Kommentar til 1840
[P.L. Møllers egen note i bogen, op. cit., hvori digtet oprindelig blev trykt:]
For dem, der ikke fuldstændig kjende Myten om Ariadne, med hvem Danmark her er sammenlignet, maa det blot erindres, at efterat Thesevs havde forladt hende paa Naxos, kom Bakkhos dertil, gav hende sin Kjærlighed, aftog hendes Krone og lod den svæve op mod Himlen, hvor den blev til et Stjernebillede. Men Bakkhos maa, som bekjendt, ikke tænkes blot som Vinens Gud, men som den mægtige Erobrer, den modigste af Guderne, Skaberen af Kultur, Fred, Retfærd og milde Sæder, ja – paa Grund af den ham ejendommelige Begejstring, som en Repræsentant for Kunsten. Man kunde da maaske tyde Myten saaledes, at Ariadne er det raa Stof, som den heroiske Tid (Thesevs) erobrer og omgiver med en poetisk Glands, men atter i sin Ubevidsthed forlader, og som gribes af en senere Kulturperiode, der selvbevidst gjennemtrænger det, lutrer og transfigurerer den slumrende Guddomsspire i en Form, hvori den bliver identisk med Aanden og kan vende tilbage til det himmelske Hjem.
Sidst opdateret 15.02.2016