Kommentar til Nysø
Christine Stampe var ikke bleg for at bruge lidt følelsesmæssig afpresning for at få Thorvaldsen til at arbejde, fx i forbindelse med hendes ivrighed efter at få Thorvaldsen til at realisere selvportrætsstatuen Bertel Thorvaldsen stående ved Håbets gudinde, Nysø1, samt posthumt marmoreksemplar, A771. Således fortæller hun i de posthumt udgivne erindringer om Thorvaldsen, jf. Stampe, op. cit., p. 41, at:
“Og nu vilde han til at rive ned paa Statyen, og jeg maatte bruge Magt og al min Overtalelse for at faae ham ud af Atelieret, som jeg lukkede i Laas. [...] Jeg var overdentlig bedrøvet, og da jeg ikke længere kunde udholde denne Modstand mod vores Ønsker, gik jeg op til ham en Dag og græd, (jeg tænkte paa Calderon: “Weine Weib, und Du wirst siegen”), og sagde, han havde lovet mig det, og han skulde holde sit Ord; det var først ret den rigtige Forfængelighed af ham, at han, blot fordi man ikke skulde sige, han havde gjort sin egen Statye, at svigte de helligste Løfter og bryde sig ikke om at bedrøve dem, som holdt af ham, for at de, som ikke vare ham gode, skulde undvære et Punkt at forarge sig over. Men jeg skulde love ham, at han skulde fortryde det, og jeg skulde aldrig troe hans Løfter mere o.s.v. Kort tilsidst snakkede jeg mig virkelig i Graad, og Thor blev rørt og faldt mig om Halsen, sigende: ‘Lad dem nu sige, hvad de vil, det er mit Portrait, som jeg giør for min Veninde [...]’”
Sidst opdateret 30.04.2013