NN
Kjøbenhavn
Omnes
Dateringen fremgår af det hæfte, som teksten er trykt i.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Angaaende
Oprettelsen af et Museum
for
Thorvaldsens Kunstværker
samt Forslag til et Hædersminde
for Oehlenschläger.
–––––––––––––––––––––
Kjøbenhavn
Trykt i Bendixens Enkes Bogtrykkeri, ved M.C. Werner.
1837.
Der tales og skrives nu saameget for og imod Oprettelsen af et Museum for Thorvaldsens Kunst-værker, og Sagen er derved saa tilstrækkeligen drøftet, at det vilde være vanskeligt at fremstille noget Nyt, om ikke den maaskee kunde betragtes fra et Synspunkt, som formaaede at tilveiebringe, om end ikke en fuldkommen Samstemning, saa dog en Nærmelse imellem begge Partier.
De som stemme for Oprettelsen af bemeldte Museum, have blot paatænkt et saadant for Thorvaldsenske Værker, uden at det Eensidige herved er faldet dem ind. Bør der her ei gaaes frem efter samme Regler som de hvorefter et Billedgalleri sammensættes og ordnes, nemlig: efter de forskjellige Skoler, af hvilke hver igjen indeholder forskjellige Mesteres Arbeider. Har man nogensinde seet et Billedgalleri bestaae af een Mesters Arbeider? Og blev dette Ti[l]fældet: vilde da vel Gensidighed i Anskuelser hos de vordende Kunstnere kunne undgaaes, selv om denne Mester var den største i sin Kunst; og hvorledes vilde noget Originalt fremdeles kunne opstaae?
Vel sandt – man kunde sige: “Kunstnerne kunne betragte de ikke-thorvaldsenske Værker paa de andre Steder, hvor de forefandtes”; – men Skjønheden i det Fortrinlige bliver dog meest iøinefaldende ved Sammenligning, og ved denne fremhæver sig igjen Forskellighederne. Kunstneren danner sig jo netop ved at skue disse hos enhver Mester især; og ved at see hvor forskjelligt Enhver har opfattet sit Stof, bringes han selv til at bryde sig en egen Vei, hvorved netop Originaliteten opstaaer. Dette gjælder ei blot om Maleri, men om enhver skjøn Kunst; altsaa og om Billedhuggerkunsten.
Hvad Indflydelse det vilde have paa vordende Kunstnere, i et saa stort Museum blot at sinde Thorvaldsenske Arbeider, al deres Fortræffelighed uagtet, have vi altsaa seet; men dette vilde ikke være den eneste Ulempe. Den Indfødte vilde spørge: “har da Europa?” og den Fremmede: “har da Danmark ingen flere Billedhuggere havt?” – og Spørgsmaalet vilde være saare naturligt. Spurgte hiin, da kunde man nævne Mange; men at deres Værker ei fandtes, vilde ikke være nogen Skam for det lille Danmark; thi skulde det have en saadan Samling, da maatte det besidde Noget af alt det Fortrinlige, der ved den successivt skabende Meisel er fremstaaet i saa mange forskjellige Lande, hvilket vilde udfordre uhyre Skatte; – men spurgte den Fremmede, da vilde man ikke kunne undgaae at nævne Wiedewelt, og med Blusel; thi ham lod man, som Ewald, bukke under ved Mangel af Paaskjønnelse, og den stakkels Kunstner forlod Kunstens den skabende, og valgte Selvtilintetgørelsens Vei; og medens hans udødelige Værker i Roeskilde Domkirke og Troskabens Figur paa Frihedsstøtten udenfor Vesterport, vidne om hans Storhed, staaer, med sørgelige Træk, Mindet om hans Endeligt indført i Sagas Bog, medens Digterens Ord sørgeligen gjenlyde:
“Troskab græder
Klædt i Marmorklæder,
Hvid og bleg, den ranke, hulde Mø;
Haand paa Brystet,
Aldrig, aldrig trøstet
Stirrer hun hen paa den sorte Sø.”
