An Ambiguous Monument

På Skanderborg Slotsbanke står et monument over den enevældige monark Frederik 6.I udført af Bertel Thorvaldsen i 1840’erne. Det nyklassicistiske monument hører dog langt fra til blandt Thorvaldsens kendte værker. Værket er ellers et af de tidlige, offentlige monumenter i Danmark og et interessant eksempel på det specielle forhold mellem Thorvaldsen og den danske kongemagt. Monumentets fremtoning afviger en del fra fx Frihedsstøtten på Vesterbros monumentale udtryk eller rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads enevældige iscenesættelse af regenten. Bertel Thorvaldsen udførte Skanderborgmonumentets fire marmorrelieffer, Stavnsbåndet ophæves, jf. A604, Provinsialstænderne oprettes, jf. A605, Retfærdigheden, jf. A606, Kunsten og videnskaben beskyttes, jf. A607, samt en buste af Frederik 6., jf. A191.

Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke. 1845.
Fig. 1. Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke. 1845.

Ukendt for den almindelige beskuer i dag er imidlertid den politiske og ideologiske konflikt, der gennemsyrer kongemonumentets tilblivelseshistorie. Denne tilblivelseshistorie er bestemt ikke uinteressant og kaster lys over mange af de problemstillinger, der knyttede sig til perioden op til enevældens afskaffelse såsom spørgsmålet om en fri forfatning, ytringsfrihed samt forholdet mellem monark og undersåt. Der kan derfor være god grund til, vha. kilderne i Arkivet, Thorvaldsens Museum,II at forsøge at besvare følgende spørgsmål vedrørende monumentets idéudvikling og opstilling: Hvorfor ville en liberal og progressiv kunstner som Thorvaldsen overhovedet hylde en konservativ og reaktionær regent som Frederik 6. med relieffer indeholdende allegoriske frihedsmotiver? Hvorfor var en gruppe liberale storbønder og embedsmænd interesserede i at støtte opførelsen af et monument over en konge, hvis regeringstid for en stor dels vedkommende ikke havde kaldt andet end ulykker ned over landet, og som kæmpede imod netop de liberale bevægelser? Endelig kan man undre sig over, hvorfor et kongemonument skulle placeres på Skanderborg Slotsbanke, et sted som Frederik 6. ikke havde et tæt forhold til.

Superstjernen og den enevældige regent

Hverken Thorvaldsen eller senere tiders kunsthistorikere har hævdet, at den enevældige kong Frederik 6. var en stor kunstkender. Det modsatte har formentlig været tilfældet. Frederik 6., der i 1784 i en alder af 16 år ved en paladsrevolution tog magten fra sin sindsforvirrede far, Christian 7.,III blev en af Danmarkshistoriens længst siddende regenter, selvom han først officielt blev konge i 1808. Han var berygtet for sin ekstreme forkærlighed for det militære, herunder særligt eksercits og disciplin. Hans interesser lå altså ret langt væk fra det kunstneriske felt. Hans regeringsår kan opdeles i tre perioder. Først tiden som ung kronprins fra 1784-1797, hvor progressive højadelige såsom brødrene ReventlowIV og A.P. BernstorffV ledede regeringen og opfordrede den unge kronprins til at gennemføre store reformer af især landbosamfundene. Dernæst perioden 1797-1814, hvor Frederik, stadig som kronprins, fik et tættere greb om regeringen og fra 1808 endelig som konge. Disse år var præget af krig, hvor Danmark både mistede sin store orlogsflåde, Norge og i 1814 stod tilbage som tabere i en europæisk storkonflikt med en afbrændt hovedstad og en totalskadet økonomi til følge. Den sidste del af regeringsperioden, 1815-1839 betegnes ofte som de reaktionære år, hvor kongen bekæmpede demokratiske og liberale tiltag efter bedste evne, i overensstemmelse med monarker i resten af Europa.

Thorvaldsens buste af Frederik 6. blev udført under Thorvaldsens ophold i Danmark 1819-20.
Fig. 2. Thorvaldsens buste af Frederik 6. blev udført under Thorvaldsens ophold i Danmark 1819-20. Gips. A191.

Frederik 6. var altså regerende monark i størstedelen af Thorvaldsens levetid, fra ungdomsårene på Akademiet, til Thorvaldsen som ældre mand vendte hjem til sit fødeland i 1838. Selvom deres leveår fulgte hinandens ganske tæt (Frederik blev født i 1768, Thorvaldsen i 1770), må deres livsbaner siges at have været hinandens diametrale modsætninger. Den ene feteret superstjerne fra arbejderkår i datidens kunstmekka, Rom, den anden enevældig fyrste af gammel slægt i en europæisk marginalstat. At dømme ud fra Frederik 6.s politiske standpunkt skulle man derfor ikke tro, at Thorvaldsen ville have haft synderlig lyst til at hylde den afdøde konge, slet ikke når man tager Thorvaldsens ofte egalitære synspunkter i betragtningVI. Man kan derfor med rette undre sig over, hvorfor en frihedselskende kunstner som Thorvaldsen ønskede at udarbejde et mindesmærke over en særdeles konservativ og reaktionær enevældig monark, hvis politiske styre netop repræsenterede alt det, som progressive kræfter såsom Thorvaldsens ligesindede i de år forsøgte at omvælte.

Ganske paradoksalt lader det faktisk til, at Frederik 6.s manglende interesse for kunst skal have passet Thorvaldsen glimrende. I årenes løb havde Thorvaldsen trods alt udført mange værker til det danske kongehus og selvom Frederik 6. måske ikke var kunstfanatiker, så vidste han dog, at kunst hørte sig til i et enevældigt kongedømme, og besad solid pr-værdi. Frederik 6. har kort sagt været en god kontakt og kunde, vel at mærke én, der ikke greb ind i Thorvaldsens kunstneriske proces. Dette lader til at have stillet Thorvaldsen tilfreds: Med stor Kjærlighed og Hengivenhed omtalte han Frederik den Sjette. “Han var ingen Kunstkjender,” sagde Thorvaldsen, “men han gav sig heller ikke ud derfor.”VII Derudover havde Frederik 6. faktisk spillet en ganske praktisk rolle i Thorvaldsens liv ved mere end én lejlighed. Thorvaldsens anerkendelse af Frederik 6. kunne bl.a. skyldes, at Frederik 6. ikke tvang Thorvaldsen hjem til Danmark på trods af gentagne opfordringer herom, da hans rejselegat i Rom ellers var udløbet, men tværtimod forlængedeVIII det. Thorvaldsen kan samtidig have været taknemmelig overfor Frederik 6.s donation af vognremisen på Slotsholmen, som fundament for det senere Thorvaldsens Museum.IX Endelig havde Frederik 6. givet Thorvaldsen lov til at adoptere den uægte datter Elisa PaulsenX som sin retmæssige datter og arving i 1833XI, en ganske alvorlig og indviklet sag på dette tidspunkt. Frederik 6. havde altså udøvet betydelig positiv indflydelse på Bertel Thorvaldsens professionelle og private liv.

