Redaktørerne ved Fædrelandet
København
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Om Thorvaldsen og hans Museum.
Af Prof. N. HøyenI.
–––––––––
Den Interesse, hvormed Planen til at opføre et Museum for Thorvaldsens Værker blev optaget, synes i den senere Tid at være noget formindsket, og flere Stemmer have udtalt sig deels mod selve Planen, deels mod Maaden, hvorpaa den søgtes udført. Grunde til denne Opposition kunne let tænkes. “Foretagendet var for stort for vore Kræfter; mange andre Ting fortjente snarere Understøttelse; det, der ved et Museum kunde opnaaes, vilde kun for den mere dannede Deel af Folket være vigtigt; ældre Bygninger kunde indrettes til at modtage Thorvaldsens Arbejder” o. s. v. Efterhaanden som Folk fik Tid at betænke sig, hørtes disse Indvendinger mere og mere; Mange, der vare tagne med Storm og ei havde faaet Tid til at sige Nei, ærgrede sig bagefter over, at de saa let havde givet efter; de, der mere for Skams Skyld end af Interesse for Sagen havde tegnet sig, vare heller ikke i godt Humør; de vilde nok ansees for kunstelskende og almeenaandige, men dog ikke give for Meget for denne Reputation. Men ogsaa andre Omstændigheder bidroge til at forstærke Oppositionen. At tage sig af en saadan Plan med det rette Maal af Iver er overordentlig vanskeligt. Delikate Folk ville ikke gjerne underkaste sig alt det Bryderi, som er forbundet med at samle Bidrag. Snart er Manden ikke hjemme, snart beder han Dig komme igjen, for at han kan betænke sig; snart maa en, snart en anden Indvending besvares; som oftest troe Folk, at den Indsamlende har et eller andet privat Hensyn, ialfald troe de let, at det altid er, hvad det vistnok ofte er, Forfængelighed, der driver ham; kort, til at døie al den Gaaen og Gaaenigjen, al den Snak, al den Mistanke og alle de Misforstaaelser, som hermed ere uadskilleligt forbundne, due delikate Folk ikke meget. Andre, der ikke lide af overdreven Delikatesse, ere ved den Maade, hvorpaa de tage Tingen, let udsatte for at støde Folk; naar man pines og presses til at give, bliver man uvillig og lader sin Uvillie let gaae ud over selve Foretagendet. Kun Faa have saa megen Interesse for dette og saa megen Billighedsfølelse og Menneskekundskab, at de kunne indsee, at den mindre delikate Methode næsten er et nødvendigt Onde, og vil man have Iver og Udholdenhed, maa man ogsaa finde sig i det, der vel ikke ganske nødvendigt, men dog i de allerfleste Tilfælde er forbundet dermed. Som Grund til den Uvillie, der ofte har viist sig, kan man endelig ogsaa anføre en vis Kunstner – Intolerance hos nogle af Planens Talsmænd. En af de Indvendinger mod Opførelsen af et Museum, der nærmest frembyder sig og som hyppigst gjøres, er den, at vi have saamange offentlige Bygninger, som dertil kunne indrettes. Svares der nu, at de ikke due dertil, at Lyset skal falde fra oven, Rummene have andre Dimensioner, saa svares der atter: at vi som Fattigfolk maae nøies med det mindre Fuldkomne. Slige Indvendinger besvares ikke altid paa den rigtigste Maade; ofte lader man Tvivleren føle, at kun en Dosmer i Kunsten kan spørge saaledes, og da Folk allermindst i saadanne Sager, som synes at være nøie forbundne med Dannelse, ville gjelde for ukyndige, saa blive de naturligviis vrede over den fornemme Kunstnermine, der synes at sige: Du er et Nul.
