Camillo Landini
Medhjælp i Thorvaldsens værksted fra 1804, jf. Thiele I, p. 222. Landini sørgede på Georg Zoëgas foranledning for gipsafstøbninger af antikke skulpturer til Thorvaldsen. I Thorvaldsens værksted huggede Landini bl.a. statuerne af Bacchus og Venus, der udgjorde en del af grevinde Vorontsovas bestilling fra 1804. Marmoreksemplaret af begge statuer er gået tabt (originalmodellen i gips af Bacchus, A2, findes på Thorvaldsens Museum).
Efter at have været i Thorvaldsens tjeneste vendte Landini antagelig 1809 hjem til sin fødeby Carrara, jf. brev af 25.7.1809. I Carrara fik han sandsynligvis sit eget værksted 1812. Christian Daniel Rauch beretter i brev af 14.12.1812 fra Carrara, at Landini gør store fremskridt og har haft succes med sine to egne statuer af Iole og Paris.
Senere etablerede Landini et værksted og en marmorhandel i Livorno i kompagni med en “hr. Kleiber”, jf. brev af 12.6.1814 fra Rauch til Thorvaldsen. Landini udførte dog stadig arbejder for Thorvaldsen. Ifølge Thiele III, p. 146, fik Landini i foråret 1822 af Thorvaldsen til opgave at færdiggøre relieffet Caritas. Marmoreksemplaret blev anbragt på fattigblokken (kirkebøsse til indsamling af penge til byens fattige) i Vor Frue Kirke, København. Originalmodellen, A598, findes på Thorvaldsens Museum.
Landini arbejdede i 1810’ernes slutning på kongeslottet i Warszawa. Han opholdt sig desuden i Sankt Petersborg, hvor han døde i 1825 (Thieme-Becker, op. cit., anfører fejlagtigt dødsåret 1821).
Camillo Landini var bror til akademisekretæren Giovanni Landini.
References
- Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, København 1963-65, vol. I, p. 100.
- Harald Tesan: Thorvaldsen und seine Bildhauerschule in Rom, Köln, Weimar & Wien 1998, p. 201.
- Ulrich Thieme, Felix Becker og Hans Vollmer (ed.): Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler, Leipzig 1928, bd. 22, p. 296.
Last updated 07.01.2013