Tilbage til D

Francesco Depoletti

Depoletti (også kendt som de Poletti) var en velanskrevet mosaiklægger og modtog bl.a. ros for mosaikker efter landskabsmalerier af den franske maler Claude Lorrain.

Han var oprindelig baseret i Rom, hvor han havde sit studio i Via Condotti 32. Men i 1824 flyttede han med sin familie til Napoli på foranledning af Ferdinand 1. for at bistå med udsmykningen af kirken S. Francesco di Paola. Sideløbende kom Depoletti i kontakt med Daniele Sabano, en af de mest erfarne restauratorer ved Museo Borbonico. Han lærte Depoletti, hvordan man restaurerede rød- og sortfigurede græske vaser – i datiden også kendt som “etruskiske vaser”. Der var kun ganske få, som beherskede denne restaureringsteknik i Rom. Men den nyvundne viden viste sig snart nyttig for Depoletti, da der i årene umiddelbart efter blev gjort store fund af vaser på de etruskiske gravpladser nord for Rom bl.a. ved Canino, Corneto og Ceri. Således blev Depoletti hurtigt en af de mest efterspurgte restauratorer af antikke vaser og udførte bl.a. arbejde for Museo Gregoriano Etrusco i Vatikanet og andre museer i Paris, London, Berlin, München og Skt. Petersborg.

Referencer

  • Manuale di Notizie risguardanti le Scienze, Arti, e mestieri, Rom 1838, p. 119.
  • Treccani

Sidst opdateret 10.09.2020

Francesco Depoletti

1779 - 1854 Italiensk Mosaiklægger, restaurator og antikvitetshandler.
Til Thorvaldsen1 dok.

Til og fra andre1 dok.