Som bekjendt har man ogsaa ivret mod Committeens Bestræbelser for at gjøre Foretagendet ret nationalt ved at vinde den simple Mand derfor. Uden at misforstaae, hvad der i denne Henseende af Committeen og Andre er yttret, troe vi dog, at det let kunde give Anledning til at den simple Mand gav sit Bidrag, ikke af Lyst til at fremme et saadant Foretagende, men fordi hans Præst, Godseier, Øvrighed etc. ønskede det. Ligesom vi ikke kunne begribe, hvorledes Prof. Clausens Yttringer i Folkebladet kunde misforstaaes, saaledes ere vi paa den anden Side enige med dem, der ikke troe, at nogen almindelig Interesse kan vækkes for dette Foretagende i de lavere Stænder. Undtagelser gjelde ikke, og hvor mange Bidrag fra “Peer Kudsk,” “Maren Kokkepige” o. s. v. ville ikke figurere paa Listerne, uden at Peer eller Maren nogensinde have hørt Thorvaldsens Navn. For ei at have Bryderi med en saadan Forklaring, skriver Huusfaderen sit Navn og betaler Tremarken.
Det beroer da i vore Tanker paa, om de mere dannede Stænder kunne sammenskyde det Fornødne. Dog kan der vel ogsaa fra andre Sider regnes paa Hjelp. Vi vilde ansee det som meget passende, om Kjøbenhavns Commune gav en ordentlig Sum i endeel Aar til dette Foretagende, der dog fortrinlig kommer Hovedstaden tilgode. Dette kunde Byens Repræsentanter saameget lettere forsvare, som et saadant Museum vilde skaffe Byens Borgere mange Indtægter. Den hidtil tegnede Sum (36,000 Rbdlr.) er vel ikke betydelig i Forhold til hvad der behøves, men den er temmelig betydelig i Forhold til den Tid, man har havt til at samle Bidrag. Man kan desuden regne paa andre ikke ubetydelige Hjelpekilder: Arbeiderne af de 60 Kunstnere, Bidrag fra Kunstforeningen, o. A. — Interessen for Planen vil vistnok ogsaa forøges, naar flere Sager komme hertil med Corvetten, der skal gaae til Livorno, og især, hvis Thorvaldsen selv kommer hertil. Meget vil ogsaa Planen fremmes, naar Folk først faae det rette Begreb om Sagen, og hertil troe vi, at det her nævnte Skrift af Prof. Høyen vil bidrage.
Forf. gjør i 1ste Afdeling opmærksom paa, at Lejligheden til et nøiere Bekjendtskab med Thorvaldsens Værker først aabnedes i 1826, og at der fra den Tid bestandig kom flere af hans Arbeider deels i Marmor, deels i Gips hertil, især med Fregatterne Galathea og Bellona. I 2det Afsnit viser han, hvad Kunstværd Modelafstøbninger have, og at det er en saavidt mulig uafbrudt Følge af hans Værker i saadanne Afstøbninger, der skal give Museet den rette Betydning. Efterat have paa en interessant Maade udhævet det Charakteristiske ved Thorvaldsen, som Kunstner, og skildret den Selvfornægtelse og Selvstændighed, som ligemeget udmærke ham, gaaer Forf. i 3die Afsnit over til at vise Vigtigheden af en ret hensigtsmæssig Opstilling af Sculpturarbeider. Vi troe, at dette Afsnit vil være vel skikket til at møde den Indvending, som vi før berørte, om det Urimelige i at opføre en egen Bygning for Thorvaldsens Værker. Der vises nemlig, at disse slet ikke kunne nydes paa den rette Maade, med mindre de have det rette Lys og opstilles i et Lokale, som ganske er afpasset efter dem. Han viser de Vanskeligheder, der ere forbundne med Indretningen af et Lokale, hvor baade de større og mindre Arbeider, de fritstaaende Figurer og Basrelieferne, kunne sees i deres rette Omgivelser, i det rette Lys. Løsningen af denne Opgave, tilføier han, hører til det Sværeste, som Bygningskunsten kan opvise, og