gode Villie, som besjæler nogle af mine Velyndere, idet de ønske et andet Locale, end dette, som jeg er fuldkommen tilfreds med, men det skulde smerte mig, om der derved skulde gives Anledning til den allermindste Yttring, til Hans Majestæt eller til det Offentlige, hensigtende til at forandre hiin Kongelige Beslutning. Mit Ønske for mine Kunstsager er nærved at opnaaes. Fundamentet er, ved denne Kongelige Gave, nu lagt. Udførelsen kan med de af mine Medborgere og Landsmænd allerede ydede velvillige betydelige Bidrag, som jeg erkjendtligen paaskjønner, og ved det Tilskud, som der kan ventes fra denne Stads Øvrighed, der allerede har givet mig umiskjendelige Prøver paa deres Hengivenhed, ikke længe udeblive. Min Alder, min Kunst og mit Helbred fordrer Ro og Fred, og disse mig vigtige Goder vil ingen som har mig kjær, forstyrre.

Det er derfor tænkeligt, at Bolette Puggaards tydelige politiske aktivisme også af Thorvaldsen er blevet opfattet som forstyrrende ift. museumssagens fremdrift, om end man må antage, at den har lunet republikaneren i hans indre. At Thorvaldsen takkede ja til gaven fra den regerende konge, Frederik 6., kan også skyldes, at han var denne konge betydeligt mildere stemt end efterfølgeren Christian 8. Som kronprins havde sidstnævnte tidligere diskret måttet låne en større formue af billedhuggeren for at dække sit private overforbrug, og på baggrund af et sådant økonomisk og politisk magtspil kunne en kongelig gave tages med sindsro eller endda med stille triumf.

Johanne Luise Heiberg skrev i sine erindringer om Thorvaldsens forskellige forhold til de to konger:

Med stor Kjærlighed og Hengivenhed omtalte han Frederik den Sjette. “Han var ingen Kunstkjender,” sagde Thorvaldsen, “men han gav sig heller ikke ud derfor.” Og nu gik hans Tale fra Frederik den Sjette over paa Christian den Ottende i en saa heftig Bitterhed, at han her formeligt blev veltalende. “Han vil være Mæcen for Kunst og Videnskab,” udbrød han, “og hvad har han saa gjort for dem? Mine stakkels Billeder, som jeg skjænker mit Fædreland, staa her endnu i deres Kasser, fordi de ikke kunne faa Tag over Hovedet, før der møisommeligt er tigget Skilling paa Skilling, uagtet jeg ogsaa hertil har givet en ikke ubetydelig Sum. Prale med mig og mine Værker for Udlandet, det kan han, det vil han, paa samme Tid som baade jeg og de ere ham ligegyldige. Og saa tror han, at man skal føle sig rigeligt lønnet, naar han tilsiger En til sine kjedsommelige Tafler, hvor man naturligvis blot kommer for at pryde hans Bord.” Hans ædle Skikkelse blev ligesom endnu større ved disse Udtalelser; hans ellers rolige, smukke, blaa Øie flammede af Ild. “Det morer mig undertiden,” sagde han, idet et skjelmsk Smil spillede ham om Munden, “at mishage ham; saaledes nylig i Roskilde. Ørsted og en Del andre af mine Venner, som vare derude ved Stænderforsamlingen, havde indbudt mig til at komme derud, for at vi kunde tilbringe en glad Middag sammen. Som jeg nu gaar paa Roskilde Gade, kommer Kongen kjørende; han lader Vognen standse og kalder mig til: “Spis med mig til Middag, Thorvaldsen,” sagde han da. “Det kan jeg ikke, Deres Majestæt, thi jeg skal spise med en Del gode Venner.” – “Ja, saa maa jeg staa tilbage,” svarede Kongen bittert og gav Kusken Ordre til at kjøre videre. “Ja, kjør du kun,” sagde Thorvaldsen med et polisk Smil, “mine Venner skulle ikke skuffes i deres Glæde for din Skyld.” Denne lille Begivenhed, som Thorvaldsen her fortalte mig, havde jeg hørt omtale af Andre som et Bevis paa hans store Naivetet; det faldt Ingen ind, at det var en stolt Kunstner, der hævdede sin Personlighed lige overfor en souverain Konge. [...] “Ved Kroningen”, fortalte han videre, “skulde jeg da og være med. Jeg svarede Nei. Skulde jeg nu, som en anden Nar, anskaffe mig og iklæde mig Riddercostume; nei, det vilde jeg ikke.”

