Kommentar til Arkivets historie
Oppermann skriver slet og ret om denne antagelse i 1927: “Selvom hun [Anna Maria Uhden] havde været i Besiddelse af høj aandelig Dannelse, selv om hun havde været opofrende og selvforglemmende, saa vilde deres fælles Lykke være strandet paa, at Thorvaldsen, som alle store Kunstnere, i sit Forhold til Kvinder var udpræget Egoist. Med stor Dygtighed er denne Kunstneregoisme klarlagt af Forfatterne Bourget, d’Houville, Duvernois og Benoit i ‘Le roman des quatre’. Fortællingens Hovedperson, en berømt Maler, skriver, ‘at vi Kunstnere, der dur noget, alle ligner hverandre i en Egoisme uden Sidestykke — —. Vor Gerning fastholder os, vi lever og føler kun i dens Udøvelse — —. Kunstneren tror, at han elsker sin Hustru, og gør det vistnok også — —, men plumpt og brutalt. Hun er kun Adspredelse og Hvile for et Menneske, hvis store Glæder og store Lidelser hun ingen Del har i, thi dem hverken kan eller vover hun at nærme sig.” Th. Oppermann, Thorvaldsen, Mandomsårene i Rom 1797-1819, København 1927, p. 75-76. Oppermann underbygger således myten om kunstneregoisme som et tydeligt adelsmærke forbeholdt de helt store genier.
Sidst opdateret 02.01.2009