Tilbage til O

Moritz Oppenheim

Den tysk-jødiske maler Moritz Oppenheim mødte Thorvaldsen under sit ophold i Rom i perioden 1821-25. Oppenheim var genre- og portrætmaler og skildrede specielt religiøse højtider i moderne jødiske familier, såsom sabbatten, Seder og Bar Mitzvah. Oppenheims på en gang traditionelle og kritiske tilgang til jødedommen er blevet koblet til bevægelsen Wissenschaft des Judentums, hvis grundlægger, Leopold Zunz, han også portrætterede.

Det, at Oppenheim var jøde og bl.a. skildrede jødiske miljøer i sin kunst, gav ham på en gang muligheder og vanskeligheder som maler. Det ligeledes tysk-jødiske par Carl Mayer von Rothschild og Adelheid von Rothschild, der var bosat i Napoli, blev Oppenheims mæcener og støttede ham hele deres liv. I andre kredse mødte han tydelig modstand, fordi han var jøde.

Oppenheim beretter i sine erindringer, hvordan han i Rom i 1823 deltog i en konkurrence ved Accademia di S. Luca. Her udfærdigede han en skitse af det nytestamentlige motiv “Jesus og samaritanerinden ved brønden”, der blev udpeget som den bedste blandt de deltagende. Da kuverten med vinderens navn blev åbnet, og det afsløredes, at vinderen var en tysk jøde, ville dommerne imidlertid i stedet give præmien til en italiener. “Mellem dommerne befandt sig imidlertid Thorvaldsen, der forsvarede mig – kunne han ikke bevirke, at jeg fik præmien, så forlangte han dog som det mindste, at ingen anden fik den tildelt” (Oppenheim, op. cit., p. 49). Thorvaldsen hjalp også Oppenheim på andre måder, bl.a. ved at anbefale ham til adskillige mæcener. Han syntes særligt godt om Oppenheims maleri Tobias’ hjemkomst, som han købte og satte blandt hovedstykkerne i sin malerisamling, hvor det endnu findes, B135.

Efter årene i Rom bosatte Oppenheim sig i Frankfurt. På opfordring af J.W. von Goethe, der beundrede ham, blev han udnævnt til æresprofessor af storhertugen af Weimar. Oppenheim var den første jødiske kunstner, der blev optaget i Frankfurter Museumsgesellschaft. En stor del af hans produktion befinder sig i dag på The Jewish Museum i New York, bl.a. Oppenheims selvportræt fra 1814-16, af hvilket et udsnit er gengivet til højre.




Værker på Thorvaldsens Museum

Se Oppenheim repræsenteret i Kataloget.

Referencer

  • Georg Heuberger og Anton Merk (red.), Moritz Daniel Oppenheim, Frankfurt am Main 1999.
  • Moritz Oppenheim: Erinnerungen, Frankfurt am Main 1924, p. 48-50 og p. 60-61.

Sidst opdateret 29.02.2016

Moritz Oppenheim: Selvportræt, detalje

Moritz Oppenheim

Moritz Daniel Oppenheim 1800-1882 Tysk Maler og raderer
Til Thorvaldsen2 dok.

Til og fra andre1 dok.
Omtalt i2 dok.