Kommentar til November-december 1834
Der findes ikke en Thorvaldsen-skulptur forestillende Endymion i München. Den sovende Endymion indgår kun som motiv i Thorvaldsens italienske elev Pietro Gallis serie af relieffer til det nu nedrevne Palazzo Torlonia, der alle bygger på tegninger af Thorvaldsen, jf. A466. Det er muligt, at D’Angers har taget fejl af titlen og faktisk forholder sig til Thorvaldsens fremstilling af en anden roligt hvilende smuk ung mand, Adonis, jf. A53, som Ludwig 1. bestilte til sin samling i marmor i 1808, men som Thorvaldsen først leverede i 1832, og som i dag er at finde på Neue Pinakothek i München.
Sidst opdateret 07.08.2019