6.3.1819

Afsender

P.O. Brøndsted

Afsendersted

Rom

Modtager

Holger Halling Aagaard

Modtagersted

Iselingen, v. Vordingborg.

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Resumé

Brøndsted roser Thorvaldsens nyeste værker, Danserinde, A178, Gratierne, A29 og Merkur som Argusdræber, A5. Han beretter om Thorvaldsens forlovelse med Frances Mackenzie, som Brøndsted dog ikke er sikker på holder.

Dokument

[...]

Thorwaldsens sidste Arbejder overgaae maaskee Alt hvad dette store Genie tilforn har udtænkt og udført endskjønt det vel nu er sandt hvad en romersk KonstnerI nylig sagde til mig: “Vi sætte altid Thorwaldsens sidste Værker over de foregaaende ikke fordi de senere i indvortes højt KonstværdII lade de tidligere langt tilbage, men ved en Art af Selvbedrag i det vi nemlig, da Alt hvad han udtænker er fortræffeligt, nødvendigen maa holde meest af det som er nyt for os” – saa synes mig dog at jeg, endog efter den koldeste Overvejelse, Intet kunde foretrække hans sidste Værker: en DanserindeIII, en Grupe af GrazierneIV og en MercurV. – Om Thorwaldsens RejseVI tør jeg Intet bestemt sige, enddog han selv daglig taler med mig derom som et Forsæt at udføre næste SommerVII. – Th var nylig paa Færde at tage sig en Hustru, en dannet og formuende skotsk Dame Miss MackantzyVIII – Dog er jeg ikke fuldelig vis paa at denne velsindeIX Forbindelse kommer i StandX.

[...]

Generel kommentar

Af brevet citeres kun de dele, som vedrører/omhandler Thorvaldsen. Brevet er afskrevet og venligt stillet til rådighed af Jesper Brandt Andersen.

Arkivplacering

Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, NKS 4648, 4°. – IV.

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Emneord

Personer

Værker

A178 Danserinde, 5. juli 1817, inv.nr. A178
A29 Gratierne og Amor, april 1819, inv.nr. A29
A5 Merkur som Argusdræber, Senest 17. oktober 1818, inv.nr. A5
A179 Danserinde, 1817 - 1822, inv.nr. A179

Kommentarer

  1. Det vides ikke, hvem denne romerske kunstner har været.

  2. For yderligere om receptionen af Thorvaldsens værker, se referenceartiklen herom.

  3. Thorvaldsens skulptur Danserinde, jf. A178 eller A179. Det er p.t. vanskeligt at afgøre, om der er tale om den ene eller anden version af skulpturen. Noget taler dog for, at det er versionen med de sænkede arme, Brøndsted her henviser til, da versionen med de løftede arme stod færdigformet i 5.7.1817, og blev først leveret til Wien i 1822.

  4. Formentlig skulpturgruppen Gratierne og Amor, A29.

  5. Thorvaldsens skulptur Merkur som Argusdræber, A5.

  6. Thorvaldsen havde i længere tid planlagt en rejse hjem til fædrelandet Danmark. Faktisk havde man i Danmark allerede ønsket ham hjem 1803, men under forskellige påskud havde Thorvaldsen udsat afrejsen. Se hertil referenceartiklen En fri mand. Thorvaldsens forbliven i Rom.

  7. Det blev imidlertid allerede samme år, nærmere bestemt 14.7.1819, at Thorvaldsen indledte rejsen til Danmark.

  8. Den britiske frøken Frances Mackenzie, som Thorvaldsen i en kort periode var forlovet med.

  9. Brøndsted mener formentlig ‘velsindede”, jf. Ordbog over det danske Sprog. Det kan næppe være ‘velsignede’, se hertil næste kommentar.

  10. Forbindelsen mellem Thorvaldsen og Frances Mackenzie blev ganske rigtigt brudt kort efter. Brøndsted underdriver her noget sin glæde over, at forbindelsen muligvis ville gå i opløsning. I sin dagbog blot to måneder senere 5.5.1819 var han anderledes lettet på Thorvaldsens vegne.

Sidst opdateret 18.01.2018