Adam Oehlenschläger
København
Bertel Thorvaldsen
København
Ingen udskrift.
Dateringen fremgår af digtet.
Kommentarerne til dette digt er under udarbejdelse.
S a n g
til
T h o r v a l d s e n
–––––––––––––––
Herr Thorvald drog over salten Hav,
Til Roma Snekken mon stande,
Der satte de ham ved den Marmorgrav,
Saa drog de ad brusende Vande.
De vidste han eied et Nemme snildt
Til Kunsten med Lethed at lære,
De tænkte: den gode yskeI PiltII
Skal giøre sit Fædreland Ære.
End findes Kæmper der hobeviis,
Som tiene Gud Thor den Herre,
Men til at virke VaulundursIII Priis
Med Kløgten, findes der færre.
Thi toge de ham som han gik og stod
Og satte ham paa den Snekke.
Nu stod han bedrøvet, det unge Blod,
Og græd ved Myrternes Hække.
Han søgte forgiæves den danske Bøg
Og Taaren ham Øiet mon væde;
Han tænkte kun midt i den sydlige Spøg
Paa Nordens alvorlige Glæde.
“Op Thorvald! Taaren af Øiet visk,
Benyt dine Timer saa fageIV!
Sku atter dybt i Naturen frisk,
Og vend saa med Laurbær tilbage!”
Men ud han vandred af Byens Port
Og monne de Taarer aftørre,
Thi var end Nordboens Nemme stort,
Saa var dog Hiertet ham større.
Nu Tiden var endt, og han stod ved Strand,
Da monne ham Uro fortære,
Thi elsked han høit sit Fædreland,
Saa elsked han ogsaa sin Ære.
En Aften han stirred med Haand under Kind
Mens Gubben fortalte den Sage
Om Jason, som hented det gyldne Skind,
Og vendte tapper tilbage.
Da reiste sig Thorvald af Veemodsdunst,
Og Flammen i Øiet ham brændte:
“Det gyldne Skind er den gyldne Kunst,
Og Jason skal atter det hente!”
Og hurtig reiste sig Helten kiæk,
Og Helten under hans Hænder,
Og Billedet stod til Canovas Skræk,
Som vel Heimskringla nu kiender.
Thi neppe forstod hun din høie Natur,
Før Fama dit Rygte bebuder,
At, Thorvald, dit lille Brædeskuur
Stod fuldt af de græske Guder.
Din Krands er vundet! Som trofast Ven
Du vender atter tilbage,
At skue det elskte Land igien
Som skued din Barndoms Dage;
Og smiler i Venskabs Helligdom,
Hvor vi dig Takken frembære.
Ei Alexander til Babel kom
Med større Hæder og Ære.
Tak Thorvald, Tak for den Krands, du vandt,
Dens Blade jo dele vi alle!
Vaulundur atter sit Værksted fandt,
Og henrykt smiler Valhalle!
Oehlenschläger.
––––––––––––––––––––––––––––––––––
Trykt hos Hartv. Frid. Popp.
––––––––––––––––––––––––––––––––––
Dette er en trykt sang, der blev afsunget ved den store fest til Thorvaldsens ære på Skydebanen i København 16.10.1819 umiddelbart efter Thorvaldsens tilbagekomst til Danmark 3.10.1819.
Digtet er her afskrevet efter det hæfte, som blev trykt til lejligheden. Det findes også genoptrykt i Oehlenschlägers Samlede Digte. Anden Deel, København 1823, p. 307-310 med få sproglige og tegnmæssige ændringer.
Digtet blev også trykt i Knud Lyne Rahbeks tidsskrift Tilskueren, op. cit., kun få dage efter festen på Skydenbanen.
|
|
Jason med det gyldne skind, Tidligst 19. marts 1803 - 1828, inv.nr. A822 |
Sidst opdateret 05.02.2016
Dvs. unge, raske, gæve, se Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. en lille dreng, pog, se Ordbog over det danske Sprog.
Vaulundur er en figur fra den nordiske mytologi og kendes bedre under navnet Vølund. Han var smed og Oehlenschläger havde allerede i 1805 skrevet digtet Vaulundurs Saga, hvor han bruger den mytiske smed som et billede på en kunstner.
Dvs. som varer kort tid, flygtige, se Ordbog over det danske Sprog.