Frederik 6. Et første udkast til et monument i Kongens Have?
Fig. 3. Frederik 6. Et første udkast til et monument i Kongens Have? Gips. A141.

I forbindelse med kongens død d. 3.12.1839 hævdede både C.F. WilckensXII og Thiele,XIII at Thorvaldsen på eget initiativ gik i gang med et udkast til et monument over den afdøde konge som ifølge Wilckens skulle placeres i Kgs. Have ved Rosenborg Slot.XIV Thorvaldsen fremstillede i hvert fald en skitse (se fig. 3) til et monument over Frederik 6. i december 1839, så noget kunne tyde på, at Wilckens og Thiele ikke har været helt galt afmarcherede. Denne skitse viser Frederik 6. i fuldt enevældigt kroningsornat. Der herskede bestemt ingen tvivl om, hvilken regenttype Frederik 6. repræsenterede i Thorvaldsens øjne. Skitsen må tjene som bevis for Thorvaldsens personlige interesse i et monument til ære for Frederik 6. Den allestedsnærværende Thiele havde i øvrigt selv været ganske hurtig i vendingen og allerede to dage efter kongens dødXV, skrevet til Thorvaldsen med et detaljeret forslag om at udarbejde en rytterstatue af Frederik 6., der skulle stå på Esplanaden i København. Thorvaldsen fulgte dog ikke denne opfordring men arbejdede i stedet videre på sin model af en siddende Frederik 6. i kroningsdragt. Uvist hvorfor brød den nye kong Christian 8.XVI sig ikke om dette forslag, hvilket givetvisXVII har irriteret Thorvaldsen. Denne reaktion må fra Thorvaldsens synspunkt have stået i skarp kontrast til Frederik 6.s håndtering af kunstsager, men forløbet kan evt. også ses som udtryk for en generel magtkampXVIII mellem Thorvaldsen og Christian 8., hvor kongen ønskede at sætte Thorvaldsen på plads. I skarp kontrast til sin forgænger, interesserede Christian 8. sig rent faktisk for, og havde forstand på, kunst og kultur. En anden forklaring på Christian 8.s utilfredshed med Frederik 6.-monumentet kunne evt. bunde i skitseforslagets enevældige karakter. Liberale kredse havde håbet på en fri forfatning fra Christian 8., så snart han besteg tronen. De blev dog hurtigt skuffede, hvorfor Christian 8. måske ikke ønskede at provokere befolkningen unødigt med et monument over Frederik 6. i fuldt enevældigt kroningsornat midt i Kongens Have.

Frederik 6.-kommissionen fødes

Selvom Christian 8. altså i første omgang afviste Thorvaldsens planer for et monument over Frederik 6. i hovedstaden, gik der dog ikke lang tid før andre røster stillede forslag om et offentligt monument over den afdøde monark. I begyndelsen af 1840XIX foreslog to jyske gårdejere, C. DalgasXX og Johannes IngwersenXXI, at rejse et monument for Frederik 6. i Jylland på Himmelbjerget. Frederik 6. havde aldrig rigtig haft noget med Himmelbjerget at gøre, men netop i denne periode afholdt digteren BlicherXXII sine store Himmelbjergsfester med stor folkelig deltagelse. Himmelbjerget blev derfor forbundet med det folkelige og danske, så hvis man ville fremhæve Frederik 6.s nærhed til folket var placeringen på Himmelbjerget velegnet. Den ene afsender, C. Dalgas, var i øvrigt bror til Christine Stampe, Thorvaldsens veninde og velynder, hvilket giver et indtryk af, hvor tæt sammenvævet Thorvaldsens kundekreds egentlig var.

Offentlige monumenter var på dette tidspunkt et forholdsvis nyt fænomen. Enkelte eksisterede såsom rytterstatuerne af Christian 5. og Frederik 5. samt Frihedsstøtten, men de lå alle i København. Bortset fra nogle undtagelser, såsom Sandflugtsmonumentet i Tisvildeleje fra 1736, lå der stort set intet af betydning i provinsen. De omtalte monumenter, bortset fra Frihedsstøtten, var i øvrigt alle rejst af kongemagten (rytterstatuen af Frederik 5. var godt nok bekostet af Asiatisk Kompagni, men dette kontrolleredes i praksis af det kongelige hof). Det var altså et nyt fænomen i 1800tallet, at folket på eget initiativ rejste monumenter, et tegn på den politiske brydningstid samfundet befandt sig i i 1830’er og 40’erne. Udover eksempelvis Hans Tavsens Mindestøtte fra 1836 i Viborg (i øvrigt udført af H. E. Freund)XXIII var det småt med offentlige monumenter i Jylland og i resten af landet for den sags skyld. Denne iver efter at få bragt kunstneriske monumenter fra hovedstaden til rigets provinser var ikke ukendt i samtiden. Under landsindsamlingen til Thorvaldsens Museum i 1830’erne havde der bl.a. været protester fra hertugdømmerne over at betale til kulturelle projekter, som kun københavnere ville få glæde af.XXIV Selvom de liberale danske bønder og tysksindede slesvig-holstenere bestemt ikke brød sig om hinanden, kunne de, faktisk uden koordinering, sammen vende sig mod enevældens centralistiske styre i København. Rejsningen af monumenter var simpelthen en måde at deltage i den offentlige debat på, samt at markere sig selv og sin provins overfor den herskende klasse i hovedstaden.