dens Vanskeligheder kunde let blive uoverkommelige, dersom man vilde føie nye Betingelser til, som at rette sig efter staaende Mure og deslige. Besparelsen, det Eneste, som herved kunde vindes, vil i ethvert Tilfælde ikke blive af Betydning; derimod vilde man paa denne Vei maaskee lettere opnaae et andet Øiemed: at have bygget eet Gravsted mere for Kunsten. Vi ville ikke gaae irette med Forf. om dette Udtryk, men naar han tilføier, at denne Tanke neppe falder Nogen ind, som har lagt Mærke til, hvor forlegne flere af vore Samlinger ere for at udvide sig eller for at erholde et fast og passende Bevaringssted, saa havde vi ønsket, at han havde udviklet dette, da vi ere overbeviiste om, at hiin Indvendings grundige Bortryddelse meget vilde lette Foretagenders Udførelse. Forf. tyder rimeligviis paa, at der ei kan ventes mange store Bygninger ledige, medmindre Christiansborg Slot i sin hele Udstrækning bliver taget i Brug, og hvis det skeer, maa Malerisamlingen flyttes. Det vilde unægtelig være en stor Vinding, om denne kunde blive opstilt i et ret tilgængeligt og let opvarmeligt Lokale, da den nu saa godt som er begravet den halve Deel af Aaret, og Lokalet heller ikke er let tilgængeligt. Udvides vore naturhistoriske Samlinger, da vil der ogsaa til disse behøves Plads; men de vilde dog neppe kunne anbringes saa fjernt fra Universitetet.
Til Slutningen viser Forf. kortelig Vigtigheden af et saadant Museum for Folkets Uddannelse. Han har udentvivl Ret i, at der hos os ikke findes faa Anlæg til Kunst. Den Danske synes virkelig nok saa meget skikket til kunstnerisk, som videnskabelig Virksomhed. Poesien har forholdsviis havt mange heldige Dyrkere, og det Samme kan maaskee siges om Maler- og Billedhuggerkunsten. Til at udvikle slige Anlæg vilde udentvivl et Museum, som det her foreslaaede, bidrage, ligesom det ogsaa vilde virke gavnligt paa hele Folkets Cultur. Thi om det end nærmest vilde komme de Dannede tilgode, saa vilde det dog ei blot middelbart igjennem disse, men ogsaa umiddelbart, skjøndt seent, yttre sin velgjørende Indflydelse paa Folket. I gamle Grækenlands og Italiens bedre Dage vare alle offentlige Bygninger og Pladser prydede med Kunstværker; selv den mindste By i Grækenland havde en Masse af Kunstværker, hvorom vi neppe kunne giøre os noget Begreb. Med disse bestandigt for Øiet maatte Sandsen for ædlere Former, selv hos den simpleste Mand, efterhaanden vækkes og Raaheden afslibes. I Paris seer man hele Skarer af simple Folk vandre i Louvres Gallerier, i de naturhistoriske Museer og den botaniske Have. Den Fremmede, for hvem dette er et uvant Syn, glæder sig over den Orden og Sømmelighed, hvormed de opføre sig, og den livlige, forstandige Interesse, de lægge for Dagen. De bringe hjem med sig Stof til forstandig Samtale og en forfrisket, udvidet Ideekreds; og om de end ikke vide at vurdere disse Skattes rette Betydning, saa føle de dog en uvilkaarlig Agtelse for dem, og allerede denne er en ypperlig Modvægt mod Raahed og Frækhed, og maa især virke velgjørende paa den opvoxende Slægt. At et Museum for Thorvaldsen, opført ved Folkets Bidrag, og med den letteste, frieste Adgang for alle Stænder, vilde blive besøgt ogsaa af den simplere Mand og ei heller paa ham blive ganske uden Virkning, deri ere vi enige med Forf., ligesom vi ogsaa istemme det Ønske, at alle vore Samlinger efterhaanden maatte aabnes for Publikum, saaledes som Tilfældet er i Paris.
