NN
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Thorvaldsen.
(Fortsættelse.)
I Rom begyndte Thorvaldsen nu igjen det stille, tarvelige og virksomme Liv, han var vant til at føre der, og saaledes saae man inden føie Tid de fleste af de Arbejder, der vare bestilte hos ham, dels til hans Fødeland, deels til Polen, aldeles færdige fra hans Haand. Under Sysselsættelsen hermed var vor Kunstner i Aaret 1823 nær falden for et Barns Vaadegjerning. Det er nemlig en gammel Skik i Rom, at Katholikkerne, naar den lange og trange Faste er til Ende, hilse Paaskefesten ved om Løverdag Middag at affyre Geværer og Pistoler, saavel i Gaderne som ud af Døre og Vinduer. Thorvaldsens Vertindes lille Dreng, der havde seet at Kunstneren havde et Par Pistoler Hængende paa Væggen, bad ham om at maatte laane dem til Festen. Thorvaldsen svarede Ja! og tog den ene ned, for ud ad Vinduet at prøve, om de muligen endnu kunde være ladte fra den Tid af, da han havde havt dem med paa Reisen. Men ubemærket tager Drengen den anden fra Væggen, holder den imod Vinduet, og et Skud strækker Thorvaldsen til Jorden. Men til god Lykke var Saaret ikke betydeligt, og, da man saae Kunstneren frelst, gik der det Ord hos Folket, at et Under var skeet, fordi den hellige Gudsmoder ikke havde villet, at et Barn skulde være Skyld i en saa stor Ulykke.
Efterat Thorvaldsen var færdig med de omtalte Arbeider, blev det nu overdraget ham at udføre et stort Monument over den sidst afdøde Pave, Pius den Syvende, hvilket skulde opstilles i St. Pederskirken i Rom. Ene hans Anseelse som Kunstner hos den pavelige Regjering og navnligen hos Cardinalen Consalvo, var Grunden til, at man ikke fandt nogen Betænkelighed ved at overdrage ham, en Lutheraner og saaledes efter den katholske Lære en Kjætter, at udføre et saadant Gravminde over den katholske Kirkes Overhoved.
Hermed hengik Aaret 1824, og neppe var han endnu færdig med dette Arbeide, førend der fra Baiern indløb en anden lignende Bestilling til ham, nemlig at udføre et stort Gravminde over den udmærkede Feltherre, Hertugen af Leuchtenberg, Napoleons Stedsøn, hvilket Arbeide, udført i Marmor, skulde opstilles i St. Michaels Kirken i München. Efter et Par Aars Forløb var ogsaa dette Arbeide færdigt, hvorpaa det blev afsendt til sit Bestemmelsessted, hvor det nu er at see.
I Aaret 1829 havde Thorvaldsen et Besøg i Rom af den nuværende Konge af Baiern, der alt som Prinds havde viist sig som en varm Beundrer af vor Kunstner, og ikke alene ved det store Antal Arbejder, han lod udføre af ham, havde viist ham sin Yndest, men endog flere Gange havde opfordret Thorvaldsen til at komme til Baiern og der tage Bolig hos sig. Saalænge den baierske Konge var i Rom, hørte Thorvaldsen til hans daglige Selskab, og naar Thorvaldsen ikke kom til ham, saa besøgte denne hiin. En Dag. da Kong Ludvig saaledes besøgte vor Kunstner i hans Værksted, hilsede han ham med de Ord: „Paa Balpladsen belønner man Soldaten, men Kunstneren i Midten af hans Værker!” og hang ham en Ordenskjede om Halsen.
I det følgende Aar tilbød der sig en gunstig Leilighed for Thorvaldsen til at gjøre en hurtig Reise til München og den benyttede han da. Ved hans Ankomst til denne Stad, var Kongen af Baiern syg og sengeliggende; men da man vel vidste, hvormeget det vilde glæde Kongen, at see Thorvaldsen, blev han strax ført ind i hans Sovegemak. Da nu Monarken saae ham, troede han neppe sine egne Øine, men udbrød i Overraskelse: „hvad! drømmer jeg, eller er jeg vaagen? Thorvaldsen i München!” og nu anstilledes der, trods Kongens Sygdom, Festligheder baade ved Hoffet og i Byen. Paa et Hofbal aabnede Thorvaldsen Festen i en Polonaise med Baierns Dronning, og Dagen efter hans Ankomst bragte Magistraten ham i et Optog Stadens Hilsen. En stor Forsamling af Kunstnere og Videnskabsmænd foranstaltede en Fest i en prægtig Sal, som de havde oplyst og udsmykket med Billeder, der vare malede til hans Ære, og ved Taler, Musik og udbragte Skaaler modtog han deres Hylding som Konge i Kunsternes Rige. I Baiern opholdt Thorvaldsen sig nogle Maaneder og her modtog han en Bestilling paa en stor Heststatue, forestillende Churfyrst Maximilian af Baiern, der skulde Udføres i Metal og opstilles paa Wittelsbacher Pladsen i München, hvor den og nu findes.