Allerede fra begyndelsen stod det klart, at der fra Ingwersen og Dalgas’ side var tale om et radikalt anderledes monument end det, som både Thiele og Thorvaldsen selv havde haft i tankerne. Væk var ideen om monarken til hest à la Salys Frederik 5., og kroningsdragten og tronen var også helt fraværende i Dalgas’ og Ingwersens forslag. I stedet skulle monumentet fremhæve Bondestandens Emancipation, dvs. stavnsbåndets ophævelse fra 1788. At netop dette element føres frem i forslaget skal bl.a. ses i lyset af den samfundsklasse som både Johannes Ingwersen og C. Dalgas tilhørte, nemlig gårdejerklassen, der havde vundet suverænt mest på de famøse landboreformer i 1788.XXV

Johannes Ingwersens og C. Dalgas’ opfordringer, der hovedsageligt blev fremsat i avisen Aarhus Stiftstidende med genoptryk i diverse andre provinsaviser, mødte både opbakning såvel som modstand fra anden side. En længere avispolemikXXVI opstod derfor i foråret 1840 mellem modstandere og tilhængere af et monument for Frederik 6. Derfor er kildegrundlaget til belysning af Frederik 6.-kommissionen, dets medlemmer og bevæggrunde ganske stort. De førende fortalere for monumentet var altså på dette tidspunkt Johannes Ingwersen og C. Dalgas. Deres tilhørsforhold til gårdejerklassen, den stand, der som nævnt måske fik mest ud af Frederik 6.s landboreformer, betød at en taksigelse for disse samfundsreformer gerne skulle fremgå af monumentet. Dernæst skulle monumentet død og pine placeres i JyllandXXVII og altså ikke i hovedstaden. Dalgas og Ingwersen var godt og grundigt trætte af det københavneri, der efter deres opfattelse sugede al kunst til sig og dermed også en god portion PR. En landsindsamling ville skabe opmærksomhed om projektet og den samfundsklasse, der havde fremsat forslaget. Jylland var også “trængende til Forskjønnelser”XXVIII lød det, en påstand som vist kun jyder selv kan fremsætte. Dalgas og Ingwersens idé vakte især genklang blandt andre medlemmer af den jyske gårdejerklasse, hvoraf flere senere sluttede op om projektet.

Den først påtænkte placering på Himmelbjerget ved Silkeborg var dog stødt ind i problemer, da bjergets ejer ikke var til sinds at give tilladelse til placeringen af monumentet.XXIX Man så sig derfor om efter alternative placeringer. Valget faldt i stedet på Skanderborg Slotsbanke, en gammel slotsruin, hvor kun kirken stod tilbage (hvad den i øvrigt stadig gør). Selvom Frederik 6. heller ikke havde været i tættere berøring med Skanderborg, repræsenterede stedet en tæt tilknytning til kongemagten, idet konger siden middelalderen havde resideret på slottet, heriblandt Frederik 2. og Frederik 4. Dertil kom, at Skanderborg lå midt i landet og ikke i en af rigets ydre egne. På den måde ville hele befolkningen være i bedre stand til at besøge monumentet. Rent symbolsk passede Skanderborg Slotsbanke med stedets tætte bånd til kongemagten måske endda bedre end Himmelbjerget, der i forbindelse med Blichers Himmelbjergsfester især associeredes med det folkelige. C. Dalgas påpegede desuden udtrykkeligt,XXX at der var tale om en offerstøtte, dvs. et mindesmærke, og ikke en frihedsstøtte, da en sådan først ville blive relevant i forbindelse med udstedelsen af en fri forfatning.

I et brev fra juli 1840XXXI omtales en kommission, Frederik 6.-kommissionen,XXXII for et monument for Frederik 6. for første gang. Her henvender J.P. WithXXXIII sig nemlig til Thorvaldsen og anmoder ham om at udføre tre relieffer til monumentet. Brevet stadfæster også ideen om en landsindsamling som monumentets finansieringskilde. Brevets forfatter With var i øvrigt venner med politikeren J.F. Schouw,XXXIV Christine Stampe og C. Dalgas’ svoger. Den kreds af mennesker, der samledes i Frederik 6.-kommissionen har altså enten tilhørt eller i hvert fald haft kontakt til landets progressive og liberale elite – en elite, der har været indbyrdes tæt forbunden. Et svar fra Thorvaldsen på denne henvendelse kendes ikke, men Frederik 6.-kommissionen havde opfordret indbyggerne i Jylland, på øerne og i Slesvig-Holsten til at bidrage til monumentets rejsning.XXXV Den offentlige opfordrings afsender var denne gang Hans WulffXXXVI, endnu en jysk landmand, der altså havde sluttet sig til kommissionens arbejde. C. Dalgas tog meget dårligt imod Wulffs indblanding i kommissionsarbejdet.XXXVII Det følgende skænderi mellem de to havde intet som helst med monumentet at gøre, og må snarere have været et personligt udestående mellem de to. Enden på denne ufrivilligt komiske meningsudveksling blev, at C. Dalgas, der ellers havde brugt meget tid på projektet i den tidlige fase, fornærmet meldte sig ud af kommissionsarbejdet.

At Thorvaldsen på et tidspunkt i efteråret 1840 har givet tilsagn om at udføre reliefferne til monumentet, fremgår af et indlæg i Aarhus Stiftstidende,XXXVIII hvor kommissionsmedlemmerne, denne gang altså uden den temperamentsfulde Dalgas, også opfordrer borgere til at indsende bidrag og samtidig varsler et snarligt valg af bestyrelse til foretagendet. I løbet af foråret 1841 begyndte bidrag til monumentets oprettelse at indløbe fra hele landet, men indsamlingen gik trægt. I juli 1841XXXIX var der kun indkommet 2784 rigsbankdaler, ud af de ca. 14.000 man mente var nødvendige. I august måned 1841 valgtes på et møde i Skanderborg endelig en bestyrelseXL bestående af Oberst RosenbergXLI, føromtalte Kammerråd Wulff, Major Ingwersen, Justitsraad With og samt Justitsraad Blichfeldt.XLII Denne kreds af fremtrædende jyder, hvoraf flere havde gjort karriere i militæret eller i den offentlige forvaltning, skulle altså stå for det praktiske arbejde med monumentet som fx den fortsatte finansiering samt indhentelse af tilladelser til brug af grunde etc.

