Kommentar til 31.8.1805
Det har endnu ikke været muligt med sikkerhed at identificere hverken Lunds kopi eller originalen for denne Magdalene-fremstilling. Der kunne være tale om en Magdalene udført af Guido Reni (1575-1642), der i daglig italiensk tale også findes omtalt under blot Il Guido, jf. Getty ULAN. Dette forklarer i givet fald Lunds brug af malerens fornavn i stedet for efternavnet. Reni malede utallige Magdalena’er. At der imidlertid også kunne være tale om en anden Guido, bestyrkes af, at der på Statens Museum for Kunst i København, inv. nr. 1265 findes en Magdalene med salvekrukken, udført 1816-18 af Lund. Denne Magdalena er tydeligvis ikke en kopi efter Guido Reni, men angives at være efter en uidentificeret 1300-tals kunstner, jf. Marianne Brøns (red.): Ældre dansk malerkunst, Kunstnere født før 1876, Bestandskatalog, København 2002, p. 315. Om der er tale om denne kopi, og om originalen omkring 1805 var tilskrevet en Guido kan ikke afgøres med sikkerhed.
Sidst opdateret 04.12.2017