Ludvig Bødtcher
Rom
Omnes
Dateringen fremgår af Heiberg, op. cit., hvori teksten første gang blev trykt.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Rom efter det sidste Pavevalg
——————
Af en dansk ReisendesI Brev fra Rom, dat. 10deMai 1829.
[...]II
Kongen af Bajern havde et ganske andet Rejseformaal. Han tragter maaske mindst efter kongelig Majestæt, men bejler til Aandens skjønneste Laurbærkrands. Hans inderlige Ønske, at omdanne München til et lille Rom, hvad Konsten betræffer, er vel endnu ikke ganske lykkedes ham, i det mindste ikke i den Grad, at det aldeles udfylder hans Længsel efter denne herlige Stad, som ved hyppige tidligere Ophold er blevet ham uforglemmelig. Han forlader derfor sine Bajrer, rejser til Rom, og viser uden Tilbageholdenhed, at hans Hjerte endnu er delt. For imidlertid at undgaa Pengeødslen udenfor sit Rige, har han engang for alle kjøbt sig et nydeligt lille Opholdsted i selve Rom, for omtrent en lignende Sum som den, den russiske Fyrstinde udgav i Husleje under sit to Maaneders OpholdIII. Derhen begav han sig for første Gang i Aar i strængt Inkognito, med den faste Beslutning, i en kort Befrielsestid fra Krone og Septer ganske at hellige sig Rom og udmærkede Konstneres Omgang. Det var ham maaske ikke heller ubehageligt, at være borte fra München just i de Dage, da hans Digte udkom fra Pressen og cirkulerede i hver Mands Haand. Disse Digte ere offentligen blevne recenserte, og naturligvis højst fordelagtig; dog skulle de virkeligen fortjene det(?); og en grundet Dadel vilde vist heller ikke have opbragt Kongen imod Recensenten(?); imidlertid er det dog altid en egen Sag, strængt at recensere Konger. Et Besøg hos den ny Pave var nødvendigt, ligesom ogsaa Modtagelsen af et Gjenbesøg; men i øvrigt viste han imod det hele diplomatiske Korps en Kulde, som snart kysede det tilbage fra gjentagne Opvartninger, og tillod ham at følge sin egen Fantasi, han samlede strax i en af de første Dage sine kjæreste Konstnere: de gamle Landskabsmalere Koch og Reinhardt, CartellIV, WagnerV, og Thorvaldsen ikke at forglemme, hvem han elsker som en Ven. De styrede derpaa alle deres Skridt hen til et Vinhus i Nærheden af Tiberen, hvor Kongen strax fandt sit gamle Sæde, som han kjendte paa en falsk Kobberskilling, der er naglet paa et særegent Sted af Bordet. Nu blev der, uden Dækketøj, bragt Oliven og smaa salte Sild frem, og fremfor alt bleve Glassene fyldte med en kraftig spansk Vin. “Skal vi nu begynde med et Pereat for Dom Miguel af Portugal?” raabte KongenVI.
Saaledes vedblev man bestandig utvungen at stige i Glæde den hele Morgenstund, indtil de alle, begejstrede af Vinen og den skjønne Tiberflods Nærhed, ubevidst havde forladt Bænkene, og stode i en liden trængt Cirkel ovenpaa Bordet, hver med sit Glas i Haanden. Her blev alt det Skjønnes og Godes Skaal drukket, og man skiltes hjertelig fra hinanden. Faa Dage derefter mødte Kongen, efter Aftale, Thorvaldsen i dennes Studier, og overrakte ham den bajerske Kommandør-Orden med hans sædvanlige Yndlingsudtryk: “Soldaten belønner man paa Valpladsen, Konstneren i Midten af hans Værker.” Ogsaa Professor Wagner skjænkede han en Ridderorden. Man kan let. begribe, hvilke Forhaabninger Kongens Nærværelse vakte hos mange af Konstnerne, og alle enedes om at vise ham deres Højagtelss ved en stor Æresfest. Transparenter, Taler, Sange, alt var færdigt, da en let Forkølelse, som Kongen efter sin korte Rejse til Neapel bragte med sig tilbage, tog en saa alvorlig Vending, at han nødsagedes til at holde Sængen næsten hele den øvrige Tid af sit Ophold i Rom, og bruge sine første tilbagevendende Kræfter til Afrejsen hjemad. Dette Uheld, som nedslog manges Spekulationer, gjorde ogsaa enkelte af Hjertet ondt, og iblandt disse sidste Thorvaldsen, for hvem en Konge som den omtalte ret er skaaret ud af SjælenVII. Thorvaldsen er ikke kold for Hæder, og hvilke Følelser maatte det ikke vække hos ham, naar han (som oftere er skeet) pludselig hørte sit Navn raabe, gik til Vinduet, og fandt Kongen, som paa Gaden med Hatten i Haanden for alles Øjne bad ham til Bords hos sig. Ogsaa var det Thorvaldsen en Glæde denne Gang, at kunne overraske Kongen med Synet af flere Arbejder, som tildels vare ham fremmede. Dertil hørte: største Delen af det pavelige Monument, som snart er fuldført og endnu i Sommer ventes oprejst i Peterskirken; en knælende Døbeengel, som er bestemt for vor Frue Kirke; det dejlige Basrelief: Tobias, som helbreder sin blinde Fader (— som i Skjønhed og Kraft staaer ved Siden af hans bedste Manddomsarbejder); Prinds Eugens sande Heltestatue; og Amors Magt over Verden, fremstillet i lire nydelige smaa Basrelieffer; foruden flere interessante Buster.
