Kommentar til Thorvaldsen blandt slavere
Brevet er dateret den 9. september 1823. Af brevet fremgår det, at Thorvaldsen havde besøgt den russiske ambassadørfamilie under sit københavnerophold i 1820. Hvordan dette besøg var kommet i stand, er uvist, men det må kunne forstås som nok et tegn på Thorvaldsens nære forbindelser til det russiske miljø. Ambassadørens brev indeholder også oplysninger om en række naturfænomener på Island, – en lokalitet som nok kunne interessere Thorvaldsen, eftersom hans far var islandsk; Thorvaldsens brevarkiv, mappe 8, 1823, brev nr. 84. Fra anden brevlig kilde ved vi, at ambassadøren, baron Nikolaj, på et tidspunkt overvejede at indrette et kabinet, hvis vægge skulle prydes af stik efter Thorvaldsenværker.
Sidst opdateret 09.01.2017