At Bolette Puggaard på sin side var opsat på at manifestere friheds- og lighedstanker og bruge museumssagen og Thorvaldsen som markant bannerfører herfor, skal formentlig ikke blot ses i lyset af Hans Puggaards politiske bestræbelser, men også i det faktum, at enevældens domstol havde idømt hendes egen bror, journalisten Johannes Hage både bøde og livsvarig censur, og at dette slag havde medvirket kraftigt til, at han i efteråret 1837 tog sit eget liv. Hendes senere svigersøn Orla Lehmann var blevet idømt fængselsstraf efter en tale, der blev vurderet for liberal.
Ikke alle i Danmark var altså så “heldige” som Thorvaldsen at kunne leve sit liv i forholdsvis frihed i Rom, langt fra statens snærende regler, eller kunne, ligesom Johan Bravo, bare hovere og grine af Hans Puggaard og Orla Lehmanns paroler og de indenrigspolitiske spørgsmål i Danmark.

At Bolette Puggaard var så forhippet på at få Marie gift med Orla Lehmann, som beskrevet i Engberg, op. cit., skal måske også ses i lyset af, at netop Lehmann af mange blev betragtet som Hages journalistiske arvtager. Ifølge Lehmann selv var det tilmed netop ved Hages begravelse, at han så Marie første gang – og blev forelsket. Koblingen mellem den afdøde bror og den fremturende liberale Lehmann har dermed været stærkt – ikke mindst for Bolette.

Der findes tilmed et digt, der direkte sammenkobler Johannes Hages begravelse og arbejde for ytringsfrihed og demokrati i Danmark med Thorvaldsens hjemkomst, folkelighed og museum; ifølge digtet skabte journalistens og billedhuggerens indsats sammen med de kommende stænderforsamlinger et fornyet håb om mere retfærdige tider for landet. De demokratiske frøkorn, som Hage såede, kunne nemlig ved museets opførelse og Thorvaldsens hjemkomst endelig spire og blomstre, hvis befolkningen stod sammen og hjalp hinanden. Digtets pointe modsvarer ret præcist, hvad Hage selv nåede at formulere få måneder før sit selvmord i et forsvar for museet. Her sammenlignede han på tilsvarende vis processen med i fællesskab at skrabe penge sammen til museets opførelse, med hvad man i øvrigt ville kunne opnå ved at stå sammen og forene sine kræfter – altså en slet skjult antydning til politik:

[...] Det vil vise os, hvad der ved Kræfternes Forening lader sig opnaae, det vil give os Mod og Lyst til også i andre Retninger at samle vore Kræfter til store og velgjørende Øiemeds Opnaaelse; det vil bidrage til at vække og nære den Overbeviisning, at om end vore Kræfter ere ringe, saa kunne vi dog udrette Meget, naar vi blot vove al troe paa Muligheden deraf. [...]

Den markante sammenkobling af Thorvaldsen og hjemlig realpolitik, som også Bolette Puggaards happening var et udtryk for, ses i talrige indlæg i samtidens presse. En avisdisput i slutningen af april 1837 indgår i samme sammenhæng. Den endnu i dag anonyme skribent, der underskriver sig som “En ven af Kunst og Fædrelandet” og opfordrer til at støtte det kommende Thorvaldsens Museum, kunne meget vel være at finde blandt eller omkring Hage, Lehmann og Puggaard, eftersom opponenten beskriver vedkommende som “en farlig og listig Oppositionsmand, der fast utilbørlig veed at benytte sig af den af Kongen skjenkede og af ham selv udhævede Yttringsfrihed.” Måske, skriver opponenten, var det tilmed en kvinde, der stod bag? Det er dog ikke bevist, at Bolette Puggaard har fået trykt avis-indlæg, men at hun var en dygtig skribent og en engageret demokrati-forkæmper har hendes breve og den Thorvaldsenske-happening i hvert fald vist.

