Ludvig Zeuthen
København
Omnes
Dateringen fremgår af den bog, hvori denne tekst blev trykt. Teksten omhandler dog begivenheder fra Zeuthen ophold i Rom 1833-34.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Fremmede Sprog.
[…]
I den ydmygende Følelse ved ikke som mange Andre at have Lethed ved at lære at tale fremmede Sprog, trøstede jeg mig ved, at de to betydeligste Mænd, jeg lærte at kjende paa min Reise, nemlig Schelling og senere Thorvaldsen i Rom, begge heller ikke syntes at være stærke deri. Schelling talte naturligviis Fransk med Lethed, men han sagde mig selv, at, da han engang var i Venedig, var det italienske Sprog ham meget iveien, og det uagtet han havde oversat Adskilligt af Dante og havde en vidunderlig Hukommelse. Prof. P. Hjort meddeler flere Beviser herpaa, blandt Andet, at han kunde den latinske Digter Lucrets udenad. Sch. undrede sig ogsaa over den Færdighed, hvormed de Danske, han havde lært at kjende, talte det tydske Sprog. Hvad Thorvaldsen angaaer, da talte han uagtet den lange Fraværelse fra Danmark neppe noget Sprog rigtigt undtagen sit Modersmaal, nemlig kjøbenhavnsk Dansk. Det var svære Bommerter, han begik i Tydsken, som han dog ofte maatte tale med de mange Kunstnere og Reisende.
[…]
Jeg saae Thorvaldsen første Gang paa hans Værksted, da han i Skjorteærmer stod og formede med Fingrene Bugen af Maximilians Hest. Han kom imod mig med funklende Øine, og som han stod der i sin fulde Kraft med sit af det rige hvide Haar ombølgede Hoved, var han mig som et virkeligt Ideal af en kunstnerisk Skikkelse. Jeg yttrede min Glæde over at træffe en stor Mand midt i hans Gjerning, hvori han var en Mester fremfor Andre. Han var venlig og talte blandt Andet med mig om de danske Kunstnere, som dengang opholdt sig i Rom, og blandt dem fremhævede han den for længe siden afdøde Medailleur (tidligere Billedhugger) Christensen, som dengang var beskjæftiget med Frederik den Sjettes Ansigt til en Medaille. Ingen har nok kunnet gjøre dette bedre end han.
Om Søndag Formiddag gik vi Danske gjerne op til Thorvaldsen i hans Hjem, hvor man foruden mindre Arbeider af ham selv ogsaa saae den ham tilhørende udmærkede Samling af Malerier, som nu forevises ovenpaa i hans Museum. Han modellerede undertiden i vor Nærværelse, og saaledes glædede det mig at staae bagved og see hans “Nemesis” udvikle sig af Leret. Jeg var iøvrigt ikke sjeldent og under forskjellige Forhold sammen med ham i Rom. Jeg lærte ham derved at kjende fra forskjellige Sider. Det var mig, som om vi Danske i ham (“den Gamle”) havde en Consul af høiere Art end Torlonia, som var det i verdslige Sager. Naar jeg om Aftenen havde været i Strid med andre Kunstnere om en eller anden Kunstgjenstand, søgte jeg Leilighed til at forebringe Sagen for Thorvaldsen til Afgjørelse. Da jeg saaledes engang kom og traf ham alene, var det “den belvederiske Apollo” (som altid havde henrykket mig, men paa hvilken jeg nylig af flere Kunstnere havde hørt Saameget udsætte), der blev Gjenstand for vor Samtale. Han indrømmede ikke Rigtigheden af de gjorte Udsættelser, reiste sig fra Sophaen, stillede sig i Position som Apollo for at give mig det rette Begreb om denne herlige StatueII. Men desværre, idetsamme kom En af hans Arbeidere og erklærede, at han den Dag ikke kunde blive ved Arbeidet, da det var Festdag. Det var ikke Thorvaldsen kjært, og Hans: e festo oggi? synes jeg endnu at høre. Jeg fik saaledes ikke den Oplysning, som jeg havde ventet. Nu var Thorvaldsen kommen ud af Stemning, og uden den fik man neppe Meget at lære af ham.
