4.9.1839

Afsender

NN

Afsendersted

København

Modtager

Johanne Marie Elisabeth Clausen

Modtagersted

København

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af sangen.

Resumé

Sang til Johanne Marie Elisabeth Clausen ved hendes dåb.

Dokument

4 September 1839I

Vi Sømænd gjør ei mange OrdII.

Velkommen her til Moders BrystIII,
Hvor der er godt at være.
Hvor Frænder favne Dig med Lyst.
I Kreds af Venner Kjære!
Dig hilser Hjertets stille Fryd
I mangt et kjærligt Øie;
Dig hilser festlig Bægerlyd,
Som klinger mod det Høie.

Ja, Toner skal Dig vie ind
Til Livet og dets Glæder,
Og Toner lulle skal Dig ind,
Naar Du i Smerte græder.
Og fromme Ønskers Harmonie
Fra venlig Venneklynge
Gjenlyder fuld og freidig:
Hvad her til Dig vi synge:

At spæde Blomst ei savne maa
Sit Ly, naar Veiret truer,
Men stande tryg i lune Vraa
Naar Vinterkulden kuer,
Og yndigt folde ud sit Blad
I lyse Blomstervrimmel,
Og løfte fri og rank og glad
Sit Hoved mod Guds Himmel!

At Rosens Rødme, Lilliens Snee,
Kjærmindens lyse Øie
Maa Vandreren imøde see,
Og Hjerter til sig bøie!
At stille, rigt Violens Duft
Sig trindt omkring den sprede,
Og Uskylds-Æthers rene Luft
Dens Ynde huldt omfrede!

Saa blomstre Du, o Pigelil!-
Guds Engle Dig omsvæve!
I Sjelen reen, i Øie mild
Til dem Du Blikket hæve!
Sødt smiler nu Du til vor Sang:
Den tit for Dig skal Klinge;
Til Bægret selv Du os engang
Med liflig Sang skal bringe.

Generel kommentar

Denne sang blev sunget ved dåbsfesten for H.N. Clausens og Birgitte Francisca Swanes (1797-1875) datter, der blev døbt 4.9.1839 i Vor Frue Kirke i København.
Thorvaldsen var fadder ved selve dåben og i øvrigt til stede ved begivenheden, som det bl.a. fremgår af den kendsgerning, at nærværende eksemplar af sangen er bevaret blandt billedhuggerens efterladte papirer.


Forfatteren til sangen er p.t. ikke identificeret.

Arkivplacering

m32, nr. 77

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Emneord

Kommentarer

  1. Clausen blev døbt 4.9.1839 i Vor Frue Kirke i København. Sangen må være blevet sunget ved den efterfølgende dåbsfest.

  2. Sangen Vi Sømænd gjør ei mange Ord var en datidens mest populære viser. Den hidrører fra den dansk-tyske læge og forfatter Johann Clemens Todes (1736-1806) skuespil Søofficererne (1782), hvor sangen synges i stykkets slutning – 5. akt, 21. scene.
    Selve melodien går dog endnu længere tilbage. Dens ophavsmand siges nu og da at være den franske komponist André Gretry (1841-1813), men sandsynligvis er der tale om en anonym vandremelodi, se Sten Høgel: ‘»- Saa levende Gienlyd -«. Knud Lyne Rahbek og musikken’, in: Musik & forskning, Bd. 20, 1994/95, p. 29.

  3. Sangen henvender sig direkte til den nydøbte pige, som man skal forestille sig ved moderens bryst.

Sidst opdateret 03.01.2019