Monumentets elementer

Kommissionsmedlemmerne ønskede som sagt et fokus på Frederik 6.s meritter som konge, dvs. stavnsbåndets ophævelse, indførelsen af de rådgivende stænderforsamlinger samt skoleloven. Stavnsbåndets løsning var en del af en større reformpakke, Landboreformerne, som Frederik 6. som kronprinsregent i 1788 på opfordring af erfarne rådgivere havde iværksat. Disse reformer var ganske omfattende og indebar bl.a. en mere effektiv udnyttelse af landbrugsjorden, klarere ejerforhold samt altså ophævelsen af det forhadte livegenskab ”stavnsbåndet”, der forhindrede en bondekarl i at forlade sin herremands jord fra han var 4 år gammel til 40års alderen. Disse reformer havde ganske vist sikret bondestanden en udstrakt grad af økonomisk og personlig frihed – men i højere grad for gårdejerne, da et stort og fattigt landproletariat opstod i kølvandet på reformerne.XLIII Men Frederik 6.-kommissionen bestod af gårdejere og embedsmænd og ikke af medlemmer af landproletariatet. De havde derfor grund til at hylde stavnsbåndets ophævelse.

Stænderinstitutionen oprettedes i 1834 og indebar en involvering af flere af samfundets stænder i det politiske liv. De er derfor ofte blevet tolket som det første skridt på vejen mod den demokratiske Grundlov i 1849, om end deres funktion var rådgivende snarere end lovgivende. Stænderne blev inddelt i tre grupper: Godsejere, grundejere i købstæderne og mindre selvejerbønder og fæstebønder. Gruppernes sammensætning var ikke demokratisk fordelt efter størrelse, og kun 3 % af befolkningen havde stemmeret til stænderforsamlingerne. Kongen skulle som sagt ikke rette sig efter stænderforsamlingerne, men de fik dog en vigtig stemme i den politiske debat især i 1840’erne. Der oprettedes fire stænderforsamlinger en for Sjælland og øerne i Roskilde, en for Jylland i Viborg, en for Slesvig i Slesvig by og endelig en for Holsten i Itzehoe. Selvom kongen formelt ikke var bundet af disse stænderforsamlingers råd, udviklede situationen sig i 1840’erne således, at stænderforsamlingerne lagde stort pres på kongen og hans embedsmænd. Kommissionens sidste kravspecifikation til monumentet om Skoleundervisningen henviser til Skoleloven af 1814, hvor Danmark som det første land i verden indførte undervisningspligt for både by -og landbefolkningen.

Det endelige resultat, der under en stor fest blev indviet på Skanderborg Slotsbanke i 1845XLIV kom dog til at afvige fra de indledende overvejelser. Som nævnt havde Thiele foreslået en rytterstatue og Thorvaldsen havde selv arbejdet på en skitse af kongen i kroningsdragt. Udformningen ændrede sig dog dramatisk med Frederik 6.-kommissionens bestilling. Kommissionens første tanker om et monument over Frederik 6. kom til udtryk i Withs brev i juli 1840, men også her afveg de første forslag fra det endelige resultat. Kommissionen ønskede fire relieffer til at pryde en obelisk (sammenligningen med Frihedsstøtten på Vesterbro, der hyldede landboreformerne, er indlysende), et relief med kongens portræt samt tre relieffer, ”der havde Hensyn til Stavnsbaandets Løsning, Stænder Institutionen og Skoleunderviisningen”.XLV Disse tre politiske tiltag ansås for at være de mest betydningsfulde i kongens lange regeringstid. Dvs., at den velhavende del af bondestanden som Frederik 6.-kommissionen repræsenterede, anså disse elementer for vigtige. De havde sikret gårdejerklassen økonomisk, politisk og uddannelsesmæssig fremgang i forhold til tidligere. Værkets bestillere havde derfor et klart billede af, hvad monumentets allegoriske fokus skulle være. Deres overvejelser ang. valg af kunstner kendes ikke, men allerede tidligt i forløbet omtales Thorvaldsen som kunstneren, der skulle stå for projektet, selvom kommissionsmedlemmerne som sådan ikke kom ind på detaljerne i værkets billedsprog eller udformning, når man ser bort fra de allegoriske overvejelser. Thorvaldsens ry og kunstneriske fokus har på dette tidspunkt været så befæstet, at hans deltagelse ville sikre projektet en god portion prestige. Derudover har man altså også haft en idé om, hvilket kunstnerisk udtryk man fik med et valg af Thorvaldsen. Et evt. alternativt valg af kunstner nævnes ikke.

Thorvaldsen må have brugt kommissionens overvejelser som afsæt, men endte dog med fire relieffer og en portrætbuste, der prydede en granitsøjle i stedet for fire relieffer, hvoraf et skulle have været et portræt af Frederik 6. Thorvaldsen smykkede reliefferne med et allegorisk billedsprog, han så ofte anvendte.

Retfærdigheden. Marmor. Monumentets forside.
Fig. 4. Retfærdigheden. Marmor, jf. A606. Monumentets forside.

Relieffet Retfærdigheden, jf. A606, fik æren af at være det mest fremtrædende på monumentets forside. På relieffet vejer en genius bondens segl mod en kongekrone og støtter sig til sværdet i den anden hånd. Både vægten og sværdet er Retfærdighedens sædvanlige attributter. Ved geniussens fod sidder visdommens ugle. Relieffet kan sandsynligvis ses som en henvisning til Frederik 6.s valgsprog, Gud og den retfærdige sag.

Stavnsbåndets ophævelse. Marmor. Monumentets venstre side.
Fig. 5. Stavnsbåndet ophæves. Marmor, jf. A604. Monumentets venstre side.

På monumentets venstre side ses relieffet Stavnsbåndet ophæves, jf. A604, hvor en genius sønderbryder bondens åg og slavens løste lænker ses på jorden. Disse attributter må ses som en klar henvisning til stavnsbåndets ophævelse i 1788 og forordningen om slavehandlens ophør i 1792.

