November 1803

Afsender

Friederike Brun

Afsendersted

Rom

Modtager

Omnes

Modtagerinfo

Ingen udskrift.

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår ikke af digtet, men af Brun, op. cit.

Resumé

Bruns digt til Thorvaldsens Jason begynder med en retorisk spørgen: Kan det virkelig passe, at kløften mellem nutiden og antikken er fyldt op, vandrer en årtusindgammel helteslægt igen på jorden? Svaret er ja. Ved åndens enfold og hjertets fylde er det umulige blevet muligt i kunsten.

Dokument

Thorwaldsons JasonI.

Die Fremde.

Trau’ ich dem staunenden Blick? ist’s Wahrheit was mir erscheinet?
Ist gefüllt zwischen unsII und der Antike die Kluft?
Hat der Heroen Geschlecht der Jahrtausende Gräber gesprenget?
Wandelt es hehr und voll Kraft wieder auf Erden umher?

Die Antike.

Aus der Vergessenheit Nacht rief mich des Genius Stimme,
Und ich gehorchte dem Ruf still sich entfaltender Kraft;
Einfalt des Geistes, die eines nur will, und Fülle des HerzensIII
Schafft das Unmögliche, selbst in der entartetenIV KunstV.

Fr. Brun, geb. Münter

Generel kommentar

Friederike Bruns digt om Jason gengives her fra den trykte udgave i Der neue Teutsche Merkur, op. cit. 1803. Digtet blev også trykt året efter i Iris, op. cit., hvor to ord var skiftet ud, se kommentarerne.

Andre referencer

Emneord

Personer

Værker

A52 Jason med det gyldne skind, 28. januar 1803 - Senest 19. marts 1803, inv.nr. A52

Kommentarer

  1. Digtet er skrevet som en hyldest til Jason, jf. originalmodellen A52, hvis støbning Friederike Brun selv bekostede. Se hertil Kira Kofoeds artikel Jason og Hopes bestilling.

  2. Her står der mir den udgave af digtet, der er trykt i Iris, op. cit.

  3. Beskrivelsen af “åndens enfold” og “hjertets fylde” synes møntet på Thorvaldsen som kunstner.

  4. Adjektivet “entartet” i forbindelse med “Kunst” leder uvægerligt tankerne hen på nazismens afvisning af den moderne kunst som forvrænget og degenereret. I Bruns digt, over 125 år før nazismens frembrud, er betydningen naturligvis en ganske anden. Idéen er vel, at selvom kunsten er “vanartet” og langt fra fordums, dvs. Antikkens, tinder – man skulle tro, den ikke længere var i stand til det – er det umulige alligevel blevet frembragt gennem den. Det tyder på, at Brun har delt kunstsyn med fx G.W.F. Hegel (1770-1831).

  5. Her står der Brust i den udgave af digtet, der er trykt i Iris, op. cit.

Sidst opdateret 20.03.2020