Tilbage til M

Sydney Morgan

Denne biografi er endnu under udarbejdelse.

Den irske forfatter Sydney Morgan udgav 1821 en rejseguide om Italien, hvor Thorvaldsens værksted kort omtales vol. II, jf. Morgan, op. cit., p. 393-394. Bogen findes i Thorvaldsens egen bogsamling, M611, i en forkortet, tysk oversættelse, der imidlertid ikke indeholder en omtale af hans værksted. Bogen bærer præg af at have været brugt.

Ifølge den danske forfatter H.C. Andersens erindringer og dagbøger har Lady Morgan fået en tegning af Thorvaldsen, men hvornår dette er sket, vides p.t. ikke. Thorvaldsen var i Danmark, da Morgan opholdt sig i Rom december 1819-april 1820. Håndtegningen i hendes eje, udført af Thorvaldsen, forestillede ifølge Andersen Dagen og Natten, jf. reliefferne A902 og A901. Tegningens nuværende placering er p.t. ikke kendt.

Morgan var en kendt og omdiskuteret figur i sin samtid; hun afholdt saloner i sit hjem i 35 Kildare Street, Dublin, og flyttede til London 1839, hvor H.C. Andersen 1847 besøgte hende. Hendes bog om Italien, op. cit., blev bl.a. rost af digteren George Gordon Byron. Hun udgav 1806 romanen The Wild Irish Girl, der blev hendes mest kendte og succesfulde udgivelse. Hendes fokus var på de fattiges vilkår og de politiske dimensioner i tiden inspireret af Den Franske Revolution og Napoleonskrigene.

I 1812 blev hun gift med den engelske læge Sir Thomas Charles Morgan (1783-1843).

Portrættet øverst til højre er et udsnit af at maleri udført i Paris, dvs. omkring 1818, af den franske maler
René Théodore Berthon (1776-1859), Portrait of Lady Morgan, olie på lærred, 130×98 cm, inv.nr. NGI.133. Maleriet tilhører National Gallery of Ireland.

Referencer

  • Lady Morgan: Italy, Paris 1821, vol. I-III. Se evt. den engelske udgave af bogen og Thorvaldsen-omtalen i vol. II her.
  • Bjarne Jørnæs: ‘Thorvaldsens bogsamling’, in: Bogvennen 1978, p. 41-60.

Sidst opdateret 25.09.2019

R.T. Berthon, Lady Morgan, udsnit

Sydney Morgan

Sydney Morgan, née Owenson, aka Lady Morgan 1776(?)-1859 Irsk Forfatter, salonière
Til og fra andre1 dok.
Omtalt i2 dok.