Dette er en trykt tekst, der blev publiceret første gang i Heiberg, op. cit. Af Bødtchers tekst citeres kun den del, hvor Thorvaldsen omtales. Teksten indledes med en længere, muntert ironisk passage om den nyligt afdøde pave Leo 12.
I 1844 blev teksten også trykt hos Barfod, op. cit. Han forsynede teksten med nogle af de kommentarer, der også gengives her.
|
|
Pius 7., marts 1825, inv.nr. A142 |
|
|
Dåbens engel knælende, Antagelig 1829, inv.nr. A112 |
|
|
Gravmæle over Andrea Vaccà Berlinghieri, Tidligst juni 1828 - Senest august 1828, inv.nr. A613 |
|
|
Eugène de Beauharnais, 1827, inv.nr. A156 |
|
|
Amor i himlen, Primo 1828, inv.nr. A381 |
|
|
Amor på jorden, Tidligst 1. januar 1828, inv.nr. A382 |
|
|
Amor på havet, Primo 1828, inv.nr. A383 |
|
|
Amor i underverdenen, Primo 1828, inv.nr. A384 |
Sidst opdateret 04.03.2016
At Bødtcher er tekstens ophavsmand fremgår af Barfod, op. cit.
Teksten indledes med en længere, muntert ironisk passage om den nyligt afdøde pave Leo 12., der ikke citeres her, men kan læses her.
[Barfod, op. cit., har på dette sted indsat følgende note i sin gengivelse af Bødtchers tekst, hvor tidligere passager citeres:]
“Storfyrstinde Helena af Rusland”… “Hendes Ankomst var allerede længe i Forvejen med Pomp antydet”… Hun “indlogerede sig i et Hotel, som tilhører Hertugen af Torlonia, og som hun for to Maaneders Afbenyttelse maatte betale med 25000 Specier”… “I Gaar Morges bortdrog hun som en straalende Komet med en lang Hale af glimrende Ekvipager efter sig”.
Sic! Der hentydes til den tyske maler Franz Ludwig Catel.
[Barfod, op. cit., har på dette sted indsat følgende note i sin gengivelse af Bødtchers tekst:]
Den geniale Cornelius, ogsaa et Led af denne ængere Vennekreds, var dengang fraværende.
[Barfod, op. cit., har på dette sted indsat følgende note i sin gengivelse af Bødtchers tekst:]
Man vil vel erindre sig, at denne lille Begivenhed fandt Sted omtrent halvandet Aar før den store dito — Folkekampen i Parises Gader, der vendte op og ned paa saa mange Forholde og saa mange Sind.
[Barfod, op. cit., har på dette sted indsat følgende note i sin gengivelse af Bødtchers tekst:]
Det var virkelig den geniale, Konsten med Inderlighed og Varme elskende, Konsten selv udøvende og for Konstnerne begejstrede, Ven, Thorvaldsen saae og gjenelskede i Ludvig af Bajern — af hvem desværre i mange Aar ikkun Larvens ulystelige Hylster er blevet tilbage. Det var ingenlunde Kongen, der blændede ham. I al sin beskedne Stolthed følte Thorvaldsen sig jo desuden selv som en Konge; hvor skulde da en jordisk Kongeglands have kunnet daare ham. Det er ogsaa vitterligt, at der var en anden Konge, der gjorde mange Skridt for at vinde Thorvaldsen, fordi han bildte sig selv og andre ind, at han kjendte, elskede og skattede Konsten — men hvis Bestræbelser alle bleve lige frugtesløse. “Ja kunde han opfatte Konsten gjennem Ganen” — vedblev Thorvaldsen, med maaske vel mistænksom en Strænghed, at paastaa — “det var en anden Sag; men det kan han ikke, og derfor er han i Grunden en Dosmer i Konsten, og al hans Begejstring usand. Den er Ostentation og Forfængelighed, for ikke ligefrem at sige Løgn.”