H.C. Andersen
Rom
Bertel Thorvaldsen
Rom
H.C. Andersens digt Det døende Barn blev offentliggjort på dansk i A.P. Liuges avis Kjøbenhavnsposten, 25.9.1827, som kan ses her. Digtet her skal derfor dateres til tidligst omkring denne dato. Andersen forærede imidlertid Thorvaldsen et eksemplar af digtet den 8.1.1834, jf. dagbogsoptegnelse af samme dato. Det er derfor overvejende sandsynligt, at Andersen har nedskrevet det til denne anledning.
Egenhændigt håndskrevet eksemplar af H.C. Andersens digt Det døende barn foræret til Thorvaldsen.
Det døende Barn.
#
Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind!
Græd dog ei, det maa Du først mig love,
Thi Din Taare brænder paa min Kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
Men i Drømme, der er Alt saa smukt,
Og de søde Englebørn jeg skuer,
Naar jeg har det trætte Øie lukt!
#
Moder, seer Du Englen ved min Side?
Hører Du den deilige Musik?
See, han har to Vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik!
Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver,
Det er Blomster Engelen udstrøer!
Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,
Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?
#
Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog, som Ild den brænder!
Moder, jeg vil altid være din!
Men, saa maa Du ikke længer sukke,
Græder Du, saa græder jeg med Dig!
O, jeg er saa træt! – maa Øiet lukke! –
Moder! – see! – nu kysser Englen mig!
H.C. Andersen
Dette eksemplar af H.C. Andersens digt Det døende barn er antagelig identisk med det eksemplar, digteren forærede Thorvaldsen den 8.1.1834, jf. dagbogsindførsel af denne dato.
Børnedødeligen var stor i samtiden, og også Thorvaldsen havde oplevet at miste en søn, Carlo Alberto Thorvaldsen. En mere optimistisk udlægning af dødens følger som ovenstående, set fra barnets side, har dermed været kærkommen. Om det var pga. sin egen oplevelse, at billedhuggeren havde ønsket at høre og få digtet, vides ikke.
Det er nærliggende også at se Thorvaldsens to berømte og elskede relieffer Natten, A901, og Dagen , A902, for sig under læsningen af digtet.
| |
|
I disse relieffer svæver Natten, personificeret af en kvindeskikkelse, med sine to småbørn Søvn og Død tæt knyttet til sig i favnen stille gennem mørket; mens Dagen i det andet relief, med en lille fakkelbærende putto ved sin side, frejdigt spreder blomster ud ved dagens frembrud. I Thorvaldsens univers er figurerne i udgangspunktet antikke og dermed hedenske, mens de i Andersens digt er engle sendt fra Gud. Om denne tiltagende kristne udlægning og motiviske drejning – også af Thorvaldsens fremstillinger – af putti’er, se evt. referenceartiklerne Anima beata og Om genier og engle i Thorvaldsens kunst. Se evt. også Thorvaldsens tegning Dødens og livets genius eller natten og dagens genius, C1028, der samler begge figurer i een og samme mandlige genius.
Digtet må være skrevet af H.C. Andersen selv, da skrift og opsætning er lig to andre manuskripter af H.C. Andersens hånd. De to manuskripter findes i Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, NKS 643, 8º og Portmans Samling II.A.7 og kan ses her.
Sidst opdateret 26.03.2020