Kommentar til 14.10.1825
Som det fremgår, er Tatarkiewicz på denne tid i færd med at hugge portrætbusten af Szymanowska under nær vejledning af Thorvaldsen. Szymanowska giver indirekte udtryk for den opfattelse, som hun må have fået gennem brevet fra Tatarkiewicz, at også modellen til busten er skabt i et samarbejde mellem Thorvaldsen og Tatarkiewicz. (“Det er atter under deres vejledning, at Tatarkiewicz arbejder i marmor”). De udtryk, hun bruger, tyder desuden på, at hun anser Thorvaldsens personlige arbejde med den for meget betydningsfuldt, men også kortvarigt – hun skriver, at Thorvaldsen har “berørt” den med sin udødelige hånd, og at det “kaster glans” over den. Dette er værd at sammenholde med Thorvaldsens eget udsagn i sit brev til Szymanowska af 26.5.1828, hvor han skriver, at han selv har modelleret den, og at Tatarkiewicz har hugget den under hans vejledning. Busten er i dag registreret som et værk af Tatarkiewicz på Muzeum Narodowe i Kraków, hvor den har befundet sig siden 1905.
Sidst opdateret 02.10.2014