I en boganmeldelse trykt i Berlingske Tidende kunne man læse om, hvordan personen Thorvaldsen og hans kunst ganske direkte kunne kædes sammen med progessive fyrsters demokratiske og fremskridtsvenlige måde at regere på:

[...] Hos ham [dvs. Thorvaldsen] gjenfinde vi den samme Fordringsfrihed og elskelige Beskedenhed som hos H. C. Ørsted. Han tillægger ikke sit Værk stor Fortjeneste, og ønsker bestandig at gjøre det bedre. Var den Mildhedens og Sagtmodighedens Aand hos Alle, som maa vækkes hos Een ved at beskue hans Værker, ved at læse om ham og tænke paa ham, da vilde Tale- og Trykkefrihed snart blive almindelig, selv i de meest despotiske Stater; og Ordet blive elsket af Fyrsterne, ligesom vi her læse at denne Folkemands Person blev det, især naar Sproget blev forenet saa skjønt som hans Værker. Man maa beundre den skjønne Maade, hvorpaa Kong Ludvig hædrede ham, om man saa maa kalde det, paa hans Værksted, og det venskabelige Forhold, som finder Sted mellem Kongen og Kunstneren. Den samme Aand, der bragte denne Fyrste og hans Bajrere til at interessere sig for Thorvaldsen, bringer dem ogsaa til at anlægge Jernbaner og til at forbinde Donau med Rhinen ved en Canal. Det fortjener ogsaa at lægges Mærke til, hvorledes han betager Catholikkerne deres Fordomme, og forbereder en Udsoning blandt de kirkelige Partier ved at hædre Pave Pius den 7des Minde med sin Kunst. [...]

Thorvaldsen bygger ifølge denne opfattelse bro, nedbryder kulturelle og sociale skel og er ved sin personlige beskedenhed og gennem sin kunst, der visualiserer det bedste og mest eksistentielle ved menneskelivet, et inspirerende eksempel til efterfølgelse. Der er faktisk ingen grænser for rækkevidden, for ikke blot konkretiserer Thorvaldsen og hans kunst idealerne om frihed, lighed og broderskab, men den samme tænkning påvirker også indirekte fornuftige herskere til driftigt at forbedre verden med helt konkrete tiltag som jernbaner og kanaler.

Forsøget på at favne og opdrage hele befolkningen med udgangspunkt i Thorvaldsen og hans værker, gentages i et indlæg, der meget pædagogisk forsøger at forklare den menige mand på landet, hvorfor Thorvaldsen og hans museum er så vigtig for samtiden – også selvom de måske aldrig har hørt om manden eller set nogle af hans værker:

