Kommentar til 7.11.1819
Denne ring beskrives med flere detaljer nedenfor. På grundlag heraf kan ringen sikkert identificeres som dén, der dukkede op i 2015 hos auktionsfirmaet Bruun Rasmussen, kat. 854/220.
Ifølge auktionshuset stammer ringen fra apotekerfamilien Aarsleff i Præstø, som boede i byen i perioden 1838-44, hvor Thorvaldsen ofte opholdt sig på det nærliggende Nysø, jf. folketællingerne 1840 og 1845.
Det må da antages, at ringen havnede i familien Aarsleffs besiddelse ved, at Thorvaldsen først faktisk fik den overbragt af Freund i Rom, som Olavsen nævner nedenfor. Efter sin hjemkomst til Danmark 17.9.1838 må ringen være fulgt med billedhuggeren. Herefter må det formodes, at familien Aarsleff erhvervede ringen enten direkte fra Thorvaldsen, eller at den gik i arv til et medlem af familien Stampe, der boede på Nysø, og som så siden afhændede den til familien Aarsleff.
Sidst opdateret 18.02.2015