Provinsialstændernes oprettelse. Marmor. Monumentets højre side
Fig. 6. Provinsialstænderne oprettes. Marmor, jf. A605. Monumentets højre side.

På monumentets bagside ses relieffet Kunsten og videnskaben beskyttes, jf. A607, der viser en genius med lyre i den ene hånd og griber med den anden hånd en af de kranse, der ligger ved siden af. På jorden står desuden et skrin med skriftruller. Lyren og skriftrullerne er symbolerne for henholdsvis kunsten og videnskaben. Laurbærkrandsene er hos Thorvaldsen et klassisk hæderstegn.

Kunsten og videnskaben beskyttes. Marmor. Monumentets bagside.
Fig. 7. Kunsten og videnskaben beskyttes. Marmor, jf. A607. Monumentets bagside.

På monumentets højre side relieffet Provinsialstænderne oprettes jf. A605, der viser en genius holde et oprullet blad med den kongelige forkyndelse ang. stænderforsamlingens indførelse. 28. maj 1831 er datoen for oprettelsen af provinsialstænderne.

De fire relieffer med deres allegoriske henvisninger, inkarnerer alle, måske bortset fra Provinsialstænderne oprettes jf. A605, den oplyste enevældige kongemagt, der i kraft af sin regering varetager befolkningens interesser indenfor både almen oplysning, retssikkerhed og frihed. At man befinder sig i en politisk brydningstid kommer for alvor til udtryk i relieffet Provinsialstænderne oprettes, der i sit budskab radikalt modsiger den alfaderlige enevælde, idet befolkningen får en stemme i det politiske liv. Dog er eksempelvis relieffet Retfærdigheden med sin tilsyneladende hyldest af den enevældige konge, også ved nærmere øjekast ret provokerende. På Retfærdighedens vægt vejes således bondens segl og kongens krone samtidig. Det fremgår tydeligt, at begge genstande er lige tunge. Mere tydeligt kan man vist ikke fremhæve de egalitære frihedsidealer.

Marmorbusten af Frederik 6. i kolossalstørrelse på monumentets top. Lidt medtaget af vind og vejr.
Fig. 8. Marmorbusten af Frederik 6. i kolossalstørrelse på monumentets top. Lidt medtaget af vind og vejr, jf. A191.

Reliefferne pryder hver en side af en stor firkantet granitsten med Frederik 6.s buste i på toppen. Denne buste, A191, havde Thorvaldsen allerede modelleret under sit Danmarksophold i 1819-20, men den blev nu genskabt i en ny og meget stor marmorversion. Busten er i øvrigt prydet med laurbær. På den måde fuldendes monumentets granitsøjle med monumentets hovedperson i klassisk romersk imperatorfremstilling med klar henvisning til Frederik 6.s enevældige status.

Som det fremgår, opfyldte Thorvaldsen næsten Frederik 6.-kommissionens ønsker. De to første regeringselementer, Frederik 6.-kommissionen anmodede om, Stavnsbåndet ophævesXLVI og Provinsialstænderne oprettes endte med at blive direkte afbildet på monumentet, jf. A604 og A605. Henvisningen til Skoleloven er lidt mindre direkte udtrykt i form af relieffet Kunsten og videnskaben beskyttes, jf. A607. Frederik 6. havde i øvrigt også stået bag genåbningen af Sorø Akademi i 1826, der hurtigt blev til et vigtigt centrum for dansk guldalder med IngemannXLVII i centrum. Relieffet kunne også være Thorvaldsens personlige hyldest til Frederik 6.s indsats for Thorvaldsens kunst samt evt. en drillende hentydning til efterfølgeren Christian 8., da denne jo i og for sig gik mere op i kunst end forgængeren Frederik 6. Relieffet Retfærdigheden jf. A606, kan både henvise til Frederik 6.s status som landets øverste lovgiver og dommer og – og måske i højere grad – til hans valgsprog Gud og den retfærdige sag. Det ønskede medaljeportræt af Frederik 6. blev altså i stedet til et allegorisk portræt af den enevældige konge i form af Retfærdigheden, samtidig med, at Frederiks buste kronede hele monumentet.

Den enorme granitsten med en vægt på omkring 16 tons, blev med stort besvær transporteret til Slotsbanken i Skanderborg og hugget til på stedet. Denne transport var en stor begivenhed med massevis af tilskuere, der var nysgerrige efter at se stenen til kongemonumentet.XLVIII Til monumentet havde Ingemann forfattet et digt på fire vers, der hver især passede til et af reliefferne:

SIETTE FREDERIK KIÆRLIGT MINDES FOLKET OPREISTE HANS BAUTASTEEN

GUD OG RETFÆRD
STOD I HANS SKIOLD.
OM KIÆRLIGT RETSIND
TALER HANS GIERNING.

Monumentets forside med _Retfærdigheden_, og første strofe af Ingemanns digt.
Fig. 9. Monumentets forside med Retfærdigheden, jf. A606, og første strofe af Ingemanns digt.

FRIHEDSENGLEN
STOD FOR HANS BLIK
ÓG BRUDT BLEV AAGET
LÆNKERNE KNUSTES.

Monumentets venstre side med Stavnsbåndets ophævelse, og anden strofe af Ingemanns digt.
Fig. 10. Monumentets venstre side med Stavnsbåndet ophæves, jf. A604, og anden strofe af Ingemanns digt.

AANDSPAULUNER
REISTE HANS HAAND
OG AANDSBEDRIFTER
LYSTE FRA NORDEN.

Monumentets bagside med Kunsten og videnskaben beskyttes, og tredje strofe af Ingemanns digt.
Fig. 11. Monumentets bagside med Kunsten og videnskaben beskyttes, jf. A607, og tredje strofe af Ingemanns digt.

FOLKEAANDEN
KONGEN GAV RØST
HANS EFTERMÆLE
LEVER MED FOLKET.

Monumentets højre side med Provinsialstænderne oprettes, og fjerde strofe af Ingemanns digt.
Fig. 12. Monumentets højre side med Provinsialstænderne oprettes, jf. A605, og fjerde strofe af Ingemanns digt.

