20.4.1826

Afsender

Johan Gunder Adler

Afsendersted

København

Modtager

Bertel Thorvaldsen

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Udskrift: Herr EtatsraadI / Ridder Thorwaldsen / i / Rom
Tilskrift: Herr Etatsraad Thorwaldsen / Ridder af DanebrogeII / og fl. Ordener.

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Resumé

Anbefaling af Carl Wilhelm Heber til Thorvaldsen.

Dokument

Kjøbenhavn d 20 April 1826.

H.K. HøihedIII paalægger mig at medgive Hr Pastor HeberIV, Overbringer heraf, et Par Ord til Introduction og Anbefaling hos Dem, Høistærede. Jeg efterkommer H.K. Høiheds Befaling idet jeg beder Dem modtage Herr Heber med den Velvillie, hvorpaa jeg selv har havt saa mange Beviser, og at bidrage hvad der staaer i Deres Magt til at giøre ham sit korte Ophold i Rom saa behageligt som mueligt.

Deres ærbødigt og venskabeligt
hengivne Adler.

Generel kommentar

Sognepræsten Carl Wilhelm Heber (1771-1839) må – som det var tanken – have afleveret denne anbefaling til Thorvaldsen i Rom, da dokumentet i dag er bevaret blandt Thorvaldsens efterladte papirer. Heber må sandsynligvis være dukket op i Rom i sommeren 1826.
Hans tilstedeværelse i Rom dokumenteres også af N.C.L. Abrahams’ erindringer om sit Rom-ophold 1826-27.


Abrahams fortæller, at Heber efter meget kort tid i Rom skulle have sagt:
“Jeg har været meget omkring i de tre Dage… men nu troer jeg ogsaa nok, at jeg har seet Alt.” Hvortil billedhuggeren Hermann Ernst Freund svarede: “Det er mere, end jeg kan sige,... og jeg har dog været her i elleve Aar.”

Arkivplacering

m11 1826, nr. 20

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Emneord

Personer

Kommentarer

  1. Thorvaldsen blev udnævnt til etatsråd 12.11.1819.

  2. Thorvaldsen blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen 28.1.1810.
    For billedhuggerens mange andre hædersbevisninger, se Thorvaldsens udnævnelser.

  3. Dvs. Hans Kongelige Højhed, den danske kronprins Christian (8.) Frederik.

  4. Den danske præst Carl Wilhelm Heber (1771-1839), sognepræst i Svendborg 1818-1839.

Sidst opdateret 01.10.2018