Engang var jeg til et lille Afskedsselskab med Thorvaldsen hos en ung Nordmand, Sverdrup (nu Præst). Ved dette lille Middagsselskab, hvor kun Danske og Norske vare samlede, var Thorvaldsen i en ypperlig Stemning. Han stod ved Bordenden og underholdt os paa en meget elskværdig og lærerig Maade. Man sagde, at naar der var Svenske tilstede, følte han sig ikke saa fri og let, fordi han antog, at Svenskerne ikke vare saa ganske velvilligt stemte imod ham paa deres egen Kunstner Bystrøms Vegne, hvis Berømmelse Thorvaldsen fordunklede. Af Thorvaldsens Underholdning ved hiint Middagsmaaltid mindes jeg blandt Andet, hvad han fortalte om sine Apostle til Frue Kirke i Kjøbenhavn, hvorledes Architekt Hansen vilde have Statuerne underordnede Architekturen og derfor giorde Nischer til dem, for at de ikke skulde træde frem som selvstændige Kunstværker, men hvorledes Thorvaldsen narrede ham, idet han gjorde Statuerne større end Maalet paa Nischerne. Derfor bleve de fritstaaende. Han fortalte os ogsaa om en Jordrystelse, han engang om Natten havde oplevet i Rom. Det første Stød vækkede ham voldsomt, men først efter det andet Stød, som næsten kastede ham ud af Sengen, stod han op, og han saae da den mægtige Antoniussøile sveie frem og tilbage, indtil den omsider stod stille. — Da vi om Aftenen i Mørke fulgte Sverdrup til Posthuset, hvor han skulde stige i Vognen, gik jeg med Thorvaldsen under Armen og talede meget aabenhjertigt med ham. Der syntes at røre sig nogen Veemod i hans Hjerte ved disse bestandige Afskede. “Man kan ikke lære Nogen at kjende og elske, inden man strax skal sige dem Farvel”. Om Øhlenschlæger yttrede han dengang: “Han betragtede det som en Fornærmelse, naar jeg roste et af hans Stykker, da det var ham, som om jeg derved nedsatte de andre”.
Juleaften (1833) havde Thorvaldsen givet til Juletræet en Bronce-Medaillon i en rød Saffians Kapsel med hans eget Brystbillede paa den ene Side og Prometheus paa den anden. Jeg var saa heldig at vinde den. Det var iøvrigt ypperligt at see ham den Aften siddende ved det lange Bord med Viinløv om de hvide Lokker og morende sig over Alt som et Barn. Ganske anderledes fandt jeg ham den 28de Januar hos Prindsessen (Frederik den Syvendes Moder) ved Højtideligheden i Anledning af Frederik den Sjettes Fødselsdag. Da var han ikke smykket med Viinløv, men med Ordener. Dog pleiede han af det store Forraad af Stjerner (et heelt Firmament, sagde man), som han gjemte i sin Skuffe, kun at fremtage det Lands Ordener, hvis Borgere indbøde ham. Saaledes var det ogsaa ved denne Leilighed kun danske Stjerner, der prydede hans Bryst. Men istedetfor den elskværdige Naturlighed, som man ellers kunde finde hos ham, saa stod han her i denne finere og pyntede Kreds nok saa stivt og fornemt. Han var aabenbart ikke sig selv i denne Stads og i dette pyntede Selskab. Han talede kun det Nødvendige og om Veiret. Saaledes yttrede han Frygt for et “Bagsmæk” (ɔ: Eftersmæk) efter det gode Veir, som det havde været. — Jeg saae ham en anden Gang hos Prindsessen ved en brillant Soirée. Da var han igjen ganske anderledes, idet han under Dandsen gik omkring for at hverve Deeltagere i et Spil Lotterie. Dette Spil vilde han efter en anstrengt