Især den sidste strofe, tilknyttet A605, er interessant “Folkeaanden Kongen gav Røst”. Den enevældige konges “gave” til folket i form af de rådgivende stænderforsamlinger har sikret en forening af kongemagt og folkelig magt, hvorved kongens minde forbindes tæt med det folkelige. Kongemindet er så at sige ikke udelukkende forbeholdt kongen.

Monumentet var tegnet af arkitekten G.F. HetschXLIX og blev rejst midt i parken på Skanderborg Slotsbanke, hvor det nedrevne Skanderborg Slots slotsplads havde ligget. Hele slotsbanken blev samtidig omdannet til en stor park. Monumentets areal er 47,7 m2. Granitsoklen står på en platform med tre trin af lysere granit. Monumentet rejser sig i alt 7,05 m over jordoverfladen, hvoraf selve busten er hele 1,28 m høj.L Hele anlægget er omgivet af et jerngitter støbt af Meulengrath og Bøghs jernstøberi i Aarhus.

Monumentet i sin helhed.
Fig. 13. Monumentet i sin helhed.

Reliefferne formedes i ler af Thorvaldsen og blev udført i marmor i større størrelse af C.F. Holbech,LI der var værkstedsleder i Rom under Thorvaldsens fravær i årene 1841-43, hvorefter de udskibedes til Danmark. Det var altså først i begyndelsen af 1843, at monumentets endelige udformning kunne annonceres i pressen,LII selvom kun knap 8000 rbdl. eller 2/3 dele af monumentets udgifter var indsamlede.LIII At værkernes udførelse i marmor var i gang ved årsskiftet 1842/43 understreges af Holbechs anmodninger om penge til indkøb af marmor, hvilket Thorvaldsen efter udbetalinger fra Frederik 6.-kommissionen imødekom.LIV Ganske vist havde Thorvaldsen påtaget sig at udføre reliefferne gratis og gav selve busten i marmor som en personlig gave, men der behøvedes stadig penge til Holbechs udhugning af relieffferne i marmor. Det var heller ikke kun Thorvaldsens arbejder, der kostede. Anlægget som helhed var ikke helt billigt. With anslog i 1840, at det samlet ville koste 14.000 rigsbanksdaler, men manglen på et færdigt regnskab gør det vanskeligt at fastslå, hvad den endelige pris blev. I november 1842LV bekendtgjorde Frederik 6.-kommissionen, at knap 8000 rbdl. var indsamlet, altså et stykke vej fra de 14.000. Formentlig var alle pengene ikke blevet indsamlet ved indvielsen i 1845, da kongen året efter måtte træde til og yde et bidrag på i alt 1600 rbdl.LVI

I 1845 var monumentet efter en del forsinkelse endelig færdigt. Det skulle fejres, og i sommeren 1845 planlagde Frederik 6.-kommissionen en indvielsesfest, som de gjorde en del reklame for. Den fandt sted i juli 1845LVII, og kong Christian 8. og kronprins FrederikLVIII bekendtgjorde endda, at de ville være til stede ved indvielsesfesten sammen med andre celebrities,LIX herunder H.C. AndersenLX. Det blev en ganske stor fest – samtidige kilder anslår, at omkring 20.-30.000 mennesker var til stede, hvad dog ikke kan fastslås med fuldstændig sikkerhed. Men der har stadig været tale om en stor begivenhed. Den følsomme H.C. Andersen beklagede sig i hvert fald over den store uorden,LXI der herskede på pladsen, og han hævdede ikke at kunne høre noget hverken af sange eller talere, der bl.a. omfattede en kantate komponeret til lejligheden af J.P. Hartmann.LXII H.C. Andersen havde selv forfattet teksten.LXIII Avisnotitser i dagene efter berettede også om glemte genstande samt en auktion, hvor tiloversblevne materialer fra festen blev solgt.LXIV Positive omtaler fandtes også i forskellige aviser.LXV Alt i alt en festlig afslutning på det arbejde, der var blevet lagt i monumentet, herunder altså Thorvaldsens, der dog var død året før monumentets indvielse.

Liberal “monument manie”

Festen og Frederik 6.-kommissiones egen promovering af monumentet kom næsten helt til at skygge for den, endda ret omfattende, kritik, der var blevet fremsat af monumentet i årene forud. Allerede efter den første offentlige omtale af et monument for Frederik 6. i 1840 meldte de første kritikere sig på banen. Redaktøren på bladet Jyllandsposten,LXVI, angreb det forslag, som C. Dalgas og Ingwersen havde fremsat. Bl.a. havde han svært ved at se Frederik 6.s tilknytning til Skanderborg og foreslog Aarhus som placering i stedet (Jyllandsposten havde sjovt nok adresse i Aarhus), dernæst frygtede han vandalisme mod et ubeskyttet monument i naturen. Denne frygt for vandalisme delte Frederik 6.-kommissionens medlemmer dog ikke.