Jeg maa forud bede dig, min kjære Læser, som jeg helst tænker mig at høre hjemme blandt jævne Landfolk, at Du ikke venter, jeg skal kunne gjøre dig det ret indlysende, hvor stor en Mand Thorvaldsen er, og hvor vigtig han er for hele Menneskeslægten. Naar jeg siger, at de Marmor-Billeder, han hugger, udbrede meer naturlig Sandhed og meer guddommelig Viisdom over den hele vide Verden, end hundrede Præster og Professorer i Almindelighed ere i Stand til, saa vil du ikke begribe, hvad jeg mener; thi deels kan jeg jo ikke vise dig hans Billeder, deels, om du fik dem at see, vilde du ikke mærke, at du derfor blev visere eller bedre. Selv paa levende Mennesker formaa vi ikke altid at slutte fra det Udvortes til det Indvortes: vi kunne ikke alle af et Menneskes Miner, Gebærder og Stilling sige os, hvad der nu foregaaer i hans Sjæl, hvad han nu tænker og føler. Og endnu vanskeligere maa det da være for Den, som ingen Øvelse har deri, at forstaa, hvad Billedhuggeren har villet betegne med sine Marmor-Figurer. Men Mange forstaa dog disse Billeders stumme Sprog, og de forsikkre, at jo mere de uforstyrret og opmærksom betragte dem, desto mere føle de, at der derved ligesom fødes inden i dem høiere og lysere Tanker, ædlere og stærkere Følelser, som de tilforn ei have kjendt. […]
For Øieblikket vil jeg blot bemærke, at eftersom du jo dog nødes til at tro, at Thorvaldsen maa være et saare udmærket og ualmindeligt Menneske, siden baade Konger og Keisere omgaaes ham som deres Lige, og de Klogeste og Ædleste i hele Europa behandle ham som deres elskede Herre og Mester, saa formoder jeg, at du nok kunde have Lyst til at høre Noget om hans Liv og Levnet. […]

Forsøget kan minde om det amerikanske musikband fra 1930erne og ´40erne The Ink Spot og fremførelsen af f.eks. nummeret I Don’t Want To Set The World On Fire. Her synger forsangeren Bill Kenny først smukt og korrekt, men siden fremsiger han i et folkeligt hverdagssprog samme tekst hen over melodien. Pointen synes at være, at selv det, der i første omgang synes finkulturelt, pænt og måske tilmed uvedkommende elitært, i sin essens er for alle – det handler om publikums indstilling og om præsentations- eller formidlingsformen. Forsøget på at sprænge rammerne mellem elitært og folkeligt gentages som bekendt i det tyvende århundredes modernisme og postmodernisme, hvor kunsten igen skal være for alle og ikke kun for middel- og overklassens museumsgæster og rige kunstsamlere. Om det reelt lykkedes, er en anden sag.

A.F. Tscherning viser to bønder statuen af Vulcan i Thorvaldsens Museum

Et billedet på Thorvaldsens Museums ideale virkning som uddannelsessted for almuen. Carl Dahl: A.F. Tscherning viser to bønder rundt på Thorvaldsens Museum. Erhvervet på auktion 1977. Proveniens: Johan Hansen; Katy Brunov. B451.

Endnu mere bombastisk og klart lyder et andet aviscitat vedr. museets oprettelse, der understreger kontrasten mellem museet som folkets æresminde over en fri mands værk overfor konger og adeliges selvbestaltede selvglorificering i form af rytterstatuer og deslige:

[...] Det [museet] er noget andet end disse Blyheste, som jordisk Forfængelighed satte sig selv, end disse Marmorsarcophager, hvorunder jordisk Forfængelighed begrov sig selv; ja det er noget andet selv end hiin stolte Vendomesøile “ex ære capto” , som “ingen Moder kan see udenTaarer.” – “Ingen Bønder ere udpantede for at more nogen Fyrste, og pynte hans Torve og Haver,” – det er frie Mænds frie Værk! Det er derfor ikke blot et Minde om Thorvaldsens Virken og en Prydelse for Danmark, – det er tillige et Minde om den Borgeraand, som Frihedslængslen havde født, om den Nationalfølelse, som Culturen havde vakt i Danmark. [...]

Forfatteren til artiklen var i øvrigt Orla Lehmann. Også H.N. Clausen, der var ven af Puggaard-familien og holdt tale ved både Thorvaldsens og Bolette Puggaards død, skrev talrige indlæg til museets forsvar med dét in mente, at manden og hans museum ville medvirke til at skabe et bedre Danmark.

Opsummering – det etiske geni eller den fandenivoldske revolutionær?

