Kommentar til 8.6.1830

Dette skal antagelig forstås helt bogstaveligt sådan, at Haste gik med Thorvaldsen til Københavns Toldbod 29.8.1796, da han bordede fregatten Thetis, se Thorvaldsen-kronologien. I sin portrætskitse af Thorvaldsen fortalte Haste nemlig, at han havde en afgørende finger med i spillet for, at vennen fik lov til at rejse med flådens fregat til Italien. Haste skriver, at Thorvaldsens “overvættes Beskedenhed, Hypochondrie og svækket Sundhed gjorde ham saa modløs til dette Forsøg [i.e. at ansøge om tilladelse til at sejle med Thetis], om hvis Udfald han mistvivlede, at jeg, saa at sige, maatte drive ham dertil, og halvt gjøre det for ham”, se Haste, op. cit., p. 370.
Haste var med andre ord stærkt involveret i at få sendt sin ven godt afsted, og det forekommer derfor rimeligt at antage, at han faktisk også ledsagede Thorvaldsen det sidste stykke vej ud til Toldboden.

Sidst opdateret 04.06.2007