6.2.1841

Afsender

Gottlieb Nicolai Sibbern

Afsendersted

København

Modtager

Københavns Borgerrepræsentation

Modtagersted

København

Modtagerinfo

Tilskrift: Til Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter.

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Resumé

Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.

Dokument

Idet jeg herved tillader mig, officielt at fremsende til Forsamlingen et Exemplar af de Blade, jeg har fundet mig foranlediget til at lade trykke “Angaaende det Thorvaldsenske Musæums Opførelse,”I forudsætter jeg, at deres Indhold alt er Forsamlingens Medlemmer bekjendt, som Følge af, at jeg har tilladt mig at tilstille enhver af mine Herrer i Særdeleshed et Exemplar af nævnte Blade. Af disse vil sees:

1. at man for dog at benytte nogle af de forhaandenværende Bygninger til den Deel af Musée-bygningen, hvor Forhallebygningen skal anlægges, vil conservere Fundamenter til en af de forhenværende Mure, og endskjøndt det ved Grundgravning har viist sig, at der kun er Slyngværk under denne Mur, men ikke Pilotage, dog vil benytte bemeldte Fundament til derpaa at opføre en meget tykkere Mur, end den, som før har været anbragt paa samme, hvilken nye Mur endda skal bære den store Forhallehvælvings ene Side, samt Hvælvingerne over Corridorerne i to Etager;

2. da Bygmesteren, efter hvad jeg i Skriftet har oplyst, ikke har kunnet bibeholde fornævnte Forhalle i den i det kongelige approberede Projekt angivne Høide, fordi det, efter hvad jeg ligeledes har oplyst, ikke var muligt at construere den, uden at gribe ind i den udvendige Architektur, har Bygmesteren, i Stedet for at omarbeide denne Deel af Projektet, foretrukket, at sænke Hvælvingen 3 Alen, og har nu, for dog at udfylde disse 3 Alen, eftersom Bygningens Høide udvendig maatte blive den, den var, anbragt unødvendige Construktioner. Disse 3 Alens Sænkning har tillige havt til Følge, at de 5 Indgangsdøre nu gjennemskjære Hvælvingens Grundlinie, og med deres firkantede Vinduer træde ind i Hallens Hvælving (see Pag. 11 nederst), som hverken er architektonisk eller technisk rigtigt. Musæet erholder med disse betydelige Forandringer til Opstillingen af Thorvaldsens største Arbeider, nemlig hans Statues eqvestres, Pavemonumentet m. fl. en mørk Sal, som kommer til at koste Kommunen c. 70,000 Rdl., hvilket vil blive Beløbet for Forhallebygningen, der blot indeholder Salen og de bag den liggende Corridorer.

3. Hvad Sidefløiene angaaer, da har jeg formeent, at det blev nødvendigt, at de gamle Mure nedbrydes, da jeg, som jeg nærmere har udviklet, ikke kan indsee, at der imellem og i Forbindelse med dem kan construeres solide Bygninger, hvælvede i 3 Etager. Man vil derimod, for dog at kunne benytte noget af de gamle Mure, lade nogle Rester af disse staae, og sammenholde dem med Jernankerlag.
Det Mislige i, ved Bygningens Construktion at stole paa formurede Jernankere, der bortruste i Tidens Løb, er for bekjendt til at jeg videre behøver at omtale det; men at det maa være noget endnu mere misligt i disse Bygninger, som skal hvælves i 3 Etager, er vist indlysende, uanseet at Murene efter min Formeening allerede af den Grund ei bør benyttes, at disse gamle Mure, som dels have Porte, dels større og mindre Vinduer, ifølge Projektet skulle indrettes paa en anden Maade, og Bygningens Udmure saaledes komme til at bestaae dels af gammel dels af ny Mur; Murene ere desuden tildels ude af Lod (see Pag. 18). Ved at nedbryde de gamle Mure og opføre nye, undgik man Ankerlagene.