Både den indledningsvist nævnte Just Mathias Thiele og Christine Stampe hævdede, at netop de var blevet udvalgt af Thorvaldsen til at skrive hans biografi. På trods af den indbyrdes konkurrence og grundlæggende forskelligheder i deres udgivelser om Thorvaldsen, efterlod de alligevel begge eftertiden et billede af billedhuggeren, der ligger tættere på rivalens end på på f.eks. skuespilleren Johanne Louise Heibergs eller H.C. Andersens mere rebelske billede af Thorvaldsen.

Christine Stampe forsøgte at påvirke sin sam- og eftertids billede af Thorvaldsen ved at censurere hans efterladte papirer, opfordre til at han holdt sig på god fod med kongehuset – også den ikke så værdsatte Christian 8. – mens hun på samme tid insisterede på retten til at leve frit og sørgede for arbejdsro og familiære omgivelser for den aldrende billedhugger. Man kan høfligt sige, at hun understøttede den pragmatiske og gelinde navigerende side hos Thorvaldsen og fremhævede det geniale, skabende, legende og ligefremme hos ham som menneske. På den måde kommer hendes påvirkning paradoksalt nok til at minde om hendes nærmeste rival, Thiele, der i sine biografier om billedhuggeren på en lignende måde polerede Thorvaldsens liv, så det fremstod mere pænt og korrekt ift. samtidens normer. Stampe lagde i sine erindringer mere vægt på Thorvaldsens bramfrihed og stædighed end Thiele, men stadig på en måde, så det virker etisk “rigtigt” ift. den relevante sag, der tilmed aldrig bliver egentligt politisk, men snarere etisk eller udelukkende knyttet til museumssagens fremdrift. Generelt understøtter hendes erindringer billedet af Thorvaldsen som et “ordentligt” menneske – og af, at netop hun og Thorvaldsen var et godt match. Man kan sige, at hun dyrker billedet af Thorvaldsen som et idealbillede på guldalder-mennesket, men uden den tydelige afstandtagen til kongehuset, som i og for sig, ifølge bl.a. Ragni Linnet, op. cit., var en implicit del af tidens dyrkelse af det nære og hverdagsprægede:

I skildringen af hverdagen på godt og ondt er indflettet borgerdyder som troværdighed og dydighed [...] arbejdsomhed og hæderlighed [...] naturlighed, tvangfrihed og oprigtig kærlighed [...] og endelig familiesamhørighed [...]

Alle disse billeder har et til fælles: det er uprætentiøse, ukunstlede hverdagsbilleder. Selv det, at de billedlige udtryk skal være “virkelighedstro”, kan opfattes som en reaktion på det feudale hierarkis udvendighed med dets prioritering af ydre former og som en bekræftelse af borgerskabets vægtning af de indre værdier, af individet. I borgerskabets selvforståelse er mennesket ikke noget i kraft af udvendig rang, fødsel osv., men i kraft af egne handlinger og evner. Man har – i modsætning til enevælden – intet at skjule bag facader og ingen brug for kunstfærdige kulisser.

Bolette Puggaard og hendes familie var tilhængere af de samme dyder, men forsøgte desuden i høj grad også tale til den revolutionære frontfigur i Thorvaldsen og derved understrege det underliggende politiske værdisæt. De var formentlig på grænsen til at udnytte hans status som stjernebestøvet og selvgjort mand af folket til at komme den frie forfatning nærmere i Danmark, men selvom de langt fra var alene om at anvende ham som bannerfører, var Bolette Puggaards tydelige og konfronterende protest mod enevælden ifm. museets rejsegilde formentlig det mest markante eksempel på denne retnings syn på og brug af Thorvaldsen. Formentlig kunne Puggaard-familien godt have tænkt sig, at Thorvaldsen endnu mere markant havde taget afstand fra kongemagten – ikke blot gennem sine diskrete og indforståede udtryk i kunst og væremåde, men ved rent ud at takke nej til kongens tilbud om grund og fundament til museet, så det kunne vedblive at være et rent folkeligt projekt.