Arbeidsdag ikke gjerne undvære nogen Aften. Jeg spillede det oftere i Selskab med ham. Han syntes at tage Deel deri med sin hele Sjæl og kunde som et Barn glæde sig over enhver lille Gevinst. — Den sidste Aften, jeg var i Rom, søgte jeg ham forgjæves i hans Hjem; men da jeg i en mørk Gade saae en Gaaende med Hvidt oventil, faldt det mig ind, at det var Thorvaldsens hvide Haar, og jeg blev ikke skuffet. Han tog Afsted med mig, idet han gjentagne Gange sluttede mig i sine Arme og sagde, at vi saaes nok i Kjøbenhavn, hvor han dog tænkte at ende sine Dage. Engang i Kjøbenhavn har jeg villet besøge ham, men traf ham ikke. —- Til Slutningen staaer her nogle Vers af min gamle Bekjendt fra Rom, L. Bødtcher. Digteren staaer paa Piazza Barbarina, hvor Thorvaldsen havde et Atelier:
Til HøireIII, der hvor Torvet ender,
Ved Hjørnet med det lille Kildevæld
Hendrages nu min hele Sjæl —
Den aarle Morgenstund er omme,
Og, hvad jeg speider efter, snart vil komme,
Ei sorte Øines Pragt, som brænder,
Min Hu staaer til, nei lyseblaae.
Et Stjerneblik, som Danmark sender,
Et Nordlys, som i Rom man stirrer paa.
Jeg vidste det, mig Haabet skuffer ei,
Hist kommer han og gaaer sin vante Vei
Henover Torvet; Folkets Blik og Miner
Er ham en Hyldest hvert et Skridt han triner;
Ja selv TritonenIV synes rask at tvinge
Fra Kilden op endnu et større Ran
For susende sin Hilsen ham at bringe
Paa Veien til hans lille Vatican.
Han kommer fra sit tause Kunstnerhjem,
Hvor tidligt alt hans Genius har været,
Og i hans Haand er endnu Lidt af Leret
Som travlt han klemmer, altsom han gaaer frem.
En høi og mandig Væxt og dog saa blød,
Og hvilken Pande fuld af Aand og Tanke!
Og Haaret vægtigt som en lille Manke,
Der vifter Kindens endnu friske Glød —
Den lette jevne Morgenfrakke,
Som strax beretter hist og her,
At den kom Gibset lidt for nær —
En Hat, som bred mod Solen værner.
Og Kravens renlig hvide Skjær,
Er al den Stads, hvormed han ta’er tiltakke,
Og kunde dog — var Lysten dertil vendt
Bedække Brystet som et Firmament
Med lutter Kors og blanke Stjerner!
Hans Gang mig lidt om Bølgen minder,
Naar blødt den dukker op og ned —
Snart seer jeg kun hans sidste Fjed
Ved Muren hist, hvor han forsvinder!
Nu Alt blev tomt! Ja Klarheden er veget,
Den kom og endte med hans Gang —
Jeg føler svagt, at Sydens Sol er steget,
Og længes efter Danmarks Bøgehang.
Mit Liv i Rom.
Jeg boede i Rom i via condotti i samme Huns, hvor den vidtberømte Café græcoV var, det Sted, hvor Folk af alle europæiske Nationer drak deres Kaffe. Naar jeg fra øverste Etage, hvor jeg havde mit Værelse ved Siden af Maleren Bravo, senere Consul, var stegen ned og havde nydt min Morgenkaffe, gik jeg hver Dag op ad den spanske Trappe paa det nærliggende deilige monte Pincio. Her gik jeg da gjerne en Times Tid i den herlige friske Morgenluft og anstillede mine Betragtninger, medens Englændere og Englænderinder gallopperede omkring mig. Jeg havde den skjønneste Udsigt over Rom for Øie. Mine Betragtninger angik især, hvad jeg saae, og hvad jeg de foregaaende Dage havde seet og oplevet. Naar jeg derefter kom hjem til mit Værelse, satte jeg mig gjerne til at skrive i en Bog, som jeg havde givet Titel: Philosophie, Kunst, Oldtid.
