P.L. Møller
København
Omnes, Bertel Thorvaldsen
Dateringen fremgår af den digtsamling, hvori dette digt blev trykt første gang.
Kommentarerne til dette digt er under udarbejdelse.
Thorvaldsen.
Der staar
I Syd med den aldrig fordunklede Himmel,
Med den aldrig svindende Blomstervrimmel,
Med Piniesusen og Lavrbærly,
Med Orangernes blussende Morgengry,
Med Myrter hos evig grønnende Grave,
En Kirkegaard;
Den kaldes Hesperiens Have. –
Og spørger du
Med deltagende Hu,
Om hvo, der ligger begraven
I Haven,
Da sænker Erindringens Alf sine Vinger,
Mens Svaret klinger:
“Det var Menneskets Ungdoms herligste Flor,
Som stædtes til Hvile i denne Jord,
Det var græske Musers og Gratiers Kor,
Som herhid for Barbariets Storm
Landflygtige tyed;
Det var Skjønhedsgudindens hellige Form
Med sit Rige forjaget, som flyed
Over Voven
Til Olieskoven.
Det var Skjønhedshimlens varmende Stjerne,
Som i Tider, mørke, fjærne,
Ved de syv Høje
Lukked sit sjælfulde Øje.
Og Aarhundreder rulle de dunkle Bølger.
For Raaheds Stemme
De levende glemme,
Hvad Gravenes Mulm fordølger.
De kriges, en Blodstrom følger;
Men over de faldne Helte
Ny Morgen fremgryer.
Og Aarhundreder velte
De sludfulde skyer,
Og sagtelig Vintertaagen flyer,
Og Glemselens Isdækker smelte.
Og de vaagne som af Drømme,
Og Livsaander strømme
Med Andagtens, Fredens livsalige Mildhed,
Og de sysle i Stilhed
Med Pensel og Mejsel, og tænke sig om,
Til det gudindviede Rom
Fra Fortids Dage
At kalde Mindernes Helligdom
Tilbage.
De færdes med Sagn og Ruiners Støv,
Under Klokkeklang og Lavrbærløv.
Herlige Værker fødes.
Gravene brødes,
Og de gamle Guder hæved sig frem
Af det lønlige Hjem.
En aandig Verden omdufter dem,
Med kristelige Billeder de mødes.
De stirre paa Tidens Elv,
Og undres og kjendes ej ved sig selv.
Aanderne mattes,
Tvivlende, følende, noget dog fattes,
At Maler, Former og Digter
Erindringen svigter.
Om Idealet de fortvivle.
De hvile. –
Det er atter stille.
Kun Tiberens Bølger ensformig trille,
Men sig Tiden forandrer. –
Hvo vandrer,
Saa tankefuld gjennem Haven
Med Vandringstaven?
Disse blonde Lokker, disse lyse Blikke
Røber ikke
Orangehjemmet.
Det er en fremmed.
Men i hans Indre det gjærer og syder –
Et Hekla, hvis Ild ved Vesuv frembryder.
En Tryllestav ham rører.
Aanderøster han hører,
Og de aabne ham gamle Skrifter
Og Menneskebedrifter.
De svundne Idealer gjenføder hans Aand.
l Leret famler den formende Haand;
Mejslen sig hæver,
Marmoret bæver:
Hedenske Myter, kristelige Ideer
lnkarnerte Tiden beundrende seer.
De flygtende Aar han ej mærker.
Han graanes blandt talløse Værker.
Men stundum vaagner en gammel Drøm
Med en Farve saa ung, en Tone saa øm,
Og mægtige Længsler drage
Ham til Norden tilbage.
–––––––––
Højt løfter Bølgen sig i dunkle Vande
Og trykker stolt sig op mod Skibets Bryst.
Koldt vifter Vinden fra de kolde Strande
Og bringer Hilsen fra den gule Høst.
Ej mægter Solen meer at overmande
Det stærke Norden, paa sit Tog fra øst.
De varme Straaler som et Skin forsvinde
Og leve snart kun i vemodigt Minde.
Jeg saa, beskyllet af de sortblaa Vande,
Med lave Kyster strække sig en ø.
Der stod en Kvinde, stirred over Sø,
Og Længselstoner lød saa vidt om Strande, –
En ensom Brud med Diadem om Pande,
Lig Ariadne, dog en nordisk Mø.
Med lyse Lokker og med havblaa Øjne
Hun skuer ud, hvor Voverne sig højne.
Han kommer, Kongen over Aandens Druer,I
Med Tankeskarer svøbt i Kunstens Duft.
Højt slynger alt blandt evige Stjerneluer
Han hendes Krone gjennem Taageluft.
Hun viser ham et Tempel rejst med Buer
For Skjønheds evig gjældende Fornuft.
Der stolt formæles mellem Bøgestammer
Skal Nordens Aand med Sydens Skjønhedsflammer!
Dette digt blev første gang publiceret i Møller, op. cit. Digtet er skrevet af derfra. Det blev senere trykt i Barfod, op. cit.
Sidst opdateret 28.04.2017
[P.L. Møllers egen note i bogen, op. cit., hvori digtet oprindelig blev trykt:]
For dem, der ikke fuldstændig kjende Myten om Ariadne, med hvem Danmark her er sammenlignet, maa det blot erindres, at efterat Thesevs havde forladt hende paa Naxos, kom Bakkhos dertil, gav hende sin Kjærlighed, aftog hendes Krone og lod den svæve op mod Himlen, hvor den blev til et Stjernebillede. Men Bakkhos maa, som bekjendt, ikke tænkes blot som Vinens Gud, men som den mægtige Erobrer, den modigste af Guderne, Skaberen af Kultur, Fred, Retfærd og milde Sæder, ja – paa Grund af den ham ejendommelige Begejstring, som en Repræsentant for Kunsten. Man kunde da maaske tyde Myten saaledes, at Ariadne er det raa Stof, som den heroiske Tid (Thesevs) erobrer og omgiver med en poetisk Glands, men atter i sin Ubevidsthed forlader, og som gribes af en senere Kulturperiode, der selvbevidst gjennemtrænger det, lutrer og transfigurerer den slumrende Guddomsspire i en Form, hvori den bliver identisk med Aanden og kan vende tilbage til det himmelske Hjem.