Danmark har ikke blot havt ham, men og Dajon, og blandt de Nulevende: Bissen og Freund. “Ere disses Arbeider da Fuskerier, siden de ei her ere indlemmede?” vilde den Fremmede, som indtraadte i dette Museum, med Rette spørge, og man vilde have ondt ved at svare Nei, siden de have fuldført Arbeider for Steder, hvor man ikke har havt isinde at anbringe Fuskerier, og de tvende Sidste have alt ved deres Arbeider erhvervet sig en Hæder, der er uforgængelig, skjøndt ei saa straalende som Thorvaldsens. Correggio udbrød, ved at see et Maleri af Raphael: “Ogsaa jeg er Maler!” – og Ingen er det falden ind at nægte, at han var en stor Mester, skjøndt Raphael var en større.
Skal da et saadant Museum oprettes, da bør det, for at være nationalt, omfatte ikke blot een Mands, men alle Nationens Skatte af indenlandske Kunstværker af denne Art, forsaavidt Modeller kunne tilveiebringes, naar de originale Arbeider ei haves, eller disse smykke et eller andet Sted, for hvilket de oprindeligen ere bestemte; og Thorvaldsen vilde vist ei have noget derimod, da hans Værker, ved deres Mængde og Fuldkommenhed, dog alligevel vilde indtage den første Plads; ja deres Fortrinlighed først ret erkjendes ved Sammenligning. Ogsaa burde det bære hans Navn, da han, ved den herlige Gave af sine Værker, har givet Anledning dertil; hvorfor det passende vilde kunne benævnes: “Det Thorvaldsenske Museum for danske Billedhuggerværker”. Derved fik Thorvaldsen Æren og de Andre ingen Skam ved at udelukkes. Ja den Forgudelse, som det vilde være at oprette et Museum for enkelt Mand, vilde da kunne undgaaes; ikke at tale om, at denne Forgudelse meget lidet vilde stemme med den Lunkenhed, der fra Danmarks Side vistes Kunstneren ved og lang Tid efter hans første Fremtræden, hvilket er saa bekjendt blandt Publikum, at det ikke behøves at man lægger Skjul derpaa.
Vel har Prof. Thiele i sin lille Bog om Thorvaldsen, Pagina 12, søgt at besmykke dette saa godt som muligt, ved, efter at have omtalt Fuldførelsen og Salget af hans Jason 1803, at sige: “Men i Danmark ventede Man imidlertid Aar for Aar at han vilde vende tilbage, og dette maa vel antages at have været Grunden til, at han først i Aaret 1807 modtog en Bestilling fra sit Fædreland,” hvilken Bestilling, som man af det Paafølgende i Bogen seer, ikke var fra offentlig Side, men aldeles privat; og længere hen, Pag. 13: “Det varede nu ikke længe, førend han fra den danske Regjering opfordredes til flere og større Arbeider, og blandt disse vare de fire runde Basrelieffer, som smykke Forsiden af Christiansborg Slot.” Dog veed man, at disse først vare udstillede i 1826, og, saavidt Forfatteren heraf veed, bleve de ikke bestilte før under hans Ophold her i 1819.
Saavidt om selve Museet, om hvis Gavnlighed, naar der først er Midler til dets Opførelse, og under Forudsætning af, at det faaer den berørte Udstrækning, der i Grunden kun kan være een Mening. Men – end flere Anker fører Oppositionen: først angaaende Maaden, hvorpaa Opfordringen til at yde sin Skjærv og dennes Indsamling er skeet og skeer, og som fornemmelig synes at have foranlediget, at et Modparti er opstaaet; og dernæst i Henseende til at det endnu ei skulde være Tid til et sligt Foretagende, da Financernes Tilstand er saa mislig og Folket ei heller kan bære flere Byrder. I Henseende til første Anke: Hvad har man da saameget mod denne Opfordring? At den bærer Præg af Enthusiasme for den store Kunstner, kan dog ikke være nogen Feil; thi ved enhver saadan Leilighed, hvor det gjælder om at vække en heel Nations Begeistring, bør Hjerterne stemmes, som kun kan skee ved begeistrende og dybt indgribende Ord; men det maa altsaa snarere være den de Ikkegivende paalagte Taushed, der har fornærmet, hvilket vel er noget der burde oversees; men den Fornærmede, eller rettere: den, der føler sig truffen, overseer ei lettelig. Fremfor Alt maa Aarsagen imidlertid være den, at det ikke forblev ved Opfordringen alene, men at tillige Circulairer og Lister omsendtes fra vedkommende Authoriteter og Collegier; ja selv fra det næststørste Collegium med de mindst gagerede Betjente, til Circulation blandt disse; hvorved Tilfældet blev, at de saaledes krydsede