[…]
Jeg gik naturligviis meget omkring i Rom alene for at tage den “evige Stads” gamle og nyere Mærkværdigheder i Betragtning. Med Italienerne selv var jeg af Mangel paa Sprogøvelse ikke istand til at indlade mig meget, hvor gjerne jeg end vilde, og det var kun i Forbigaaende, at jeg opfattede Et og Andet af Folkets eiendommelige Udtryksmaade. Jeg var meget, maaskee for meget, sammen med mine Landsmænd, og havde vistnok i denne Henseende ikke at frikjende mig for nogen Dovenskab. Foruden mine to Medreisende, Digterne Hertz og Andersen og den i Rom sig opholdende Digter Ludvig Bødtcher vare Kunstnerne næsten udelukkende min Omgang. Med dem spiste jeg til Middag og Aften, gik paa Billedgallerier og drev omkring.
[…]
Men for nu at komme tilbage til de saakaldte dannede Menneskers Selskab i Rom, da afbrødes vore sædvanlige Aftensammenkomster ikke sjelden ved Besøg hos Fru v. Gothen (Frederik den Syvendes Moder), til hvem vi Danske om Aftenen havde fri Adgang, og hvor vi altid traf Thorvaldsen og sædvanlig spillede Lotterie. Hvad iøvrigt denne Dame angik, da kunde hun til visse Tider være meget simpel i sin Tale. Om sin Søn spurgte hun mig: Er det sandt, at min Søn drikker? Men hun kunde dog ogsaa portere sig som en Dame, som ved et fiint og fornemt Aftenselskab, da hun tog imod engelsk Lorder, Kardinaler og fremmede Diplomater (f. Ex. Bunsen fra Berlin), naar hun sad og converserede paa Fransk den østerrigske Gesandt. Endelig kunde hun ogsaa vise et rædsomt fornemt og forfærdelig devot Væsen. Da hun paa Frederik den Sjettes Fødselsdag den 28de Januar gjorde et Middagsselskab med rigelig Mad og Drikke, var det betydet Andersen, at man ikke ønskede, at hans Sang blev sungen, og der herskede ved Bordet en stille fornem Høitidelighed ved den Aand, som Værtindens stive stille Væsen udbredte. Da Kongens Skaal skulde drikkes, reiste Prindsessen sig med Glas i Haand uden at sige et hørligt Ord. Vi maatte slutte os til, hvad det betydede. Var det gaaet frit til, var det maaskee ogsaa let bleven altfor støjende. Modsætningen kunde da ogsaa let være bleven altfor skærende; thi kort efter Middagsmaaltidet indfandt hendes Præst (hun var bleven Katholik) sig med sin Vicar, og ligeoverfor dem var hun den meest devote Dame, man kunde see. Ved disse geistlige Herrers Komme fjernede vi Andre os. Hvad hendes religiøse Iver i den romerske Aand angaaer, da faae jeg et Beviis derpaa, idet hun i den stille Uge pustende af Varme og Anstrengelse (hun var temmelig feed) efterat have vadsket nogle Fattiges Fødder kom ilende hen for at see Paven i en opvartende Tjeners Skikkelse, da han gik om Borde for de bestilte Pilegrimme. Jeg stod dengang ved Siden af Kongen og Dronningen af Neapel, som vare komne til Rom for at overvære den hellige Uges og Paaskens Høitideligheder.
Ved vor Juleaften 1833 kunde Prindsessen da heller ikke som Katholik modtage vor Indbydelse, og da man dog havde ventet hendes Komme, fik Thorvaldsen de tomme Stole, som vare bestemte for Prindsessen og hendes Dame, ved Siden af sig ved Bordet, hvad ikke var ham behageligt.
