Andreas Munch
Oslo
Omnes
Digtet blev første gang udgivet i Munchs digtsamling Ephemerer, 1836.
Digt i fjorten strofer om en ung og søgende lyrikers møde med kunsten. På “Slottet” rammes han af angst over for de hvide guder af marmor. Han føler sig afmægtig og angrebet, til han får øje på en “jordisk Ledestjerne”, som han kan beundre uden at føle sig trængt, statuen af George Gordon Byron, jf. A132.
Byrons Statue.
Til Slottets stolte SaleI
En fremmed YnglingII gik,
At lade Kunsten svale
Hans længselshedeIII Blik.
En Fugl i LaurbærlundenIV
Han vugged sig paa Kvist,
Hans Vinge end var bunden,
Hans Kraft sig ei bevidst.
Hvorfor hans Hjerte brændte
Ham Ingen havde sagt,
Endnu han aldrig kjendte
RetV Kunstens høie Magt.
Man aabned’ Slottets PorteVI
Til Kunstens Helligdom –
Hans Aandedrag blev korte,
En Angst ham overkom.
Fra SalensVII Hvælving vifted’
En Søndagsluft til ham –
Hans Liv sin Scene skifted’,
Han glemte Verdens Bram.
Her stod de hvide GuderVIII
I Marmorkraft og Fred –
For dem hans Øie luder
Til Jorden blændet ned.
Han syntes, at der bruste
En Storm i Salens Dom,
Hans Vinger bleve knuste,
Hans Afmagt mere tom.
Da saae han i det Fjerne
Ved Salens sidste Muur,
En jordisk Ledestjerne,
En herlig, let Figur.IX
Det var et jordiskt Øie,
Det var en Dødelig:
Her kan Hans Sjæl sig bøie
Og dog ei glemme sig.
Ja! det er Byrons StøtteX,
Den herlige, den fri!
Thorvaldsens Kunst her mødte
En Byrons Phantasi.
Hvor dristig, stolt den smiler
Som Aanden paa sin Flugt!
Hvor synlig Tanken hviler
Om Panden, let og smukt.
Hvad Poesien tænker,
Plastikken tryller fast:XI
Dog er det ingen Lænker –
En evig Flugt og Hast.
––––––––
Min Mester!XII lad mig knæle
Her ved din Støttes Fod!
De strenge Guder kvæle
Mit Hjerte og mit Mod.
Den Unges Haab du kjender,
Du vandred’ Jordens Vei —
Du veed, hvor Drømmen ender,
Og du har grædt som jeg!XIII
Dette er et trykt digt, der udkom første gang i Munchs debut-digtsamlingen Ephemerer, 1836. Det er er her skrevet af efter Munchs Digte og fortællinger: ældre og nyere, Christiania (Oslo) 1855, p. 59-61.
I Ephemerer udkom også et andet af hans digte om et Thorvaldsen-værk.
|
|
George Gordon Byron, Tidligst maj 1831, inv.nr. A132 |
Sidst opdateret 13.06.2016
“Slottet” er en uspecificeret lokalitet i digtets univers, men Munch så formentlig Byron-statuen på et bestemt slot, nemlig Charlottenborg. I så fald er der tale om gipsafstøbningen A132, der blev sendt til København i 1833 med den store bestilling af gipsafstøbninger til Charlottenborg, jf. Nanna Kronberg Frederiksens artikel Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1833. Det fremgår af Fortegnelse over de ved det Kongelige Akademie for de skjönne Kunster offentligen udstillede Kunstværker, at Byron-monumentet blev udstillet på Charlottenborg i 1834. Munch kan således have set det i den forbindelse. I dag er dette eksemplar på Thorvaldsens Museum. Mht. marmorversionen af statuen kunne man på digtets tilblivelsestidspunkt endnu ikke besigtige den i England, idet myndighederne i Westminster Abbey havde modsat sig den planlagte opstilling i “Poets’ Corner” pga. Byrons skandaleombruste liv.
Digterjeget synes at have meget tilfælles med den biografiske Andreas Munch, der var nordmand.
Den unge lyrikers “længselshede Blik” giver allerede i første strofe indtryk af en romantisk digtersjæl.
Laurbær forbindes med ære, ikke mindst æresbevisninger til digtere.
I en anden version af digtet står her Til i stedet for Ret.
Dvs. formentlig Charlottenborgs porte. Det fremgår af Fortegnelse over de ved det Kongelige Akademie for de skjönne Kunster offentligen udstillede Kunstværker, at afstøbningen af Byron-monumentet, A132, var blandt de Thorvaldsen-værker, der blev udstillet på Charlottenborg i 1834.
Dvs. formentlig antiksalen på Charlottenborg, se hertil Nanna Kronberg Frederiksens referenceartikel Thorvaldsens fire før-museer i København.
Der skal naturligvis skelnes mellem digterjegets oplevelser og den biografiske Munchs ditto, men på den udstilling på Charlottenborg, hvor Munch kunne se Byron-statuen i 1834, indgik bl.a. også de hvide guder Mars og Amor, A6, Ganymedes med Jupiters ørn, A44, og Merkur som Argusdræber, A873. For en fuld oversigt, se Nanna Kronberg Frederiksens referenceartikel Kunstakademiets udstillinger.
Mindesmærket for den engelske digter George Gordon Byron, jf. A132.
Mindesmærket for den engelske digter George Gordon Byron, jf. A132.
Der gives udtryk for et nært slægtskab mellem kunstarterne – poesi og skulptur er forskellige, men ligeværdige måder at formidle noget af det samme på.
Det lader til at være Byron og ikke Thorvaldsen, den unge digterspire anråber.
Digtet ender med en understregning af, at Byron-fremstillingen åbner for en stærk identifikation, fordi Byron er en jordisk skikkelse, der gjorde sig jordiske erfaringer, og fordi han var et påvirkeligt menneske modsat “de strenge guder”.