Men efter disse praktiske indvendinger kom han frem til kernen i kritikken. En regent som Frederik 6. skulle ikke hyldes som følge af den modgang, landet oplevede i hans regeringstid.LXVII Selvom Dalgas og redaktøren langt hen ad vejen fremstod enige i deres syn på kravet om en fri forfatning, var de altså uenige om, hvorvidt Frederik 6. overhovedet skulle hyldes. C. Dalgas forfaldt til en yndet undskyldning i denne periode, nemlig at kongens rådgivere snarere end kongen selv burde kritiseres for landets ulykker. Dette var en praktisk udvej, da det var forbundet med risiko direkte at kritisere kongens person. Men det store stridspunkt forblev altså de store tilbageslag, landet oplevede i årene 1807-15, hvad også ses i flere af de følgende kritiske indlæg, der for en stor dels vedkommende var anonyme, evt. af frygt for repressalier. Langt størstedelen af både monumentets kritikere og støtter anerkendte ganske vist Frederik 6.s indsats for bondestanden, hans personlige askese såvel som hans ansvar for katastroferne i årene 1807-15. Spørgsmålet var dog kort sagt, hvad der vejede tungest og betød mest for landet. Adelens og storkøbmændenes tab af indflydelse på europæisk politik eller bondestandens frihedsrettigheder? Det var ikke kun de åbenlyse ulykker fra Englandskrigenes tid, der blev fremhævet som grund til at ignorere Frederik 6.s regeringstid. Den alvorlige situation, som var opstået som følge af de nationale spændinger mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten, lå allerede i 1830’erne som en skygge over rigets politiske klima. Dette problem blussede op med voldsom kraft i 1848 bare ni år efter Frederiks død, så frygten var bestemt ikke ubegrundet. Sammen med en indskrænkning af trykkefriheden havde Frederik 6. efter flere debattørers mening altså ikke overleveret riget i en sund forfatning til efterfølgeren Christian 8. Opfattelsen af Frederik 6.s uformåenhed som regent gjaldt altså ikke kun ulykkerne i de tidlige regeringsår. Blandt Frederik 6.s tilhængere var der i øvrigt også uenighed ang. monuments udformning, samt hvorvidt han skulle mindes med andet end en stenstøtte. Flere kritiske røster kritiserede nemlig tidens “Monument Manie”LXVIII og foreslog i stedet oprettelsen af en folkehøjskole til generel oplysning af bondestandens unge mænd og derved vise, at der var forskel på et “levende Huus og en død Steen”. En stenstøtte ville betyde en “petrificeret” kærlighed i stedet for en livgivende kærlighed. Bonden var landets livgivende kraft og hvis man skulle hylde bondestandens nye status i samfundet skulle det altså ske gennem såkaldt nyttige tiltag såsom en højskole, en ny salmebog eller et asylhjem for trængende mennesker og altså gennem ikke en dyr og ubrugelig granitsten.LXIX

Det fremstår i dag ret forvirrende for den moderne læser, at store dele af den liberale bondestand altså så ivrigt plæderede for et monument til Frederik 6.s ære, selvom også stemmer var imod. Selvfølgelig var ophævelsen af stavnsbåndet, forordningen om slavehandlens ophør af 1792 (selvom slaveriet som sådan først blev ophævet i 1848) og indførelsen af rådgivende stænderforsamlinger helt i tråd med den liberale ånd. Men Frederik 6. havde under indførelsen af disse reformer enten som ung kronprins været vejledt af dygtige rådgivere eller også havde han som gammel konge kun under stort pres og ret modstræbende indført dem. Reformerne kunne man altså sagtens hylde som liberale, men hvorfor dog nævne Frederik 6.? I samtiden fremkaldte det forvirring og afstedkom da også et par drillerier,LXX at denne ellers så kritiske bondestand efter Frederik 6.s død nu pludselig anerkendte hans storhed som regent. Uanset om man støttede Frederik 6. eller ej, har begge parter dog formentlig været klar over, at en hyldest til Frederik 6. i denne forbindelse var af sekundær karakter. Ved et forsigtigt og pragmatisk monument var den liberale bondestand langt bedre i stand til at blive hørt politisk, end hvis man havde valgt en mere konfronterende linje overfor kongemagten. For at rejse et monument var der kort sagt større chancer for succes, hvis man inddrog kongemagten i stedet for helt åbenlyst at udfordre den.

Nedtonet hyldest eller skjult protest?

Monumentets to budskaber, fremhævelsen af kongemagten såvel som rosen af samme kongemagts demokratiske tiltag er tilsyneladende modstridende. Mindestøtten over Frederik 6. i Skanderborg var en underspillet hyldest til den enevældige kongemagt, i det omfang kongemagten tjente den samfundsklasses interesser, som medlemmerne af Frederik 6.-kommissionen tilhørte. Iboende i monumentets hyldest lå nemlig lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere, samme klasses politiske protest mod den enevældige kongemagts langsommelighed mht. udarbejdelsen af en fri, demokratisk forfatning. Det ses bl.a. i monumentets betegnelse og placering. Monumentet omtales nemlig som en mindestøtte og ikke som en frihedsstøtte, da en sådan først kunne komme på tale når en fri forfatning var givet til folket.LXXI Monumentets placering i Skanderborg var velvalgt, da rødderne til kongemagten understregedes tydeligt. Derved var det underordnet, hvorvidt Frederik 6. havde haft noget med Skanderborg at gøre – sat på spidsen kan man hævde, at Frederik 6. blot var et påskud for at rejse monumentet med dets liberale budskaber. Monumentets hyldest til Frederik 6.s progressive reformer har i næsten lige så høj grad skullet påminde den nye kong Christian 8. om hans ansvar i forhold til at indføre en fri forfatning, som den har skullet hylde Frederik 6.s reformer. Nok var der sket fremskridt under den gamle konge, men arbejdet var langt fra afsluttet med et par rådgivende stænderforsamlinger.

Man skal selvfølgelig ikke underkende eksistensen af en oprigtig loyalitet overfor kongemagten og en glæde ved at kunne ”forskjønne” sin hjemegn med et monument udført af en af Europas førende kunstnere, Bertel Thorvaldsen. Men bondestanden havde ikke mange muligheder for at kommunikere deres politiske budskaber i et samfund præget af enevældens censur. Man kunne derfor ikke tage hensyn til de røster, der kritiserede projektet for at hylde en konge, der i deres øjne havde været en katastrofalt ringe regent for landet. Det væsentlige i Frederik 6.s regeringstid for Frederik 6.-kommissionen og dens støtter var ikke mindet om Danmarks tab af stormagtsstatus, selvom de nok anerkendte, at Frederik 6. havde været ansvarlig herfor. For dem var det langt mere væsentligt at omtale de elementer i regeringsførelsen, der var kommet bondestanden til gode. På den måde flettede man indirekte et par politiske krav ind i et monument, der umiddelbart fremstod som en folkelig hyldest til den faderlige kongemagt. Man ville se handling fra den nye kong Christian 8., kort sagt en fri forfatning. Tingene kunne ikke siges direkte, da man risikerede fængsel eller bødestraf, hvilket forklarer monumentets tvetydighed. Derfor måtte den liberale bondeopposition være pragmatisk i udformningen af deres protest mod kongemagten og altså opføre et monument, der ved første øjekast fremstår som en ensidig hyldest til Frederik 6., men ved en kreativ brug af allegorier faktisk bærer et andet, slet skjult, budskab. Derfor virker monuments budskab umiddelbart så forvirrende på den moderne beskuer, da monumentets bestillere såvel som værkets kunstner, Thorvaldsen, faktisk var arge kritikere af den enevældige kongemagt.