4. Hvad den Deel af Bygningen angaaer, som grændser op til Slotskirken, da skal her Intet af de gamle Bygninger benyttes, men denne Deel maa opføres af nyt. Hvad angaaer Distributionen, da har Bygmesteren atter her i det nye fremsendte Projekt foretaget en betydelig Afvigelse fra det kongelig approberede, idet at den Trappe, som var anlagt i det sidstnævnte, i det ny fremsendte bortfalder, saa at Muséebygningen, som i det kongelig approberede Projekt indeholdt to Trapper, nu kun kommer til at indeholde een. Vigtigheden af at en saadan Bygning som Muséebygningen foruden Hovedtrappen har en Bagtrappe, behøver jeg vist ei at oplyse. Tillige er foretaget den betydelige Forandring, at i Stedet for to store Sale. i hvilke ifølge det ældre Projekt de kolossale 6 Alen høie Statuer skulle opstilles, disse to Sale ere inddelte i 12 mindre Rum. Man har i Bygningskommissionen sagt mig, at man iblandt andet opnaaede mere Soliditet i denne Deel af Bygningen ved ikke at have saa store Sale at overhvælve, men da dette kan opnaaes paa anden Maade, kan jeg ikke ansee dette for nogen gyldig Grund til at kuldkaste den oprindelige Plan af det kongelig approberede Projekt.

Efter at jeg i det af mig udgivne Skrift nærmere har motiveret og udviklet min Mening om det nye fremsendte Projekt, er jeg yderligere kommet til den Overbeviisning, at der efter dette ikke kan fremstaae gode solide Bygninger, som kan gavne Musæet og altsaa ogsaa Kommunen i Tidens Fylde, men at jeg maa ansee den betydelige Kapital af over 150,000 Rdl. af Kommunens Midler for ikke vel anvendt, naar Bygningsarbejdet, saaledes som paabegyndt, efter at de nye Tegninger vare fremlagte, fortsættes. Forinden jeg havde udgivet anførte trykte Skrift, vilde jeg ikke berøre, hvorvidt jeg kunde tro, der hvilede nogen Forpligtelse eller noget Ansvar paa mig, med Hensyn til at Bygningskommissionen nøie skulde paasee, at den i den kongelige Resolution af 13de November 1839 fastsatte Sum 200,000 Rdl. ikke overskrides, naar Arbeidet udførtes efter den nye Tegning, men ligesom jeg herved som Følge af, at jeg ikke deltog i Approbationen af det nye fremsendte Projekt, frasiger mig enhver Forpligtelse i saa Henseende, og det saameget mere, som en saadan Forpligtelse ei kunde paalægges mig eller ventes anerkjendt af mig med Hensyn til et Projekt, som er meget afvigende fra det kongelig approberede Projekt, og altsaa er tvertimod en kongelig Resolution, indtil ny Resolution erhverves, saaledes fralægger jeg mig ogsaa herved ethvert Ansvar for den hele Maade, Kommunens Kapitaler nu skulle anvendes paa.
Jeg vil ikke undlade at yttre, at jeg anseer det at være i Kommunens Interesse og mere til dens Gevinst end til dens Tab, om en ny Byggeplads kunde erhverves, da – som jeg i mit Skrift har anført, – naar man først var enig om, hvorledes der skulde bygges, og der saa med rask Haand toges fat paa Værket, vilde man vel naae Fuldførelsen til samme Tid som nu, da man maa læmpe sig efter de paa Stedet værende Rester af de forhaandenværende Bygninger (see Pag. 27).
Da Kunstakademiet i sin Tid har yttret det Ønske, at Intet, Bygningsanliggendet betræffende det Thorvaldsenske Musæum, oftere blev fremsendt til Akademiet, maa jeg formeene, at man paa anden Maade vil see at faae denne for Kommunen vigtige Sag bedømt, forinden Noget desangaaende indstilles til allerhøieste Bedømmelse og Decision.
Endeligen maa jeg ønske og forvente, at Forsamlingen vil optage denne min Skrivelse i Offentliggjøreisen af Forsamlingens Forhandlinger.

Kjøbenhavn den 6te Februar 1841. Ærbødigst
G. Sibbern.

Generel kommentar

Dette dokument er indscannet fra Bruun & Fenger, op. cit., som nævner, at originaldokumentet befinder sig i Borgerrepræsentationens arkiv.

Arkivplacering

Ukendt arkivplacering, se dog ovenfor.

Andre referencer

Kommentarer

  1. Sibbern hentyder til sit trykte hæfte Angaaende det Thorvaldsenske Museums Opførelse, København 1841.

Sidst opdateret 02.12.2011