Kommentar til 2.10.1817
Esterházy ankom til Rom i december 1816, men allerede i starten af 1817 tog han til Napoli, og opholdt sig dér i tre måneder. Han besøgte Rom i otte dage i april 1817, og det er formodentlig dette Rom-besøg, der henvises til her. De præcise datoer kendes p.t. ikke, men det vides at han d. 8. april 1817 stadig befandt sig i Napoli, så hans april-besøg til Rom må have været herefter, jf. Körner, op. cit., p. 273-4. I Arkivet findes endvidere en udateret invitation fra Luigi Chiaveri til Thorvaldsen til en middag sammen med Esterházy og hans selskab. Chiaveri skriver, at fyrsten ønsker at “fare la sua commissione”, dvs. lave bestillingen. Ud fra de øvrige breve og Esterházys rejseaktivitet, er det sandsynligt at denne invitation stammer fra april.
Sidst opdateret 29.09.2016