Kan det saaledes lykkes at vække en livlig Kunstsands, saa ville vi have eet Middel mere til at fremme Culturen. Men ogsaa fra en anden Side fortjener Sagen Opmærksomhed. Store og mægtige Stater indgyde Fremmede Agtelse og deres Borgere den Selvfølelse, der vel ofte kan vildlede, men dog oftere fører til noget Godt; allerede deres physiske Magt er hertil tilstrækkelig. Anderledes gaaer det de smaae Stater. Deres physiske Afmagt gjør det vanskeligt for dem at vedligeholde deres Værdighed, og Borgerne føle sig trykkede ved Tanken om at tilhøre en kraftløs Stat. Vil nu en saadan indtage en værdig Plads i Folkenes Rækker, vil den indgyde sine Borgere den nødvendige Selvfølelse, saa har den kun eet Middel og det er: med Kjærlighed at pleie de høiere Interesser. Overbeviser den sig om disses Vigtighed, saa vil den faae rig Erstatning for hvad den mangler i Storhed og Kraft; den vil blive agtet af alle, selv de mægtigste Stater, og dens Borgere ville besjæles af en Selvfølelse af en ædlere Art, end den, der pleier at ledsage Rigdom og Magt. Den blot physisk stærke Mand nærer en Selvfølelse meget forskjellig fra den, der besjæler den høit dannede; men om han end langt overgaaer denne i Kraft, vil han dog bøie sig for den aandelige Overlegenhed; thi Magten er Aandens. Lad, da Danmark erkjende dette; lad det modigt arbeide paa at udvikle sin aandige Kraft, og det vil ei have Grund til at misunde sine store, mægtige Naboer.
Dog vi vende tilbage til Forf., for at udhæve den Bemærkning, hvormed han slutter sit Skrift. Han tyder nemlig paa de Fordele, som Haandværket og Industrien vilde have af at komme i nøiere Berørelse med Kunstens Værker. Han tyder paa, at en tækkelig Bearbejdelse af Møbler og Huusgeraad ikke er saa let, og at man ofte heri maa tye til Kunsten, istedetfor til Haandværksdygtigheden. Medrette bemærker han, at selv det simpleste Redskab fra Oldtidens dannede Perioder har et skjønt Præg og vidner om, at Kunsten ret havde gjennemtrængt Livet. Han peger ogsaa paa de Fordele, som Fabrikanterne i den nyere Tid have vidst at drage af Kunstværker og nævner som Exempel Wedgwood, “der fandt Veien til sin Guldgrube igjennem Hamiltons Antiksamling.” Dette Exempel er heldigt; de klodsede, uhyggelige, triste Leer- og Tinkar bleve snart i alle Huusholdninger fortrængte af Wedgwoods lettere, ziirligere Arbeider, der desuden leveredes for langt billigere Priis. At see sig omgivet af smukke Former er i høi Grad oplivende, og hvad der bidrager til at opvarme Livet, der saa let bliver fladt og koldt, maa være dobbelt kjærkomment for Nordboen, over hvis Hoved Himlen hvælver sig graa og kold.
Nogle Bemærkninger om dette Emne vil Red. tillade sig snart at meddele sine Læsere, da flere Punkter endnu trænge til Drøftelse.
–––––––––
Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i Fædrelandet 18.3.1837. Teksten er en anmeldelse af N.L. Høyens Om Thorvaldsen og hans Museum i Anledning af den udstædte Indbydelse, der blev udsendt i begyndelsen af 1837.
Sidst opdateret 22.08.2016
Dvs. den danske kunsthistoriker N.L. Høyen.
Denne tekst er ikke skrevet af Høyen, men er en anmeldelse af hans Om Thorvaldsen og hans Museum i Anledning af den udstædte Indbydelse, der blev udsendt i begyndelsen af 1837.