At Thorvaldsen har sympatiseret med Puggaard-familiens ideer og taget afstand fra Stampes korrekte opførsel overfor kongemagten, eller i hvert fald Christian 8., hersker der ingen tvivl om, men efter hjemkomsten til Danmark har han tilsyneladende vægtet museets fremdrift højere end en officiel og tydelige stillingtagen til den politiske situation i Danmark. Han vedblev, som det fremgik af bl.a. Heibergs citat, med diskret at sige fra eller undgå kongelige forpligtelser, og han indgik frivilligt som kransekagefigur i adskillige kredse og arrangementer af liberal politisk tilsnit, men øverst på barrikaderne som Puggaard og Lehmann sås han ikke.

Netop dette synes imidlertid at have været hans taktik længe ift. magtstrukturer – at vælge sin egen vej og foretage og følge sine egne prioriteringer ved oftest gelinde og skjult under ironi eller langsomhed at navigere sig fri og gennem sine handlinger vise, at han satte de demokratiske og humanistiske ideer højt. Alt dette har været langt lettere for ham som selvforsynende kunstner i Rom – langt fra statsmagten i nord, og det er langt fra sikkert, at selv dette diskrete oprør var gået upåagtet hen, hvis han var blevet i Danmark eller bare kommet tilbage, før han var blevet en feteret berømthed. I Rom kunne han insistere på at være en fri mand og en fri kunstner uden at rammes af dansk censur eller endnu hårdere straffe som Orla Lehmann eller Johannes Hage.

H.C. Andersen citerer billedhuggeren for en lun juleaften i Rom 1833 at begrunde sit lange fravær fra Danmark med det kolde vejr:

Det var et dejligt vejr, som en sommernat i Norden. “Det er anderledes end hjemme” sagde Thorvaldsen, “Kappen bliver mig ordentlig for tung”.

Denne tunge kappe – ikke blot helt konkret af tungt uldstof af hensyn til vind, regn og kulde, men billedligt talt også bestående af censur, småborgerlighed og nærværende kongemagt kunne Thorvaldsen smide i Rom og skifte ud med frihedshuen.

Fredens og frihedens genius

Thorvaldsens relief Fredens og frihedens genius, A529 fra hans sidste leveår. Ifølge hans kammertjener C.F. Wilckens erindringer ændrede Thorvaldsen i sidste øjeblik relieffets motiv og titel gennem tilføjelsen af frygerhuer, den antikke, lidt lange, posede hue, der også kendes fra den franske revolution som jacobinerhue eller slet og ret: frihedshuen. Relieffet var nemlig i pressen blevet udlagt som en kongelig hæder – noget som billedhuggeren altså prompte reagerede .

Referencer

  • Hanne Engberg: En kærlighedshistorie. Maria og Orla Lehmann 1843-49, København 1991.
  • Kira Kofoed: Thorvaldsen på Skovgaard, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk 2018.
  • Erik Mortensen: “Thorvalds Museum. Den kulturpolitiske, sociale og politiske kontekst, herunder også om modtagelsen i pressen”, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 1998, p. 169-175.
  • Kirsten Nørregaard Pedersen: Pompejanske rumudsmykninger i 1800-tallets Danmark, [Humlebæk] 2011, bd. I, p. 106-148 og 149-164.
  • H. Lehmann: Hans Puggaard. Et Hundredaars Mindeskrift, København 1888.
  • Ragni Linnet: ‘Guldalderens billedudtryk i filosofisk optik’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 1994, p. 21-35.
  • Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912.
  • Marianne Saabye: ‘Puggaardske studier’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1978, p. 72-115.
  • Carl Frederik Wilckens: Træk af Thorvaldsens Konstner- og omgangsliv, samlede til Familielæsning, København 1874.

Omtalte værker

A601 A503 D1749 A5 A341 A642 A643 A644 A645 A408 A426 A590 A602 A411 A413 A431 A586 A588 A461 A459 A460 A462 A463 A464 A465 A466 A467 A468 A469 A470 A471 A472 A473 A474 A475 A476 A477 A478 A479 A458

Sidst opdateret 06.09.2019