hinanden, at for Mangen er bleven forelagt saadanne fra to à tre forskjellige Steder. Dette er dog virkelig at anvende, om ikke en physist, saa dog en moralsk Tvang; thi Mangen, som ellers ikke har Interesse for Sagen, giver blot fordi han troer, at han tør ikke andet, da Planen forelægges ham fra hans Overmænd; ikke kan være andet bekjendt, eller fordi han synes han ikke vil staae tilbage for sine Naboer, o. s. v., og dertil kommer, hvad alt offentligt meget rigtigt er fremsat, at mangen en Lægmand har ikke engang noget klart Begreb om hvad Thorvaldsen egentlig er for en Mand, og finder derfor i denne Opfordring kun en ny Anledning af øvrigheden til at sætte ham i Contribution. Ligeledes er det vist, at med Bonden gaaer det end værre; thi ikke nok med at han intet Begreb har om Kunstneren, men hører han, at en Billedhugger er en Mand, der bruger Stenen til sit Material, da farer ham en Skræk i Blodet, og han tænker uvilkaarligen strax paa de Steen, han, efter Veivæsenets ægte Mehemed-Aliske Principer, aarlig maa sammenkjøre fra langt og til langt fra hans Hjem liggende Steder, og derved spolere Heste og Vogn; ikke at tale om, at han maa forsømme den beleilige Tid til sit eget Arbeide; – og Følgen bliver, at han harmes istedetfor at begeistres.
Den anden Ankepost er af mindre Betydenhed; thi har man Noget tilovers, og Staten og hver Mand har faaet Sit, da maa man vistnok have fuld Raadighed over dette Tiloversblevne som sin lovlige Eiendom, paa hvilken Maade man saa end depenserer det. En modsat Indskrænkning i Eiendomsretten kjender vore Love ikke.
En langt mere grundet, men, besynderligt nok, endnu ei paaanket Invending, maa det derimod blive, at Danmark ikke kan være Foretagendet bekjendt, saalænge det endnu ei har gjort Noget for dets største Digter, der dog vist staaer i lige Rang med Thorvaldsen i Henseende til det meget Fortrinlige, ja tildeels Uovertræffelige, han har præsteret; thi det er ingen Grund at han ei har samme europæiske Navnkundighed. Der til udfordredes blot at han skulde have levet og digtet i en Verdensstad som Rom, og derfra udsendt sine herlige Værker, saavelsom og, at han havde holdt sig mindre til Nordens Æmner, som ei have Interesse for Sydboeren; men da var han ei heller bleven saa national og for os eiendommelig. Ham have vi midt iblandt os, og hvad have vi gjort for ham? En enkelt Hædersyttring er vel ved enkelte Leiligheder beviist ham; dog ikke udeelt af Nationen; kun af de Studerende; hvorimod han i Norge og Sverrig er bleven modtagen med Jubel. Selv en Plan til i sin Tid at kjøbe Bakkehuset og forære ham, som et Familieminde der maatte være ham kjært, kunde ei komme istand. Og dog er der ei mindre Grund til at hædre Digteren end Billedhuggeren; thi Digtekunsten træder ei blot primitiv, men mere skabende og omfattende frem; Billedhuggerkunsten derimod henter sin Begeistring og sine Ideer fra den *I), eller og fra alt tilværende Billedhuggerværker, og begeistres altsaa kun paa anden eller tredie Haand.
Man vilde altsaa [t] ham tillige have hædret Kunsten, om man havde gjort Noget for ham. Man gjorde det ikke; men istedet derfor haaner og nedriver man ham for de Værker han er nødsaget til at skrive, for at kunne leve, (ligesom om den, der er nødsaget til at befatte sig med mange Fag, der ligge udenfor hans egentlige Sphære, var i Stand til at levere lutter Kunst-værker) og siger, han er ei længer den store Digter, og det uagtet han paa samme Tid leverer et af sine største Mesterværker: “Socrates”. – Dette maa henlægges; – kan ei engang gaae Abonnementsaftenerne rundt. Og hvorfor? – Fordi Publikum er saa forvænt ved franske Smaastykker, der vel have en let converserende Tone, men endnu lettere Gehalt, og – Vaudeviller, som i Almindelighed passere for Vittighedsværker, uagtet man ofte i dem finder ligesaamange Flauheder som Vittigheder, og Theatret ved dem forlængst er nedværdiget til en Fjellebod. Men det giver Indtægt, siges der. – Desværre, at man ved et kongeligt Theater er nødt til at see saameget paa Indtægten, og derved bringe Digteren til at nedstige til Publikum, istedet for at lade det stige op til ham. Her gjælder Vessels: “Jo galere jo bedre.”