Ved denne vor Juleaften maa jeg dvæle lidt. Den høitideligholdtes udenfor Rom i Villa Borghese. Danske, Norske og Svenske vare samlede. Man fik strax efter Ankomsten en nordisk Dram at varme sig paa eller, som Thorvaldsen udtrykte sig, “at aabne Maven med”. Ved Juletræet og Julegaverne saae man, at det var Kunstnere, der havde ordnet Alt, og da vi kom tilbords, mærkede man nok ogsaa, at den kolde haarde Julegrød var lavet af en Kunstner og ikke af en dansk Kokkepige. Man søgte ved Vinen, hvoraf der jo var en Overflødighed, og, som man veed, i Italien drikkes af Ølglas, at faae lidt Varme i Kroppen. Nu skulde Sange synges og Skaaler udbringes, men herved var der nogle Ubehageligheder, som fremkaldte en Misstemning. Baade Andersen og Hertz havde skrevet Sange, men Svenskerne kunde vanskeligt læse de danske Bogstaver, og Andersens var desuden paa en Melodie (Kong Adelsteen paa Thinge stod), som nok kun Een (L. Bødtcher) kunde synge. Da Skaalerne skulde drikkes, kom Christensen først med den danske Konges, hvad der ikke ganske var Svenskerne tilpas. “Det er de mange Konger, der er iveien”, sagde Thorvaldsen. Det vilde saaledes ikke rigtig gaae med Munterheden, og en vis Forstemthed indfandt sig, som man dog tilsidst søgte at jage paa Flugten, idet de bedste Sangere samlede sig for at synge Hertz’s muntre Vise, hvoraf jeg endnu kan huske de Ord:
Man maa forholde sig med Bakkus.
I dette sidste Forhold herskede aldeles ingen Misstemning, hvorimod der en Tidlang fra den Aften af syntes at herske et saadant mellem Danske og Svenske. Herfra gjorde dog to dannede svenske Reisende en Undtagelse. De vare ophøiede over saadan Smaalighed og vare Dagen efter sammen med os som sædvanlig. Kl. 2-3 Julenat oplystes Selskabet, og Flere af os gik hen at overvære Vigilien i Maria maggiore. Jeg skammede mig noget over Modsætningen mellem denne kirkelige Høitidelighed i en katholsk Kirke den hellige Julenat og vor Lystighed, ved hvilken Julehøitidens hellige Følelser slet intet Udtryk havde funden, hvor Bakkus ikke engang havde formaaet at forjage Misstemningen mellem Gjæsterne.
Sidst opdateret 28.01.2020
[1875-udgiverens note i teksten:]
Tidligere trykt i “Dansk Tidsskrift” 1870.
[Passagen herfra og til og med Ludvig Bødtchers digt nedenfor blev ganske rigtigt trykt tidligere i Dr. Zeuthen: ‘Erindringer om Thorvaldsen i Rom 1833-34’, in: Dansk Tidsskrift for Kirke- og Folkeliv, Litteratur og Kunst, 1870 II, p. 499-503].
[1875-udgiverens note i teksten:]
Denne Statue i Vaticanet saavelsom den mediceiske Venus i Florents ansees for at være et Product af en Renaissancetid, som efter en Afbrydelse af en 150 Aar efter Lycippus frembrød for Kunsten. Men dette Kunstens andet Liv (Gjenfødelse), bemærker Ampère, er ikke som Menneskets andet Liv (det nye Menneskes Liv). Det er altid mere ufuldkomment end det første. Træet, som skyder igjen, reiser sig ikke saa høit, som før det var kappet. Winkelmann, som udgyder sig i ubegrændset Begeistring over den belvederiske Apollo, kjendte ikke de fortrinligste Værker af den græske Kunsts første Liv (fra Parthenon).
Dette digt er publiceret andetsteds i Arkivet.
[1875-udgiverens note i teksten:]
Med Vandspringet midt paa Pladsen.
Se evt. Caffè Greco. Kunsttempel, posthus og kosmopolitisk fristed.