Giovanni Battista Sommariva
Rom
Luigi Sommariva
Paris
Dateringen fremgår af bogen, hvori brevet er trykt.
Sommariva vil mundtligt fortælle om sin bestilling hos Thorvaldsen af en marmorversion af frisen Alexander den Stores indtog i Babylon, jf. 505. Han tror, at det er den bedste kontrakt i kunstens verden, han nogensinde har indgået, og at det også vil være den bedste investering for ham rent forretningsmæssigt.
[...] Ti parlerò poi in persona rapporto al portentoso basso-rilievoI di questo Fidia-ThorvaldsenII. Vorrei sperare che fosse il miglior contratto, che io abbia mai fatto in tale materia, anche in via di speculazioneIII. [...]
Teksten er et uddrag af et længere brev publiceret i Lettere del Conte Gio. Battista Sommariva a suo figlio Luigi, dall’anno 1809, fino all’anno 1825, Paris 1842, p. 108-111 (Thorvaldsen-omtale p. 109). Her medtages kun den del, der har relevans for Thorvaldsen.
Udsagnene om bestillingen som spekulation udgør et vigtigt element i forståelsen af den senere opståede strid mellem Luigi Sommariva og Thorvaldsen om prisen, jf. f.eks. Thorvaldsens brev til Luigi Sommariva af 31.8.1826.
|
|
Alexander den Stores indtog i Babylon, Tidligst 1812, inv.nr. A505 |
Sidst opdateret 18.04.2017
Dvs. en marmorversion af Alexander den Stores indtog i Babylon, i dag i Villa Carlotta ved Como-søen i Itailen; en gipsafstøbning af frisen til Sommariva findes i Thorvaldsens Museums samling, A505 (dog let varieret i forhold til Sommarivas version). Se også kontrakten af 1.1.1818 mellem Sommariva og Thorvaldsen.
Om lignende sammenligninger mellem Thorvaldsen og antikkens græske billedhuggere Fidias og Praxiteles, se emneordet herom.
Dette udsagn er højst interessant. Dels fordi det fremhæver den ældre Sommariva som mere forretningsmand end den kunstelsker, som han over for Thorvaldsen gav udtryk af først og fremmest at være, dels fordi sønnen, Luigi Sommariva, efter faderens død påbegyndte en strid med Thorvaldsen vedr. prisen for værket, som han fandt astronomisk høj. Bestillingen af frisen skete altså ikke udelukkende på baggrund af udsøgt sans for og kærlighed til Thorvaldsens kunst, men var også tænkt som en reel forretningsmæssig investering. Luigi Sommarivas opfattelse af den oprindelige aftale som et primæssigt scoop får også mere vægt, når man kender denne kommentar og får indtryk af, at mere af samme slags er blevet vendt mundtligt.