Thorvaldsen er riig, Oehlenschläger fattig. Lad os først og fremmest gjøre Noget for den Sidste, at Man ei skal sige: “De Danske hædre Thorvaldsen, fordi Fremmede først have hædret ham, og det gjøre de blot af Forfængelighed; thi ham som er nærmest til Hæderen, og som de have midt iblandt sig, ham lade de sidde og glemme ham, ligesom Rangforordningen synes at have glemt ham.” Ja! Saaledes ville de sige, og hvis var Skammen? – Nationens! – Digteren staaer i Grunden lige høit, thi han maa vide at hæve sig over al saadan Rang, ved Aandens Rang. Han staaer i Virkeligheden ophøiet over al verdslig Rang, thi med denne vilde han, uden Aanden, dog aldrig formaae, at skabe et Digterværk; men maaskee vel, ved Compilationer af Lærdommens Pulterkamre: tørre Annaler i Statistik og Historie, latinske Programmer om Keiserens Skjæg o. s. v., o. s. v.
Til at stifte et Hædersminde for Oehlenschläger udfordres intet Tempel. Et saadant frembyder ethvert af hans episke og tragiske Mesterværker, hvori Aanden kan opløftes og hæve sig i begeistret Flugt med Digteren. Der vilde altsaa ei medgaae 300,000, men vel indtil 100,000 Rbd., eller i alt Fald mindre; der maatte forblive et staaende Fond, ved hvilket Anvendelsen af den aarlige Rente bestemtes saaledes: Halvparten for Oehlenschläger, saalænge han lever, og, efter hans Død, for den, som da maatte ansees for Danmarks dalevende største Digter (hvorved det var en Selvfølge, at den Afdødes Enke ogsaa maatte betænkes); og den anden Halvdeel af Renten, deels til Understøttelse for trængende Digtere, som allerede have vakt saamegen Forhaabning, at deres Geni fortjener at fremhjælpes, saa a[t] de ikke behøve at skrive for Brød; deels til Priisbelønninger for udmærkede digteriske Frembringelser over selvvalgte eller opgivne Æmner.
Vilde Nationen udføre dette, da vilde Ingen her kunne sige: “Han æres af sin Nation, fordi hele Europa ærer ham”; hvorimod de i modsat Fald ville kunne sige: “De ære Thorvaldsen, som ikke vedkommer dem videre, end at han er født iblandt dem, thi Rom har dannet ham; men Oehlenschläger have de glemt.” Og hermed være Nationen opfordret til dette Foretagende, for hvilket vist de samme Mænd, som talede saa varmt for Thorvaldsen, med samme Beredvillighed ville træde i Spidsen; thi først da, naar Nationen har viist sig skjønsom imod sin store Digter, og naar den atter hædrer hans herlige Værker – der nu ere nærved at glemmes – med dens opmuntrende Bifald; naar Hakon Jarl atter fylder Huset og Socrates igjen fremdrages, da vil den og først tilfulde med en rolig Samvittighed kunne høste Gavn og Glæde, ja Hæder, ved Oprettelsen af et Thorvaldsensk Museum for danske Billedhuggerværker.
–––––––––
Dette er et trykt hæfte, som blev udgivet i 1837.
|
|
Jason med det gyldne skind, 28. januar 1803 - Senest 19. marts 1803, inv.nr. A52 |
|
|
Hebe skænker Herkules udødelighedens drik, Antagelig november 1808, inv.nr. A317 |
|
|
Hygieia giver næring til Æskulaps slange, Antagelig november 1808, inv.nr. A318 |
|
|
Minerva giver sjæl til menneske skabt af Prometheus, 1807 - 1808, inv.nr. A319 |
|
|
Nemesis læser menneskenes gerninger højt for Jupiter, 1810, inv.nr. A320 |
Sidst opdateret 17.08.2016
[Forfatterens note i teksten]
Hvilket rigt Stof saavel for Maleren som Billedhuggeren frembyder ikke Øehlenschlägers: “Nordens Guder”, og hans andre, paa Mythologi og Oldhistorie grundede Værker.