Samtidig var monumentets placering på sin vis også en protest mod enevældens centralisering af magt og repræsentation i København. Ved at kræve også at hylde kongemagten udenfor hovedstaden, fik man sat bondestanden på den politiske dagsorden, en stand, der ikke før havde spillet en rolle i det politiske liv. I denne epoke præget af frustrerede ønsker om politiske forandringer, giver det altså glimrende mening, at en kunstner som Thorvaldsen bidrog til et kunstværk af denne karakter, selvom det for moderne mennesker kan virke uforståeligt, at han hyldede en enevoldshersker. Han kunne både vise sin personlige respekt overfor Frederik 6. igennem dette monument samtidig med, at han ikke gik på kompromis med sine egne frihedsidealer. Monumentet var en oplagt platform for både Thorvaldsen og bondestanden at promovere disse idealer på, men på en sådan måde at kongemagten endte med at sanktionere monumentet. Derved blev monumentet en del af det liberale pres på kong Christian 8. for en demokratisk forfatning og er derved et væsentligt kunsthistorisk bidrag til historien om det danske demokratis fremvækst.LXXII

References

Commentaries

  1. Dvs. den danske konge Frederik 6.

  2. Se alle Arkivets dokumenter omhandlende emnet Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke.

  3. Dvs. den danske konge Christian 7.

  4. Dvs. de danske adelsfolk og brødre Christian Ditlev Reventlow og Johan Ludvig Reventlow (1751-1801).

  5. Dvs. den danske adelsmand A.P. Bernstorff.

  6. Se artiklerne Christian 8.s lån hos Thorvaldsen og Caffè Greco. Kunsttempel, posthus og kosmopolitisk fristed.

  7. Se dokumentet Tidligst juli 1840 af Johanne Luise Heibergs om Thorvaldsens forhold til Frederik 6. og Christian 8..

  8. Se dokumentet af 6.3.1804. Se også artiklen Thorvaldsens forbliven i Rom omkring 1803-1804.

  9. Se kronologien af 30.12.1838.

  10. Dvs. den italienske kvinde Elisa Paulsen, født Thorvaldsen.

  11. Se dokumenterne af 15.1.1833 og 12.3.1833.

  12. Dvs. Thorvaldsens kammertjener og senere kustode på Thorvaldsens Museum C.F. Wilckens.

  13. Dvs. den danske museumsmand Just Mathias Thiele.

  14. Jf. Wilckens, op. cit., pp. 23-24 og Thiele IV, op. cit., pp. 184-88.

  15. Se dokument af 5.12.1839.

  16. Dvs. den danske kong Christian 8.

  17. Jf. Wilckens op. cit., pp. 23-24.

  18. Se artiklen Christian 8.s lån hos Thorvaldsen.

  19. Se dokument af 21.1.1840.

  20. Dvs. den danske gårdejer C. Dalgas, bror til Christine Stampe.

  21. Dvs. den danske gårdejer Johannes Ingwersen.

  22. Dvs. den danske digter Steen Steensen Blicher.

  23. Dvs. billedhuggeren og Thorvaldsens elev Hermann Ernst Freund.

  24. Se dokument af 5.4.1837.

  25. Jf. Engberg op. cit., pp. 459.

  26. Se dokumenterne af 21.1.1840, 28.1.1840, 1.2.1840, 11.2.1840, 25.2.1840, 10.3.1840 og 14.3.1840.

  27. Se dokument af 11.2.1840.

  28. Se dokument af 11.2.1840.

  29. Se dokument af 17.7.1840.

  30. Se dokument af 11.2.1840.

  31. Se brev af 28.7.1840.

  32. Dvs. den danske skulpturkomité Frederik 6.-kommissionen.

  33. Den danske jurist J.P. With.

  34. Den danske politiker J.F. Schouw.

  35. Se dokument af 7.9.1840.

  36. Den danske landmand Hans Wulff.

  37. Se dokumenterne af 14.9.1840, 28.9.1840 og 9.10.1840.

  38. Se dokument af 4.12.1840.

  39. Se dokument af 23.7.1841.

  40. Se dokument af 26.11.1841.

  41. Dvs. den danske officer Gottfried Rosenberg.

  42. Dvs. den danske byfoged Jens Blichfeldt.

  43. Jf. Engberg, op. cit., pp. 176-77.

  44. Jf. kronologi af 31.7.1845.

  45. Se brev af 28.7.1840.

  46. En anden version af Stavnsbåndets ophævelse eksisterer også, A608, men blev ikke en del af det færdige monument.

  47. Dvs. den danske digter B.S. Ingemann.

  48. Se dokument af 26.9.1842.

  49. Dvs. den tyske arkitekt G.F. Hetsch.

  50. Jf. Holtet, op. cit., pp. 33-39.

  51. Dvs. den danske billedhugger C.F. Holbech.

  52. Se dokument af 12.1.1843.

  53. Se dokument af 2.11.1842.

  54. Se dokumenter af 29.12.1842, 15.1.1843 og 15.1.1843.

  55. Se dokument af 2.11.1842.

  56. Jf. Holtet, op. cit., pp. 49-50.

  57. Se kronologien af 31.7.1845.

  58. Dvs. den senere kong Frederik 7.

  59. Se dokument af 23.7.1845

  60. Dvs. den danske digter H.C. Andersen.

  61. Jf. Andersen, op. cit., pp. 328-29.

  62. Dvs. den danske komponist J.P.E. Hartmann.

  63. Se H.C. Andersens tekst gengivet i reportagen af 5.8.1845.

  64. Se dokument af 8.8.1845.

  65. Se dokument af 5.8.1845.

  66. Ikke at forveksle med vore dages Jyllands-Posten.

  67. Se dokumenter af 28.1.1840 og 25.2.1840.

  68. Se dokument af 21.4.1843.

  69. Se dokument af 21.4.1843.

  70. Se dokument af 24.3.1842.

  71. Se dokument af 11.2.1840.

  72. Tak til mag.art. Jonas Bencard og Nanna Kronberg Frederiksen for grundig kritik og kommentarer undervejs i skriveprocessen.

Last updated 18.06.2020