Tilbage til B

Andrea Bardi

Denne biografi er under udarbejdelse.

Bardi, om hvem de biografiske oplysninger er sparsomme, optræder i Thorvaldsens værkstedsregnskaber fra 1819 til 1834. Han huggede bl.a. på Jason med det gyldne skind, A822, 3.3.-24.3.1827.
I regnskaberne optræder han kun som Bardi uden fornavn. Tesan, op. cit., opgiver hans fornavn til Luigi, men det skyldes givetvis en forveksling med den florentinske kobbertrykker Luigi Bardi, da Tesan henviser til et par breve fra denne. Desuden angives han som stenhugger, ikke billedhugger.

Af en erklæring dateret 22.9.1828 fra en anden Thorvaldsen-medarbejder, Pietro Antonio Bienaimé, fremgår det imidlertid, at en billedhugger ved navn Andrea Bardi har stået for at eftergå Thorvaldsens statue i marmor af Kristus, jf. A82. Det kan herudfra antages, at den i regnskaberne ofte nævnte Bardi, hvis fornavn hidtil ikke har været kendt, var identisk med netop Andrea Bardi.

Tesan nævner i øvrigt, at hans tilstedeværelse i Rom kan følges i årene 1823-42.

Referencer

  • Harald Tesan: Thorvaldsen und seine Bildhauerschule in Rom, Köln, Weimar og Wien 1998, p. 165.

Sidst opdateret 01.04.2019

Andrea Bardi

17?? - død efter 1842 Italiensk Billedhugger
Omtalt i7 dok.