Medens han var paa denne Side de høie Bjerge, der adskille Italien fra Tydskland, følte han i høi Grad, som han selv senere har yttret, den gamle Længsel efter at fortsætte Reisen lige indtil Danmark, og der manglede kun, at et Brev, som vor nuregjerende Konge, som Prinds, naadigst tilskrev ham, var kommet ham i Hænde i München, istedetfor at det først traf ham i Rom, saa havde han ikke modstaaet Fristelsen.
(Fortsættes.)
Thorvaldsen.
(Fortsættelse.)
Efter atter at være vendt tilbage til Rom, begyndte Thorvaldsen med vanlig Flid at søge at skaffe en Deel ældre Arbejder fra Haanden, uden at han dog uafbrudt beskjæftigede sig hermed, da der bestandig Aar for Aar indløb nye Bestillinger til ham, iblandt hvilke maa nævnes et Æresminde for den store engelske Digter, Lord Byron, hvilket endnu skal ligge uudpakket i en Kjelder i London, fordi man endnu ei er bleven enig om, hvor man skulde anvise det Plads, og et andet for den sidste Fyrste af den hohenstaufiske Linie, Conradin, hvilket var bestilt af Kronprindsen af Bayern til at opstilles i Neapel; endvidere et Monument for Bogtrykkerkunstens Opfinder, Johan Guttenberg, der skulde opstilles i Mainz, og et andet, der skulde oprejses i Stuttgard, til Ære for den tydske Digter Friederich Schiller.
Hermed hengik paany nogle Aar, fra hvilken Tid det syntes, at Thorvaldsen stadigere end tilforn, henvendte sine Tanker til, medens han endnu var i fuld Kraft, at slutte sin Løbebane som Kunstner, i det Mindste ikke at paatage sig flere Værker at udføre. Han havde nu levet i over fyrgetyve Aar i Rom, og endskjøndt hans Kjærlighed for dette Sted, hvor hans Kunstneraand først var vaagnet til fuld Bevidsthed, og hvorfra hans Ry var vandret trindt ud i den vide Verven, vistnok i al denne Tid bestandig var forbleven den samme, saa var han dog altfor meget fædrenelandssindet til at han nogensinde kunde glemme, at, ligesom han i Italien bestandig levede som paa en Reise, boede tilleie og spiste ved fremmed Bord, saaledes var der ei heller hans rette Hjem; dansk af Hjertet længtes han og bestandig efter, naar Reisen var tilende, at kunne udhvile sig der hvor hans Vugge havde gaaet, ved de Strande, „hvor han som Barn til Himlen sorgløs saae.”
For at forberede ethvert Skridt dertil havde han og efterhaanden benyttet enhver Leilighed, der tilbød sig ham, for at sende flere af sine Ejendele her til Danmark, og saaledes havde han navnligen, saa ofte den danske Regjering i de senere Aar afsendte Krigsskibe til Italien for at afhente de færdige Arbeider, som han havde at udføre til Frue Kirke eller til Slottet, stadigen ladet medfølge et ikke ubetydeligt Antal af sine egne Sager, baade i Marmor og i Gips, saaat man alt, førend han i Aaret 1838 atter ankom hertil, havde godt Halvparten af hans Værker indenfor Landets Grændser, og dog udgjorde Antallet af disse dengang alt omtrent 200, foruden et endnu langt større Antal af Buster.
Glæden i Danmark over at høre, at Thorvaldsen agtede her at tilbringe sine sidste Dage, var stor og almindelig, og da man vidste, hvor meget det stemmede overeens med Kunstnerens Ønske, at hans alt hidsendte Kunstsager og de, han fremdeles agtede at sende hertil, engang maatte blive opstillede i egen Bygning, hans Arbejder værdig, besluttede flere af hans Venner og Beundrere at sammentræde i en Forening, for at lade udgaae en Opfordring til hele Folket i det danske Rige til ved Pengesubscription at bidrage til Opførelsen af et „Museum” for Thorvaldsens Kunstværker. Endskjøndt Enkelte vel søgte at arbeide derimod, blev Indbydernes Opfordring dog saa godt som overalt modtagen med megen Velvillie, og saaledes havde de og den Glæde alt 1838 at have en Sum samlet til det angivne Øiemed af henved 70,000 Rbd.
(Fortsættes.)
Denne biografi om Thorvaldsen blev trykt i Magasin for Natur- og Menneskekundskab. Dette er femte del ud af syv, og de andre dele kan læses her i arkivet.
|
|
Friedrich Schiller, Senest 9. september 1836, inv.nr. A770 |
|
|
Hest, august 1833, inv.nr. A128 |
|
|
Eugène de Beauharnais, 1827, inv.nr. A156 |
|
|
Pius 7., marts 1825, inv.nr. A142 |
|
|
Johann Gutenberg, 3. februar 1834 - 28. juni 1834, inv.nr. A114 |
Sidst opdateret 12.02.2015
Her udelades tekst, da dette stykke ikke omhandler Thorvaldsen. Se originalen for det fulde indhold.